Leoparddrengens
Public Key

fredag den 24. januar 2014

Forbyd den offentlige transport!

Ingen kommentarer
Måske en lidt overraskende overskrift fra en som i høj grad går ind for offentlig transport og er generel modstander af privatbilisme, ihvertfald i byer hvor det ikke burde være nødvendigt.

Men jeg mener også man må tænke ud af boksen, indimellem. Og et af de største problemer for at få folk til at anvende offentlig transport er uden tvivl prisen. Prisudviklingen er faktisk helt forrygende - 1979 da klipperkortet blev indført kostede et 3-zoners 20 kr, i 2013 var prisen kr 200.

Og så var det jeg tænkte: med den prisudvikling på noget samfundet, staten officielt synes er en god ting, så kunne det da være interessant at sammenligne med noget staten officielt synes er en dårlig ting, og har forbudt.

Lad os prøve at sammenligne prisudviklingen på et 3-zoners klippekort i Hovedstadsområdet med prisen på 1 gram hash købt på Christiania (eller tilsvarende alternativer i København):

Jeg synes konklusionen er klar: ønsker man laver priser på offentlig transport i Hovedstadsområdet bør man forbyde den. Alternativt, hvis man ønsker højere priser på hash kan man lovliggøre det, og bringe det ind i offentligt kontrollerede rammer.

Kilder og noter:
Prisudviklingen for offentligtransport er hentet i regneark fra Movia (nederst på siden). Med tak til @omDSB for at henvise til det.

Når jeg bruger 3-zoners klippekort er det fordi der ikke fandtes 2-zoners før 1992.

Priserne på hash er hentet fra en troværdig kilde med førstehåndskendskab gennem mange år. Når jeg starter grafen i 1981 og ikke tidligere er det fordi jeg ikke har tal på hash tidligere, men ingen grund til at tro grafen skulle være meget anderledes. Tallene er muligvis ikke helt præcise år for år, men det skulle ligge fast i 1981 kostede 1g ca 40-50 kr, og prisen lå derefter fast indtil ca år 2000.

Da der i en periode blev sat hårdt ind overfor handlen på pusherstreet steg prisen kraftigt, næppe på grund af manglende udbud, men fordi pusherne har fået en kærkommen mulighed for at hæve priserne da markedet blev spredt - så de har fået en højere profitmargin.

Prisen år for år efter år 2000 bygger på ca skøn - men den overordnede tendens med en kraftig stigning et par år, og derefter igen udfladning skulle være god nok. Prisen skulle idag ligge på små 100 kr pr gram, jeg har sat den til 100 ligeud. Alle priserne er for en tilfældig som kommer ind fra gaden og ikke har specielle aftaler, køber store mængder, etc.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 23. januar 2014

Brothers: A Tale of Two Sons - en lille perle

Ingen kommentarer
Over de seneste dage har jeg spillet Brothers: A Tale of Two Sons fra svenske Starbreeze Studios.

Det var lidt tilfældigt jeg stødte på det, for ganske vist har det fået fremragende anmeldelser, men det er alligevel lidt overset og ihvertfald ikke vanvittigt omtalt - hvilket nok skyldes genren. Som vel nærmest er en Eventyrfortælling - uden ord ganske vist - som lægger sig et sted mellem Brødrene Løvehjerte og Brødrene Grimm. Med mindelser om Limbo, selvom det grafiske udtryk er helt anderledes.

Historien starter med at de to brødre - som allerede har mistet deres mor - finder deres far syg, døende. For at redde ham er de nødt til at skaffe noget medicin - hvad & hvordan fremstår ikke helt klart (eller også var jeg tungnem), hvilket irriterede mig lidt, men de får et kort som de kan bruge til at spørge om vej.

Og så går det ellers afsted, over stok & sten og over land, by & bakketop. Og en hel del mere. Til at starte med er der lyst og solrigt, og stemningen er munter. Men sådan bliver det ikke ved med at være ...!

Spillet er uden ord, eller rettere, sproget de taler i denne verden er ikke et vi kender. Men meningen går nu klart nok igennem, og virker måske stærkere emotionelt netop af den grund. Hvilket spillet/historien gør - det lidt naivistiske udtryk slår ret hårdt, når man når til slutningen, hvor historien forløses - det er ikke så tit spil ligefrem giver mig tårer i øjnene, men det fik jeg her.

Selve spillet er en form for puzzle, hvor man skal løse små opgaver for at komme videre. De to brødre må hjælpe hinanden - den store er stærkest, mens lillebroren kan komme ind flest steder.


Og det er her spillets virkelige udfordring ligger - det er ikke fordi de forskellige opgaver er så vildt komplicerede, men de to brødre skal styres samtidigt, en med hver hånd. Så man for virkeligt trænet sin multitasking af fingrene.

Man får også en advarsel når man starter spillet på PC, at det er designet til at blive spillet med Controller. Men den billige jeg engang har købt fungerede ikke sammen med spillet, så jeg brugte tastatur. Og det kan man altså også sagtens. Eller - sagtens og sagtens - det er en ekstra udfordring, men det må det nu også være på controller.

Styringen af spillet har så stor en rolle, at en del af historien faktisk ender med at blive fortalt gennem denne styring - en ret genial detalje.

Det tog mig ca 4 timer at spille spillet igennem - udover jeg så kunne se på achievements, at der var en del mini-puzzles jeg ikke havde taget mig af. De er så heller ikke særligt relevante for den bærende historie, som er helt liniær. Og 4 timer syntes jeg var ganske passende.

Jeg må virkeligt anbefale spillet, hvis man har mod på at prøve noget lidt andet, genremæssigt - som på sin vis føles meget retro, i stil med tidlige Adventure-spil, men meget fint udført. Og hvis man har mod på at få sin motorik udfordret - og trænet - ikke mindst.

Det er en lille perle!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 18. januar 2014

Arvingerne - en serie-anbefaling

2 kommentarer
Da jeg først så spots på DR for deres nye drama-satsning her i 2014, serien Arvingerne, tænkte jeg at det da vist ikke var noget for mig. Sådan et familie/soap/føle-føle-halløj, et eller andet i stil med Sommer, som bestemt ikke var min kop te.

Men da jeg fandt ud af at serien er skrevet af Maya Ilsøe blev jeg straks mere optimistisk på dens vegne. Hende udråbte jeg for 4 år siden til et af Danmarks største talenter inden for drama - på basis af julekalendrene Absalons Hemmelighed (2006) og Pagten (2009) - og det skulle blive særdeles interessant at se hvad hun kunne finde på i voksenafdelingen.

Og hun har bestemt ikke skuffet. Jo, Arvingerne er som sådan ren soap. En succesfuld billedkunstner dør i første afsnit, efterlader sig 4 børn - hvoraf det ene aldrig har kendt hende, eller vidst hun var hendes datter - med vidt forskellige interesser, nogle ex'er, advokater og gallerister. Og en arv.

Men heldigvis flyver serien langt højere end en soap og går i dybden på de flerdimensionelle karakterer og deres indbyrdes psykologi, sat overfor deres mål og deres (for nogle ukendte) fortid.

Når man tror man har en person placeret, viser det sig snart at det hele måske ikke var så enkelt, at der er gode grunde til deres ageren. Og de som først viser sig sympatiske viser senere mørke skyggesider.

Samtidigt er det et interessant billede af kontraster, fra den helt nede på jorden håndboldfamilie, til det excentriske og på en gang fisefornemme og hippieagtige kunstnermiljø.

Hvis jeg skal sammenligne Arvingerne med noget (her efter 3 afsnit), er det den minder mig mest om Per Flys ret suveræne Forestillinger, ligeledes fra DR. Der var noget af den samme intense udforskning af karaktererne og deres relationer.

Og så gør den foreløbige hovedrolle, Marie Bach Hansen, det ganske suverænt. Ingen tvivl om vi kommer til at se meget til hende i fremtiden. Men resten af castet er også ganske tungt besat - og leverer.

Som skrevet har der foreløbigt været vist 3 afsnit af Arvingerne. De kan ses her, hvis du ikke allerede er hoppet på vognen. Og det kan jeg altså kun anbefale at prøve - det er et fornøjeligt spring fra Forbrydelsen / Broen etc, og fantastisk kvalitet - hver søndag kl 20 på DR1.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Tip: Løber din Android tør for Internal Memory pga Google Play Services?

1 kommentar
Hvis du som jeg har en Android-smartphone som efterhånden ikke er helt ny - min er en Samsung Galaxy Ace (kører Android 2.3.3 Gingerbread) som jeg anskaffede for ca 2½ år siden - så har du sandsynligvis det samme problem som jeg: den har alt for lidt intern hukommelse (ca 165 MB, men det meste tages af Android selv). Og det løber den konstant tør for.

Og når den så løber tør skal man ind og rydde op, afinstallere apps,  tømme programmers hukommelse og cache, etc. Oftere og oftere for mit vedkommende.

(Det har dog også gavnlige effekter - for eksempel har jeg aldrig mærket noget til danske avisers paywalls, da jeg så ofte er nødt til at tømme browserhukommelse, at deres cookies aldrig når at sætte sig - helt uden jeg har behøvet gøre noget særligt for det ...)

Men efterhånden skal jeg ind og tømme twitters hukommelse dagligt. Hvilket er ret sygt - men det er den app der klart sluger mest hos mig. Det vil sige - det var det, indtil for nylig.

Google Play Services - 22 MB
Men Google Play Services er vokset og vokset - og sidst jeg skulle tømme var den vokset til ufattelige 22 MB. Hvilket reelt gør min telefon ubrugelig!

Det værste er at Google Play Services slet ikke er noget jeg har bedt om at få installeret. Det er en ting Google synes er livsvigtig for mig. Den er vistnok nødvendig hvis man bruger meget Google+ og Hangouts og den slags - men det gør jeg ikke.

Og naturligvis kan man ikke få lov at lægge Google Play Services på et SD-kort, det ville jo være alt for nemt.

Så gode dyr var ved at være rådne - enten måtte jeg til for alvor at gøre noget ud af at købe en ny smartphone, eller rent faktisk få taget mig sammen til at gøre noget med Link2SD og roote min telefon, og nogle af de andre - men besværlige - ting man kan gøre, for at få clearet hukommelse / lagt ud på SD-kort der er. Sikkert udmærket muligheder, men hvergang jeg har kigget på det, har det set ud af mere besvær end jeg egentligt gad.

1) Afinstaller Opdateringer
Så istedet satte jeg mig for at finde ud af om man dog ikke kan gøre noget ved Google Play Services.

Oplagt nok kan man fjerne den. Men så går der ganske kort tid, og så har den installeret sig igen - og telefonen skriger på Internal Memory. Så det er ikke holdbart, alene.

Lidt googling viste imidlertid at der er en løsning. Muligvis en lidt drastisk løsning, som ikke er for alle - men den virker for mig - indtil videre - så hermed gives tip videre.

Det man kan gøre, er at "Afinstallere Opdateringer" for Google Play Butik - det bringer den tilbage til det oprindelige "Marked"-ikon - og forhindre den i at opdatere sig selv og lægge "skrald" som Google Play Services ind.

Dernæst kan man så afinstallere selve Google Play Services.

2) Vælg Google Play-tjenester,
og afinstaller den!
Efter den lille operation havde jeg pludselig 49 MB fri, hvilket er en herregård for mig, jeg plejer at skvulpe mellem 15 og 30 MB.

Det betyder så, at hvis jeg skal bruge Google Play - for at opdatere apps / hente nye - er det en større operation. For så snart jeg godkender terms and conditions i Market-app'en, opdaterer den sig til Google Play, og henter Google Play Services. Og så løber min telefon tør for hukommelse, så der skal ryddes grundigt op først. Og så skal jeg efterfølgende igen rulle tilbage til Market og fjerne Google Play Services.

Desuden får jeg ikke automatisk besked om opdaterede apps - men det er jeg for de fleste også ligeglad med.

Så altså - dette tip er muligvis ikke relevant for dig, det kræver

  • Du har en gammel Android med alt for lidt Internal Memory
  • Du ikke selv finder andre (og bedre?) løsninger
  • Du ikke rent faktisk bruger Google Play Services
  • Næsten 50 MB
    - uden at have tømt Twitter -
     halleluja!
  • Du kan leve med lidt hassle når du skal bruge Google Play indimellem
Tilgengæld, hvis det passer på dig, kan det muligvis redde dit forhold til din gamle smartphone!

NB: Som jeg skriver ved jeg godt der findes andre metoder, såsom at bruge programmer der kan få et SD-kort til at opfattes som Internal Memory (Link2SD). Men dette kræver ihvertfald ikke meget teknisk indsigt. Men har du andre gode råde til os med ondt i hukommelsen er du velkommen til at dele dem som kommentar!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 4. januar 2014

Credit when it's due

Ingen kommentarer
Jeg har gennem længere tid harceleret over overgangen ved Julius Thomsens Plads - Forum - over Rosenørns Allé, og ind i mellem også skældt ud på Frederiksberg Kommune.

Så må det også være på sin plads at rose, når der sker noget godt - som jeg er ret overbevist om der nu er sket.

Problemet med overgangen er, at det ligger et sted med forfærdeligt udsyn for både bilister og gående, på grund af det knæk der er på vejen oppe fra hvor den mødes med Åboulevarden.

Det var til at håndtere før i tiden, hvor overgangen lå længst mod Åboulevarden, og næsten i knækket - da var det i det mindste tydeligt for bilister at de ikke havde udsyn, og fodgængere kunne - hvis de kendte stedet - brugt butiksruder på modsatte side som spejle. Behageligt var det dog ikke.

Så ændrede billedet sig - der kom metro, og med den en overgang mere på den anden side, ved nedgangen til stationen. Hermed kom der meget mere trafik over vejen, som udover metroen ligger som centralt skifte til bus hvis man skal i retning mod Bellahøj.

Det store problem her - udover at overgangen kunne komme mere overraskende for uopmærksomme bilister, som ikke kender stedet - var at hvis bus eller stor bil holdt for fodgængere i banen ind mod cykelsti og hellen til busstoppestedet, så kunne bilister i den anden bane ikke se dem - på noget tidspunkt stort set.

Det burde måske ikke kræve meget for en bilist at tænke over, at bussen/varevognen ikke holdt der for sjov, men jeg har altså mange gange set fodgængere måtte springe tilbage for livet, når de troede de gik sikkert frem, men biler er drønet igennem.
Overgangen nu - med kun én vejbane

Og det gik da også tragisk, tragisk galt for nogle år siden. En ulykke som henledte opmærksomhed på stedet - men der skete ikke rigtigt noget, tilsyneladende. Jo nogle ting blev flyttet nogle meter, og den ene overgang blev fjernet. Men de basale problemer ændredes der ikke på, og jeg så stadig folk springe for livet.

Indtil nu - for her i december er den ene vejbane blevet inddraget ved overgangen, så der nu kun er en vejbane i hver retning, uden mulighed for overhaling.

Og det ser for mig ud til at være den helt rette løsning - som burde sikre mod alt på nær joyriding vanvidsbilister, som der alligevel ikke kan gøres noget ved.

Det glæder mig - og det vil jeg godt takke for.

Kudos & tak!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.