Lidt ud af det blå dumpede der en mail ind ad min elektroniske brevsprække. Om en roman om en anonym blogger, som fik stjernestatus. Og forfatteren, Jacob Rosendal, tænkte så at det kunne være det kunne interessere mig. Det mindede jo sådan lidt ligesom om ...

Jeg ved ikke lige med det med stjernestatus, men det lød da interessant, tænkte jeg. Så den fik jeg tilsendt som eBog - en dejlig anonym måde at udveksle bøger, jo. (Men den udkommer altså også på papir!)

Så jeg begyndte på min Kindle at læse bogen, spændt på hvor meget denne Formiddagshersker ville minde om mig - og på beskrivelsen af hvordan det at have en anonym blog er.

Det var desværre nok en forkert indgangsvinkel. For ret hurtigt stod det klart, at hovedpersonen er ca så langt fra mig som man kan komme. Og bloggen - som der bringes uddrag fra - var i mine øjne særdeles uinteressant. Og at den skulle blive et hit lynhurtigt var, sammen med rigtigt mange andre detaljer, at trække suspension of disbelief alt for langt for mit vedkommende.

Hvis nu jeg havde læste bogen fra start som en leg med meta-elementer, som kan få en til at tænke på Svend Aage Madsen og Umberto Eco var det muligvis gået bedre. Men det syn fik jeg først ret sent - og det når altså heller ikke op på de herrers højder.

Mange af de ting jeg var generet over kan faktisk muligvis forklares - jeg skal ikke spoile hvordan. Men jeg forstår ikke hvorfor bogen skal omtales som en blogroman, da bloggen i mine øjne er en ubetydelig del af historien - som er mere interessant i spændingsfeltet mellem hovedpersonen og jeg-fortælleren (omend dette spændingsfelt længe generede mig i sin udefinerethed).

Bogen er ikke synderlig lang - og jeg vil mene at den enten er for lang eller for kort. Det jeg får ud af den, kunne godt være skrevet kortere uden det havde gjort noget; man kunne også have gjort den længere og leget mere med meta-lagene.

Som det er har jeg lidt svært ved at føle jeg tager så meget med fra bogen, selvom den bestemt indeholder underholdende momenter.

Formiddagsherskeren udkommer på forlaget Turbine i dag.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg synes godt nok det der EU-valg i morgen er svært.

På den ene side kunne jeg rigtigt godt tænke mig at stemme på Karen Melchior / @karmel80, som jeg kender fra twitter som generelt værende ganske fornuftig. Og måske er jeg ikke altid enig med hende, men hun er ihvertfald åben for diskussioner.

Desværre stiller hun op for Radikale. Som jeg ganske vist endte op med at stemme på til sidste folketingsvalg - og endda langt henad vejen i dag er enig med omkring Danmarks forhold til EU - men på de store linier inde i EU er ret uenig i. Når det kommer til økonomi og austerity og den slags. Og så er de diskvalificerende medlem af Den Liberale Gruppe sammen med Venstre.

Hvis jeg så skulle kigge på mit hjemlige alternativ ville det være Enhedslisten. Men de stiller jo ikke op - og deres alternativ er så Folkebevægelsen. Og der må jeg nok sige, at hvor jeg engang for snart mange år siden var modstander af EU, der synes jeg i dag det løb er kørt. Så i hele grundpræmissen går det ikke.

Så er der SF. Som er medlem af De Grønne i Europaparlamentet. Det ville jeg havde det fint med at stemme på. Men det er umådeligt svært at abstrahere fra hvordan de har gebærdet sig herhjemme de sidste 5 år - og når man vågner op til en overskrift i dag som SF-formand foretrækker Dansk Folkeparti fremfor Enhedslisten - så gør de det altså ikke lettere for sig selv.

Det er jo så ikke at valg til Folketinget med til Europaparlamentet - så man skal måske passe på med at se på den hjemlige andedam? Her er problemet så, at SFs spidskandidat Margrete Auken giver mig røde knopper - jeg kan på ingen måde holde hende ud. Og der er næppe tvivl om at hvis SF overhovedet får valgt nogen ind, så bliver det hende.

Så det er svært. Jeg prøvede at tage DRs Kandidattesten, men blev resultatet af mine svar "Henter indhold ..." - og jeg ved ikke hvem høn stiller op for.

Jeg ender nok op med at stemme på Anne-Mette Wehmüller fra SF. Som har den fordel, at hun tidligere har optrådt her på bloggen. Og altså ikke er Margrete Auken. Så bliver det spændende hvem min stemme til sidst ender med at gøre gavn - den kan såmænd havne hos de radikale, og dermed i Den Liberale Gruppe alligevel - på grund af valgforbund.

Så det er sgu et lidt umuligt valg.

Patentdomstolen
Her er jeg så lidt mere afklaret, om end ikke meget.

På overfladen lyder det jo indlysende rigtigt, at det må være en fordel det her med at der kun skal søges et sted mv.

Men der er den med software og CII (som jeg ved lidt om, og potentielt har indflydelse på mig selv) - det klinger desværre hult når det siges at software patenter er og vil vedblive at være udelukket, når praksis nogle steder i dag allerede i dag siger noget andet.

Og det er muligt at der rent principielt ikke ændres på det med den fælles domstol - men at man opbygger et elfenbenstårn til at styre det er ihvertfald ikke vejen frem.

Den rigtige vej måtte være at gøre noget ved EPOs praksis, inden man lukker systemet om sig selv. Ihvertfald hvis man ville have min stemme for.

Hertil kommer at jeg faktisk - når jeg tænker over det - ikke er synderligt begejstret for patenter som de har udviklet sig de senere år. Hvor runde hjørner på en telefon og meget andet absurd har kunnet patenteres. Og patentkrigene mellem Apple og Samsung taler deres tydelige sprog.

Her er patenter til gavn for advokater og muligvis big business, men på ingen måde for hverken forbrugere eller innovation. Og des mere centralt man kan gøre patentprocessen, des mere attraktivt vil det være at køre hære af sagførere i stilling for at obstruere konkurrenter.

Så for mit vedkommende bliver det det bagstræberiske "er du i tvivl - stem nej", der vinder. Visse politikeres argument om at man kan se hvad alle eksperterne og et stort flertal af politikerne i Folketinget mener. Det samme argument blev brugt op til €-afstemningen. Dengang stemte jeg også Nej - og det har jeg ikke fortrudt. (Men afskaf gerne de andre forbehold.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg havde meget store forventninger, da jeg i går var til forpremiere på denne femte X-Men film (eller syvende, hvis vi tællere wolfies side-film med). I modsætning til Spiderman - som i de moderne Marvel-film også har 5 film under vesten - har der heldigvis ikke været noget reboot undervejs. Istedet er man så hoppet tilbage i tiden for at se på de unge dage.

I den aktuelle x-travaganza får vi så hele kagen - alternativ fremtid, fortid og glimt fra en nutid vi vel strengt taget ikke kan være sikre på eksisterer. Med et cast der kan sparke benene væk under de fleste, selv Avengers-filmene kan dårligt følge med.

Fra en fremtid, der ikke hverken historiemæssigt eller visuelt er helt uinspireret af Terminator, kæmper de sidste mutanter for overlevelse. Som en desperat udvej sender de den eneste hvis krop og sind kan holde til belastningen (guess who ...) tilbage i tiden til sit eget tidligere jeg, i det herrens år 1973, for at forhindre at historien skal udvikle sig som den har gjort.

Der går kun en smule Austin Powers i den, mens man puster ud - og inden løjerne genoptages. I første omgang gælder det om at få forklaret datidens helte (og skurke), at man altså godt kan komme fra fremtiden - og den ser grum ud.

Og så går det ellers over stok og sten og stadion og Det Hvide Hus i en legesyg, fantastisk film, der også byder på Peter Dinklage (Tyrion Lannister i Game of Thrones) i egen lave person i protagonistens rolle. Og Nixon, ikke at forglemme.

Jojo, man kan godt komme med indvendinger om tidsparadokser (og at det da er en tidlig alternativ fremtid vi starter i, når hverken professor X eller Magneto er døde af alderdom). Og undre sig over de tidslinier der efter filmen muligvis ikke længere eksisterer, muligvis aldrig har gjort det og muligvis aldrig vil komme til det. (Lidt som når man ser Fringe.) Sådan vil det uvægerligt være.

Men forhåbentligt er det ikke noget man fordyber sig for meget i mens musikken spiller - hvilket den gør med fuldt drøn på alle subwoofer-kanaler.

Efter X-Men 2 - som for mig stadig er den mest vellykkede Marvel-film - vil jeg for nuværende sige at dette er min favorit blandt de øvrige X-Men. (Som det vil være en god idé at få set inden denne film, da meget vil give en del mindre mening uden den viden. (Det vil sige, 3'eren er det måske mindre forvirrende ikke at have set ....) ).

Er man til ramasjang og X-Men - i deres mange skikkelser - er dette en must-see. Mine forventinger blev indfriet!

(Men jeg savnede nu lidt Stan Lee ...)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der har været meget stille på denne blog meget længe. En af grundene har været at dette indlæg var nødvendigt - men jeg har ikke kunnet tage mig sammen til det.

Men før jeg kan bruge bloggen videre er jeg simpelthen nødt til at lukke for anonyme kommentarer.

Det kan nok synes ret paradoksalt, min egen anonymitet taget i betragtning!

Men det er altså heller ikke fordi jeg ikke kan klare alle de latterlige indlæg der kommer fra anonyme personer rundt omkring i landet - Leoparddrengens svar på Nationen! - for dem får jeg stort set ingen af.

I det hele taget får jeg ganske få kommentarer. Reelle kommentarer, that is.

Desværre får jeg nu bare så mange kommentarer som er ren spam, sendt fra alverdens robotter, at det helt har taget overhånd. Og jeg ikke engang længere gidere tjekke, om en kommentar er reel eller ej, inden jeg sletter mailen om den.

Og det har faktisk nået et niveau, hvor jeg begynder at væmmes ved enhver mail fra bloggen.

Så hænger det ikke sammen længere. Så hvor nødig jeg end vil må jeg altså lukke af for anonymiteten, i håb om at det at det at der kræves en eller anden form for login lukker af for spammen.

Måske åbner jeg op igen om nogle måneder, hvis det ser ud til robotterne har droppet mig. Men indtil da er der altså lukket. Beklager.

(Jeg giver det dog lige 24 timer, så hvis folk virkeligt brænder inde med noget der må & skal leveres anonymt, er der mulighed for det. Som altid sletter jeg dog gerne i underlødige kommentarer. Forskellen er bare at jeg de næste 24 timer overhovedet læser dem ;) )
Ceterum censeo Facebook esse delendam.