Et indlæg ovre hos City-pigen har fået mig til at tænke lidt over, om jeg er midtvejskrise (eller midtlivskrise som hun kalder det).

Det korte svar er: næh, det synes jeg ikke. Men der er mange ting i mit liv i øjeblikket som kunne give en tanken, så måtte reflektere lidt over om jeg bare ikke vil stå ved det.

Lad mig først definere hvad jeg forstår ved midtvejskrise: en mand, for hvem det (bevidst eller ubevidst) er gået op for, at hans tid blandt de unge tyre er forbi eller meget snart forbi; og prøver desperat at holde fast i det selvbillede han har levet med og været vant til; hvis han er gift/i forhold forsøger han måske at få elskerinder, for at vise at han stadig er atraktiv, eller også vil han prøve at komme ud af forhold, så han kan leve singlelivet. Som består i at prøve så mange scoringer som muligt, igen for at understøtte sit forældede selvbillede - kort sagt, opføre sig som var han 18 igen, uden at have udseende, stamina eller for den sags skyld potensen til det (selvom Viagra muligvis har lavet om på det sidste - men det er vist noget med at det skal tages på bestemte tider ifht hvornår det skal bruges, så det er nu nok besværligt i forbindelse med tilfælde opsamlinger).

Som en flamme der er ved at gå ud, blafrer han og prøver at leve op til fortidens bedrifter - som regel med ynkeligt resultat.

(Hvis man tænker lidt over det, kan man sikkert finde på ret mange gode biologiske/darwinistiske forklaringer på tilstanden - men det gider jeg ikke prøve nu.)

Hvor meget passer så på mig? Tja. Det er jo gået op for mig at ballet snart er forbi, hvis det ikke allerede er det. Er nyskilt - eller sådan tænker jeg selv på det, selvom det her i januar er 2 år siden. Går i byen når jeg får chancen for det.

Så på overfladen kunne det vel godt ligne.

Men mener alligevel ikke det er: for det første fordi jeg ikke føler mig i nogen form for krise, tværtimod har jeg det bedre med mig selv & livet end længe, og mit selvværd er gennem de sidste par år blevet bygget op fra at have været nær et nulpunkt til at være ganske højt.

Skilsmisse havde heller ikke noget at gøre med at jeg ville ud på markedet, det var af alle mulige andre grunde (som jeg ikke vil begynde på nu).

Og når jeg går i byen er det faktisk ikke for at score, men for at danse. Ikke at jeg forsåvidt afviser muligheden, men det er ihvertfald ikke det primær (og efter 4-5 timers mere eller mindre non-stop dans er jeg alligevel også for fysisk smadret til at være noget værd i den retning). Det handler mere om mit psykiske velbefindende - at få udtrykt mig gennem dansen (om nogen så forstår mig er sådan set ligegyldigt).

Jeg er hverken på udkig efter forhold eller ikke på udkig. Det eneste jeg ved er, at hvis jeg skal have et forhold håber jeg det kan ske som ikke samboende, i lang tid ihvertfald. Er fucking lykkelig for at bo alene (de uger jeg ikke har børn, that is), og kunne få den fred & ensomhed jeg elsker.

Er faktisk ganske tilfreds med både min fysik og mit udseende selvom begge dele naturligvis er anderledes end i mine yngre dage; selv min psoriasis har jeg accepteret.

Så, nej - jeg er sgu ikke i nogen midtvejskrise. Men måtte hellere være sikker.

(Og muligvis indbyder jeg til beskuelse med indtagelse af popcorn og cola: men det er helt frivilligt og vel nærmest bevidst. Vil iøvrigt anbefale vodkasmoothie istedet for cola.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.