I går skrev jeg et indlæg om en navngiven person, som flere gange havde plagieret mig på twitter, havde lovet ikke at gøre det mere, men - som det blev afsløret i går - alligevel fortsatte.

Det var en længere - og vil jeg mene - veldokumenteret historie. Som jeg nok nød at skrive, men virkelig ikke nød at bringe. For jeg bryder mig ikke om på den måde at hænge folk ud. Men som jeg skrev, følte jeg i den givne situation at det var nødvendigt - og han måtte være klar over hvad konsekvensen kunne være.

Og jeg fortryder ikke jeg gjorde det - må dog tilstå jeg har været lidt overvældet over hvor stor den historie blev.

Idag har han så lukket sin profil på twitter - uden et ord om forklaring eller anger. Samtidig blev der fundet eksempler på at hans stjælen af tekster går videre end bare på twitter. Og jeg må tilstå, at jeg ikke kan lade være at spekulere på om det er noget han selv er herre over, eller om det er form for tvangshandlinger.

Det kan jeg ikke vide noget om. Men jeg synes under alle omstændigheder, at nu har den historie kørt, og forhåbentligt er han blevet klogere, eller bliver det når han får lejlighed til at tænke sig lidt om.

Derfor sætter jeg historien på standby, det vil sige, den vil ikke kunne tilgås fra nettet. Jeg synes ikke han skal have den hængende over sit hoved på google eller lignende resten af sine dage - ihvertfald ikke hvis han iøvrigt holder sig i skindet. Nu ved de fleste hvem han er, så må han have lov til at genopbygge sig selv derfra   (når søgemaskinerne ellers har glemt siden, der kan nok godt gå lidt tid.)

Jeg håber jeg gjorde det rigtige ved at skrive historien. Jeg har ikke dårlig samvittighed over det, må jeg sige - men en tvivl har jeg. Om det kunne være gjort anderledes. Det kan jeg så tænke videre over.

Jeg hører at han stadig er aktiv på Facebook, men det må andre holde øje med. Det sted rører jeg ikke - som jeg har nævnt et par gange i dag passer de måske meget godt sammen, han og Facebook. For mit vedkommende er jeg fra nu af ude af sagen, som tingene står.

Lige en note angående kommentarer: hvis nogen bruger hans navn eller på anden måde prøver at gøre ham identificerbar vil kommentar blive slettet.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Den storartede TV-serie Californication har i sin første sæson et gennemgående tema: forfatteren Hank Moody med skriveblokering knepper i første afsnit sin eks'es nye kærestes datter. Uden på det tidspunkt at kende relationen og hendes unge alder.

Da han senere kommer over sin blokering, og skriver sit nye mesterværk baseret på episoden, hugger hun manuskriptet - en historie om en ung piges sexuelle udskejelser - og udgiver det som sit eget. Og på grund af omstændighederne er det begrænset hvad han kan gøre ved det.

Well, denne historie fra Tyskland minder en del om det: 17-årig pige romandebuterer til fantastiske anmeldelser, med bog bog om en ung, rodløs kvindes seksuelle udskejelser. Men det viser sig, at centrale dele af bogen er stjålet fra en blog.

Pudsigt! Eller noget...


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Men at Work har tilsyneladende tabt en sag, som afgør at deres mega-hit fra 1983, Down Under, er et plagiat på en gammel australsk børnesang.

Man kan høre lidt brudstykker af begge sange her - jeg må tilstå jeg ikke lige umiddelbart kan høre, at de skulle være så tæt på hinanden. Men hvad jeg virkelig synes er mærkværdigt, er at sagen først kommer 25 år efter udgivelsen af det påståede plagiat. Det virker altså et eller andet sted lettere langt ude?!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.