Min yngste søn har en skolekammerat - en ven - som kommer ret ofte hos os. Vi kan kalde ham Sigurd.

Jeg kan ikke lade være at se Sigurd som lidt af et fænomen.

Han har ikke styr på ret meget, men det afholder ham ikke fra at tale meget.

Der hvor han er mest bemærkelsesværdig, er hans retningssans & stedsans - eller rettere, hans mangel på samme. Vi bor i en lejlighed, hvis størrelse ikke er imponerende, og den skulle være ret let at overskue. Alligevel lykkes det ham gang på gang at gå den forkerte vej, og ind i forkerte værelser.

Den anden dag lykkedes det ham at fare vild på vores toilet i skabsstørrelse. Eller, ok, faret vild var han måske ikke, men an kunne ihvertfald ikke finde ud af at komme ud igen - han havde slået slå for, som han ikke kunne få op.

Han kommer ellers ret ofte på det toilet - hvergang han er hos os, er han ude og skide. Som regel uden at skylle ud bagefter.

Men hvor der kommer noget ud, skal der jo også noget ind. Han spiser vanvittigt meget, mindst 3 gange så meget som mine egne børn. "Jeg er sulten, jeg vil ha' noget at spise!" lyder det fra ham fra han er kommet til han er gået. Hvor han som regel vil ha' noget med på vejen, også.

Høflige formuleringer er ikke noget han går så meget op i - eller kender til - men der er vel heller ingen grund til at holde sig tilbage, hvis man vil have noget.

Hvis man taler til ham, hører han det ikke. Ikke at man bliver ignoreret på en ond måde, han hører på ikke efter. Så når jeg ind imellem har prøvet - venligt - at fortælle ham hvordan man også kan gøre, så preller det tydeligvis helt af.

Som sagt, et fænomen.

Men min yngste søn bliver ved at holde af ham. Og det er jo det vigtigste.

Og så slog det mig pludselig idag, at om 25 år er Sigurd sikkert stor politiker.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.