En amerikansk kvinde står nu anklaget for at have banket sin handicappede kæreste med en ustegt (men vistnok ikke frossen) bøf. Åbenbart insisterede kæresten på at få flute til, men hun ville kun servere skiveskåren brød (går udfra vi taler sliced toast) - og det udartede altså så til nogen gode slag med bøffen, "så han kunne lære det".
Desværre fortæller historien ikke noget om hvordan bøffen havde det efterfølgende? Måske blev den faktisk aldrig spist fordi den er beslaglagt som bevismateriale? I så fald en skam, for jeg kunne godt forestille mig den blev ekstra god & mør efter sådan nogle gode, velanbragte slag.
Bøf Tartar hedder jo for eksempel sådan, fordi det oprindeligt var tartarerne som lagde bøffer af hestekød under deres sadler. Når de så havde redet rundt med det noget tid, var kødet dejlig mørt, og kunne spises råt.
Måske der var nogen i bdsm miljøet der kunne udforske sagen? Det må da kunne blive en interessant session, med efterfølgende dejlig mad? Og så kan der jo også eksperimenteres med forskellige udskæringer?
Endte op med at have en fri-eftermiddag idag, så var i Føtex efter diverse indkøb. Opdagede så de havde tartar til en 10'er pakken (sidste anvendelse imorgen), og fik en uimodståelig trang. Så købte hele moletjavsen (kapers, peberrod etc) og lavede nogle stykker af dem, med tilhørende smoothie.
Og så V for Vendetta - som jeg har haft liggende på DVD siden jeg gav mig selv den i julegave. Det er sgu en god film - eneste anke jeg har imod den, er at det at den er baseret på en tegneserie skinner lidt for meget igennem. Det fungerer rigtigt godt for nogle film, men for denne her er historien så god og ren, at tegneserieformen virker distraherende - synes jeg. Men ellers film i bedste Brazil/Equilibrium* tradition, med et stort tvist Greven af Monte-Cristo i historien.
Og så må jeg jo indrømme, at Natalie Portman gør at jeg nok aldrig 100% kan boycotte Israel.
Så alt i alt udmærket, men hardcore eftermiddag. Min mave begynder ihvertfald at synes det hele ligger lidt tungt. (Og frøs helt vildt under filmen, må have været fordøjelsessystemet der havde brug for alt energi i kroppen.)
* Man burde måske nok snarere sammenligne med Matrix end Equilibrium, når nu det er Wachowski-brødrene der står bag, men synes egentlig mere den minder om Equilibrium. Og er iøvrigt træt af Matrix efter de ødelagde det totalt med 2'- og 3'eren.
Og musikken herunder: well, det burde ikke være så svært at gætte hvorfor jeg kom til at tænke på den sang, eller rettere video?