Jeg vågner op og savner at lege i træet, at gå på jagt, at flyve, at være et med verden. Og jeg savner Neytiri.

Den film er gået så meget under huden på mig. Jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige til hvis det bliver normen for film i fremtiden. Jeg tror godt man kan blive gal af det. James Cameron sagde noget med, med den her film, at han ønskede at det ikke var en film man så, men en film man oplevede. Et ønske han i den grad har fået opfyldt for mit vedkommende, jeg var bare ikke klar over hvad han mente før jeg oplevede filmen.

Nå, som plaster på såret - når nu jeg ikke kan komme til Pandora - så skal jeg alligevel ikke passe børn i aften, så jeg ender vist ude som Leoparddrengen. Det føles da også lidt som na'vi.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.