I mine yngre dage, da der både var århusvittigheder og (tlf)områdenumre til, gik en vittighed således:

Ved du hvorfor der fødes så få børn i Århus?
-??
Det er fordi de har fået at vide, de bor i 06-området.

Nu har jeg jo et eller andet sted en tanke om at denne blog skal afspejle min personlighed - og udfra det er der vel ingen vej udenom, selvom det et sted sårer min mandlige stolthed & forfængelighed:

Jeg har ikke haft sex siden undfangelsen af min yngste søn. Og han er i dag mellem 3½ og år gammel. You do the math.

Sex er her defineret på Clinton-metoden; jeg har haft et par hændelser med anden kønslig omgang end, men klassisk ind-ud, pik-i-kusse har der ikke været noget af.

Det er der mange grunde til; til at starte med var mit forhold med min eks på det punkt meget dødt de senere år, og de sidste 2 år skete der absolut intet. (Det sidste år var vi faktisk også slået op/skilt, men boede af forskellige årsager stadig sammen; forfærdeligt.)

Og i min single-tilværelse siden er det altså heller ikke blevet til noget. I starten (og sikkert tildels stadig lidt), er hele tanken om at skulle være sammen med en anden noget skræmmende. Eller egentlig bare det at skulle være sammen med nogen. Og mit selvværd var absolut nedbrudt i den første tid, krævede lang genopbygning. Og jeg skulle også overbevise mig selv om, at min psoriasis ikke nødvendigvis var jordens undergang, endsige min egen.

Men hvorfor er det heller ikke blevet til noget det sidste års tid, hvor jeg er gået jævnligt i byen, generelt har et fint selvværd, er midtpunkt og attrået i en masse sammenhænge?

Grundliggende fordi jeg ikke har særligt meget lyst til at score i byen. Eller rettere, ville egentligt gerne score i byen, gå hjem med vedkommende, og næste dag gå til makronerne, hvis det ellers kunne sættes i stand.

Er ikke 18 længere, og efter at have danset i 3-5 timer, drukket en del genstande + som nævnt værende nervøs for hele situationen - er jeg ærlig talt ikke særlig optimistisk i forhold til hvordan min performance vil være.

Og fra gammel tid, har jeg det ikke særligt maskuline udgangspunkt, at jeg ønsker at blive scoret, ikke at være den scorende; eller ihvertfald at der er en gensidighed. Og jeg ønsker jo også at danse færdigt. Så jeg er langtfra helhjertet i den retning, faktisk nok så ikke helhjertet man kan være. (Og så kender jeg bare heller ikke min besøgelsestid.)

Jeg har så som nævnt haft nogle enkelte træfninger, men de har (netop tildels med ovenstående for øje) været ren cunnilingus og hånd/fingerarbejde fra min side. Og ganske udmærket udført, hvis jeg selv skal sige det, ingen går utilfredse fra min seng. Og det er også fint, elsker smagen af fisse, og at tilføje orgasmer.

Og der har også været et par tilfælde på Amigo, en der kom på mit lår under dans (jeg var Zappo), og en anden der ligeledes kom på mit lår, dennegang i mørk del af baren (og dennegang som Corrosive).

Indimellem kan jeg selvfølgelig godt savne noget mere. Ofte. Men egentlig ikke så meget som man måske skulle tro. Og det jeg nok mest savner efterspillet, og at kunne mærke og smage den andens hud og krop, og selv blive mærket. Mere end selve akten.

Noget helt andet er tanken om forhold. Det savner jeg på ingen måde. Uden at jeg er specielt afvisende eller allergisk overfor et, hvis noget skulle dukke op. Men har det rigtigt fint med at være single - jeg er det jo så også kun rigtigt halvdelen af tiden; man føler sig ikke særlig single med to drenge omkring sig.

Så: så er den kat ude af sækken. Så nu ved I, når jeg kommer med "det sagde hun også i går"-lignende bemærkninger, her eller på andre blogs, at det ikke har meget på sig. Men det vidste I jo nok i forvejen...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.