Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten formynderi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten formynderi. Vis alle opslag

søndag den 12. juli 2009

Hvad er sex?

5 kommentarer
Trofaste læsere af denne blog, vil vide at jeg er meget imod tanken om forbud mod prostitution. Om man så ønsker at kalde det et forbud mod køb eller salg kommer sådan set ud på et, det er de prostituerede forbuddet vil ramme.

Så jeg håber naturligvis ikke at Mette Frederiksen skal gå hen og få held med sit forehavende om at gøre Socialdemokraterne til et pro-forbudsparti. For det vil efter min mening få venstrefløjen til at fremstå - og være - et goldt, puritansk og realitetsforvrængende overformynderisk alternativ til vores små-korrupte regering. Og det er ikke hvad vi har brug for.

Hvad det lige er, der har fået så mange kræfter på venstrefløjen til at slå ind på den blindgyde, forstår jeg ikke rigtigt; andet end det virker som nogle af de samme blinde udløbere af kvindebevægelsen, som ikke har forstået noget, som før med Karen Jespersen, Louise Frevert og Ulla Dahlerup havnede i armene på Dansk Folkeparti, og nu er i det superformynderiske, overmoralske.

Jeg er ikke så skuffet over Mette Frederiksen, for hun har altid ageret på sine følelser, og fred være med det. Men hvad ellers fornuftige mennesker som Pernille Rosenkrantz-Theil og Villy Søvndal, for eksempel, vil på den galej forstår jeg ikke.

Men lad os sige, at et forbud af salg af sex skulle gå hen og blive en realitet. Så vil det jo kræve vi for en juridisk definition af hvad det er for ting der ikke må sælges - altså: hvad er sex.

For det er da så pludselig et svært spørgsmål, synes jeg. For en gammeldags massage skal vel stadig være tilladt, også selvom den giver nydelse?

Tantra-massage, siger udøverne jo selv i dag, hvor der ikke er tale om forbud, ikke må misforstås som værende sex, selvom der kan forekomme udløsninger - så hvad med det?

Men naturligvis kan vi ikke have udløsning som en afgørende definition, for så kan kvinder jo bare købe løs - og det går vel ikke, i ligestillingens navn?

Og vi kan vel heller ikke definere det som kontakt mellem kønsdele, for så er blowjobs og handjobs jo tilladte. Så kan vi sige, der slet ikke må ske kontakt med kønsdele; men hvad så med spanking af diverse former, hvor der måske slet ikke finder kropskontakt sted?

Min pointe er: vil et eventuelt forbud ike bare være totalt latterligt, fordi de eventuelt anklagede parter bare kan påstå der ikke er foregået noget som helst sexuelt - eftersom ingen af dem er interesserede i at loven skal håndhæves?

Hvilket vil bringe os tilbage til en situation, hvor politiet - hvis de ønsker at håndhæve loven - er nødt til at bruge undercover agenter, som i Hill Street Blues, eller andre amerikanske serier. En ting jeg ellers altid har syntes det var ganske fint vi var fri for i Danmark.

Sagt på en anden måde: det minder mig lidt om det der stod i busserne i gamle dage: Is, mad og drikke må ikke nydes i bussen. Hvilket jo straks fik mig til at tænke, som barn - ah, så må man godt spise her. Man skal bare huske at sige, at man sandelig ikke nyder det.

Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg går så meget op i det her spørgsmål. For eg er ikke selv sexkunde, og regner heller ikke med at blive det. Men jeg tror det er noget med, at jeg synes hele holdningen omkring det er et symptom på et sygt forsøg på formynderi, som jeg vil kæmpe fra sten til sten for ikke skal blive gængs tone i vort land.

På samme måde som jeg forsøger at gå imod fordomme og rascisme; for det udspringer af det samme hul i hovedet, selvom de mennesker der står bag selv føler de har ganske forskellige humanistiske udgangspunkter.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 9. januar 2009

Luder

Ingen kommentarer
Er via min surfen lidt rundt i andres blogs blevet opmærksom på bloggen En luders dagbog - beretninger fra en luders hverdag. En dejlig både oplysende og nøgtern blog af en luder/sexarbejder/prostitueret etc - kært barn har i sandhed mange navne for tiden.

Hun er jo - næppe overraskende - imod forbud mod prostitution, om det så er kunderne eller de prostituerede forbuddet går på. Og virkelig rart når velformulerede mennesker fra den branche udtaler sig imod et forbud - som en anden gjorde for ca et ½ år siden, i et af TV-Avisens magasiner (det var vist det, der hed Ærlig Talt). Eller det er den samme, det ved jeg strengt taget ikke - men hun gjorde det ihvertfald også godt.

For nok er jeg ikke kunde, har aldrig været det - og tvivler på at jeg nogensinde bliver det. Men jeg har netop altid været glad for vi ikke havde et eller andet tåbeligt forbud i Danmark, som gjorde de prostituerede til jaget vildt. Men det virker som om bølgen af småborgerlig bornerthed & snerpethed er ved at ændre ved det.

Den samme bølge som gjorde at Jørgen Leth ikke længere måtte kommentere Tour de France (fordi han havde fantasier om at tage sin koks datter bagfra, eller havde gjort det - nu har man da aldrig), og gjorde at Jeppe Kofod måtte gå fra sine ordførerskaber, fordi han røg i med en ung partifælle (endnu engang: nu har man da aldrig, og må jeg bede om mine himmelblå!).

Det påstås at det er for at undgå trafficking. Så gør da noget alvorligt ved det problem, men lad være med at forbyde alt over en kam. Det svarer til at forbyde at der findes arbejdsgivere af enhver art, fordi der er nogle gårdejere i Jylland der har haft litauere gående under slavelignenede forhold.

Et eller andet sted, selvom der ikke er nogen direkte påviselig sammenhæng, minder det mig også om Lone Dybkjær som ønsker at indføre omvendt bevisbyrde på voldtægt. Nar! Og hende troede jeg engang på var relativt intelligent. Men hun mener åbenbart, at des alvorligere en forbrydelse er, des lettere skal det være at domfælde. Så forstår jeg ikke helt, hvorfor vi ikke bare klynger mordmistænkte op i nærmeste lygtepæl med det samme.

Men det var et sidespring.

Den lykkelige luder - findes hun? Aner det ikke - det vil jeg gætte på at hun nok gør et eller andet sted. Men som norm er en luder næppe specielt lykkelig. Og det er sådan set ret irrelevant: vi plejer ikke at tale om den lykkelige renovationsarbejder, den lykkelige kassedame eller den lykkelige læge. Hvorfor er det så, at hvis alle ludere ikke er lykkelige, skal erhvervet forbydes? (Ja, undskyld, men det er faktisk den logik, de som taler om "myten om den lykkelige luder" benytter sig af.)

Og kan man komme på andre ting hvor en handling er lovlig, men det er ulovligt at betale nogen for at udføre den? Graviditet og fødsel (rugemødre) er måske stadig, det kan jeg ikke helt huske, men kan ihvertfald ikke komme på andet - og det er under alle omstændigheder ikke synderligt sammenligneligt.

Det de kalder beskyttelse, kalder jeg formynderi, og det hele minder mig om heksejagte fra middelalderen: Sig du lider som luder, ellers putter vi dig i sækken med en sten - hvis sækken flyder ovenpå tror vi dig: du er en lykkelig luder, og får lov at praktisere dit hverv.

Så til Sus fra Luder-bloggen, og hendes frie & selvstændige kolleger siger jeg held & lykke i tiden fremover - håber ikke vi får skandinaviske tilstande. Keep on fucking in the free world.

Og til andre kan jeg kun anbefale at kigge lidt på bloggen, den kan være med til at nuancere dine billeder - og det er sgu som regel meget sundt.

Opdatering 10/1 '09 22:45: Fik mail fra Sus idag (havde lige skrevet til hende for at gøre opmærksom på indlægget her), og det er ikke hende i det omtalte Ærlig Talt indslag. Hende der optrådte dér hedder Lilje Deluxe og hun har åbenbart også siden optrådt i program med Line Baun Danielsen, omtalt i Ekstrabladet her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.