Der var engang, i en by i Danmark, et ægtepar som hed hr. og fru Andersen. De fik en søn, Rikard Andersen - og som så mange andre forældre ønskede de alt godt for deres søn, men de var måske lidt mere entusiastiske end de fleste.

Derfor opdrog de ham til, at når han gik på fortovet måtte han aldrig ændre sin bane, aldrig gøre plads for andre, aldrig træde til side! De tænkte at med dette i bagagen skulle deres Rikard nok komme frem i Verden, og blive til noget.

I den samme by boede også ægteparret hr. og fru Jensen. De fik en søn, Viktor Jensen. Og de var ligeså entusiastiske på deres søns fremtids vegne som Andersens - og fik endda de samme idéer. Så de opdrog også Viktor til, når han gik på fortovet, at han aldrig måtte ændre sin bane, aldrig gøre plads for andre og aldrig træde til side. De tænkte også at den opdragelse da med sikkerhed måtte føre til noget stort.

Og det gik da også ganske godt for både Rikard Andersen og Viktor Jensen. Indtil de en skønne dag befandt sig på den samme strækning fortov med retning mod hinanden, i den samme bane.

Så kom de ikke længere i Verden, og de blev aldrig til noget. For de står der endnu, der på fortovet, over for hinanden.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.