Der var noget med en eller anden fodboldkamp, hvor vi forærede en masse chancer væk og var tydeligt ramt af spejlingseffekt, men på forunderlig vis, på grund af en Dennis Rommedahl, endte med at vinde.

Og så havnede jeg efter at være kommet hjem fra indre forstæder det sædvanlige sted, og der var slet ikke peberspray i nat.

Men er da vist nok blevet lakket lidt til, sådan føles det ihvertfald nu.

Og da jeg ikke noget synderligt fornuftigt jeg lige kan finde på at skrive, så lad mig tage en drøm, som jeg drømte i vuvuzelaens skygge den anden dag, som har irriteret mig på en eller anden måde siden: Jeg kommer til en mine spille-venners villa. Jeg kan høre musik derindefra. Jeg går hen mod en åben dør (på dette tidspunkt begynder stedet at minde om pavillionen i fælledparken), men min ældste ven dukker pludseligt op, og siger noget med at jeg ikke er inviteret. At de specifikt havde sagt at det ikke var mig der skulle danse.

Jeg kigger ind i det der nu er en dansesal, og min spille-vens kone danser med en mand. Han er iført en form for primitiv leoparddragt, med meget store og dårligt udførte rosetter. Og han er tyk. Og løfter op i toppen af leoparddragten, som åbnebart er to-delt, så vommen hænger ud.

Han er ganske hvid, skal understreges, det er ikke protagonisten. Selvom det ellers kunne lyde som ham.

Længere er drømmen ikke. Og hvad den skal gøre godt eller dårligt for ved jeg bestemt ikke. Men nu har jeg skrevet den, så håber jeg den holder sig væk i fremtiden.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.