40 år siden der kom mennesker på månen. Jeg har jo været lige over ½ år da det skete, så jeg kan ikke påstå jeg kan huske det.
Da jeg var barn var jeg godt sur over at de ikke kunne have ventet nogle år med det, så jeg kunne opleve det. Og iøvrigt også over at de holdt op med måneflyvningerne.
Idag er jeg måske endnu surere over at de ikke kunne have evntet endnu mere, så jeg kunne have oplevet forskellen.
For vi i min generation og yngre er jo vokset op med, at vi godt kunne rejse til andre himmellegemer. Besværligt & dyrt, ja, men vi ved det er muligt. (Medmindre vi hopper på underlige konspirationsteorier.)
Men vi har ikke oplevet landvindingen, åbenbaringen om at det nu var muligt. Og den kunne jeg godt tænke mig at have fået med. Selv en rejse til Mars, hvor fantastisk det end vil være, vil jo ikke på samme måde være en omvæltning.
Måske mine børn vil tænke på samme måde om internettet, når de bliver voksne?
Jeg har aldrig været den store tilhænger af hjemmeværnet. I sit inderste kan jeg selvfølgelig godt lide tanken, som er en videreførelse af modstandsfolkene fra 2. verdenskrig, men reelt føler jeg det mest som et samlingssted for psykopater.
Så jeg finder det da godt nok lidt interessant, med denne muslimske, tørklædebærende kvinde, Maria Mawla, som har valgt at indtræde i styrken - som jeg umiddelbart ville gætte på var Dansk Folkepartis højborg.
I første omgang hilses hun velkommen, og ender endda op på Hjemmeværnets site, som mønster for integration, og hjemmeværnets rolle i det.
Men det var ikke så godt - for så fik DF's forsvarsordfører øje på hende, og begyndte at himle op om, at det sandelig ikke gik an, at en kvinde valgte at bære sådan et symbol på kvindeundertrykkelse og diskrimination helt frivilligt i hjemmeværnet, hvilket fik den politiske chef for hjemmeværnet, venstremanden Ulrik Kragh til at makke ret.
I løbet af kort tid blev den positive artikel fjernet fra Hjemmeværnets site, og Maria Mawla har nu fået besked på at tage tørklædet af, hvis hun ønsker at fortsætte i Hjemmeværnet.
I min tidligere rejsebeskrivelse, nævnte jeg jo at jeg var oppe i World Trade Center. Og nu den kat er ude af den sæk, er jeg lige nødt til at gøre det færdigt. På grund af hvad der senere skete.
Egentligt ville jeg hellere have været oppe i Empire State Building, men den var under renovering. Så jeg måtte gå efter det egentligt ikke særligt tiltrækkende WTC. Men det var stort. Og man kom ind, og så kunne man vælge mellem ekspres-elevatorer, som kun stoppede ved hver tiende etage, eller de langsomme, som skiftede mellem hver.
Eller elevatoren op til øverste etage. (Taget var lukket, det var for hårdt vejr.) Og det var jo så den elevator jeg var i. Hvor en gruppe lettere debile var med. Som så mange andre amerikanere var de jo kristne i den grad, men i og med de altså var noget handicappede var det mere udadvendt end vanligt.
"What's your name?" spurgte en af dem mig. Jeg svarede, og han sagde "Do you know Jesus loves you, yyy?". Jeg måtte skuffe ham med at, nej, det gjorde jeg ikke, og at jeg iøvrigt ikke troede på Gud. Et koncept han kæmpede med de næste 50 etager, inden elevatordørene åbnede sig, og jeg slap væk fra den gruppe. Det var faktisk noget der gav mig en del klaustrofobi at være lukket inde med.
Og jeg gik så og så udsigten, og den var da flot, og så var der ikke så meget mere i det. Havde jo faktisk lige været oppe i Sears Tower som var højere, så ingen grund til at blive for imponeret.
7 år senere styrtede husene så sammen, efter et par fly fløj ind i dem. Og hver gang jeg tænker på det, tænker på de mange døde, er det billedet af de debile i elevatoren der tegner sig for mig: "Do you know Jesus loves you, yyy?" Jeg ved godt det ikke var dem der var der den dag, men for mig er det dem der døde. Og hvor irriterende de end var, kan jeg ikke lade være at græde for dem. Hver gang jeg tænker på dem. Som jeg gør nu.
Indrømmet - det var oprindeligt forfængelighed. Og hvad der føltes som et quick-fix for at få nogle kilo (eller rettere nok bare et halv-kilo) til ikke at ses på maven.
Men efterhånden har jeg vænnet mig ret meget til det: at gå med spændte mavemuskler. Og når det ikke længere er uvant at gå med, virker det faktisk både sundt og naturligt. Egentligt føles det jo når man begynder, som om nman overhovedet ikke kan ånde. Men i virkeligheden kan man ånde helt naturligt, og lave dybe indåndinger, hvis man vil.
Og kroppen føles som om den holdes rankere og sundere.
Så selv om man føler sig noget uptight, forfængelig og latterlig: spekulerer jeg på om det egentlig ikke er meget sundt? Men det er aldrig noget jeg har set omtalt nogen steder??
Diverse indlæg de seneste dage har fået mig til (igen) at tænke over, hvad jeg synes er vigtigt i et parforhold. Og jeg når (igen) til den konklusion, at det vigtigste ikke er ærlighed eller kærlighed, men: respekt.
De 2 andre ting er naturligvis også vigtige ingredienser, men har man ikke respekten kan resten faktisk være lige meget. Så kan man altid tale om at mangel på ærlighed kan undergrave respekten, men det kommer an på forholdet. Og med kærlighed kan man overleve meget, også mangel på respekt - men det vil (forhåbentligt, har jeg nær sagt) være dødfødt i det lange løb.
Nej, for mig er respekt alfa og omega i et forhold; og jeg mener da også det var manglen på det, der endte med at forlise mit forhold til min ex, mine børns mor. Uden at jeg skal begynde at gøre mig til dommer over hvis skyld det var.
Inspireret af Belles beskriverlser fra hostel-tur, skal jeg her forsøge mig med beskrivelse af min nok mest betydende rejse; okay der er en tur til Prag der måske kommer på siden af i betydning, men det bliver en anden gang.
En af mine venner havde studeret i et år i en mindre by i Colorado; mindre for der boede egentlig ikke så mange - noget større på grund af de studerende. Så vi fandt uda af, at jeg tog over og besøgte ham, da han blev færdig derovre, og så ville vi tage på rundtur i USA.
Så det gjorde jeg, var først nogle dage i den flække. Så tog vi til San Diego, og var et lille smut i Tijuana (søsterbyen på den anden side af den mexicanske grænse). Tog op til San Francisco, som jeg forelskede mig i, mens han kørte ud og så på bjergene i Yosemite. Fløj til Seattle - grungehovedstaden; det var i vinteren '94. Hvor vi boede på youth hostel, og fandt ud af det var meget fed form.
Og så var det vi skiltes. Han skulle et smut tilbage til Colorado og sige farvel til semikæreste, og vi ville mødes i New York, på youth hostel vi allerede havde booket.
Og så var det min fantastiske rejse begyndte. For jeg besluttede mig til at prøve at køre med AmTrak fra Seattle til New York. En tur på tre døgn i tog. Tilgengæld var der tilbud på den, så den kostede kun $99.
Og det blev en utrolig oplevelsesrig tur, hvor jeg virkelig kom tæt på hr og fru og frøken lower midlleclass america. Gennemsnitsvægten, eller især gennemsnitsvolumen, var simpelthen utroligt. Og nogle af de grimmeste amerikanske sider kom frem. (Det er jo ikke normalt for amerikanere at rejse i tog; de fleste tager fly, eller kører selv. Eller til nød Greyhound. Tog regnes for virkelig lowlife.)
Men samtidig var der mange grænser der blev nedbrudt. Racismen for eksempel, kunne man mærke skiftede undervejs; den som ellers var der så konstant og allestedsnærværende. (Igen - det var i '94, hvor Clinton kun havde siddet et år, og man stadig kunne mærke Reagan og Bush, sr årene. Jeg var igen i USA i '99 hvor stemningen var helt anderledes!)
Et interessant optrin var, da en af de flommefede damer fik låst sig inde på toilettet, og ikke kunne komme ud, og først kom ud efter en halv time, hvor togpersonalet fandt ud af at tage hængslerne af døren. Og hun kom ud til at kor af "sue them, sue them, sue them" fra de andre flommefede.
Men den sjoveste nat var andet døgnet, hvor vi var sluppet igennem Montana, og vi lavede fest i bar vognen. Koblede en ghetooblaster til strømmen, og så kørte der ellers Salt n Pepa ud, og vi der havde været på turen hele vejen gav den gas. Jeg har stadig et billede af dt her tog, der kører gennem North Dakota eller Missouri, med slukket lys, bortset fra barvognen, og blæsende Let's Talk About Sex ud. (Det er så slet ikke korrekt, for det nummer var ikke del af det, men det er nu hvad jeg forbinder med Sal 'n Pepa).
Vi skulle så efter 2 døgn skifte i Chigaco - dobbeltdækkertogene vi havde kørt med, var der ikke plads til på østkystens banenet. Det gav os 3 timer der, og jeg nåede op i Sears Tower, plus jeg fandt ud af at Burger King var noget lort i downtown Chicago.
Hvorefter turen gik videre i mindre tog mod New York. Også en ganske underholdende tur, de fleste blev ved med at prøve at overbevise mig om jeg ville blive slået ihjel, eller i det mindste frarøvet alt, i samme øjeblik jeg ankom. Det er vist sådan nationalsport at gøre New York så slem som mulig.
Men vi ankom, og jeg fandt youth hostel, som lå på grænsen til Harlem, og dagen efter kom min ven. Vi havde det særdeles varmt, for på vores fælles værelse boede en brasilianer, som skruede varmen op til 35 grader. Fik oplevet byen (og ja, var i World Trade Center, hvilket gjorde 2001 ekstra underlig; ved godt jeg ikke er den eneste), og fløj så hjem derfra.
Mange store oplevelser, især i San Francisco; men størst af alt var altså togturen.
