Når man har været så optaget af den ægyptiske/mellemøstlige/nordafrikanske opstand & revolution som jeg har været de senste 3 ugers tid, så er det godt nok noget bevægende at se billederne fra Tahrir-pladsen - som nu virkelig lever op til sit andet navn, Befrielsespladsen - i dag; eller rettere til aften.

For efter Mubaraks galimatias tale igår var der intet der tydede på, at dagen i dag skulle blive en glædens dag. Men en ting må man sige om Mubarak - han forstår at tage røven på folk.

Og efter alt hvad jeg kan tyde, er udkommet det mest positive man kunne håbe på: hæren tager magten med det formål at gennemføre en demokratisering, som vel indbefatter en ny grundlov og frie valg. Fantastisk.

Mohandas Gandhi - jeg fornemmer hans ånd

Når man tænker på det styre som har siddet, er det utroligt at det har forløbet så fredeligt. Ikke at de flere hundrede som har måttet lade livet skal glemmes, men når man tænker på hvordan det kunne være gået. Den største fortjeneste for det ligger naturligvis hos de demonstrerende, som har været forbilledlige i deres ikke-voldelighed - kun når de blev direkte angrebet af stenkastende kamelryttere hyret af Mubarak, har de måttet forsvare sig.

Så det er svært ikke også at tænke på Mahatma Gandhi - han ville være stolt af hvad der var sket.

For præcis 9 år og 11 måneder siden var det en sorgens dag, som ændrede verden til det værre. Idag er en glædens dag - med et potentiale til at ændre verden - til det bedre.

(Jeg har bemærket, at mange af Kairos broer, pladser og boulevarder er opkaldt efter en dato - gad vide hvilken som skal få 11. februar på sig?)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.