Oh crap oh fuck oh crap oh fuck

Min morfar døde for 25 år siden. I en periode derefter var det som om hans enke, min mormor, livede op og begyndte at udfolde sig.

Ikke meget underligt i det. Men efter kort tid begyndte hun ikke at kunne huske ting, og hun begyndte at gentage sig selv. Hvilket var begyndelsen på et mareridt af demens der skulle komme til at vare små ti år, de sidste fyldt med had og forbitrelse hos min mormor og spejlet i hendes børn.

Det var virkelig ikke kønt, og jeg overvejede flere gange i fuldt alvor hvordan man kunne slå hende ihjel - uden at nogen ville lide og uden at jeg ville blive busted og uden at jeg ville fortabe min sjæl for evigt. Jeg fandt aldrig en måde. Men hun døde altså i sidste ende - fik fred er ikke et forkert ord, selvom hun absolut ikke var villig til at gå.

Idag er jeg og ungerne på besøg hos min mor. Hvor vi overnatter. Hvilket hun indenfor den første halve time vi var her, talte om vel nok var godt, fordi det bliver så koldt i nat. Og talte om igen. Og igen. Og igen. Og igen. Uden erindring om at have talt om det før - selvom det burde kunne huskes da det de første gange ledte til samme joke fra den ældste (at 15 grader da lød varmt - for der blev ikke sagt minus). En joke som efterhånden stivnede hos ham i undren.

Og i løbet af aftenen har der været mange andre emner, som er blevet taget op... igen og igen.

Og jeg kender det, jeg genkender det, og er lige nu fyldt med frygt. Og jeg fatter ikke hvordan korttidshukommelsen i den grad kan forsvinde på de 10 dage der er gået siden jeg så hende sidst - hvor hun virkede frisk nok. Men lige nu virker den godt på vej væk.

Jeg kan håbe og bede til, at der er tale om en endagsforestilling. Måske tager hun noget medicin, jeg ikke kender til? Måske... jeg ved ikke.

Jeg ved hvad jeg lige nu tror. Og det var ved grød noget jeg aldrig håbede skulle ske. Aldrig, aldrig, aldrig.

Og - det er vel også noget jeg ret hurtigt må prøve at erkende - og konfrontere hende med. For muligvis er der medicin, der i det mindste kan forsinke det. Ligesom der - hvis det er havd jeg frygter - nok også er ting, det vil være godt hvis hun får gjort, mens tid er.

Og et eller andet sted, som en egoistisk ting, ligger der den erkendelse - at hvis det skete for min mormor, og det sker for min mor - hvad sker der så for mig om 20-30 år. Og hvad vil jeg gøre ved det. Og bør jeg undersøge det nu.

Men selvfølgelig er de mest umiddelbare tanker hos min mor - som jeg virkelig ikke ønsker det skal ske for, og jeg ønsker virkelig ikke mine børns billede af hende som hun har været for dem skal ødelægges, som jeg ved det vil blive, hvis det jeg frygter, sker.

[Opdatering, 3/3 2011] Her er en lidt opdateret status på det hele.