Der er jo en del debat om at forbyde bankfolks bonusser fremover. Efter de senere års udskejelser og ikke mindst resultaterne af dem.

Jeg har egentligt syntes det var en lidt underlig tanke - grundlæggende fordi jeg tænkte at bankerne vel sådan set vidste hvad der var bedst for dem - hvis det virkelig kunne betale sig med de vanvittige bonusser de kan finde på at udbetale, så fred være med det.

Men efter at have set Dags Dato i aften, har jeg nok ændret lidt holdning - selvom jeg synes det er absurd at det skal være sådan.

Men Cityboy forklarede det udmærket: for wheelers & dealers'ne handlede det sådan set bare om at opnå så store bonusser fra år til år som muligt. De vidste udmærket at det de handlede var noget junk - men hvad rørte det dem, det ville nok først crashe om nogle år, og hvad så? Det værste der kunne ske var at de blev fyret, og de havde jo for længe siden tjent hvad de skulle bruge resten af livet.

Så modtagerne går efter så meget de kan, uden moral. Det er sådan set ikke overraskende.

Det der virker mere overraskende er at bankerne tilsyneladende er uden for pædagogisk rækkevidde, og ikke kan se at det er betændt miljø de skaber, og en ond cirkel ved at konkurrere på den måde; det svarer jo til at betale dem der kan pisse mest i bukserne på kortest tid mest; men det er dine bukser de pisser i.

Men problemet er tilsyneladende at det system går hele vejen op igennem hierarkiet - det kan ikke betale sig for nogen at kigge langsigtet. Hvis de bonusser så bare blev udleveret i optioner, som først kunne bruges efter 5 eller 10 år ville filosofien nok blive en anden. Selvom jeg er skeptisk.

Jeg synes det er absurd - men for mig virker det som om en form for lovgivning på området er nødvendig. Mere fornuftigt ville det muligvis være at fyre samtlige besturelser og direktioner, og derefter gøre op med kulturen. Men det går nok heller ikke.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det var en ret fascinerende Dags Dato i aften (Sex, druk og bankbonusser) - om boheme/bacpacker/hippien Geraint Anderson, der - da han løber tøt for penge - bliver foreslået at tage et job i London City.

Og uden nogen forudsætninger til at starte med tjener kassen på diverse bonusser; først og fremmest ved at gå på stripjoints med de potentielle kunder.

Men henad vejen føler han tilsyneladende en sådan lede ved det hele, at han begynder at skrive en anonymklumme om hvad der foregår: hvor korrupt og inkompetent det finansielle system er. Han vækker chok og forargelse i miljøet, men ingen ved hvem han er.

Tilsidst siger han op - efter et motorcykeluheld og en sidste bonus. Og kort efter crasher det hele.

Ret interessant historie, på godt og ondt. Så hvis den genudsendes vil jeg foreslå at se den.

Og jeg kunne godt finde på at få fat på hans bog: Beer and Loathing in the Square Mile.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

- eller ikke så forbudte.

Har lige set Dags Dato om racehunde, og det var en overraskende uhyggelig oplevelse. Overraskende fordi jeg jo godt kendte til emnet, troede jeg - og troede jeg var kyniker nok til at være ligeglad. Tænkte mest på det som en animalsk form for Bonsai - og det sidste er vel også sandt nok, men blev altså mere påvirket af det end jeg havde regnet med.

Specielt virkningsfuldt var programmets brug af 100 år gamle billeder af hvordan racerne havde set ud dengang - og så billeder af de vanskabninger der vandt konkurrencerne i dag.

Og det var virkelig vanskabninger, som ikke kunne stødte på bagbenene, eller holde ryggen fra at synke sammen, eller holde øjnene fra at få skader, eller ikke få epileptiske anfald af manglen på plads til hjernen, eller simpelthen ikke kunne trække vejret, eller ikke kunne føde børn naturligt, men udelukkende ved kejsersnit.

Alt sammen i nogle perverterede menneskers billede af hvordan den perfekte hund af den "race" skulle være - race som i sig selv omkring hunde er et meget kunstigt begreb.

Så avl og især indavl på den ene vanform efter den anden var dagens ikke blot orden, men lov.

Men det mest uhyggelige var ikke hundene - det var de mennesker som stod for dette cirkus. De overgår hvad jeg kan beskrive i deres fuldstændig perverterede tænkemåde - bortset fra igen at nævne det animalske bonsai i deres jagt på den perfekte vanskabning eller form - og så er den måde jeg ellers egentlig bedst kan beskrive det indtryk de gav mig, at de er inkarnationer af de mest karrikerede karakterer i Strictly Ballroom.

Det er næppe noget der kan lovgives omkring, og det er nok heller ikke noget der vil føre til noget - men jeg vil håbe at vi som mennesker en eller anden gang kan blive lidt klogere - og i det mindste få fortalt de folk, på en måde så de kan opfatte det, at gadekryds altså er væsentligt bedre end deres "racerene" vanskabninger.

Og det gælder i øvrigt også for mennesker.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.