Emnet kom så op igen, i lørdags, på Ideal Bar. Dennegang blev jeg spurgt om jeg ville komme og do my thing til et bryllup. Og kunne da godt blive fristet af det - især da the bride to be virkede ganske sød. Så jeg sagde til hende, at jeg da ihvertfald gerne ville høre nærmere, og hun kunne maile mig. Og har så ikke hørt noget - men det er nu heller ikke fordi jeg regner med alle disse forespørgsler holder vand næste dag.

Men lidt professionel blev jeg da - for da jeg havde været oppe og købe en fadøl på et tidspunkt - og det tog ganske vist også lang tid - kom en af DJsne løbende, og greb fat i mig, og fortalte mig at jeg da ikke skulle bruge tid (og penge) på at købe øl i baren, jeg kunne bare komme til dem og få... underforstået, så jeg ikke var så længe væk fra dansegulvet.

Vel også meget forståeligt, og manglede bare, når nu jeg havde lavet en Guy #1 for dem... Men jeg tror egentlig nok det er første gang jeg har modtaget nogen form for honorar for min dans; godt nok i naturalier. (Jeg har selvfølgeligt modtaget drinks før for min dans, men ikke fra etablissementet selv.)

Men det har så fået mig til at tænke på en historie fra Amigo, fra for godt et år siden, måske 1½. Det var en ret stille nat, muligvis var det en torsdag. Så hvorfor jeg var der i den gamle leoparddragt ved jeg ikke helt, men det var jeg ihvertfald. Og stod og slangede mig ganske solo på den ikke særlig fyldte Amigo.

To sorte kvinder kommer ind, sætter sig ved et af bordene ved dansegulvet. Da musikken stopper gør de tegn til at jeg skal sætte mig ved dem. Vi snakker så lidt på engelsk, og de fortæller jo så at de også er dansere. På Wonder Bar, hvis jeg kender det? Øh, jo, det gør jeg jo - har godt nok aldrig været der, men ved hvad det er.

Nå, men de synes jo jeg er rigtig dygtig - men ved mine børn at jeg danser der (har fortalt dem jeg har børn). Øh, nej, jeg plejer ikke at underholde mine børn med hvad jeg laver i byen, det ser jeg ingen grund til.

"Not good for children," siger de og ryster på hovedet. Det synes jeg er noget underligt noget at sige, men det må de da selv om hvis de synes.

Men de er så meget interesseret i at høre, hvad jeg bliver betalt. Betalt? Jeg bliver sgu ikke betalt noget, jeg gør det fordi jeg kan li' det...

Først tror de ikke på mig, det er simpelthen for langt ude. Men da de så begynder at tro på, at jeg rent faktisk ikke bliver betalt noget, bliver de vildt forargede og sure: både på mig, der jo nærmest er en skruebrækker for deres fag (de mener jo altså helt bestemt jeg er kollega, selvom jeg ikke helt synes det), og på baren der så groft udnytter mig.

Så det endte med, at jeg ikke rigtig gad høre på dem mere, og gik op og dansede videre (til en del hovedrysten fra deres side). Men det var ganske underholdende!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.