Leoparddrengens
Public Key

torsdag den 17. december 2009, kl. 22.46

Diplomacy


I dag kom jeg på grund af nogle kommentarer i forbindelse med Klimatopmødet - og Lars Løkkes ageren en mellemting mellem en hund i et spil kegler og en elefant i en porcelænsbutik - til at tænke på brætspillet Diplomacy.

Jeg forestiller mig det er de færreste der kender det. Og det er synd, for det er en meget, meget lærerig ting at prøve at spille. Desværre kræver det også meget - en del spillere, og ikke mindst en del tid. Og spillee af den rette type - ellers kan der let ryge nogle venskaber.

Spillet er et brætspil, meget abstrakt og strategisk. Det starter i år 1900, med krig i Europa, og kan således let ses som omhandlende 1. Verdenskrig.

Det fascinerende i spillet er, at der ikke er nogen tilfældigheder - på den måde ligner det skak - man flytter sine brikker for hver tur, og det går så som det går.

Men for at man skal få noget ud af sine træk, kræver det at man har fået støtte fra andre lande. Ved at indgå alliancer, eller at foregive at have indgået alliancer.

Turene er nemlig indrettet på den måde, at der er sat tid af til forhandlinger, som foregår i grupper eller to-og-to, og så lige en anelse tid til at nedskrive sine træk.

Og så gælder det om at prøve at finde ud af hvem man kan stole på, hvem der lyver, hvem man selv lyver for - og hvem det bedst kan betale sig at forråde, hvornår.

Spillet er en virkelig god pædagogisk indføring i grundreglen indenfor diplomatiet: at lande ikke har venner, men interesser.

Som sagt er det største problem ved spillet, at man skal stille med en del spillere; helst 6 eller 7. (Landene man spiller er: Frankrig, England, Tyskland, Østrig/Ungarn, Tyrkiet, Rusland og Italien) - og tid. For yderligere at komplicere det, er der lande der ryger ud efter kort tid - dvs 2-3 timer. Og så skal de enten kunne lave noget andet eller være frsike på at tage hjem, mens spillet spilles færdigt. Og det kan snildt tage 12 timer. (Medmindre man vælger ikke at spille spillet til ende, for slutspillet er mindre interessant.)

Under alle omstændigheder, støder du på en brætspilsnørd, som prøver at samle folk til en omgang Diplomacy... så prøv det. Det er en fantastisk oplevelse!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

2 kommentarer:

Steen AA sagde ...

Hold kæft, det spil havde jeg helt glemt. Vi var nogle studiekammerater, der spillede Diplomacy sidst i 80'erne, og du har ret: Det kan være noget at det mest modbydelige og venskabsnedbrydende spil i verden. Og super super sjovt!

Leoparddrengen sagde ...

Kunne være sjov hvis man kunne stable et spil på benene igen - men det er nok umuligt her i voksenlivet...