Leoparddrengens
Public Key

fredag den 29. januar 2010, kl. 17.24

Stjernekrigen

Oprindeligt handlede dette indlæg om noget andet, men i tankerne blev vægten efterhånden lagt over på en ni-årigs oplevelser.

For filmen "Stjernekrigen" kom jo i 1977, hvor jeg blev 9 i slutningen af året. Den yngre generation vil nok ikke ane, hvilken film der er tale om, men det var altså hvad Star Wars hed dengang. Hvor der ikke var noget med A New Hope, endsige Star Wars IV, det var simpelthen Stjernekrigen.

Jeg var allerede dengang meget til Science Fiction - som bøger, og så var der jo Månebase Alpha (Space 1999) i TV. Så selvfølgelig skulle jeg ind og se den.

Men tiden gik, uden at jeg kunne få forældre eller stedforælder til at tage mig ind og se den. Og imens kom alle i min omgangskreds ind og så den. Og hver gang vi spiste tyggegummi med indlagte Stjernekrigs-billeder ville de absolut fortælle om hvad der foregik på billedet. Som jeg absolut ike ville høre om, for jeg ville ikke kende til historien før jeg så filmen.

Endelig ville min mors daværende kæreste, som jeg tænker på som min stedfar, hive mig med ind og se den. Mine forventninger var i top og mine øjne lyste da vi ankom til Palads. Købte billetter og skulle til at gå ind, da en kontrollør spurgte hvor gammel jeg var. Jeg vidste jo godt aldersgrænsen var 12, men ærlig talt, de der aldersgrænser var der da ingen der regnede med?!

"Ni år," sagde jeg stolt, og skød brystet frem. For jeg løj ihvertfald ikke.

"Så beklager jeg, så kan jeg ikke lukke jer ind!"

Min mors kæreste prøvede at argumentere med ham, men han var ikke til at hugge eller stikke i - dengang var reglerne (som ganske vist sjældent blev overholdt - ved ikke hvorfor jeg absolut skulle rende ind i sådan en pernittengrynet kontrollør) meget mere rigide. Man måtte simpelthen ikke se den, heller ikke i selskab med en voksen.

Så vi endte med at gå med uforrettet sag, og min stedfar var skide sur på mig, hvorfor helvede jeg ikke bare kune have sagt at jeg var 12. Men det ville jo være at lyve, sagde jeg. Ja, men det må man godt indimellem med sådan noget, sagde han.

Dengang troede jeg egentlig han var mest sur over den spildte tid, men idag kan jeg da godt se tilbage, og tænke at han da også har været skide sur over ikke at komme til at se den.

Jeg var selvfølgelig dybt ulykkelig. Og alle i skolen legede diverse Stjernekrigslege, og jeg måtte gå og holde mig for ørerne for at undgå spoilers.


Og jeg tiggede og bad derhjemme om vi dog ike kunne gøre et forsøg mere, men det var svært. For jeg havde jo svigtet, ved at fortælle sandheden (og så tror jeg nok min stedfar i mellemtiden havde været inde og se den.)

Tilsidst fik jeg dog overtalt min mor. På det tidspunkt var den ikke længere i Palads, men i nogle af de mindre biografer. Og ville snart gå af. Og her må jeg igen forklare til yngre generationer, at når en film gik af, var det noget ganske andet end i dag. For idag kommer den så på DVD kort efter, og det er jo ikke det store problem så. Men dengang var der ikke DVD'er, der var ikke engang VHS.

Så når en film gik af i biografen, var der nada chance for at se den. Før den eventuelt kom op i en biograf igen, men det var der ingen garanti for at den ville, og ihvertfald først om nogle år. Eler blev vist i fjernsynet, men det ville tidligst være efter 3 år, og good luck med at få DR-monopolet til at vise en film som Stjernekrigen.

Så situationen var desperat, men det var altså lykkedes mig at overtale min mor. Som jeg så måtte love, at hvis jeg blev spurgt hvor gammel jeg var, ville jeg sige 12 år! Men vi blev ikke spurgt, og jeg fik set filmen (vidunderligt!) - og jeg kunne lege med i legene, hvor vi skulle flyve ind i X-Wing fighters og ødelægge dødsstjernen.

Så det endte godt. Men jeg tror også det har sat sig nogle spor. For det første er der vist ingen tvivl om at mit forhold til det at lyve er blevet bøjet på det tidspunkt, på en ret brutal måde.

Og så mit forhold til spoilers (og det var egentlig det indlægget i tankerne startede med at handle om) - jeg brød mig ikke om dem før, men siden har jeg været næsten fanatisk med det. Jeg læser for eksempel næsten aldrig på bagsiden af en bog, men vil helst bare vide hvad folk jeg stoler på har syntes om den, og hvilken genre den er - jeg vil have historien i den rækkefølge forfatteren har skrevet den, og med så lidt forhåndsviden som muligt.

Hvilket også er grunden til at jeg, hvis jeg skriver anmeldelser, næsten aldrig referer fra historien, ihvertfald kun det man bliver klar over på de første sider/minutter, og elles meget overfladisk. Og for eksempel grunden til at jeg ikke nævnte Pocahontas i min anmeldelse af Avatar (for det ville jo være at give rigtig meget af historien væk på forhånd, ikke at det betyder så meget for den film, men det er princippet).

Nej, jeg tror ikke der er nogen tvivl om, at det var en sommerfugl der baskede med vingerne, der fik den kontrollør til at være på vagt den dag, for der er ineg tvivl om at den hændelse satte sig nogle varige spor, selvom det kan lyde som en lille ting.

Noget apropos ser jeg så idag, at George Lucas påtænker at lave Star Wars filmene til 3D - det kan jeg godt have min tvivl om det vil fungere, når de nu ikke er lavet til det oprindeligt. Jeg kan være nervøs for at det kommer til at virke som gamle sort-hvidefilm, som har fået lagt kunstig farve på. For det første synes jeg det ser forfærdeligt ud, for det andet synes jeg det er blasfemi i forhold til filmene. Så den tanke er jeg ikke udelt begejstret for.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

2 kommentarer:

little miss phoenix sagde ...

enig... det er blasfemi.

Og jeg har samme forhold til spoilers. Jeg bliver pludselig 7 år gammel, holder mig for ørerne og lukker øjnene når de dukker uventet og uønsket op i mit fjernsyn!! Anmeldelser er også et no-go, og det der med at læse bag på bøger.. NEJ NEJ NEJ :D

Leoparddrengen sagde ...

Vi er vist meget ens... kondolerer ;)