Indtil børnenes mor er tilbage, og kan overtage.

Og jeg må sige jeg begynder at se frem til det. Både for lidt fred og ro, og for at kunne gå i byen. Og måske også kunne hænge i nogle parker og kigge på nogle piger. Synes det sidste er lidt svært, med børn omkring.

(Men der var ellers en fristende scene tidligere: vi var nede og give brød til ænderne ved søen, da en smuk kvinde begynder at fotografere os - well, mest af alt ham. Det kan jeg godt forstå, han er også uhyggeligt fotogen. Is it ok, spørger hun - og jeg ser hun har kuffert med. Er åbenbart på vej ud af landet, efter et ophold her. Hende kunne jeg ellers godt have lyst til at være faldet i snak med, men drengen render pludselig afsted.)

Og så ser jeg nok endnu mere frem til roen efter en hektisk aften, der blandt andet involverede at den yngste overbrækkede en seng, med alt hvad dertil hører. Aner ikke hvad der er galt, men forhåbentlig går det da over af sig selv.

Nå, men nu sover de da. Prøver lige hvordan det nu er det er, med en times stilhed eller to.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.