Var på indkøb for lidt siden, og huskede så, at jeg skulle besøge Irma, for at se om der var paraguayo'er  - og det var der, så købte en bakke (samme slags som første gang jeg købte dem). Om det er fordi Irma forhandler dem igen, at jeg pludselig får mange der googler dem som havner hos mig, eller de er blevet mere udbredte kan jeg dog dårligt vide.

Anyway, indgangs-delen i min Irma er samtidig frugt & grønt delen. Som er et aflangt rum, med reoler skiftende diagonalt på tværs, og en gang forbi reoler i hver side. Der er ikke supermeget plads mellem væggene og reolerne der hvor de er yderst, men dog nok til at det normalt går at man kan komme igennem uden problemer.

Så - der er altså disse to gange hvor alle der skal ind i butikken partout skal forbi. I den ene side er så spærret af en mand, der er ved at finde varer, som han skal have i sin indkøbskurv. Ok, så er der jo den anden side.

Men nej, her har to ferieramte familer, som åbenbart kender hinanden, taget opstilling på det absolut smalleste sted, for at drøfte hvad de skal de næste dage, og det er vel nok varmt, og så skal der måske grilles?

Lige ved siden af dem er der hak ind mellem reolerne, hvor de snildt kunne stå allesammen. Men nej, de skal stå på det smalleste sted. Jeg maser mig ind imellem dem, hvilket får dem til at gynge et par centimeter, hvorefter de glider tilbage på plads da jeg er passeret - det olme blik jeg sender dem, for at få deres hjerner i omdrejninger mødes blot af et dødt udtryk.

Nu var det så ikke det store problem for mig at komme igennem, da jeg er adræt og ikke tyk, men jeg stod jo så og studerede dem. For de blev naturligvis ved med at tale om ingenting i mange minutter. Og ca hvert 30 skeund kom der nogen, der måtte mase sig igennem, eller puffe til dem med vogne. Hver gang kom der plads, hvorefter de gled tilbage.

Spørgsmål udefra reagerede de ikke på, såsom om de ikke kunne flytte sig et andet sted hen - det var ikke en del af deres verden.

Og så pludselig kom de forløsende ord, "Nå - vi må også se at komme videre...", sagt i det der tonefald, at nej hvor har hele den her samtale været ligegyldig, og endelig kan vi komme afsted. Og så opløstes proppen, og alt var normalt igen.

Tja - jeg syntes altså det var syret at beskue, men måske er det mig der har hedehjerne, og ikke dem?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.