I Kontant til aften fulgte de op på deres tidligere succes med at afsløre supermarkedsslagtere - fra især SuperBest - som ompakkede det usolgte, hakkede kød med ny sidste salgsdato.
Generelt virkede billedet bedre end sidst de var ude. Men en slagter i SuperBest i Ågerup havde alligevel en noget underlig omgang med kødet. For gentagne gange blev de bakker med hakket kød, som Kontant i al hemmelighed mærket, fundet igen næste dag - med samme mængde kød, men med ny sidste salgsdato.
Og det var jo ikke så godt. Men slagteren påstod at han ikke havde gjort noget galt - for det gamle kødet var skam blevet smidt ud. Grunden til at Kontant kunne genfinde de mærkede kødbakker, var at slagteren genbrugte disse, istedet for at smide dem ud med kødet.
Det lyder jo ret usandsynligt, alene af den grund at kødmængderne i de genfundne bakker svarede præcis til den mængde der var fundet dagen før. Og sandsynligheden for at det skulle ske på grammet i gentagne tilfælde kan ikke siges at være ret stor.
Men lad os da godtage slagterens egen forklaring: et eller andet sted er det lige før jeg synes det er endnu mere ulækkert end hakket kød der lige får et døgn mere.
Fordi så er der jo tale om det her kødsaft, som render ud af kødet og sætter sig i bakken. Og det har vel nærmest en endnu større overflade end det hakkede kød.
Efter en dag, hvor det hakkede kød smides ud, kommer der så friskt hakket kød oveni. Oveni det kødsaft der har ligget fra dagen før, hvor kim-tallet vel må være begyndt at stige. De bakterier overføres så til det friske hakkede kød, mens kødsaften fra det kommer ned oveni det fra igår. Og det står så og damper en dag.
Og hvad sker der så? Ja, så smides det hakkede kød ud. Men bakken - den genbruges vel atter? For medmindre der er indført et hemmeligt, usynligt mærkningssystem kan man vel ikke se forskel på de bakker som er én dag gamle, i forhold til dem som er to dage gamle.
Og så fremdeles, dag efter dag, indtil bakken bliver så slidt at det ikke går længere. Og der er vel ingen grund til at tro, at denne praksis har været begrænset til hakket kød.
Føj for satan, da - ikke at jeg tror på forklaringen. Men at en slagter overhovedet kan være langt nok ude til at tro at den historie skulle være holdbar...?!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Din Adresse til Sex og Erotik Qloo.dk
4 måneder siden
0 kommentarer:
Send en kommentar