Så er ugen ved at være overstået, hvor man, hvis man er kommet forbi TV2 har skullet slalome imellem forfærdelige sygdomshistorier, underholdning og vild med dans, hvor aldanskens kendisser er med, og lodtrækninger om fossilbiler.

Nej, Knæk Cancer på TV2 er ikke et kønt syn. Men det er ikke det jeg mest har i mod det.

Det er heller ikke det faktum, at det lanceres som et godgørende program, når sandheden er at kræft rammer os alle, og det inderst inde er vores egen dødsangst vi prøver at betale os fra.

Eller for den sags skyld at grunden til at kræft er sådan en alvorlig sygdom for os, er at vi har behandlet os ud af stort set alt andet, og at vi bliver så meget ældre i dag. Døden skal jo for pokker have en årsag. Og, ja, kræft rammer også unge, og det er en tragedie, men hovedparten af os har altså fået kopieret vores celler til overflod før det sker..

Men et show som Knæk Cancer er demonstrativt for hvor mange ressourcer den sygdom får lov at suge til sig, båret af vores alles dødsfrygt og en exceptionel succesfuld lobbyforening i form af Kræftens Bekæmpelse.

Jeg mærkede det selv, da min mor blev syg. Hendes symptomer var heftige, men diffuse, og virkede mest som noget med senilitet. Et område som ikke ligefrem oversvømmes med midler. Så alene det at få en tid, hvor nogen i sygehusvæsnet kunne kigge på hende, var der tre måneders ventetid til (dette var i 2011, så det ville muligvis ikke være sådan i dag).

Jeg fik kæmpet for det, for den var helt gal med hende, og fik vist ventetiden ned på 1½ måned. Men det hjalp ikke meget, for mellem hver ny undersøgelse var der en evighed.

Selv ikke da hun gik i coma og røg på intensiv blev der brugt ressourcer på at finde ud af hvad der egentligt lå til grund.

Men da en PET/CT skanning efter 3-4 måneder, efter vi først havde fået lov at komme i kontakt med systemet, viste at det hele visnok skyldtes lungekræft… ja, så kom der andre boller på suppen.

Så var det næsten ikke til at følge med i undersøgelser & udredninger — hvoraf mange var overflødige, for vi havde allerede været dem igennem i snegletempo, men sådan er det med pakkeløsninger — og inden for 3-4 uger var hun i kemo- og strålebehandling, og der blev brugt en masse ressourcer på hende, og det er jeg meget taknemmelig for, og hun var i klar bedring, inden det et halvt år senere viste sig at det hele var metastaseret i hjernen og hun døde på et par uger.

Så jeg oplevede i den grad forskellen i vores sundhedsvæsen på om man sagde kræft eller ikke kræft.

Jeg fik virkeligt meget sympati for en masse sundshedspersonale, både blandt dem der arbejdede med kræft og dem der ikke gjorde. (Og, ok, så ver der også et par idioter, som jeg stadig i dag forbander langt væk. Men i det store hele.) Så det handler ikke om dem, men om den måde vi forvalter ressourcer.

Og jeg følte hvordan kræften har udviklet sig til noget, der vokser og suger til sig fra det omliggende sundhedsvæsen, så meget at det kan hæmme bekæmpelsen af den.

Og derfor hader jeg Knæk Cancer.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg første hørte at HBO var igang med at lave en serie baseret på den gamle, semi-klassiske Science Fiction film Westworld, syntes jeg det lød interessant, men så heller ikke mere.

Det var først da jeg for nogle måneder siden stødte på et interview med en af hovedrolleindehaverne i serien, Evan Rachel Wood, at jeg fik fornemmelse af at det måske var mere end blot… interessant. (Og, ja, jeg ved godt interviews gerne må skabe hype, men jeg fornemmede nu en ærlighed, som jeg i det hele taget finder hos hende. Har fulgt hende på twitter et års tid.)

Sister Babe Knudsen introducerede Westworld

Så jeg har gået og glædet mig til det skulle blive start oktober pænt længe. Og fik så muligheden for at komme ind og se premiere-afsnittet i Imperial i dag. (Man kunne godt have fortalt mig det var en decideret gallapremiere med rød løber og fotografer, så skulle jeg nok være kommet i leoparddragt!)

Og det er en lettere opgave end normalt at fortælle indtryk, for jeg er normalt meget undvigende i forhold til at fortælle selv basale ting om historien, da jeg ikke vil spoile noget. Men når serien er baseret på en 40 år gammel film, kan man vel godt slippe afsted med at fortælle hvad grundkonceptet er: Westworld er en forlystelsespark, hvor folk i dyre domme kan tage hen og opleve en tur i det vilde vesten. Og der er befolket med menneskelignene robotter, så du kan skyde beboerne som du lyster. Eller gøre andre interessante ting med dem. Og naturligvis går det hele på et tidspunkt galt. (Jurassic Park med robotter; eller snarere omvendt, da Michael Crichton lavede Westworld længe inden han skrev Jurassic Park.)

Den oprindelige film husker jeg (omend det er længe siden jeg har set den) mest af alt som en forgænger til Terminator.

Men allerede fra seriens første øjeblik drages tankerne snarere hen på Blade Runner; det lyder næsten som er vi havnet i en Voight-Kampff-test.

Og selv om jeg var særdeles interesseret i handlingen på lærredet, sattes mine tanker undervejs igang: fra hvor kunne det være fedt at være gæst i sådan en park — ikke nødvendigvis for at skyde eller kneppe nogen, men for det fuldstændige rollespil, over ville være interessant at skulle programmere de storylines de skal følge, må være meget som level-programmering i et CRPG, til hvordan kan man som gæst være sikker på man ikke er vært [værter er seriens betegnelse for androiderne/robotterne], det er sgudda Paint It Black og fuck, der kommer mange lag i det her!

Netop det sidste synes jeg meget man fornemmer. Det her er ikke gjort med et Spartacus-lignende robotoprør, og lidt bugs værterne har svært ved at håndtere.

Vi skal dybere ind — helt ind i sindet. Og dertil kommer intriger i parkens ledelse, en skjult dagsorden, Asimov og filosofi. Og vi er ikke engang kommet igang endnu, så vi har ikke fået nogen J.J. Abrams what the fuck-øjeblikke endnu, men vi ved det kommer.

Den levede op til mine forventninger for første afsnit. Jeg glæder mig helt vildt til næste mandag. Og jeg tror den ender med at blive større end Game of Thrones. Ihvertfald for mig.

Produktion og cast er der naturligvis ikke en finger at sætte på, det skriger blot på mere. Dobbelt-plus-godt.

[Skal måske lige gøre opmærksom på at jeg ikke fik billet tilgengæld for anmeldelse, dette er skrevet helt på eget initiativ. Billetten havde jeg også fået som almindelig dødelig!]
Ceterum censeo Facebook esse delendam.