Leoparddrengens
Public Key

lørdag den 12. december 2009, kl. 22.34

Alko-fri december

Nåja, så ikke hele december.

Men jeg besluttede mig i starten af den forløbne uge for, at jeg ikke ville drikke før på næste fredag. Fordi jeg trængte til det, det havde efterhånden været længere uden en længere, sammenhængende periode uden druk.

Og fordi jeg har muligheden - stort set hele familien er bortrejst til min nevøs dåb i eksotisk land langt herfra, og det er faktisk i deres selskab det kan være sværest at forklare at man er på vandvognen af egen lyst.

Og så er det faktisk også udmærket, fordi december ellers let går op i langtidshyggedruk - det slipper jeg så for.

Men lidt tomt kan det jo også føles. I sær på en dag som i dag, hvor man læser om alle I andres branderter til diverse julefrokoster i går. Så kan man jo godt savne det lidt. Og i morgen er det min fødselsdag - det bliver vist første gang siden jeg var barn jeg kommer til at være ædru på sådan en.

I det hele taget bliver den lidt underlig - jeg har jo for længe siden opgivet at prøve at lave nogen form for fest i weekenden for min fødselsdag, for det er umuligt på store julefrokostdag. Men jeg plejer at have familien på selve dagen - som så altså i år er bortrejst.

Så jeghar faktisk kun børnene i morgen. Hvor jeg havde planer om at vi gik ud ved frokosttid og prøvede det dér Jensens Bøfhus, som vist skulle være forfærdeligt, men noget børn kan lide. Og senere vil jeg så sende den yngste til sin mor, mens jeg og den ældste går hjem og ser første del af Ringenes Herre-filmen, for første gang for hans vedkommende.

Udmærket plan, synes jeg. Men nu ligger den yngste med høj feber. Ikke andre symptomer - endnu. Men meget kan tyde på at de planer ikke kommer til at holde nogensteder - jeg syntes ellers de var meget beskedne?!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

0 kommentarer: