Leoparddrengens
Public Key

fredag den 10. februar 2012, kl. 11.44

Spartacus: Blood and Sand - en anmeldelse

Da jeg får et par uger siden opdagede at der var en nyere TV-serie med denne titel, blev jeg straks ret nysgerrig - især i det jeg var - er- stor fan af TV Serien Rome, og gerne vil have mere af det. Jeg kunne dog se, at serien mere blev sammenlignet med et mix af 300 og Gladiator - men det lød nu heller ikke dårligt.

Jeg forhørte mig lige på twitter, at det ikke var en helt dødssyg historie - det ar det ikke fik jeg at vide. Og så købte jeg Blood and Sands. Som ankom i mandags - og jeg er allerede kommet til at se alle 13 afsnit - så helt dårlig var den vist ikke :)

Handlingen foregår inden det berømte slaveoprør, og følger thrakeren Spartacus' vej til at blive og være gladiator  i provinsbyen Capua i det sydlige Italien. Men hvis man forventer en prequel til filmatiseringen/serialiseringen af Howard Fasts Spartacus-fortolkning tager man fejl.

Der er ikke meget socialist-romantik over denne historie; den handler mere om ære, forræderi og intriger. Og blod, sex og drab.

Sammenligningen med 300 og Gladiator er ikke helt forkert, men den giver også et lidt forkert billede synes jeg, for så tror man det hele handler om kamp. Og det gør det ikke - den bærende historie er efter min mening ganske udmærket, og tager sit udgangspunkt i Spartacus ønske om at genvinde sin kone fra før han blev slave - og om fortabelsen undervejs.

(Spartacus hedder iøvrigt slet ikke Spartacus, det er blot hans "kunstnernavn" som gladiator - det drilles vi som seer en del med, da vi aldrig lærer hans rigtige navn.)

Men, når det så er sagt, at historien faktisk er udmærket, kommer man heller ikke uden om at nævne andre hovedingridienser i serien. Nemlig sex og nøgenhed, og vold & blod.

Der er nemlig ganske meget nøgenhed i den serie, det er nok den mest gennemførte på det punkt jeg har set endnu. Og mere demokratisk fordelt end sædvanligt - jeg tror aldrig jeg har set så meget full-frontal mandlig nøgenhed (porno undtaget) - men så er der også tale om meget veltrimmede, og ikke mindst meget barberede mænd.

Og blodet - ja, det er der meget af. Lemmer afhugges, pulsårer skæres over, maver spiddes - i et væk, og i stop-motion sekvenser som i 300. Og med et farvefilter som lever op til titlen, som tillader blod og sandfarverne at trænge igennem - så får vi det hele med, og mere til. Indimellem grusomt, men ikke som sådan sadistiskt.

Det kan lyde som om det bliver trivielt, men det gør det ikke. Ikke for mig, ihvertfald. For der sker trods alt også en del andet. Men ingen tvivl om - føler man sig frastødt af tanken om at se nøgne mennesker, eller vold & blod - så er det en serie man bør gå i en stor bue udenom. Hvis ikke - så kan den klart anbefales.

Den når dog ikke Romes højder - dertil er perspektivet alligevel for begrænset. Historien er stort set begrænset til areanaen og den sært beliggende gladiatorskole - at anbringe sådan en på kanten af en skrænt forekommer mig at være en sær idé. Og udover at det hele naturligvis er en optakt til slaveoprøret, er der ikke mange henvisninger til historiske begivenheder.

Skuespillet fungerer fint, baserer sig mest på australske og britiske skuespillere, hvoraf kun én for alvor er kendt i forvejen, John Hannah, som giver den som Batiatus - ejeren af gladiatorskolen.

Spartacus spilles af Andy Whitfield - og jeg blev helt trist, da jeg i researchen til denne anmeldelse så at han døde af kræft sidste år, 40 år gammel. Fandme trist, når man lige har lært ham at kende. Han spiller defor af naturlige årsager ikke Spartacus i fortsættelsen, Vengeance - som jeg ikke har set, men glæder mig til. Der blev også, men Whitfield var syg, lavet en prequel, Gods of the Arena - den må jeg også have fat på.

(Det føles iøvrigt helt som der er en dansk connection - Whitfield lignede Coster-Waldau en del, slynglen Ashur ligner Michael Carøe - og slavinderne Naevia og Mira ligner henholdsvis Rikke Rønholt og Cecilie Stenspil - ikke at det har noget med noget at gøre, det føltes bare så sært at det måtte nævnes.)

Anyway, som opsummering: har man lyst til god underholdning i 13 episoder, og kan man tåle blod og nøgenhed - så er Spartacus: Blood and Sand absolut et køb værd.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

3 kommentarer:

Ibs sagde ...

Dejlig anmeldelse, alt i alt. Jeg *elsker* at du var nødt til at nævne, at de ligner danskere. Fedt med personligt engagement på den måde.

Og rest assured; jeg ser videre! (Og ikke kun, fordi jeg endnu ikke er nået til mandlig nøgenhed...)

Leoparddrengen sagde ...

Tja - må sige, især Michael Carøe lookaliken har nærmest drevet mig til vanvid i de senere sæsoner - jeg har helt bestemt et andet syn på Carøe i dag! :)

Det glæder mig at serien tilsyneladende er ved at få større udbredelse - for det fortjener den sgu!

Ibs sagde ...

Han er godt nok også spot on! Jeg kunne ærligt talt ikke huske, hvem du havde sagt, lignede hvem, så jeg måtte tilbage og se indlægget for at finde ud af, om du havde Carøe med :D

Er kun nået til 3. afsnit, men jeg synes, det shaper up og lover godt.