Jeg kom af en eller anden grund til at tænke på Molly Ringwald i dag - og med hende uundgåeligt filmen The Breakfast Club. Som jeg egentlig gad vide hvor meget vises i dag - og om den holder?
Der i midtfirserne var det jo teenage filmen to end all teenage films. Den remte en eller anden form for nerve. Nok på grund af castet og karaktererne - som netop rummede en person alle kunne identificere sig med. Og jeg tror da i øvrigt også, at da 90210 begyndte en håndfuld år senere, at der er blevet kigget dybt i manuskriptet på Breakfast Club, for at finde hemmeligheden. Og en del af essensen er da også fundet og videreført.
Og så var der jo musikken. Mest notorisk kendt blev jo Don't You (Forget About Me), med de skotske U2 wannabes Simple Minds. Og det var et godt nummer. Dengang. Og det er det faktisk endnu. Men Simple Minds har i deres fortvivlede forsøg på at blive andet end et one hit wonder skamredet den sang så meget, at jeg i dag får kvalme af den, en kvalme der endda løber lidt over i filmen, og det er faktisk ret synd. Det er faktisk også lidt synd for nummeret, som er et godt nummer - bare er skrevet & udført af de forkerte. Som det senest blev vist omkring hele Madeleine historien, hvor de endnu engang skulle ud og piske deres skamredne øg i al offentlighed. Pinligt.
Det er svært at finde embeddable clips fra den (udover videoen til ovennævnte sang) - men her kan man ihvertfald se hvordan man laver en sandwich:
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Mit opgør med internettet
3 uger siden
10 kommentarer:
Elsker elsker elsker den film. Og alle mulige scener fra den. Har skamset den film alle mine teenageår, så jeg på pinligste vis kan rigtig rigtig RIGTIG mange replikker endnu i dag...
Tak for klippet!
Men kunne godt tænke mig at vide om den virker på ungdommen nutildags, eller om den er håbløst gammeldags i deres øjne.
Må lave et eksperiment på min ældste og nogle fra hans klasse om et par år. Med en VHS (for at holde det historisk korrekt) og et skjult kamera.
Tæller jeg som ung?
Jeg er 21 og har set den lige siden jeg var barn.
Og det kan godt være min generation bader sig i stoffer, depressioner, stress og andre ting der ikke var opfundet ord for tidligere, men de steder jeg har færdes fandtes det stadig at have eftersidning.
Og der er stadig old-school-lærere der styrer eleverne med gammel pædagogik og som gør det muligt for unge at kunne relatere til filmen: At gøre oprør, at finde sig selv og at gøre oprør med klichéerne.
Dog kunne man gøre det nemmere med en nytolkning af filmen. Det kunne være en rig Hellerup-pige, en Ungdomshuset-anarkist, en CBS-studerende, en 19årig enlig mor, en anoreksi-ramt pige og en indvandrer-dreng. Tilføj endelig selv flere kasser man kan sættes ind i.
Jeg elsker filmen. Elsker den.
Og er i samme øjemed igang med at samle en gruppe venner som jeg vil hive med på Amigo Bar i håb om at finde ham i leopard-dragten. På Vela er der nemlig en pige der KUN går klædt i orange (hår, makeup og smykker inklusiv!)... Og vi skal finde hendes overmand ;-)
21 er bestemt ung i min optik - nærmest et barn, faktisk! ;)
Det var nu heller ikke fordi jeg mente temaet og problemerne ikke er relevante for nutidens unge - for de er vist evige. Det var mere filmsproget og tempoet jeg kunne frygte virkede arkaisk i dag.
Det lyder da ellers spændende med rykind for at se leoparddrengen :) - men det kunne da også være jeg skulle checke det der Vela ud, hvis der er orange piger. Det lyder da interessant - hvad er det for et sted?
Jamen, du skulle da ha set Oscar Show i år, hvor der blev lavet en tribute til John Hughes! Både Molly Ringwald og Matthew Broderick var på scenen til at præsentere det - og så var der diverse klip fra både The Breakfast Club og Ferris Bueller's Day Off. Du kan sikkert finde det på Youtube.
Nej, det havde jeg ganske rigtigt ikke set - men du havde ret, det var ikke svært at finde. Jeg anede faktisk slet ikke han var død...
Jeg havde ellers også overvejet at skrive en note om, at jeg ikke var udelt begejstret for resten af hans produktion. Nogle af komedierne er lidt for meget for mig... (men ungerne kan godt lide Alene Hjemme filmene, fandt jeg ud af denne jul.)
Åhr, håber ikke 21 er FOR ungt til dig, Leoparddrengen ;)
Hm, 'Breakfast Club' virker på mig. Men jeg tror jeg vil spørge venner og veninder - også for at få fastslået om det bare er mig der er bagud.
Vela er en lebbebar der samtidig er kåret som årets bar af Politiken i år.. Der er super hyggeligt og en fantastisk stemning! Vi ses derude?
21 ryger jo ihvertfald ind som kuvøseguf ifølge kuvøsegufformlen. Men jeg har da stor respekt for 21-årige! Nogle af mine bedste venner er (eller har været) 21... :)
En lebbebar? Det har jeg vist aldrig prøvet. Men er der adgang for leoparder? Og er der dans?
Jeg synes filmen har nogle fantastiske kvaliteter, som gør den til en klassiker - et kunstværk sådan set. Det tror jeg hverken man behøver at forny eller opdatere, men bare opleve.
Det er glædeligt at så mange deler min glæde for filmen - og at den tilsyneladende stadig er holdbar.
Må vist snart få fremvist den til filmaften for den ældstes... i følge DR idag er de jo allerede langt inde i puberteten.
Send en kommentar