Shimon Peres døde i nat. Ham kan man sige meget om, Rigtigt meget. Jeg vil dog i dagens anledning afholde mig fra det meste, og blot huske den idé jeg havde om ham gennem 80'erne og ihvertfald første halvdel af 90'erne, hvor han for mig fremstod som det bedste bud på fred Israel havde.

Og det var han nok også — men en fredens mand kan man kun kalde ham, hvis man vælger at lukke øjnene for en masse andet. Og det kan vi jo så godt lege at vi gør i dagens anledning.

Men med Peres' død er alle de tre ledere, der sammen modtog Nobels Fredspris i 1994 for deres arbejde for at skabe fred i Mellemøsten ovenpå Osloaftalen, døde.

Og så tænker jeg, at det måske er tid til et fordomsfrit kig på den Osloaftale de var sammen om, som I en periode gav næring til håb om en holdbar, fredelig løsning.

Kan vi ikke, please, erklære den lige så død?

For den — og tankerne om en tostatsløsning — har ikke tjent til andet end forværrede forhold for palæstinenesere, og mere og mere frygt og had mellem befolkningsgrupperne i Israel/Palæstina. Og mest af alt har den tjent som en sovepude for det internationale samfund, især EU, som har undslået sig enhver form for handling med at de ikke ville lægge sig i vejen for fredsprocessen.

Hvilken fredsproces? Der er intet sket i 15 år. Og i Oslo — der i starten af 90'erne — lå en deadline der hed, at man skulle komme videre fra den foreløbige aftale den var indenfor 5 år; for man var udmærket klar over at den var komplet uholdbar i længden.

Men tiden er gået, med "status quo" — et status quo hvor Israel & bosættere langsomt, men sikkert, tvinger palæstinenserne til at bo i stadig mindre og mere isolerede enklaver.

Alle og enhver ved, at det der måske i 1995 kunne forestilles at blive "en levedygtig palæstinensisk stat" i dag er en utopi. Selv hvis der nogensinde skulle blive en palæstinensisk stat, vil den aldrig kunne blive levedygtig på andet end Israels nåde & barmhjertighed.

Og selv det er der på ingen måde udsigt til — for er der noget der passer Israel er det status quo. De har altid levet fint med dualiteter, og elsker at de med de palæstinensiske områder kan bruge både love fra det Osmanniske Rige, Jordan i 60'erne eller israelsk millitærret — alt efter forgodtbefindende.

Så, please, mens vi nærmer os 50 året for besættelsen, erklær Oslo død, erklær fredsprocessen død. Fortæl Israel, at de enten må rømme de palæstinensiske områder fuldstændigt (herunder naturligvis Østjerusalem) og betale erstatning for de ødelæggelser de har forvoldt, eller annektere de besatte områder — med fuldt statsborgerskab og lige rettigheder til alle nuværende og fordrevne beboere.

Det vil der garanteret være en masse mennesker — på begge sider — som ikke er interesseret i. Men det er den eneste vej ud af den konstante etniske rensning der er pågået siden Israels udråbelse — som vi alle sammen er medansvarlige for.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nu hvor Caroline Wozniacki atter klarer sig godt på tennisbanen i US Open, er der nok atter en eller anden som får interesse for spillet. Og så måske undrer sig lidt over, hvor de underlige udtryk og regler for pointgivning dog stammer fra.

Og ofte er det svært at få svar på det, og får man endeligt noget bliver det ikke til så meget andet end "fordi de er skøre, de englændere!".

Men der er faktisk mening i galskaben; for at forstå den må man imidlertid dykke ned i historien, og se hvad sporten kommer af.

Tennis hed slet ikke tennis til at starte med, og var ikke et boldspil. Det var snarere en slags fangeleg, opfundet af den normanniske første Jarl af Tennys, i grevskabet af samme navn, på grænsen til Wales.

Man mener det er opstået  i slutningen af det 11. århundrede: som del af at vise sig som herrefolket overfor angel-sakserne havde normannerne taget en del skikke med sig fra kontinentet, herunder droit de seigneur - måske bedre kendt som first night,  at når en kvinde blev gift, skulle hendes bryllupsnat foregå med den lokale lord, ikke med gommen.

Dette gad Lord Tennys ikke — om han ikke var til kvinder, eller bare ikke kunne overkomme det melder historien ikke noget om — så istedet udviklede han legen A Gayme of Fyrst Servyce, som hans riddere kunne deltage i; og vinderen fik så retten til bryllupsnatten.

Deltagerne blev inddelt i par, der skulle dyste mod hinanden, og gik simpelthen ud på at den ene (catcher'en) skulle prøve at fange den anden.

Lykkedes det fik den fangne lagt lodder for 15 pund i en sæk han bar på ryggen; lykkedes det ikke fik catcher'en lagt 15 pund i sin sæk.

Så var stillingen Love-Fifteen til den ene: Love som symbol på hvad der var i vente, og Fifteen angav vægten den anden bar i lodder. Derefter skiftede de, så den anden blev catcher.

Vandt man igen en runde kunne man vælge selv at få fjernet lodder for 15 pund (hvis man havde nogen), eller tilføje den anden 15 pund (mere).

Man kunne kun vinde hvis man vandt en runde ved stillingen Love-Fortyfive; altså hvis man ikke selv havde nogle lodder, og den anden bar på 45 pund. Når man vandt gik man så videre og mødte en anden vinder, indtil kun én stod tilbage — og denne kunne så se frem til bryllupsnatten.

Femogfyrre pund viste sig imidlertid i praksis hurtigt at være for meget, kom man hertil havde man de facto tabt, det var for tungt at rende rundt med. Så man satte denne vægt ned til 40 pund, så der i det mindste var en teoretisk mulighed for atm man kunne komme tilbage.

Nogle gange kunne en match dog vare meget længe, hvorfor en dommer kunne erklære at de to kombatanter skulle bindes sammen med et 15 fod langt reb. De blev så bundet sammen med nogle meget udførlige og specifikke knob, som godt kunne tage noget tid at lave. Imens blev der så serveret forfriskninger både til tilskuere og deltagere, hvilket blev kaldt et tie break, en bindingspause.

En noget mere grusom variant af legen blev indført af Jarlens uægte barnebarn, en bastard ved navn Ramsay. Her var det ikke privilegier man kæmpede om, men overlevelse! Tilfangetagne walisere blev sat til at kæmpe mod hinanden, efter nogenlunde samme regler. Men nøgne. Og vægten der blev tilføjet var ikke 15/30/40 pund, men 15/30/40 unser — en vægt, som blev fastgjort til fangens kønsdele; efter eget valg kunne disse fastgøres til penis (kaldet ace), eller testiklerne (kaldet deuce). Tabte man en runde blev man henrettet. Det er også fra denne udgave udtrykket New balls! oprindeligt stammer.

Heldigvis var det ikke en variant der overlevede; og det gjorde Ramsay iøvrigt heller ikke længe.

Men der skete også forandringer med den oprindelige sport; som normannerne faldt til i England blev de også mere satte. Så i stedet for at løbe efter hinanden blev spillet til en form for stikbold, hvor man kastede bolde efter hinanden på skift: ramte man talte det som at man havde fanget, undgik den anden (eller greb han) blev kasteren (som dog stadig blev kaldt catcher) dømt til at få lodder.

Spillet blev nu også spillet for sjov, altså uden at det nødvendigvis handlede om en bryllupsnat med en ungmø, og denne skik blev da iøvrigt også snart afskaffet, men da levede spillet videre selvstændigt.

Og bredte sig efterhånden til andre dele af England, her blev det blot kaldt A Game of Tennys, og service gik istedet ind og blev det man kaldte når man måtte kaste bolden.

Snart fandt man på at slå med en form for bat, istedet for at kaste bolden, og det var nu battet man kaldte en catcher — og istedet for at gribe bolden, kunne modstanderen så slå den tilbage efter den der havde service med sin catcher. Og ret snart gik man væk fra at skulle ramme hinanden, men blot holde bolden indenfor en bane. Og man droppede lodderne, og spillede istedet om point. Og så gav det mere mening at man spille om at få point, istedet for om at prøve at undgå at få dem. Men love, 15, 30 og 40 holdt man fast i — hvorfor skulle man da også lave om på det?

Efter man også fandt på at indføre et net lignede det faktisk ret meget det tennis vi kender i dag.

Endnu en variant af tennis blev afprøvet i starten af det 19. århundrede, det var en pudsig blanding af
tennis og fodbold (som gik under navnet Tennis-Soccer Wembleydon Rules). Den gik hurtigt i sig selv igen, men gav alligevel navn til både det engelske nationalstadion, Wembley, og Wimbledon. (Man mener iøvrigt at tvillingetårnene på det oprindelige Wembley var en henvisning til det oprindelige dobbelt-falliske symbol for Lord Tennys' leg: to penisser der kæmper om retten til bryllupsnatten. Idag bruges naturligvis istedet et par krydsede ketchere, men betydningen er klar nok.)

De nutidige regler for tennis er i deres første udgave nedskrevet af Lord Tennyson (selv en fjern slægtning af den oprindelige første jarl af Tennys). Og man mener da også at hans berømte linjer:

'Tis better to have loved and lost
Than never to have loved at all

er en reference til det oprindelige A Gayme of Fyrst Servyce.

Jeg håber meget at denne lille gennemgang har været lærerig for dig, kære læser, og at de fornøjelige tenniskampe giver meget mere mening fremover! Hvis du følte dig oplyst af dette indlæg er der flere lignende oplysende historier i min bog, Til almeen Dannelse.

Og her findes iøvrigt: kildemateriale og noteapparat.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.