Der var engang i Punjab en maharajah som var meget kræsen i de ting han valgte. Han ville kun have bestik af det fineste elfenben, og kun have gulve af den dyreste marmor. Krydderierne på hans bord var dyrket efter alle kunstens regler, og hans elefanter hørte til de stærkeste i hele Asien.


Og da han skulle vælge en kone, som kunne blive hans dronning, var han ikke mindre kræsen. Ikke blot skulle hun være guddommelig smuk, hun skulle også være kløgtig, dydig og ferm indenfor håndarbejdet.

En sådan dronning fandt han i Bina, som han giftede sig med, og der var fest i mange dage og nætter inden brylluppet. Og på bryllupsnatten lå maharajahen med sin dronning, og han vidste han havde fundet den bedste kvinde i hele riget, og han var umådeligt lykkelig.

Og dronning Bina blev besvangret, og det næste år fødte hun maharajehen en arving. Men, ak, det var en svær fødsel, og den mærkede Bina hårdt.

Så da maharajahen nogle uger efter igen lå med hende, blev han skuffet, og sagde efterfølgende: "Kære kone, jeg elsker dig, og jeg elsker den søn du har skænket mig. Men din skede passer ikke længere til mit sværd, og det går ikke an!"

Ved disse ord begyndte Bina at græde, og det berørte maharajahen: "Græd ikke, min kære," sagde han. "Hvis jeg ikke elskede dig så højt ville jeg få dig brændt og finde mig en ny kone - prinsens amme kan sagtens tage sig af drengen til da. Men nu holder jeg jo meget af dig, så jeg vil give dig en chance. Kom til mit gemak i morgen aften!"

Længe gik dronning Bina fortvivlet og tænkte på hvad hun kunne gøre, men hun kunne ikke finde på en løsning. Skrækslagen mødte hun op i maharajahens gemak den næste aften.

"Se, min kære!" sagde maharajahen da hun kom, og fremviste to bronzekugler med en bronzesnor imellem. "Jeg har fået min smykkemager til at frembringe disse til dig. Jeg drager de næste 6 måneder til vore naboer og forhandler handel med dem. I den tid bør du have disse kugler i dit skød, at du kan træne din indre styrke, og atter være som vi var da vi lå sammen første gang for snart et år siden når jeg kommer tilbage. Lykkes det vil alt være vel, og du kan atter se din søn. Men til da må han være hos sin amme; thi lykkes det ikke for dig, må jeg slå dig ihjel, og da duer det ikke han er for knyttet til dig."

Og maharajahen rejste afsted til nabolandende, og Bina gjorde som han havde fortalt hun skulle, og kom bronzekuglerne op i sit skød. Til at starte med gik det ganske galt, og de blev ved at falde ud, men snart blev hun stærkere og kunne holde dem i sig.

Men det var ikke godt nok for Bina, hun ville være sikker på at kunne klare sin elskede mands prøve, så hun tænkte, hvordan kan jeg gøre mig stærkere endnu, at min elskede mand må blive tilfreds?

Og hun tænkte: guld er dog tungere end bronze, og kræver mange flere kræfter at bære - tynges jeg da ikke til stadighed af mine guldarmbånd? Og hun lod smykkemageren tilkalde, og befalede ham at skabe to kugler som de første, men disse af det pureste guld.

Og han gjorde som hun befalede, og hun anbragte disse i sit skød. Det gik til at starte med, som da hun var begyndt med bronzekuglerne, og hun blev ved at tabe de tunge kugler på den fine marmor. Men efter lidt tid blev hun igen stærkere, og kunne holde kuglerne i sig sålænge det skulle være.

Men hun tænkte, jeg må være endnu stærkere, at jeg kan være sikker på min mand vil elske mig. Så hun beordrede smykkemageren at lave to kugler mere, som kunne kædes på de første. Hvilket han gjorde, og hun styrkede sig nu med alle fire kugler.

Igen faldt kuglerne til at starte med på den hvide marmor, men efter en tid styrkedes Bina og kunne holde dem. Hvorefter hun igen sendte bud efter smykkemageren, og beordrede ham at sætte flere kugler på.

Dette gentog sig igen og igen, så da maharajahen vendte hjem fra sin rejse var hun trænet i at have et dusin kugler af det pureste guld i sit skød - en kæde som var en prøvelse for de fleste mænd blot at løfte.

Maharajahen var mødig fra sin rejse, men spændt på at finde ud af, om hans elskede kone ville bestå prøven. Så selvom det var sent gik han til hendes gemakker.

"Goddag kære kone, min dronning!" hilste han hende. "Har du gjort som jeg bad dig gøre, at jeg ikke behøver slå dig ihjel og finde mig en ny kone, og en ny mor til vores søn?"

Skrækslagen kunne Bina ikke få et ord over sine læber, og nikkede stumt.

"Da vil jeg ligge med dig, og se om mit sværd igen befinder sig vel i din skede!"

Og maharajahen afførte sig sine fine silkegevandter og lagde sig nøgen hos sin dronning, og indførte sit sværd i hende, som han havde lært fra kama sutraen. Og dronning Bina tænkte på den skrækkelige skæbne der ville overgå hende, hvis hun ikke kunne leve op til maharajahen, og første og fremmest tænkte hun på sin søn, som hun ikke havde set i 6 måneder, og kunne ville få at se igen hvis hun bestod prøven.

Så hun brugte al den styrke hun havde optrænet, al den styrke hun besad i sit indre, og som kunne holde en kæde af kugler af det pureste guld, som selv en voksen mand havde svært ved at løfte, og hun klemte af al magt, at hendes skede dog måtte passe til maharajahens sværd.

Men hendes nye styrke overgik langt styrken i maharajahens sværd, hvis klinge første blev trykket sammen, og derefter fuldstændig knust. Maharajahen brølede først i smerte, og døde dernæst af den: for igen havde han fundet det ypperste, og den smerte han følte i sin sidtse stund var den højest tænkelige.

Og maharajahen og dronning Binas søn blev den nye maharajah, og han og hans mor levede lykkeligt til deres dages ende.

Morale: Man må aldrig gå ned på lir.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.