Leoparddrengens
Public Key

tirsdag den 7. juli 2009, kl. 08.15

Skatteværdi af egen madpakke


Jeg har i forvejen gruet for indførelsen af de her offentlige madpakkeserveringer i børnehaver. Ikke for det, jeg synes basalt set det er en fin idé at sørge for at ungerne får ordentlig mad; og er bestemt meget gerne fri for at stå og lave madpakker dagligt.


Men jeg har ikke troet på det, for jeg vidste at kvaliteten ville blive for dårlig - og at kravene til indførelsen var urealistiske. Og begge dele har da vist sig at holde stik, så indførelsen nu er udsat. Eller det vil sige, kommunerne kan vælge at udsætte, og mon ikke de fleste vælger det?


Så jeg har holdt mig i skindet fra at kommentere det, til man rent faktisk ved hvad man går ind til, hvis det overhovedet ender med at ske. Men nu bliver det for absurd!


I Århus har forældrene fået lov til at smøre deres mad selv, hvis de ønsker det. De skal dog stadig betale den forhøjede pris for børnehavepladsen (kr 469 pr md). Men de får så 305 kr retur fra kommunen pr måned, hvilket er prisen for madpakken.


Der er bare det ved det, at dette beløb, de 305 kr, er skattepligtigt! Naturligvis! Det er genialt, det dér!


(Jeg finder det iøvrigt interessant, at Århus Kommune altså har forhøjet prisen med 469 kr, men det er kun 305 kr som går til madpakken?)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

7 kommentarer:

Annika sagde ...

Det må være skjult kamera... På en eller anden måde bliver det simpelthen nødt til at være skjult kamera!!

Leoparddrengen sagde ...

Ja... husk at se næste afsnit af Slemme, Slemme Regering... :)

Annika sagde ...

Nah - tror jeg springer over. Jeg er lige så træt af den serie som jeg til sidst var af Friends ...

Leoparddrengen sagde ...

Træt af Friends!? Det må jeg tilstå, det har jeg aldrig opnået at blive.

Men er da derudover enig; det andet program er efterhånden blevet lidt for absurd; der trænges i den grad til en udskiftning i castet.

Annika sagde ...

Jeg har en skudsikker opskrift, kan blive lidt svær at gennemføre for dig - men så kan du da forestille dig det:

1. Bliv gravid med tvillinger
2. Bliv fuldtidssygemeldt halvvejs i graviditeten
3. Placer sygemeldt krop i seng med samtlige 233 afsnit af Friends

og 1-2-3 SÅ er man så træt af Friends at man de sidste 3 sæsoner ikke så meget som trækker på smilebåndet en eneste gang!

ps. jeg fortsatte med X-files, men blev aldrig færdig inden ungerne kom, og gudskelov - den har jeg ikke lyst til at være træt af.

Leoparddrengen sagde ...

Tja, jeg har stadig lidt svært ved at forestille mig det - tror efterhånden jeg har set hvert afsnit mindst 3 gange i deres evige genudsendelsesbåndsløjfe, og jeg bliver lige underholdt hvergang.

Men det kan da godt være man kan få en O.D ved for meget på én gang. (Selvom det var den måde jeg blev drejet på, da TV2 over et par nætter sendte hele første sæson. Men der erselvfølgeligt også langt til 233 afsnit.)

Sjovt nok havde vi også problemer med børn og Friends: hvor førstefødte insisterede på at ville komme til verden under et afsnit af Friends (dengang de stadig var nye). Vi prøvede at tage det roligt, for vi ville jo se det færdigt, men så gik vandet, og det blev lidt for rodet at se færdigt.

Og efter han blev født, slog det simpelthen aldrig fejl i hans første halvandet leveår, mindst, at når der var nyt afsnit af Friends flippede han ud, så det var umuligt at se; ellers var han ganske fredelig...!?

(Idag elsker han at se genudsendelserne - så det har ikke varet ved...)

Annika sagde ...

Ah, traume fra fødslen. Et "ikke forstyrre mor og far nu"-traume. Godt han er kommet over det.