Akja, akja. Akkeja.

Lad mig et øjeblik lyde som en meget gammel mand, og fortælle om hvordan tingene var engang. For er der en dag på året som har ændret sig, må det først og fremmest være Langfredag.

Da jeg var barn var der jo en heftig lukkelov. Den sagde at butikkerne skulle lukke 17:30 på hverdage, om fredagen måtte de være åbne til 19. Om søndagen og helligdage skulle de være lukket.

Så Langfredag var der lukket.

Men ikke nok med at butikker var lukket. Af en eller anden grund skulle ting være hårdere på netop langfredag: ALT var lukket. Så vi mennesker kunne sidde hjemme og tænke over vores synder, og over at Gud havde givet sin enbårne søn til os i sit billede, og ofret og martret ham, at vi kunne få forladelse for vores synder. Eller noget i den stil. Allerhelst skulle vi jo piske os selv.

Det var ihvertfald ikke en munter dag.

Caféer? Well, fandtes ikke...
Værtshuse? Lukket!
Biografer? Lukket!
Restauranter? Lukket!
Kiosker da? Lukket!
Aviser? Fyføjda, nej!
S-tog? Okay, der gik vist et på hver linie hvert tyvende minut. Men så skulle man også have syndsforladelse bagefter...
TV? Jo, det kørte, men på halv hastighed. Sådan føltes ihvertfald. Og det viste var altså ikke muntert. (Og der var jo altså kun en kanal).
Og hvis et ungdommeligt hovede tænker: jamen internettet kunne de da ikke lukke!, så er det altså et for ungdommeligt hovede!

I det hele taget var der på gaden en følelse af at det var forkert at være glad på den dag - selvom de fleste jeg kendte dengang synes det hele var noget pjat.

Kom bare til at tænke på det i dag, som på mig foreløbig har virket som meget munter og solrig dag. Og tak Jesus da for det, ville jeg sige - hvis jeg ellers var religiøs.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.