Spoiler Alert:Kan & gider ikke finde ud af at skrive dette som en renset anmeldelse eller lignende, det er mine rimeligt ustrukturerede tanker efter filmen, så hvis du ikke har set den ville jeg holde mig væk.
Åh, hvor var det dog vidunderligt at vende tilbage til Star Wars universet her til aften. Vel, at mærke: det rigtige Star Wars-univers.
Og så fuck at handlingen langt hen ad vejen kunne være skrevet som en remake af A New Hope; og at jeg savnede info om hvordan pokker Galaksen var havnet så meget i samme kattepine igen, som den vi troede de var sluppet ud af for en generation siden (udover hvad forteksterne gav os); urealistisk tilfældige møder; uforståelige ting.
For det virker: magien er tilbage; goddamn, magien er tilbage! Det var som om i den første halvdel af filmen, at den misere der er Star Wars 1-3 blev vasket bort, og jeg tænkte at denne film virkeligt var A New Hope — for Star Wars.
Og væk var plastikfølelsen fra 1-3; syveren føltes virkelig. Virkelig virkelig. At der så køres løs i arketyper: det forventer vi jo for pokker, af Star Wars. Og genbrug dem endeligt. Det er det de er der for. Jeg tænkte indimellem undervejs, at scener mindede om et Bioware-spil; og det skal tages som en ros, både til The Force Awakens, Bioware og RPG-spilgenren.
At Han måtte dø; det er buhuuu, men fantastisk at vi fik muligheden for at se det. Og hvem skulle for små 40 år siden have troet at hans død skulle blive nærmest en parallel til Obi-Wans?
Castet elsker jeg; fra starten ramt lige på kornet med Max von Sydow, som jeg altid har haft svært ved at skelne fra Alec Guiness, og nu var han så pludseligt der, i en rolle der lignede uden jeg nogensinde helt fandt ud af who the fuck han var; men no matter. [Sidetrack: ser lige at han har en rolle i Game of Thrones S6E1, som hedder Three-Eyed Raven; uhadada]
Men mest af alt elsker jeg selvfølgeligt Rey. Kan man andet? Og er hun ikke det største naturtalent inden for Kraften, ever? Og ja, jeg taler større end Anakin!
Det var så lidt what the fuck!! at se Adam Driver fra Girls som Kylo Ren, men på den gode måde, han fungerede fint som Han & Leias forsømte barn på gale veje.
Selv BB8, som jeg til at starte med var særdeles skeptisk i forhold til, endte jeg faktisk med at komme til at holde af. I hvertfald til en vis grad.
Jeg er fuld af beundring for hvad J.J Abrams har gjort; nogle vil måske sige at det var et sikkert valg at lave den på denne måde, jeg synes nu det krævede mod. Den står for mig mindste som den tredjebedste film i serien, umiddelbart, kun overgået af Empire Strikes Back og A New Hope.
Men det kan selvfølgeligt ændre sig efter hvad efterfølgerne giver / gør. Lige nu kan jeg ikke vente på 8'eren. Bliver nok nødt til at se The Force Awakens igen, snart.
Da jeg i sin tid, for lidt over 7 år siden, oprettede bloggen her, eksisterede Leoparddrengen allerede, som en dansende superhelt der frekventerede enkelte steder i nattelivet i København. Well, fortrinsvis ét til to steder. Men ihvertfald: han eksisterede in real life.
Bloggen var jeg ikke helt klar over hvad jeg ville med; men dels kunne jeg mærke en trang til at skrive noget, og dels kunne den tjene som FAQ for nogle af de mange spørgsmål sådan en (fortrinsvis tavs) dansende superhelt stilles i løbet af en nat.
Anonymiteten var, tror jeg ikke, på det tidspunkt særlig overvejet; den var ligesom del af pakken i det at være superhelt. Og iøvrigt var det da også ganske normalt med anonyme blogs — eller pseudonyme, som egentligt er et bedre ord for det.
Faktisk var pseudonymer en ganske naturlig del af internettet, indtil Facebook kom og ødelagde det, ved at indfange en ganske stor del af det.
Det var egentligt ikke noget jeg mærkede noget til, for jeg har — bortset fra en ganske kort periode, for lige at tjekke at det virkeligt var så elendigt som jeg havde på fornemmelsen — holdt mig fra det der Facebook.
Men jeg begyndte at støde på det, da jeg var kommet på Twitter, og efter nogle måneder — til stor overraskelse for mig selv — begyndte at få en vis udbredelse.
Da kom der også røster om, at man ikke skulle høre på mig fordi jeg var anonym; at jeg var en kujon fordi jeg var anonym, at man ikke kan stole på nogen der er anonym.
Det irriterede mig. Altså, det er da en holdning folk inderligt gerne må have, men så ignorer mig da, hvad er behovet for at følge mig og ved enhver given lejlighed pointere det & missionere det? Så jeg skrev dette indlæg om hvorfor man ikke skal kimse af anonymitet, og så begyndte jeg ellers fast at blokere folk der fremturede.
Og det er egentligt ikke det dette indlæg handler om, men et lille sidsespring ad den vej, for jeg synes stadig det er en vigtig diskussion og pointe:
Det om man kan lægge vægt på folks ord, handler ikke om man har navn på dem. Det handler om hvor meget etos man kan tilskrive dem; et retorisk begreb, der betyder noget i retning af akkumuleret troværdighed (for at gøre det meget kort).
En virkelig anonym — det vil sige en random kommentar til et eller andet, som ikke kan henføres til nogen eller noget tidligere — kan naturligvis ikke tilskrives noget etos, så kommentaren har udelukkende sig selv (i form af indeholdt logos og patos) at hvile på. Hvis kommentaren så er Kneb dig sel fede perkerludder burde det være ret indlysende at den på trods af sin patos ikke bør tages videre alvorligt.
Men sådan er det ikke at være pseudonym; her kan folk danne et samlende indtryk af én over en periode, og lægge til og trække fra. Og den pseudonyme må — hvis man vil bevare/udbygge sit etos, belægge sine ord derefter. Hvis jeg gik ud og skrev Kneb dig sel fede perkerludder kan jeg godt love at det ville gøre enorm skade på hvad etos jeg har.
Det der er virkeligt interessant — og chokerende, måske — er hvor lidt pris folk i dag sætter på deres etos; eller måske snarere, hvad de mener de får etos af. For Facebook og mediers check af at folk nu også er hvem de påstår de er, har jo i det store & hele vist sig komplet ligegyldigt. Virkeligt mange mennesker kører på retorik, der for få år siden aldrig nogensinde ville have haft en chance for at komme i en avis læserbrevsspalter, og hvis de gjorde ville både de og avis sandsynligvis blive dømt for både mordtrusler, opfordring til vold og racisme.
Nå, det var som sagt et sidespring, pointen er: alt pseudonymt er ikke nødvendigvis crap, og det at der er navn på forhindrer på ingen måde folk i crap. Bedøm folk på hvad de skriver, og ikke så meget andet. Og drop Facebook.
Anyways, det er altså ikke fordi jeg har ændret mening i forhold til det at være anonym på nettet. Men værdien af at være det, eller ihvertfald være lige Leoparddrengen, er for mig formindsket gevaldigt de seneste par år.
Dels fordi jeg ikke kan lade være med at skele til den der følgerskare jeg har fået. Om jeg vil det eller ej gør det at jeg kommer til at holde lidt igen, ikke skriver så frit som jeg kunne gøre; det er mest af alt ubevidst, men det der føromtalte etos hænger der altså. Det handler ikke om at ville tækkes folk, men sådan fungerer man (jeg) altså, også. (Jeg tænker for eksempel indimellem, der er jo børn der følger mig, for fucks sake.)
Dertil kommer at flere af mine nærmeste efterhånden kender til Leoparddrengen, enten fordi de har bustet mig, eller jeg selv har afsløret mig. Det har uden tvivl igen været med til at lægge en dæmper på, hvad jeg føler jeg har haft lyst til at skrive; i de første år var en stor del af bloggen for eksempel nærmest terapeutisk for mig, og det er ihvertfald forbi nu. Det er med ret stor sikkerhed også medvirkende til, hvor få indlæg der er kommet her de seneste år, i forhold til tidligere — altså, udover at jeg får afløb for det meste på Twitter.
Til gengæld står det anonyme i vejen for rigtigt meget: min deltagelse i arrangementer er om ikke umuliggjort, så i bedste fald besværlig ad Helvede til, lige sådan hvis der skal sendes penge til noget og meget andet, også professionelt. Det at bevare anonymitet er besværligere end mange forestiller sig, især når man som jeg nærmest er blevet kendt for at være ukendt.
Og nu står jeg overfor noget, hvor, hvis det er noget jeg vil gennemføre, jeg ved at min identitet hurtigt vil kunne afsløres. Og skal den afsløres vil jeg ihvertfald gøre det selv, ikke overlade det til en eller anden smartass, som synes han er klog.
Så jeg har sådan set for noget tid siden besluttet mig for, at det skulle være forbi med Leoparddrengen som anonym; som jeg har tænkt på det vil jeg gå fra en Peter Parker/Spiderman-model, til en Tony Stark/Iron Man-løsning.
Men det kan godt være svært at gøre; sådan en hemmelig identitet går ind og bliver en del af ens rigtige identitet. Så selvom jeg vil vedblive med at være Leoparddrengen er det noget af en overvindelse.
Jeg kommer helt til at tænke på Bilbos kvababbelser med at opgive Ringen; og selvom det måske ikke er helt på det plan, så tænkte jeg, da det nu er min fødselsdag i dag, at det nok er et godt tidspunkt. Så, ja, det her er min halvdelen af jer kender jeg ikke halvt så godt som jeg jeg gerne ville; og mindre end halvdelen holder jeg ikke halvt så meget af som I fortjener-tale.
Men jeg ved at nogle af jer vil foretrække kun at kende mig som Leoparddrengen. Og tro mig, for 99,99% af jer er der intet interessant i at kende mit navn; jeg er hverken rig, berømt eller indflydelsesrig, og det er meget lidt der er at finde om mig på nettet (og det der er, som min LinkedIn, er forældet).
Derfor giver jeg valget herunder: vil du vide hvem Leoparddrengen er, så klik den røde knap. Er du hellere fri, vil du hellere vide alt andet, så tryk på den blå.
Og lad venligst folk beholde valget, så lad være med at sprede navnet. (Ikke at jeg tror meget på det bliver respekteret, men så ved jeg ihvertfald hvem der er en douche.)
Der kunne såmænd være mange gode grunde til at stemme Nej på torsdag, til EU-tilvalgshalløjet. Men det er ikke fordi Ja-partierne under et har kørt en hysterisk kampagne, som har trukket på nazi/kommupropagandaudtryk i deres skøre ensidige budskaber, komplet med fucking bevingede Nazgul over Kronborg.
Er det kun mig der synes det her er helt & aldeles fucked? Plus, måske ikk særlig smart med 3 nazgul over Kronborg?! pic.twitter.com/OjNj7g70H0
Det er heller ikke fordi andre kampagner har kørt på, at hvis man stemmer nej, så hjælper man de pædofile, kvindeslavehandlende, hustrumishandlende tervorister.
Og det er ikke fordi den model for afskaffelsen af retsforbeholdet der er valgt, er en usympatisk fedtspillermodel, hvor vi de facto kommer længere væk fra et samarbejde på de områder hvor jeg for alvor mener det kunne være relevant, for eksempel i spørgsmål om flygtninge og opholdsregler. En model som tilsyneladende er designet til at vi skal kunne afvise maksimalt med flygtninge — og undgå at samarbejde om at modtage dem.
Eller fordi man kan se mange af de samme problemer i fælles EU-ret som i Euro-"samarbejdet": man risikerer endnu engang at bygge huset fra toppen i stedet for bunden.
Det er heller ikke fordi jeg faktisk mener signalværdien er bedre ved et Nej end et Ja (i den form vi stemmer om). Jeg mener da sådan set nok, at det er et bedre signal over en kam at ville beholde suverænitet af pricipielle grunde, end det er at begynde at cherrypicke hvad man vil være med til, og for eksempel finde samarbejde om flygtninge noget man ikke vil røre ved.
Og det at jeg er ret sikker på vores hemmelige politi med flere nok skal finde ud af at bruge de nye muligheder til at lave ransagninger og tilbageholdelser ved at bede venner et sted i Europa om at bede om den på bogus anklage er heller ikke grunden. Ja, det lyder jo nok frygteligt paranoidt, men vi taler her om en tjeneste som i 10 år gennemførte ulovlig overvågning af os, uden at det får konsekvenser.
Og heller ikke fordi min troværdighed til de politikere der skal administrere et Ja er i bund, ja nærmest ikke eksisterende, faktisk negativ (as in: "hvis han siger dét, betyder det det modsatte"). Og at rammerne for hvad vi stemmer om, og løfter om hvad et fremtidigt Folketing vil gøre er nonsens.
Dette kunne altsammen være årsager til at jeg vælger at stemme Nej, men de er det ikke. Omend jeg forsøgte at gå tvivlende ind i de seneste måneder har min beslutning nok ligget fast noget tid. Men den er bestemt kun blevet bestyrket som hysteriet er forstærket.
Jeg var ellers faktisk begyndt at være ganske glad for EU. Fra at være Nej-siger i 1992, 1993 og 2000, blev jeg i nullerne mere og mere positiv.
Dette var i høj grad Anders Foghs skyld; EU gik fra at være et organ der holdt Danmark tilbage på en række områder, fordi miljøkrav for eksempel kunne udlægges som tekniske handelshindringer, til at sætte minimumsstandarder som forhindrede at AFR kørte os helt af sporet. Og 24-årsreglen gjorde malmøfinten til en absurd nødvendighed.
Ja, EU blev et billede på en vis form for tryghed og stabilitet i de sorte år. Forbeholdene var jeg aldrig fan af (bortset fra €-forbeholdet). Min skepsis i 90'erne handlede mest af alt om EUs demokratiske problemer; de var der stadig, men jeg kunne også se at EU gav noget igen.
Og på mit mest EU-positive, det har nok været cirka 2009, havde jeg uden tøven sagt Ja til at afskaffe alle forbehold, bortset fra €.
Men så kom Finanskrisen og billedet begyndte at krakelere. Ikke blot på grund af den afsindige austerity finanspolitik Tyskland har haft lov til at diktere, men i ligeså høj grad på den måde de især sydeuropæiske lande, som blev hårdest ramt, blev behandlet.
Og dertil kom Finanspagten, som absolut giver mening i €-området (og skulle have været på plads fra starten), omend den i sin udformning er håbløs (igen: austerity). Men for Danmark er den idioti, og har vel mest af alt været et billede på hvordan vores hjemlige politikere kan bruge afgivelse af selvbestemmelse som et værktøj. ("Nu har jeg lavet kasseeftersyn, og der er absolut ingen penge, så får vi en bemærkning fra EU. Så vi må skære ned på en hel masse. Hov, der var fejl i mit kasseftersyn, så dropper vi sgu noget afgift på fossilbiler.")
Så herfra gik mit billede af EU nedad: det forekom mere og mere som et projekt, der ikke længere handlede om at finde fælles løsninger, til et hvor det vigtigste var at skubbe aben rundt mellem hinanden. Og EU (ihvertfald €) var mere problemet end løsningen.
Endnu et skud for boven kom, da det begyndte at blive alvor med snak om Retsforbeholdet. At det kun skulle være udvalgte områder, og for eksempel ikke Flygtningespørgsmål. Hvilket for mig ikke giver nogen mening, når Schengen samtidig går fra at være en mellemstatsligaftale til at være overstatslig (læs: idag kan vi beslutte at træde ud, hvis vi engang i fremtiden måtte ønske det.)
Hvis man siger A må man også sige B mener jeg helt grundlæggende. Og tingene må da i det mindste give mening.
På dette tidspunkt var det dog nok stadig blevet et ja. Det var nok blevet som det ja Alternativet er nået frem til. Men den endelige pind til ligkisten kom på en sommernat, hvor jeg, sikkert under påvirkning af ouzo, nåede frem til: "Det er fanme godt vi ikke er med i det der! Og der skal ikke gives en finger mere, når det er sådan det foregår!!"
Det er naturligvis krisen omkring Grækenland, der udløste dette. Her smed Tyskland for mig masken, personificeret af Schäuble, men med Merkel og tysk Storhed i ryggen. Grækenland skulle ikke blot holdes i en (uretfærdig og dum) økonomisk spændetrøje, de skulle også ydmyges — og det skulle for enhver pris undgås at andre gjorde lignende forsøg med demokrati.
Well, det med demokratiet var det såmænd hele EU-establishmentet der var sure over, men lektien i forhold til Tyskland var klar: hvis Tyskland for alvor vil noget i EU, kan de også tvinge det igennem; og så kan det da godt være at de lader os andre bestemme en hel masse om hvordan kontakter skal se ud.
Så, lige dér, gik det op for mig at jeg ikke ville gå ind for at afgive et gram mere suverænitet til den biks der hedder EU, hvis der ikke er en exit-strategi på plads. Fint med alverdens internationale aftaler, men de skal kunne opsiges igen, og vilkårende for en eventuel bodeling skal være på plads på forhånd.
Og så er den sådan set ikke længere.
Det ville da så også hjælpe på mit humør i forhold til EU, hvis der var mere demokrati; men faktum er jo, at alt andet end parlamentet besættes med folk der vælges efter hvem der nu skal have et ben, og hvem der fik noget sidst; det virker mest af alt som en mellemting mellem et møde i oligarkernes klub og et FIFA-repræsentantskabsmøde, når de poster skal fordeles.
Jeg ville så meget foretrække et decideret Europa, en fælles stat, bygget på fuldt ud demokratiske principper og transparens, med en person, én stemme, og en fælles, simpel Forfatning på et par sider. Hvis EU virkeligt er det bedste vi kan nå frem til for internationalt samarbejde, så skal det ihvertfald også være muligt at sige fra.
Det er min holdning, mine følelser. Jeg skriver ikke det her for at propagandere & overbevise nogen, men det er jo en blog hvor jeg skal af med nogle af mine nøgletanker. Og selvom jeg egentligt nu kan mærke, at jeg føler ret meget for det Nej, og håber på at det er det det bliver, så kan jeg også ganske udmærket se tingene fra Ja-sigernes synspunkt — jeg har selv været der på et tidspunkt. På den måde kan jeg virkeligt også godt lide Alternativets afslappede tilgang til afstemningen — at vi nok finder ud af det — omend jeg altså er havnet på et andet sted end dem i dette.
For jeg må tilstå, at Schäuble har efterladt mig med billedet af EU som en vagina dentata; som nok kan se tiltrækkende ud umiddelbart, men er man først kommet ind kommer man kun blødende og lemlæstet ud. Og så hjælper det ikke at Løkke stiller sig op og siger at han ikke stikker den helt ind.
Åh, hvor var det dog vidunderligt at vende tilbage til Star Wars universet her til aften. Vel, at mærke: det rigtige Star Wars-univers.
