Leoparddrengens
Public Key

tirsdag den 19. august 2014, kl. 09.10

Frihed, Lighed & Klædeskab

Jeg skrev i aftes lidt om Pia Kjærsgaards udtalelser i Deadline og foreslog der en demonstration med tørklæder i Gentofte - idet hun havde sagt at hun virkeligt ikke kunne forestille sig sådan en demonstration, ligesom Kalot-demoen.

Jeg synes stadig demonstrationen er en god idé, men ville måske i dag nok snarere foreslå en ordlyd i stil med dette:
Frihed, Lighed & Klædeskab

Pia Kjærsgaard har udtalt, at hun ikke kan forestille sig en demonstration til fordel for tørklædebærende kvinder i stil med den der var for kalotbærende mænd.

Det er således fristende at lave en demonstration, hvor alle bærer tørklæde i sympati med kvinder som bærer tørklæde og dagligt chikaneres både korporligt og verbalt, både på gader og stræder og fra politikere der udtaler sig i TV.

Men en demonstration udelukkende for tørklæder går i mod det der må være den væsentligste pointe: at vi alle må have lov til at være her, uanset hvilket tøj vi vælger at tage på. Og uden at nogen dømmer os ud fra viden de på ingen måde har - som at man automatisk skulle være viljeløs og underkuet fordi man vælger at gå i en bestemt klædning.

Desuden vil en demonstration udelukkende for tørklæder - med den forhistorie der har været - få det til at fremstå som om der er et modsætningsforhold mellem kalotter og tørklæder. Hvad der på ingen måde er.

Derfor indkaldes til demonstration for Frihed, Lighed og Klædeskab. Kom i godt humør og tørklæde, kalot, turban, hijab, shtreimel, fez, nissehue, wideawake hat eller hvad du nu kan finde på - for ingen skal bestemme hvad du skal have på i det offentlige rum!
Nu er idéen smidt derud. (Dette er et af de tilfælde hvor jeg kan ærgre mig over anonymitet, jeg ville egentligt godt selv gøre noget ved den.)

Jeg synes stadig Gentofte kan være en god idé for sted til afholdelse. Jeg er bekymret for om de får nok farve og morskab i hverdagen, ude i ghettoen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

0 kommentarer: