Jeg var i dag, ret meget ved et tilfælde inde på Coolshop. Et sted hvor jeg engang handlede de fleste af mine spil, men det er nu stort set overtaget af Steam /Origin / GOG. Men jeg var altså ret glad for dem engang.

I dag da jeg var derinde, faldt mine øjne så på Sid Meier's Civilization: Beyond Earth, som udkommer om et par dage. Og den skal nok blive købt, en moderne udgave af Alpha Centauri — dog bliver det altså nok fra Steam den bliver købt.

Men nu jeg var derinde måtte jeg jo lige se hvad de skrev. Og så var det mine øjne faldt på dette:

Og hvad ind i Helvede er nu det? Er Civilization nu pludselig kun for mænd? Og hvem siger og bestemmer det?! Åbenbart er Coolshop begyndt på (jeg er ret sikker på de ikke altid har gjort det — det ville jeg have bemærket) at kønsmarkere deres spil. Således at de enten kan være til mænd, kvinder eller begge dele.

Udfra hvad jeg lige har kunne se, er det ret inkonsekvent gennemført, og det er egentligt altid noget. Men hvorfor overhovedet gøre det? Hvorfor så meget som have tanker om at et spil henvender sig til det ene køn, og et andet henvender sig til et andet. Hvorfor sætte spil & køn i bås, som at Sims må være for piger, og Civ er for drenge?!

Eller for den sags skyld My Little Pony eller Shoot Up All The Motherfuckas. (Sidsnævnte er vist min opfindelse.)

Jeg ved godt, at Coolshop garanteret vil sige at det er en service, og at den er tænkt til bedsteforældrene som skal købe et spil deres barnebarn, og ikke aner noget om spil. Men der er det sgu heller ikke OK, efter min mening. Det kan være relevant at søge på genre, alder og meget andet, men at give tilbuddet om at søge på køn er ikke en service, det er en disservice.

Ikke mindst taget i betragtning af den absurde, misogyne trend, der desværre er blandt nogle idiotiske gamers kulminerende med udviklingen i den såkaldte GamerGate på det seneste —  der er bestemt ikke brug for yderligere der siger hvad der er rigtigt eller forkert kønsmæssigt i forhold til spil.

Så, Coolshop, jeg vil virkeligt opfordre jer til at droppe den mærkning og søgemulighed. Den er skadelig for samfundet, jeres kunder, for spillemiljøet, for vores måde at tænke på — og jeg er faktisk ret sikker på den også vil være skadelig for jer, for heldigvis tror jeg rigtigt mange er så fornuftige, at de vil finde et andet sted at handle, hvis de bemærker det.

Så skal vi ikke sige det er sidste gang Civilization: Beyond Earth ikke er for kvinder, og Sims 4 ikke er for mænd?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg synes måske det er et meget godt tidspunkt, at huske på hvad Tamilsagen drejede sig om: at justitsministeriet med Erik Ninn-Hansen i spidsen, fandt på at nedprioritere familiesammenføringer for tamilske flygtninge (som man syntes der vel rigeligt mange af) fra borgerkrigen i Sri Lanka. Nedprioritering var en eufemisme for ikke at lave familiesammenføringer.

Problemet var, at flygtningene havde et retskrav på disse sammenføringer, blandt andet på grund af vores internationale forpligtelser og internationale konventioner vi er tiltrådt. Dertil kom så en masse omkring vildledning af folketinget og cover-up, med meget mere.

Men det var essensen af sagen.

Nu er Erik Ninn-Hansen så død for nylig - men hans idéer lever videre. I dag er det istedet syriske flygtninge (som man synes der er vel rigeligt af) fra borgerkrigen i Syrien. Men idéen er den samme: lad os nedprioritere familiesammenføringerne.

Den store forskel er at det denne gang sker i det åbne - det havde aldrig kunnet gå i 1987. Men så synes jeg også Folketinget skal være klar over, at de nu er ved at gøre det samme som Ninn-Hansen gjorde dengang.

Sagen fik store konsekvenser for mange tamilske flygtninge. Det vil forslaget om at udsætte behandling af familiesammenføringer med garanti også få for syrere, hvis det gennemføres.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Radioprogrammet Formiddag På 4'eren omtalte mig i går - og det er selvfølgeligt meget udmærket!

Men, men, men - de fik det til at lyde som om jeg er sådan en lummer type, som ikke tænker på andet end sex! Og det ved jeg så ikke helt hvad jeg skal sige til. Jeg er faktisk lidt paf!

Åbenbart er der nogen - med hvad jeg vil kalde en beskidt tankegang - som læser mine referater & livetweets af #DenStoreBagedyst ind i en lummer kontekst. Inklusive altså nu DR.

Som enhver vil kunne forvisse sig om herunder må en sådan læsning fortælle mere om læserens tankegang end om min! Jeg refererer blot det spændende program og de dydige dommere & deltagere.

Og der synes jeg altså også Formiddag på 4'eren er lidt grove, når de siger jeg kun dækker Blomsterberg. Jeg prøver sandelig at dække alle deltagerne. Der skal ikke være nogen smalle steder! Og jeg synes da egentligt også at den side kører som smurt, når det hele først kører derudaf i programmet, med hulrum der skal fyldes og sprøjtes.

Jeg får lyst til at kræve satisfaktion - men det vil vel bare blive misforstået?!

Tweets about "@Leoparddrengen #DenStoreBagedyst"

(Nå - den widget finder så ikke mange tweets. Se dem bedre her, i al deres uskyld.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I den sidste halvdel af firserne gerådede min far sig ud i nogle investeringer han siden fortrød bitterligt.

Jeg tror han gjorde det af to årsager: grådighed (der blev lokket med en hurtig skattegevinst) og spænding. Ihvertfald det sidste fik han opfyldt til overflod.

Vi andre havde svært ved for alvor at have ondt af ham da det gik galt; at en mand der altid har ligget yderst på venstrefløjen begynder på den slags, bærer et eller andet sted hybris i sig selv.

Men det var en interessant historie - og en jeg kom til at høre en del om i en del år - han slap vist dog ud omkring midt-90'erne.

Så blev jeg i går pinget - om den her sag beskrevet i bogen Det Store Containerkup ikke var noget for mig at skrive om. Og først syntes jeg det så interessant & og underholdende ud - men da jeg så opdagede at sagen jo var den selv samme som min far havde været involveret i blev jeg meget interesseret.

Så den var ikke længe efter installeret på min Kindle. Og nu altså fortæret.

Bogen er skrevet af journalisten Lars Abild. Som i offentligheden - eller ihvertfald i min bevidsthed - nok er mest kendt for at DSBs Økonomidirektør var så træt af hans undersøgende journalistik, at han gav DSBs spin-bureau Waterfront til opgave at holde ham beskæftiget med andre ting.

Åbenbart en besværlig herre - jeg ser ham som typen der ikke går af vejen for at grave sig ned i de sager, som andre opfatter som for meget konspirationsteori; hvor det så viser sig at sagerne faktisk er præcis så vanvittige som de lyder. Men altså sande. Lidt ligesom Dorte Toft omkring IT Factory - en sag jeg heller ikke kunne lade være med at tænke på under læsningen af Det Store Containerkup.

Sagen om containerne rummer mange af de samme elementer - og så lidt til. Jeg kendte nogle af dem i forvejen - men der var også meget jeg ikke havde hørt om. Der er grådighed, mange penge, svindel, mangelfuld revision, fiktive aktiver, leasing af ting som ikke eksisterer, involvering af C20-selskaber og et mystisk, hemmeligt arkiv. Og dertil kommer personlig involvering af en af topmændende i dansk erhvervsliv, rockerforbindelser (sågar Triaderne nævnes), og en anset juraprofessor breaking bad.

I modsætning til IT Factory - der mest ramte nogle få store selskaber - er der så også virkeligt mange, der har tabt mange penge. Samt at der har været et større dræn i statskassen gennem skattefradrag som aldrig burde være givet.

Historien tager sin begyndelse midt i firserne, hvor selskabet DTS får den smarte idé, gennem annoncekampagner, at lokke private investorer til at købe (skibs-)containere som så skulle leases til nogle udenlandske selskaber, forretningen administreret af DTS. Hvis man ikke lige stod og havde for eksempel kr 100.000 til 6 containere, skulle DTS nok formidle at man kunne låne pengene.

Det virkeligt tillokkende var, at konstruktionen gjorde, at investorer kunne få et hurtigt skattefradrag i de første år. Egentligt penge man ville komme af med igen senere, hvis investeringen  holdt som prospektet lovede (og man fik overskud), så jeg kunne ikke lige se den egentlige idé. Men det syntes min far altså at kunne ...

Jeg husker dog min bror stillede det fornuftige spørgsmål, om min far nu overhovedet var sikker på de der containere eksisterede. Det troede han nu nok de gjorde - for det så meget fint ud det hele.

Over 2-3 år blev der - på papiret - købt og solgt containere for ½ milliard 80'er-kroner, med deltagelse af tusindvis af danskere. Mest for penge udlånt af suspekte finansieringsselskaber, og belønnet af statskassen.

Der var bare det, at de der containere vist ikke rigtigt var der alligevel. Eller måske var de og numrene var bare skrevet forkert? Ihvertfald kom der ikke rigtigt nogen lejeindtægter ind.

Og så hang folk pludseligt på nogle dyre lån uden indtægter til at afdrage dem - og måske, måske ikke - uden de aktiver som lånet egentligt var optaget i.

Det er afdækningen af denne skandale - som er et regulært svindelnummer - bogen handler om. Men det er også en del mere; for sagen er at det aldrig blev rigtigt afdækket. Rigtigt mange har - fra skiftende perspektiver - haft interesse i at ting ikke skulle komme for dagens lys. Nogen med klare motiver, andre hvor man kun kan gisne om det.

To nøglespillere i dette cover-up er den nu afdøde dr.jur Preben Stuer Lauridsen og Mærsk/Topdanmark bossen Michael Pram Rasmussen. Sidstnævnte er blevet involveret fordi Topdanmark købte et af de finansieringsbureauer DTS samarbejdede med, og dermed er kreditor for rigtigt mange investorer.

Eller, det vil sige, de mener de er kreditor. Men hvem de egentligt har lånt og udbetalt penge til - og for hvad - har Topdanmark ikke rigtigt papirer på.

Det er i høj grad de mange cover-ups bogen følger, og så vidt muligt prøver at afdække, mens man følger nogle af investorerne (som var mere ihærdige, uheldige eller sad mere i saksen end min far, og derfor ikke kunne komme ud).

Samt de metoder der bruges fra de store spillere - som især er Topdanmark - i forhold til dem; fra overdrevent udtrukne retssager, til et absurd optrin hvor Topdanmark med fogedens hjælp prøver at gøre udlæg i en personlig konkurs pensionists cykel og falske rolex.

Virkeligt meget fremstår vanvittigt langt ude; men jeg husker selv en stor del, og resten er gennemdokumenteret.

Det billede jeg fik undervejs var, at det var som en Olsen-bande film; bare uden Olsen-banden. Men der er (op til flere) skumle bagmænd i Bjørn Watt-Boolsen-format, den charmerende & kyniske svindler, samt spradebassen med rockerrelationerne. For Helvede, Egon - det kan man sgudda ikke?! De dumme svin!

Men allermest ballingsk er måske nok myndighedernes ageren.

Politet, i form af Ole Ernst og Axel Strøbye, er rigt repræsenteret, både som værende uden kompetence til at oprulle hvad der er foregået, men endnu mere karakteristisk uden den mindste lyst. Kære ven, kære ven ... Det er også kun svindel for ½ milliard + renters rente.

Og skattevæsnet. De har en svær rolle; for ikke bare har de fucket op (hvilket giver staten et tab på trecifrede millioner), deres ageren har faktisk også været medvirkende til at svindlen ikke af domstolene anerkendes som svindel. For hvis der var et fradrag må det jo også være fordi der var nogle containere.

Anders Fogh Rasmussen skrev som statsminister i 2002, at han kunne tilslutte sig det synspunkt at sagen var fuldt belyst. Det burde være de fleste bekendt, at hvis AFR siger sådan noget - så er den det ikke. Og det er ihvertfald ikke tilfældet for denne sag - den er aldrig blevet fuldt belyst, i noget perspektiv.

(Bogen nævner det ikke, men jeg kan ikke lade være med at gøre det: at den siddende Skatteminister da containerne skal undersøges er selvsamme Anders Fogh Rasmussen. Han må jo så træde tilbage et par år senere, på grund af en anden skandale. Og overlade posten til Peter Brixtofte. Men det er et sidespring.)

Der er ikke nogen klar konklusion på bogen; der er stadig mange uafklarede spørgsmål. At meget stadig holdes skjult, er der imidlertid ikke meget tvivl om, ikke mindst fra Topdanmarks side.

Jeg anbefaler klart man læser bogen - eller ihvertfald sætter sig ind i historien. Det er en af de største erhvervsskandaler i nyere tid, og indeholder mange spektakulære elementer; men i modsætning til de andre - Nordisk Fjer, IT Factory for eksempel - er der ikke her fundet nogen closure. Og store spillere ønsker tilsyneladende (stadig) ikke det sker. Selv nu, næsten 30 år efter det begyndte.

For transparensens skyld: jeg ejede indtil i formiddags et (ubetydeligt) antal aktier i Topdanmark, som jeg i dag har solgt. På nær en enkelt (så kan man få invitation til deres Generalforsamling og ædederes mad, og høre om de har noget at sige til sagen der.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der er en god og dårlig nyhed indenfor bloddonering i Danmark. Den gode nyhed er, at der ikke er mangel på røde blodlegemer, ja faktisk er der så mere end der er brug for.

Den dårlige er så, at der faktisk er mangel på de andre dele af blodet man tager ved en normal tapning: plasma og blodplader - og her er behovet endda stigende.

Det er der imidlertid råd for, med de såkaldte aferesetapninger - som er tapninger hvor man specifikt går efter en af disse bestanddele som der er mangel på. Dem vil blodbankerne meget gerne have donorer til at melde sig til - derfor dette lille oplysende indlæg om dem. Jeg har nemlig for nylig været til min første tapning af plasma, og tænker at jeg dermed kan videreformidle oplevelsen.

Den største forskel man møder når man kommer til sådan en tapning, er at den sædvanlige briks og sat i en mere opret, siddepositur, i stedet for den sædvanlige liggende. Jeg blev endda overladt en betjening i min ikke-tappede hånd, så jeg selv kunne justere.

Og en anden forskel er så, at man bliver koblet op til en maskine, istedet for at blodet blot løber ned i en pose som sædvanligt. Og den dims man får om overarmen er erstattet af en automatiseret opppustelig manchet.

Selve tapningen føles meget normalt. Ihvertfald til at starte med. Blodet flyder fra armen, ind i maskineriet - som egentlig er en centrifuge, der adskiller blodet i dets bestanddele. Og i en pose på maskinen kan man se det opsamlede plasma - som mest af alt ligner en heftig gang morgenurin.

Men efter den har tappet lidt tid - svarende til en normal tapning, ca, vendes processen, og de dele af blodet som ikke er blevet taget fra, sendes tilbage i venen igen. Her altså de røde blodlegemer og blodpladerne. Under denne proces løsner manchetten sig, og man skal ikke længere pumpe med bolden.

Når det alt sammen er kommet tilbage, starter processen forfra - manchetten puster sig op, og blodet tages ud og centrifugeres, etc.

I alt tre gange sker det, til der er tappet 600 ml plasma, og så er man færdig. For mit vedkommende tog selve tapningen cirka 35 minutter, hvor den normalt er klaret på godt 5 minutter. Så man skal afse noget mere tid end normalt - men ellers mærker man ikke synderlig forskel.

Til gengæld svarer de 600 ml plasma til det dobbelte af hvad man får ud af en almindelig tapning.

Og det rigtigt smarte er, at fordi de røde blodlegemer pumpes tilbage igen, kan man tappes igen allerede efter en måned, istedet for de sædvanlige 3 måneder. Så hvis man vil gå all-in kan man altså få foretaget to aferesetapninger og én almindelig tapning på sådan en 3 måneders periode.

Hvis du er interesseret i at deltage i dette, skal man være klar over det kun er nogle blodbanker der gør det. I Region Hovedstaden er det mig bekendt på Hvidovre, Gentofte og Hillerød hospital.

Desuden skal man som donor, udover de sædvanlige betingelser, have "gode årer" - det vil sige de skal ligge tilgængeligt og ikke være for små. Og så skal man have et vist blodvolumen, så er man en petit kvinde går det nok ikke.

Man kan læse mere om aferesetapninger her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.