Leoparddrengens
Public Key

torsdag den 28. februar 2013

Into the desert

Ingen kommentarer
En scene i en film den anden dag mindede mig om jeg og min ex'es tur til Las Vegas for snart mange år siden.

Eller rettere, turen gennem ørkenen, som vi foretog i Greyhound over Barstow.

Sådan en bus til Las Vegas er fyldt med ret sære mennesker. Nogle som givetvis bor og arbejder i LV, men de fleste småsitrende af forventning, med begyndende zombie-blikke (disse blikke bliver dog for alvor først gennemgående i selve byen, som er ganske uhyggelig). Så stemningen var allerede en smule skæv, lidt twilight zone-agtig - uden jeg dog endnu kunne sætte en finger på det.

Men på et tidspunkt stopper bussen så i nødsporet - chaufføren er blevet prajet af nogle folk som står ved en bil, som åbenbart er brændt sammen.

Og fire menneske-lignende skikkelser kommer ombord i bussen. Men de er ikke rigtige mennesker - deres hud er gul læder, og deres øjne er ... forkerte.

Efter at have været på diner i Barstow - som påstår at være verdens UFO-hovedstad (hvilket iøvrigt også et afsnit af Beverly handler om) - er det svært ikke at se dem som væsner fra Area 51.

Jeg er siden kommet til den erkendelse, at de nok bare var lokale - mennesker. Og at det bare er sådan man kommer til at se ud at den intensive stråling fra solen og tidligere atomprøvesprængninger i nærheden.

Men som stemningen var, var jeg sikker på det var aliens. Hvilket kun virkede naturligt, når man siden så på de levende døde, som gæstede Las Vegas.

Måske skyldes det, at jeg ikke rigtigt er den store spiller*, og derfor ikke gik på casino - udover at passere gennem casinoet i hotellet vi boede på, som man ikke kunne komme udenom, det var der i stedet for en lobby, og man blev således mødt af en infernalsk larm fra trækken i enarmede tyveknægte, eller mønter som trillede ud af samme, og andre maskiner der prøvede at påkalde sig ens opmærksomhed med at være loose slots.

Nej, Las Vegas er ikke en by for mig - jeg kan kun sige to gode ting om byen: hotellerne er billige, og beboerne er faktisk meget sjove at tale med. Men alt andet - atmosfæren, de besøgende, hotellerne, falskheden - er bare for ... forfærdeligt for mig.

Så det er ikke et sted jeg skal tilbage til. Men jeg er samtidigt glad for at have prøvet det, selvom jeg bestemt ikke brød mig om det mens jeg var der. For det er som at komme over i en parallel verden, og træde ind i noget som er en blanding af The Walking Dead og X-Files.

Men allerstærkest står stadig for mig de aliens vi samlede op i nødsporet.

* Jeg havde dog på det tidspunkt gjort mig lidt erfaringer med at "gå på" online casino hvor vi danskere var så gode til at udnytte deres tilbud på gratis $ at spille for, at vi blev udelukket fra de fleste efterhånden. Og det lykkedes mig da også at vinde nogle penge - eller rettere, ikke tabe så mange af deres gratis $. Jeg fik bare aldrig noget ud af det, for jeg glemte at hæve pengene ... sådan kan man jo være så uchecket.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 16. februar 2013

Asteroide rammer Kåre Quist

Ingen kommentarer
Det var en dramatisk dag i går. Lige efter TV Avisen kunne berette om Hårby-slagteren som havde solgt hestekød under navnet Pizza-Hak (ganske vist deklareret som hestekød, men alligevel er det jo forkasteligt kunne vi forstå på indslaget - ord som skandale blev brugt), kunne Kåre Quist fortsætte med mere dramatik.

En asteroide! Og nej, vi taler ikke om den der sølle knoldesparker der eksploderede over Ural og sendte 1.100 tømmermandsramte russere på hospitaler efter finsprit. Nej vi taler om en 130.000 tons tung satan, som passerede jorden ligeved og næsten, blot 27.000 km fra jorden.

En grafik ledsagede indslaget om DA14 - og det så da godt nok uhyggeligt ud. Tæt ved vor elskede klode passerede den, over Indonesien - det var da nærmest et mirakel at der ikke kom et fly eller Felix Baumgartner i vejen for den.
Asteroiden hvor TVA mente den gjorde sig bedst
Nu er der der ved det, at den grafik ikke er ganske korrekt. 27.000 km er ret meget. Faktisk er det så meget at grafikken ville gøre historien ret uinteressant for de fleste. Så ud fra den tilgang kan man måske godt forstå at de i redaktionen tænkte, at det var vigtigere med noget visuelt fængende end de faktiske forhold.

Jeg vil nu alligevel lige prøve at anskueliggøre lidt hvad grafikken faktisk burde have vist.

For Jorden er i omkreds 40.000 km (en anelse mere over ækvator, men det er detaljer). Det betyder at tværsnittet af jorden over ækvator, altså midt over, er små 13.000 km. Hvilket igen vil sige, at asteroiden passerede i en afstand der er cirka det dobbelte af kloden på billedet:
Her en asteroide tilføjet på rette plads - midt i Kåre
Eller med andre ord - cirka midt i solar plexus på Kåre Quist. Jo, det kunne såmænd nok være en god historie, hvis det faktisk skete, men næppe en TV Avisen (eller Kåre Quist) ville bryde sig om.

Det kan man mene er en lille ting - for who cares hvad en skide grafik viser om en asteroide, som det kan være meget hyggeligt at blive bange for, men som ingen jo alligevel kan gøre fra eller til i forhold til.

Men jeg gør.

For det første fordi folk får et forvansket billede af jordens størrelse og afstande omkring jorden (27.000 km er ca en fjortendedel af afstanden til månen).

For det andet fordi det da er en underlig holdning af TVA. Når en Jeppe Nybroe røg i vanære, på grund af en historie som dybest set var ligegyldig, om nogle kampvogne nu var på vej ind eller ud - men nænej, der måtte sandelig ikke kunne sættes en finger på troværdigheden og det var et skråplan, etc. Er det så ok at lyve seerne lige op i ansigtet, bare fordi der er tale om en grafik. Og fordi den er mere sexet?

For det tredje - hvis det bliver ok at lyve om proportioner, bare fordi det er en grafik. Så kan man vel nærmest ikke længere tillade sig at brokke sig over manipulerende grafer som den Venstre kom med i deres sidste tid som regeringsparti. De begik selvfølgelig også den fejl at beholde nogle tal nederst i grafen, så man kunne se den var misvisende.

Så flinke var TVA ikke. Og det er selvfølgeligt en vigtig lektie, som ikke kan læres for tit: vær meget skeptisk overfor alt og alle. En sandhed jeg er glad for at DRs Absurdistan har været med til at fortælle igen.

Men TVA bør kraftstejlemig tage sig sammen. Den avis igår var på sine bedste steder en tynd kop te. Og alt for meget var helt i skoven. Eller i solar plexus på Kåre.

[/rant]

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 1. februar 2013

Mørkemænd

Ingen kommentarer
Selv om jeg regner mig som demokrat og tilhænger af ytringsfrihed, kan det ske at der kommer et strå som knækker kamelens ryg - og jeg har bare lyst til at råbe til folk at de skal tage hjem hvor de kommer fra og holde kæft.

Det sker især når der er tale om mørkemænd; mænd som med forældede - og i et moderne, vestligt demokrati forkvaklede - meninger om hvad der er sandheden og den rette vej, prøver at undertrykke andre.

Mænd som mener, at sæder & skikke skal være uforanderlige i tid og evighed, som ved at der kun er en sand måde at leve på. Og hvis andre lever på en anden måde er det forkert og underlødigt.

Som ofte er det folk man egentligt nok ret beset burde have medlidenhed med - måske endda vise forståelse for. De lever uden kontakt med en moderne verden, de ikke forstår, og ikke vil kendes ved. Uden kontakt med andre end ligesindede råber og skriger de op, og prøver at finde minoriteter de kan nedgøre, så de da kan føle de er noget selv.

Fra steder som for eksempel Vollsmose fremfører de deres anti-idéer, deres præken om at alt skal være som i deres forfædres tid. For anderledes kan man da ikke leve.

Og det kan alt sammen være meget godt - eller skidt - det er naturligvis deres ret, at have det sådan.

Men når de forsøger at pådutte vores børn deres forskruede og forstokkede holdninger, så får jeg nok. Når de mener, at vores allesammens skoler kun må undervise i den verden de stadig drømmer om - så flyder bægeret over.

Så ærligt talt. Alex Ahrendtsen, du har al ret i verden til at sige hvad du vil - og jeg vil forsvare den ret, etc. Men kunne du ikke bare tage hjem til dit parcelhus, hvor du kan have Verden som du ønsker den, og lade os andre leve i nutiden - uden at du skal fortælle vores børn, hvad der er normalt og rigtigt?

For det har du jo ingen idé om - du fortidige mørkemand.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.