
Karnaka-stammen var interessante, fordi de var delvist civiliserede, men stadig levede som stenaldersamfund. Da de var blevet opdaget 48 år forinden, havde de endvidere afsværget deres kannibalistiske traditioner, for at kunne handle med repræsentatnter for det britiske imperium. (Vi vil aldrig mere spise mennesker - undtagen hvis de selv be´r om det!, lød den lidt underlige ed de havde afgivet, formuleringen havde noget med deres religion at gøre.)
Turen gennem junglen var strabadserende, men forløb uden de store problemer. Og de nåede frem til Karnaka-landsbyen, hvor de blev bragt for høvding Mauso. Høvding Mauso var den af karnakaerne som talte bedst engelsk - han var dog naturligvis ikke helt flydende i sproget.
"Vær hilset, fremmed, velkommen! Hvad bringer jer hid?" spurgte høvding Mauso.
"Goddag høvding Mauso, jeg er Fyrst Rad af Karbadjo," præsenterede fyrsten sig.
Serd præsenterede sig og konen: "Vi er Musse og T.D. Serd."
Høvdingen lyste op, og slog ud med armene mod resten af ekspeditionens medlemmer: "Og flokken er?"
Serd var en anelse døv, han var jo lidt oppe i årene - og hørte spørgsmålet som at der blev spurgt hvad klokken var. Han tog sit lommeur frem, og kiggede på det: "Middag!" svarede han så.
"Åh, hvor er vi glade for at se jer," udbrød høvdingen. "Vore guder sagde I ville komme, men vi var så småt ved at miste modet! Men nu er I her - første ret af Carpaccio, en hel flok til middag, og mousse til dessert! I kan tro vi skal have et festmåltid, som vi ikke har fået i mange år!"
Og det fik de! Mums!!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
0 kommentarer:
Send en kommentar