(Meget passende overskrift, tidspunktet og emnet taget i betragtning.)

Jeg ved ikke hvad det er, men at jeg kommer til at skulle tale beskyttende for diverse religiøse samfund, imod hysteriske mennekser. Men det er åbenbart min lod, dennegang er det den katolske kirke i Danmark jeg vil forsvare.

For godtnok har den kirke stået for nogle grumme ting gennem årene, men jeg synes det er ret langt ude, hvad der bliver sagt de skal nu. Altså omkring de her, vistnok i øjeblikket 15 sager om pædofili af den ene eller anden form, som vist går fra 30 til over 100 år tilbage.

Kirken bliver klandret for, ikke at gå til politiet med alle sagerne, som om der er tale om et stort cover-up. Men altså, hør nu her: de mennesker det handler om, ofrene, har haft mindst 30 år til selv at gå til politiet. De er ikke børn længere.

Når de henvender sig til kirken nu, handler det nok mest om (tror jeg) at de vil prøve at få en eller anden form for indre forlig, på grund af det skisma en tro på kirkens ord kontra de oplevede gerninger har været for dem. Og det handler næppe ret meget om en opklaring eller straf - for så var de vel netop gået til politiet.

Og kirken siger selv, at de gerne hjælper med en politianmeldelse; det kan man tro på eller lade være, men faktum er, at jeg meget vel kan se det som et brud på fortrolighed over for offeret, hvis kirken uden insisteren eller i det mindste accept fra offeret, går til politiet.

Et offer som måske - af en eller anden grund - ikke ønsker offentlig indblanding.

Men, nej: nu mener hystaderne, at kirken skal gå til politiet med samtlige oplysninger der kommer dem for øre. Hvilket vel meget vel kan betyde, at mange ofre vil undlade at henvende sig - til både politi og kirke. Fordi det ikke var hvad de ønskede.

Ligesom nogle politikere formåede at blande rundt på begreberne, og troede at det hele handlede om tavshedspligt på grund af skrifte - og ville have den tavshedspligt ophævet, så alt kan komme frem i lyset.

Jeg er ikke synderlig tilhænger af det der skrifte-halløj, og synes den tavshedspligt er lidt underlig. Men den er der, og den det må være hårdest for er præsten. Og ligesom alle mulige andre tavshedspligte kan den brydes, hvis der er tale om at man får kendskab til en forbrydelse som vil ske, ellers ikke.

Og hvis det nu ikke var sådan: hvis det blev pålagt præster (og/eller læger, psykologer, sagførere med videre) at oplyse om forbrydelser de måtte få kendskab til i fortrolighed? Hvad vil det så føre til af opklarede sager? Ikke en skid, for så fortæller man jo som skyldig part ikke om forbrydelsen.

Den fortrolighed er der jo for, at skyldige kan få en eller anden form for hjælp, selvom de er nogle dumme svin. Fordi man mener resultatet sandsynligvis er værre, hvis de ikke kan få den hjælp. Og ihvertfald gør det jo ikke tingene værre. (Altså udover at den som får oplyst tingene skal leve med den viden.)

Noget andet er så, at den katolske biskop var ualmindeligt klodset i sin formulering tidligere, og det er nok meget smart at kirken har fået en anden talsmand, men altså igen - hids jer ned, spis brød til - og tænk jer lidt om, inden i taler.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.