Morfars fortælling om den forfejlede planche fra en eller anden velmenende offentlig virksomhed fik mig til at tænke på Swami Olsen, som jeg kan takke for mit gode helbred i dag.
Swami var sundhedsguru på den bodega hvor jeg voksede op - ja faktisk var han guru for en masse ting, men det her kommer til at handle om sundhed.
Han var 43 år da han døde, men holdt sig rigtig godt - han kunne sagtens gå for at være under 40, ihvertfald de dage hvor han huskede sin bro i overmunden, og når toupeen sad rigtigt. Og han var meget seksuelt aktiv til det sidste, det fortalte han meget om. Det er ikke til at vide hvor længe han kunne have levet, hvis han ikke var blevet kørt ned af en lastbil en decemberaften, da han var på vej hjem fra bodegaen.
Men ihvertfald: Swami lærte mig , at der er fire kostgrupper: Alkohol, grøntsager, kød og slik.
Alkohol er nem nok, den er i fin balance med de øvrige, man skal bare sørge for at få nok*. Men de øvrige skal man sørge for balancerer indbyrdes, så man får lige meget grøntsager, kød og slik.
Og det kan jo være svært at holde styr på. Derfor havde Swami fundet en smart metode, så han ihvertfald kunne holde styr på kød og grøntsager - slikket mente han gik nogen lunde af sig selv, han havde altid et par poser lakrids på sig, det hjalp også på dårlig ånde når han skulle score, fortalte han.
Nå, men kød og grøntsager: hans metode var, at han altid havde to gryder til fritering over blusset derhjemme: den ene gryde var fyldt med animalsk fedt (eller bestialsk fedt, som han kaldte det), den anden med en eller anden planteolie.
Og så gik det ellers ud på at fritere al sin mad - og at sørge for at fritere grøntsager i det bestialske fedt, og kød i planteolien. På den måde blev der altid opretholdt en fuldendt balance mellem grøntsager og kød - og man sørgede samtidig for altid at være mættet med fedtsyrer, det er nemlig også meget vigtigt.
Så var det også meget smart altid at have frituregryderne kørende, for udover altid at kunne lave lynhurtig mad, gav det en dejlig varme om vinteren, så man sjældent behøvede slæbe petroleum op.
Swami lærte mig mange ting, og jeg tror jeg i den næste tid vil prøve at videregive nogle af hans dannende råd. Swami var iøvrigt ikke hans rigtige navn, det blev han kaldt efter han kastede op på en indisk restaurant engang, jeg ved ikke hvad hans rigtige navn var.
* Siden dengang har sundhedsstyrelsen som bekendt sat tal på hvor meget alkohol man skal have, det notoriske minimum på 21 genstande om dagen for mænd, og kvinder kan nøjes med 14. Hvis man får sin fulde dosis kan det faktisk godt samtidig være svært at få nok af de andre kostgrupper, så jeg har fundet en metode hvor jeg prøver at veksle mellem øl eller Bloody Mary (for grøntsagerne), White Russian (for kødet/det animalske) samt Små Grå (for slikket).
Men som jeg før har været inde på, synes jeg altså godt at de kan være hårde at leve op til indimellem, de der sundhedsråd om alkohol.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Din Adresse til Sex og Erotik Qloo.dk
4 måneder siden
0 kommentarer:
Send en kommentar