Leoparddrengens
Public Key

søndag den 30. november 2014

Fraklip

Ingen kommentarer
Jeg optræder i Politiken i dag — i en artikel om TV-serien 1864 og online-had imod den. På den baggrund var det måske ikke så underligt at det meste jeg skrev blev klippet fra, for jeg var egentligt slet ikke så meget med på basispræmissen. At det skulle være hatewatching vi praktiserer på #mallebrok, for eksempel.

Nåmen, altså, det jeg bliver citeret for er: "For mig gik der lidt sport i at pushe #mallebrok," skriver Leoparddrengen til Politiken.

Det startede egentligt med at Ditte Giese kontaktede mig og ville høre om jeg var med på at besvare nogle spørgsmål, da jeg var den der havde startet #mallebrok, "som det der bliver brugt til sarkasme og kritik af serien".

Det var jeg med på, men måtte specificere at jeg mente basispræmissen var forkert:
Jeg vil gerne understrege, at jeg er meget uenig i at #mallebrok er det hashtag der bruges til kritik. Det er muligt det har været sådan de seneste afsnit (jeg har stort set ikke kigget på #1864DR på det seneste), men i hvert fald de første 3-4 afsnit var #1864DR der hvor de virkeligt DR- og Bornedal-hadske ting foregik, og hvor der blev jamret & politiseret over det ene og det andet. Hvor #mallebrok mest var good fun. Hvilket jeg da også konstaterede (og lagde op til) nogle gange:


Men det er meget muligt, at haderne er dem der stået af på #1864DR (det er jo væsentligt mindre brugt end i starten, i modsætning til #mallebrok), så billedet i dag er anderledes. Men det var i hvert fald ikke udgangspunktet, tværtimod.

Selve Q&A-delen blev så:
Som observatør og flittig bruger af Twitter – hvordan har du så opfattet modtagelsen af 1864 på de sociale medier?
Det jeg har set — forventeligt. Men for at være helt ærlig, er det begrænset hvor meget jeg egentligt selv læser af hvad der sker når der sendes nyt afsnit. Jeg koncentrerer mig om at livetweete, hvis jeg overhovedet reagerer på noget er det svar på/mentions af mine tweets. Jeg kommer vist op og laver et sted mellem 30-50 tweets i løbet af et afsnit, så er det altså begrænset hvad der kan lade sig gøre at følge med i derudover, når man også skal have bare et halvt øje på fjernsynet.

Men hvad angår modtagelse må man huske på at der var kridtet op allerede inden første afsnit blev sendt, for eksempel med DFs (og en historikers) udmelding om det helt fejlagtige i at der optrådte sigøjnere, da de først kom til siden. Det havde vi da på twitter moret os en del over, da de da vist havde glemt at spørge dem selv: på romaernes hjemmeside fremgår det at de har været her siden det 16. århundrede, ligesom der da også har været tatere endnu tidligere.

Så der var vel på et eller andet plan lagt op til at serien skulle blive kampplads for en forskruet værdikamp.


Vil du betegne det som en slags hadekampagne?
Igen er det begrænset hvor meget jeg egentligt har set. Måske var der lidt på #1864DR de første afsnit (hvor jeg skimmede dem efter afsnittene, og var lykkelig for at #mallebrok ikke var sådan), men grundlæggende mener jeg snarere der var tale om førnævnte kampplads. Forskruet, ja, og ikke specielt kønt, men synes ikke man kan sige det var en hadekampagne mod serien, den var blot en anledning.

Senere er de fleste ideologer vist heldigvis faldet fra, og det sjov vi siden har haft mener jeg ikke på nogen måde er had. Men, altså, det er jo en serie der bliver ved at give: fra de mange lussinger, til ko-bolleriet (der ramte lige ned i Dan Jørgensens dyresexturisme) til Søren Mallings geniale jedi-evner midt i et afsnit der ellers mest var Lord of the Rings-inspireret — der har virkeligt været meget at kommentere!

Hvorfor tror du, at det her fænomen med second screen og live-kommentatorer er blevet så stort?
Det er jo et eller andet sted en videreførsel af dengang familien sad samlet og så det samme program i sofaen, og man så kunne diskutere det næste dag, fordi alle havde set det da der kun var en kanal. Det findes ikke så meget mere, fordi alle har deres egen skærm, og man ikke ser det samme; tilgengæld kan man så finde den virtuelle sofa på twitter, og se et program sammen med tusinder af mennesker — det er en genfindelse af tv-samhørighed, nu i anden eller tredje potens.

Og nogle film/serier ville slet ikke fungere uden second screen. Tag en TV-film som #Sharknado — hvis man ikke havde en mulighed for at give udtryk for al genialiteten i den film (eller læse andres tolkning af det) ville man bare sidde og blive indebrændt & synes den er noget lort.

For flow-tv er det jo genialt, da det er hvad der kan holde liv i det i længden — for man kan ikke få den samhørighed med streaming (fordi folk ikke ser tingene samtidigt).

Og for en som mig, der vist altid har kunnet lide at komme med sarkastiske bemærkninger til selskabet, når vi så TV sammen, er det også ganske fedt …

Kan du huske, hvordan og hvorfor du i dit første tweet om serien brugte #mallebrok?
Nu brugte jeg jo hashtagget inden serien blev sendt, så på det tidspunkt var den stadig en abstraktion. Men altså, det var vist rimeligt spontant. Jeg havde ikke styr på hvad officielt hashtag var på det tidspunkt, og så kom #Mallebrok så til mig som rimeligt genialt. Alle (eller næsten alle, enkelte har ikke kendt sangen) forbinder jo straks det navn med 1864, så det er ret oplagt, synes jeg.

Siden gik der lidt sport i at pushe det; og det hører også med at jeg lidt har et beef med DR (og tildels TV2), hvis jurister har fået den skøre idé, at de ikke kan bruge folkelige, eksisterende hashtags, men at de skal hedde noget med DR, i hvert fald hvis de skal kunne bruge dem andre steder. Hvilket for mig at se er noget vrøvl — de får ikke mere eller mindre ejerskab eller brugsret af at det hedder noget med DR, der findes ikke ejerskab på hashtags.

I det omfang jeg havde planer om satire & sarkasme på det tidspunkt var det i form af at gøre grin med "historiske ukorrektheder" som set gennem DF-briller. (Man kan vel sige, at de prøver at tage ejerskab på historien, som DR jurister gerne vil på hashtags.)

Efter første afsnit kunne jeg jo så glæde mig over at konstatere, at der var mest sjov på #mallebrok og mest brok på #1864DR.

Hvorfor tror du, at #mallebrok endte med at blive lige så populært som det officielle #1864DR?
Tja, hashtagget signalerer måske mere glimt i øjet?

Jeg kan også være ubeskeden: den gennemsnitlige kvalitet af tweets på #mallebrok er højere — men det ved jeg strengt taget ikke, det er længe siden jeg har læst ret meget på #1864DR.

Og så er jeg måske ikke den eneste, der godt kan lide at hashtags ikke nødvendigvis er noget der dikteres af TV-stationer, med videre — det er en del af den anarkistiske side af twitter. Det ville glæde mig lidt hvis det er sådan at andre også synes det. (Det skal dog ikke forstås som at jeg ikke synes TV-stationerne skal promovere et hashtag. Det er helt fint. Sålænge det ikke er noget så åndssvagt som #sambabold, TV2!)
Det var så alle ordene. Når nu jeg havde skrevet dem, synes jeg det er lidt synd hvis de bare skal gå til spilde. Og nu vi er ved scrapbogen og mig & #mallebrok, så må jeg også lige anbefale omtalen af mig i Lorry (man skal ind omkring 22:58).

Og har man ikke læst den, er den sande, sande historie om Mallebrok jo næsten pligtlæsning i denne forbindelse!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 26. november 2014

Den sande, sande historie om Mallebrok

Ingen kommentarer
Her under visningen af DRs fremragende 1864 har der også været historikere ude, som skulle belære almuen om at at Mallebrok — kendt fra den såkaldte børnesang — slet ikke havde noget med 1864 eller Danmark at gøre, i stedet præsenterer de en eller anden syg teori om at han skulle være en tidlig Marlboro-man, som tog til Frankrig. Eller sådan noget.

Som sædvanlig aner de såkaldte historikere ikke en kæft om hvad de snakker om, og prøver at slippe afsted med gisninger for at gøre sig interessante — gisninger, som blot kaster smuds på den rigtige Mallebrok, æret være hans minde. Dette er den sande historie:

Archibald Broch blev født i Königsberg i Preussen den 3. juni 1829. Som så mange andre kom han til Danmark omkring 1850 for at gøre lykken i Danmark i Guldalderen, men da det gik op for ham at der ikke var noget guld at finde, flyttede han til København. Nærmere bestemt til kvarteret omkring Læderstræde, der på det tidspunkt mest af alt kan karakteriseres som en blanding af Deadwood og Berlin i Weimar-republikken.

Rimeligt dekadent, med andre ord — hvilket bekom Archibald fint. Han prøvede i starten at gøre sig som kunstmaler, men det slog aldrig rigtigt an. Det ar først da han fandt sammen med en gruppe musikere at han for alvor fandt sin rette plads. Som Maler Broch — som han nu kaldte sig, skønt han var holdt op med at male — sagde, så kunne han med sine læber spille det bedste Valdhorn nord for Alperne.

Gruppen af musikere han kom med i kaldte sig Bøssekompagniet Bagladerne, og de var meget populære i området, dengang. Der var en del udskiftning, men sammen med Archibald var kernen gennem tiden opiumsimportøren Xin Ling (som spillede gong-gong), sigøjneren Tängel (fornavn ukendt) på tværfløjte, samt yankeen fra Brooklyn, Philip Young (med tilnavnet Bad Man Rubbin'), på trommer.

Blandt de kuriøse optrædender de gjorde, kan nævnes at de spillede ved åbningen af beværtningen Centralhiörnet, som stadig eksisterer den dag i dag.

Imens skete der imidlertid det, at Ditlev Gothardt Monrad kom i et skænderi med den preussiske opdagelsesrejsende og videnskabsmand, Alexander von Humboldt: Humboldt påstod at have opdaget en ny pingvin-art, og kaldte den Humboldt-pingvinen; Monrad var imidlertid sikker på, da han så tegninger af den, at han havde set sådan en i Vadehavet ved Schleswig, og insisterede på at han havde opdaget den, og at den skulle hedde Monrad-pingvinen.

Dette var grunden til at Monrad begyndte at klæde sig som en Humboldt/Monrad-pingvin, for ligesom at give sine ord mere vægt. Og derfor han i folkemunde blev omtalt som Pingvinen.

Da preusserne ville til at hjælpe Schleswig/Holstein (og Lauenburg, vi må ikke glemme Lauenburg) med løsrivelse, så Monrad det som et direkte angreb på sit claim to fame, pingvinen i vadehavet, hvilket er forklaringen på han kæmpede så indædt i mod det ellers relativt rimelige ønske om løsrivelse.

Hvilket så er det der leder til krigen i 1864. Og beseglede skæbnen for Laust og Peter og alle de andre.

Der er forskellige beretninger om, hvorfor Monrad så sig sur på Maler Broch. En af dem går, at Maler Broch skulle være kommet til, højlydt over for Monrad, at erklære at han ville blæse ham en lang March (med tydelige seksuelle undertoner). Om det er sandt er usikkert, men det er ihvertfald herfra udtrykket stammer.

En anden udlægning er, at Pingvinen blev set i håndgemæng med Bad Man Rubbin', efter hvad der må have været en intim situation som udviklede sig. Der skulle være delt lussinger ud (smak!), men igen vides det ikke om dette er den sande udlægning.

Hvorom alting er, Monrad så sig sur på en af Bagladerne, og ville smide ham ud af landet. I stedet tilbød de alle at melde sig til Hæren, til den kommende krig, hvor de ville levere musik til at styrke danskernes moral: Én (én for alle), alle for én (i røg og damp for Danmark)! sagde de (hvilket fik Alexander Dumas til at skrive sin historie om De Tre Musketerer om, så han kunne indflette dele af dette mundheld, da han læste en skillingsvise om Bagladerne nogle år senere.)

Dette syntes Monrad var en fortrinlig idé, han var godt klar over hvor populære de var, og så var de indrulleret, som musikkorpset som skulle give moral ved fronten. For Maler Broch betød dette, at han skulle kæmpe mod sit eget fædreland — men det bekymrede ham ikke stort, han følte sig 100 % integreret i det danske samfund.

På vej mod Dannevirke arbejdede de på en march som kunne indgyde mod & samhørighed; og det lykkedes — snart var de danske soldaters moral helt i top, når de hørte det som blev kaldt Maler Broch-marchen; samme melodi som vi idag lidet vidende omtaler som børnesangen om Mallebrok

Et billede af hvordan jeg forestiller mig processen, kan man finde i den klassiske western De Døde Med Støvlerne På, hvor George Armstrong Custer ligeledes har brug for en sang til at give mod & mandshjerte til sit regiment:



På dette tidspunkt, inspireret af marchen, var der ingen der kunne stoppe de danske tropper. Og da preusserne indledte deres angreb på Dannevirke blev de da også slået uimodståeligt tilbage, på trods af preussernes overlegne artilleri.

Desværre havde en dansk officer, en nidding ved navn Didrich, set sig sur på Bøssekompagniets anderledes livsstil, og beordrede dem sammen med en lille deling soldater til at optage forfølgelsen på hele den preussiske hær. De fik jaget dem langt — men så blev de heltemodige ramt af en vildfaren dansk kanonkugle, affyret ved et uheld, fordi et fjols ikke troede kanonen var ladt.

Og således gik det til, at Maler Broch, Philip Young, Tängel og Xin Ling (på gong-gong) omkom den 2. februar 1864. Præcis som "børnesangen" fortæller (omend det er lidt sært at Philip Young i den har fået gong-gong'en, men det har jo nok været for at få nogle rim til at passe).

Efter dette gik luften helt ud af de danske styrker. "Vi mangler Bagladerne," telegraferede de fortvivlet hjem til København (hvilket har givet anledning til en anden myte, at nederlaget skulle skyldes de danske geværer, fordi historikere ikke fatter en bjælde). Men der var ikke flere Bagladere — sådan en samling hædersmænd vokser ikke på træerne.

Og dermed var den danske krigsskæbne afgjort — nu var det blot et spørgsmål om tid før nederlaget var en kendsgerning.

Efterfølgende har Danmark ønsket at glemme meget fra den krig. Således er der ikke længere nogen der husker skænderiet om pingvinen i vadehavet, og mange valgte hurtigt at glemme Maler Broch og Bagladerne.

Heldigvis glemte de dem dog ikke i København, hvor en stor del af Læderstræde nogle år efter blev omdøbt til Kompagnistræde, for at hylde Bøssekompagniet Bagladerne. Ligesom deres minde lever videre i sangen, som kunne have vundet krigen for Danmark.

Og i stedet for denne, den sande, heroiske historie, vil the establishment spise os af med søgte, kedelige forklaringer om en englænder i Frankrig? Jeg vil spiller jer en lang march, vil jeg — smak!

Noteapparat og kildemateriale her. Hvis du er interesseret i flere historiske historier, så kan man finde dem i min bog, Til almeen Dannelse.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.