Da jeg i aftes lige tjekkede nyheder, opdagede jeg at jeg havde misset en what-the-fuck-begivenhed fra dagens løb.

En domsmand i Se & Hør-sagen, Sahar Aslani, havde fundet det smart at udtale sig om, hvilke tanker hun havde gjort sig i forbindelse med voteringen — og ting der var lagt til grund. Blandt andet at den ene tiltalte havde fået elektrochok på grund af depression.

Spoileralert: det er ikke smart. Det er faktisk i højeste grad mangel på dømmekraft. Lidt uheldigt karaktertræk for en domsmand.

Forsvarere taler allerede om mistrial. Der har jeg lidt svært ved at se den havne, på den anden side kan jeg også godt se problemer i forbindelse med en anke.

Det er fucked up. Men hvad der er endnu mere fucked up er hendes forklaring på hvor professionel hun er som domsmand:

Hun slår samtidig fast, at hun som gæst i radioprogrammet forinden havde sikret sig, at hun ikke gjorde noget forkert ved at få programmets vært til at undersøge, om der kunne være problemer.

Det fik hun at vide, at der ikke var.

Okay, som sagt, mangel på dømmekraft… Men det stopper ikke der. For hvem er det lige værten i programmet på Radio24syv var? Ingen ringere end Ditte-fucking-Okman. Mest af alt kendt for som Venstre-medarbejder ikke at kunne holde igen med sin hælden spande lort over medarbejdere i Folketinget.

Fra TV3 programmet Hjemme Hos, hvor Ditte Okman og Henrik Quortrup også har slået dres folder efter Se & Hør -sagens start.

Men før det protegé på Se & Hør under den topanklagede (og iøvrigt også tidligere Venstre-medarbejder) Henrik Qvortrup.

Hun er jo også den helt rigtige at spørge om det. God dømmekraft, dér. Til et program under overskriften Gæst i studiet er Domsmanden — som hader sladderblade.

Ditte Okman har selv udtalt sig om Se & Hør-sagen i Berlingske:

»Jeg tror sådan set, det er rigtigt nok, at man i branchen forsøger at være lidt mere bløde i kanten, end man var for tre år siden, men jeg synes nu ikke, det er en ubetinget positiv udvikling,« siger Ditte Okman.

»I dag er sladderbladene blevet lidt for tandløse til min smag. Det pæne ugeblad er bare ikke lige så interessant som det frække. Så kan jeg jo ligeså godt spare de 30 kroner om ugen og gå på de sociale medier for at se, hvad de kendte skriver af pæne ting om sig selv,« lyder det fra Radio24syvs ukronede sladderdronning.

Nå, men det kan man jo så alt sammen tænke sit om.

Læg så dertil disse observationer fra Christoffer Guldbrandsen (de er fra Facebook, så intet link):

Man kan let blive lidt småkonspiratorisk. Det er der nok ingen grund til — der er i det store hele nok mest af alt bare tale om skorpioner.

Men fuck da for en dømmekraft.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er lige blevet færdig med at se den britiske mini-serie Paranoid på Netflix.

Den var jeg ret hurtig til at begynde at se, da Netflix sendte mig en mail om at den var kommet på, da jeg kunne se Indira Varma havde en større rolle i den. Hende har jeg haft et godt øje til siden jeg så hende i Rome, og stadig efter hun også kom med i Game of Thrones.

Jeg var så også ret tæt på at stå af igen efter ét afsnit, for hold kæft hvor er de underlige alle sammen. (Og det tror jeg mange har gjort — jeg tror at det er forklaringen på den meget lave karakter på IMDb.)

Men heldigvis blev jeg hængende. Og, jo, folk (og historien) vedbliver at være underlige — men når man bliver tunet ind på serien bliver karaktererne og deres excentriciteter og galskaber ret underholdende.

Egentligt er den en krimi; jeg tror endda markedsføringen prøver at gøre den til en thriller, men det er da langt fra.

Men ihvertfald: det starter med et mord. På en legeplads. Og det skal jo så opklares af den lokale politistation, hvis ansatte virker til allesammen at være småskøre (for ikke at sige storskøre). Det er de så ikke ene om; stort set alle er ude på nogle overdrev — ikke mindste psykiateren. Nogle er på piller, nogle er ikke…

Og det viser sig at være en stor del af humlen, det med pillerne. De trækker et spor til Düsseldorf, hvor de også er skøre, men muntre.

Anyways, herligt skuespil (Polly Walker, også Rome, kommer også med i en mindre, men overbevisende rolle), weird manuskript (der er stadig ting jeg undrer mig over) og pudsig produktion. Som jeg efter et par afsnit virkeligt morede mig over.

Men som starter skævt, lige på — og derfor kan filmen let knække for en. Det er nok også grunden til at jeg skriver dette indlæg, for det er lidt synd hvis ingen kommer videre. Og ihvertfald synd med så lav karakter.

For den kan man bestemt godt se, for underholdningens skyld. Men det hjælper sikkert at være på piller.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er ikke så ked af afskaffelsen af PSOen. Og her står jeg muligvis lidt alene i forhold til dem jeg normal er enige med i klimaspørgsmål.

Og jeg er da på ingen måde heller ekspert på området, så der er sikkert en del argumenter jeg ikke rigtigt har forstået…

Men for mig giver det god mening at få prisen på strøm ned — på sigt er det strøm vi skal over og bruge, det er her vores ikke-fossile energi leverer, og det skal vi selvfølgeligt udnytte.

Så PSO-princippet, hvor man omfordelte udgifter indenfor strømsektoren gav for mig at se ikke meget mening i det lys; den gjorde bare hele sektoren dyrere (udover, indrømmet, at skaffe penge til at det er en fornuftig forretning at lave vindmøller og solceller).

Et højere elforbrug vil dertil have den effekt, at prisen på el vil stige, fordi efterspørgslen er steget. (Altså afregningsprisen, ikke den forbrugerne betaler.) Det vil alt andet lige også være til fordel for vindmøller og solceller, m.v, da de dermed kan forblive mere attraktive også efter at statstøtten bortfalder. Og dermed mere attraktive at investere i.

Jeg synes så at regeringens argumenter for det har været uholdbare og manipulerende; for eksempel den med at det skyldtes en ordre fra EU passede jo ikke, det kunne snildt justeres, hvis man ville det. Men det er naturligvis altid lettere at sige at noget er EUs skyld, og så slipper man også for den diskussion.

Og at energiministeren så ville gøre det blandt andet ved at stoppe for kystnære vindmøller, var jo helt hen i vejret — hvis det skal give mening at bruge mere el, er det fordi det skal være så klimavenligt som muligt. Så vi skal snarere accelerere omstillingen end sætte hindringer i vejen. Omstilling til el, samtidigt med at en større og større del af elproduktionen bliver CO2-fri er noget der virkeligt vil batte.

Og der synes jeg så det er synd, at man ikke har taget skridtet fuldt ud. For man kunne sagtens have bibeholdt PSO-tanken; at den forurenende del skulle betale — blot ved at brede det ud, så det ikke kun handlede om strøm.

Således at omstillingsudgiften — som nu hovedsageligt er lagt over på bundskatten —i stedet hentes fra afgifter på kul, olie, benzin, naturgas; alle de fossile kilder.

Så ville der blive dobbelt incitament til at skifte over til strøm, ligesom kulkraftværker ville blive (endnu) mindre attraktive. Og elbiler ville ligeledes få et ordentligt boost, hvis prisen på el falder, samtidigt med at benzinafgifter får et hak opad.

(Desuden ville man slippe for at skulle forhandle omstillingspenge på finansloven hvert år, som også er anke mod afskaffelse af PSO'en, da det i hvert fald en årrække kunne være automatisk at penge til omstilling flyttes over på stigende fossil-afgifter.)

Det ville kræve politisk mod, for der er vist stadig mange som mener at en lav benzinpris er det fedeste verden kan tilbyde. Men vi skal til det på et tidspunkt, vi skal af med det benzinlort, og des før des bedre.

Så nu er der taget et halvt skridt, og det kunne have været et meget sortere skridt. Men kan vi ikke nok gennemføre skridtet, så vi gør de forurenende kilder mere uattraktive?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

(uddrag fra kapitlet Krystalliseringen, fra bogen Dommerens Første Periode, udgivet af Nationalmediet 2027)

[…]
Hvilket bringer os frem til juni 2017. Præsident Trumps reformer var begyndt at virke, arbejdet med de nye miner i Appalacherne var undervejs, og efter importstoppet for udenlandske biler kom der atter gang i fabrikkerne omkring Detroit. Ikke mindst efter det kom frem at Teslas-fabrikkernes batterier var en latent eksplosionsfare, og der blev nedlagt forbud mod salg af elbiler, indtil man kunne finde ud af hvad der foregik.

Så optimismen prægede den ellers så hårdt prøvede amerikanske befolkning — man følte at Obama-årenes åg nu ikke længere hvilede om skuldrene, og der var lys forude. Og man glemte at være vagtsom!

For da var det det skete — angrebet på Trump Tower i New York, den 14. juni 2017, da en bombe eksploderede i Atriumet i dette symbol på Amerikas storhed. På selve Dommerens fødselsdag. En hån.

17 amerikanere blev dræbt, 67 såret (og paradoksalt nok blev også 5 muslimer dræbt). Det varede dog ikke længe før chefen for Homeland Security kunne fortælle, at angriberne var blevet identificeret som en celle af den hidtil hemmelige terrorgruppe I Kalifat for Martyriet, og dræbt — nogle af dem var syriske "flygtninge" med falske pas, kom det frem, men mere skræmmende var de fleste amerikanske muslimer, som ikke havde udvist tegn på radikalisering.

Og hvad værre, var, der var tydelige tegn på, at de var del af et vidt forgrenet netværk.

Der blev straks indført undtagelsestilstand, og myndighederne beroligede med, at de allerede var igang med at optrevle dette netværk.

Men det var et wake-up call for den amerikanske befolkning. Man havde — baseret på liberal propaganda — troet at truslen fra muslimerne var isoleret til en forholdsvis lille radikaliseret gruppe, men nu stod det klart at den var allestedsnærværende. Dette førte til kaotiske scener, da amerikanere i selvforsvar begyndte at jage muslimer overalt i landet — politiet stod magtesløse overfor at skulle splitte parterne ad.

Da var det, at Præsident Trump. Dommeren,holdt sin tale den 20. juni 2017. Hvori han redegjorde for, at den amerikanske befolkning nu var blevet krystalliseret som en krystal; at det nu ikke længere handlede om blot America First, men om America Only; og at han nu ville indføre det, som fremsynede amerikanere — ham selv indbefattet — længe havde talt om, sikkerhedslejre for muslimer.

Ikke kun for amerikanernes skyld, men mindst lige så meget for muslimernes.

Dette gjorde befolkningen tryg igen, da lejre i rekordfart blev opført i Indianerreservater (hvis juridiske status gjorde at man kunne agere mere smidigt) over hele landet, blev indrettet til de muslimer der ikke var mistanke til; og lejren på Guantanomo, samt en ny og større på Guam, blev indrettet til Opklaringslejre, hvor de der var mistanke til, herunder de muslimer som ikke frivilligt tog med i Sikkerhedslejre, kunne afhøres nærmere.

Endvidere åbnede undtagelsestilstanden op for, at man kunne sætte ind overfor de som propaganderede i mode Amerikas Sikkerhed, og ligeledes anbringe disse propagandister i Sikkerhedslejre. Det viste sig hurtigt nødvendigt, da flere liberale propagandister prøvede at fremføre konspirationsteorier uden hold i virkeligheden, om at man ikke havde nogle beviser for hvem der egentligt stod bag angrebet på Trump Tower; nogle påstod endda at Præsidenten skulle have brugt det til forsikringssvindel, blot fordi han som en naturlig manøvre et par uger før havde hævet policen på området.

Men heldigvis var det nu også muligt hurtigt at få sat en stopper for disse utryghedsskabende elementer. Der var selvsagt ingen internet i Sikkerhedslejrene.
[…]
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hvis jeg nu måtte stemme til det amerikanske præsidentvalg, hvad ville jeg så egentligt stemme? Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv undervejs i valgkampen, og jeg har været lidt spændt på svaret, for jeg har følt det måtte komme lidt an på hvordan tingene lå.

Svaret kan måske lyde enkelt: det handler først og fremmest om at den orange kæmpebaby ikke skal komme til. Men: det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke just er fan af Hillary Rodham Clinton. Noget som på ingen måde har ændret sig undervejs i valgkampen. (Så var jeg også blevet for alvor overrasket.)

Så hvad ville jeg stemme?

Svaret må blive: det kommer an på. An på hvor jeg skulle stemme — i hvilken stat. For det amerikanske valgsystem, der er ganske vanvittigt, gør det til en nødvendig overvejelse.

I langt de fleste stater ville jeg dog stemme Jill Stein. Man kan sige meget om hende, og som præsident ville det nok gå hen og blive ret kokset. Men hun står for en del værdier, som USA i den grad har brug for. Rettigheder, fordeling og grønt. Hende ville jeg stemme på, hvis jeg for eksempel skulle stemme i Californien, Washington eller New York; de mest sandsynlige steder for mig at bo i USA, tænker jeg. Stater som helt sikkert går til Hillary.

Men jeg ville også stemme på Jill Stein, hvis jeg stemte i Mississippi eller Louisiana, eller andre af de stater der helt sikkert går til den orange kæmpebaby.

Kun i Ohio, Florida eller en af de andre få svingstater, ville jeg ende op med at stemme på Hillary. Nødtvungent, og jeg ville have det virkeligt dårligt med det — og nok kaste lidt op bagefter. Men jeg ville gøre det. Fordi alternativet, at den orange kæmpebaby skulle vinde der, er for forfærdelig en udsigt.

Og så er der pudsigheden, Utah: her ville jeg stemme på mormonen Evan McMullin — der på landsplan ikke har en chance for noget som helst, men i Utah har en chance for at slå kæmpebabyen og score statens 6 valgmænd. (Det kan så føre til andre interessante situationer længere nede ad vejen, men vil alt andet lige være en kæp i hjulet for den orange befamler.)

At amerikanerne stadig (på nær få stater) kører med winner takes all på deres valgmænd er grotesk; ja hele valgmandsystemet er langt ude.

Jeg mener jeg læste i år 2000 — i balladen om Gore og W. Bush — at det oprindeligt var lavet som værn mod at en populist skulle kunne narre folket. Hvis det var sandt, kunne valgmændene jo passende træde i karakter i tilfælde af en Trump-sejr; men det tror jeg nu ikke meget på de ville gøre. (Omend det måske kan komme på tale, hvis den voldtægtssag mod Trump der starter den 16. december har noget på sig.)

Edsvoren udtalelse i sag om voldtægt af mindreårig af Trump og Epstein, der kommer for retten efter valget. pic.twitter.com/MawtXxBLYF

— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) 1. november 2016

Jeg ledte efter noget baggrunden for dette system med valgmænd, men stødte i stedet for på dette forsvar for det. Skrevet af en amerikansk circuit judge og jura-lektor. Og det er fuldstændig ude i hampen i sine argumenter.

Systemet er så skørt at der er lavet en app, så de der vil undgå kæmpebabyen kan bytte stemmer mellem staterne, så de kan stemme på hvem de ønsker, og stadig bremse kæmpebabyen i svingstaterne. Absurd, men skulle jeg stemme i en svingstat ville jeg nok også prøve den.

Og resultatet af det hele? Ja, jeg er jo nødt til at håbe og heppe på Hillary i nat. Selvom jeg virkeligt ikke bryder mig om det. Men det andet er trods alt værre.

Jeg tror nu nok det skal gå. Jeg håber så også at det bliver et så slemt valg for Republikanerne, at de ser at det ikke er en farbar vej, den racisme/fascisme/vanvids kurs de er slået ind på.

Det bedste der kunne ske ville nok være at Hillary vinder, og GOP ender med at splitte fra hinanden, og at det betyder at amerikanerne langt om længe indser at deres valgmandsystem & winner-takes-all ikke længere kan bruges.

Men det er nok lige utopisk nok. Ligesom at Jill Stein skulle få ret mange stemmer.

Men man har da endnu lov at håbe. Hvis kæmpebabyen kommer til bliver det nok forbudt.

[Opdatering: Læs også Peter Kofods indlæg om hele (fra)valget.]


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dette tweet fra Kaare Sørensen dukkede idag lidt tilfældigt op i min strøm:

@brianweichardt Interessant tanke: Så medier skal ikke have blogs?

— Kaare Sørensen (@KaareSorensen) 4. november 2016

Spørgsmålet var del af en længere diskussion (som jeg slet ikke var involveret i) om især politikere og blogs, og det forekommer mig at spørgsmålet er retorisk — for som jeg læser det er tanken om at medier ikke skal have blogs utænkelig.

Muligvis læser jeg det forkert — men jeg vil under alle omstændigheder prøve at svare: Nej — medier skal ikke have blogs. Politikere eller ej. Det er en uskik.

Og det er sådan set noget jeg har ment længe; det at medierne begyndte at køre blogs for særligt indbudte har været skadeligt både for blogs og medier. Jeg kan ikke helt regne ud, hvad bevæggrunden har været oprindeligt for at aviserne hev blogs ind. Måske skyldtes det blogs pludselige popularitet og so ein ding; eller måske så aviserne det som en billig måde at få skrevet klummer.

I hvert fald kunne nogle indbudte nu få lov at skrive deres tanker,med rimelig sikkerhed for at de ville blive læst af en del, i og med link til deres stuff ville komme på hovedsiden af avisens site; og avisen kunne få dejligt content, der endda ville blive læst & klikket på af mange, hvis de valgte de rigtige bloggere.

Og det lyder jo som en win-win, ikke sandt. Så hvad er problemet?

Der er en del. Efter min mening.

Det første problem er, at de folk der indbydes til at blogge, for det meste slet ikke er bloggere. De skriver ikke fordi de har noget de må ud med; de skriver fordi de har fået en platform foræret til promovering. (Havde de skrevet blogs i forvejen, som var blevet syndikaliseret, havde det derimod været helt fint for mig.)

Det andet problem er økonomien. Medierne er kommet til at elske de bloggere som skaber "debat" — ikke fordi de skriver godt, sandt eller intelligent og bringer os nye steder hen. Men fordi de skaber klik. Klik, klik, klik. Og hvert klik er penge ned i en stadigt tommere kasse.

Nogle aviser er bedre til at styre det end andre — Berlingske er uden tvivl de værste i klassen. Men for alle gælder at den økonomiske interesse ikke ligger i noget så højpandet som kvalitet af bloggerne, men i hvor mange klik de kan skabe.

Det tredje er det redaktionelle ansvar, som medierne fralægger sig ganske. For der er jo tale om en blog. Det høres igen og igen, når en avis spørges hvordan de dog kan lægge virtuelt papir til had, løgn, paranoia, mere had, mere løgn. "Det er en blog, vi redigerer ikke."

Jamen, så skal I sgu ikke bringe det. Det er så forbandet hyklerisk & ansvarsforflygtigende. Enten er det noget i står på mål for — eller også skal I ikke bringe det. Kraftedderhelvede.

(Og så siges det iøvrigt ofte at det er tydeligt at der er tale om en blog, ikke en del af avisen. Det synes jeg så meget sjældent er tydeligt. Især ikke i mobilversioner.)

At blogverdenen langt fra er hvad den har været, vil det nok være for meget at klandre medierne og deres brug af blogs for, omend jeg tror de er del af det; fordi en blog for mange i dag står som værende en klummeskriver i en avis. Men der er problemet nok mere, at Facebook har ødelagt og kannibaliseret.

Men overordnet har blogs på medier efter min mening ikke først noget godt med sig. Heller ikke selvom der er blogs og bloggere jeg gerne læser og får noget ud af; dem læste jeg hellere andre steder. Og heller ikke selvom nogle medier er bedre til at håndtere blogs end andre. Det handler om klik, klik, klik. Og er med til at ødelægge mediers redaktionelle troværdighed.

Så, ja luk for jeres blogs, kære medier. De af jeres bloggere, der for alvor har noget på hjerte, har masser af steder at udgive deres tanker, åbent for hele internettet og gratis. Og hvis de virkeligt er værd at læse, skal de såmænd nok også blive læst.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.