Leoparddrengens
Public Key

torsdag den 13. august 2009, kl. 15.05

James Bond-springvandet


Den anden dag bad M om en forklaring på hvad det jeg omtalte som James Bond-springvandet var.

Og som jeg forklarede, dækker det over det 3-dobbelte springvand, i Skt Jørgens Sø ved Planetariet. Men jeg ville gerne vente lidt med forklaringen på hvorfor jeg kalder det det, til jeg havde kigget på at finde og konvertere en video.

Desværre har jeg nu kigget efter den - og har konstateret at jeg ikke kan finde den optagelse. Lidt ærgerligt.

Men historien går tilbage til, da springvandet skulle indvies, i velsagtens '92 eller '93. Jeg og min daværende sambo mente at det måtte anses som en af årets største Københavner-events!, og sørgede for at møde op i god tid, og velforberedte: i stiveste puds, ikke mindst stiveste solbriller, en flaske champagne (well, noget med bobler i hvertfald), madkurv med brød, kaviar og andre delikatesser og et tæppe som vi bredte ud på stien.

Så vi sad der i solskinnet, og kunne fra første parket nyde synet af daværende borgmester Jens Kramer Mikkelsen, som holdt en stor tale om hvilket fint springvand det var, og vi kunne nyde de mange beundrende blikke som faldt på os.

Og et lokal-TV (Vesterbro tror jeg det var) var tilstede, og de fokuserede meget på os, udover Jens Kramer og springvandet.

Så vi sørgede jo for at få optaget det, tror det var min far vi satte til det: vi havde et gammelt væddemål om hvem af os, som første ville komme i TV, den der vandt skulle have en spose (=en pose øl). Så nu vandt vi begge samtidigt, og måtte jo dermed købe 2 sposer, én til hver.

Anyway, indslaget i TV starter med at der fokuseres på os to, mens vi sidder og nyder vores medbragte delikatesser i seje solbriller, hvorefter der panoreres til spring-vand og klippes til borgmesteren, mens der zoomes hastigt ind og ud. Med James Bond-temaet som underlægningsmusik. Og speaken siger: Det var et rigtigt James Bond-springvand der åbnede ved Planetariet idag...

Etc - men siden da kommer jeg altid til at tænke på det som James Bond-springvandet. Selvom jeg godt ved, det sandsynligvis kun er mig der tænker sådan på det, og muligvis min ex-sambo.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

2 kommentarer:

M sagde ...

Hahaha, det er ski' da en supermærkelig kombination af springvand og James Bond. Det kan godt være at du tror, at det kun er dig der tænker det, hver gang du går forbi - men nu vil jeg da også skænke den gode agent en tanke, når turen går rundt om søerne:o)

Leoparddrengen sagde ...

*det er frygteligt svært at skrive James Bond-temaet så det har blot en lille smule genkendelighed opdager jeg. men det var det der skulle have stået her, så erstat med det, please :)*