Leoparddrengens
Public Key

onsdag den 27. marts 2013

I don't want to die listening to this song

Ingen kommentarer
Sådan cirka, efter hukommelsen, startede sceneriet i det sneak peak af spillet Battlefield 4 jeg og ca 500 andre indbudte gæster blev præsenteret for i den klassiske biograf Skandia i Stockholm i går.

Sangen der referedes til var Bonnie Tyler's Total Eclipse of the Heart, som kørte i baggrunden i den Jeep det var gået hulens galt for. Og var dermed en humoristisk - via den endnu mere kendte end originalen literal version - indledning på hvad der skulle være en tour de force i cinematisk taktisk kamp.

17 minutters hæsblæsende demo var det - 17 minutter, som vi var blevet fløjet ind fra alle kanter af Europa for at opleve. Så der var også lagt op til at det skulle være noget udover det sædvanlige.

Og det var det.

Jeg har ikke selv spillet nogen af de tidligere Battlefield spil. Faktisk har jeg selv ikke brudt mig synderligt om first person spil, især ikke first person shooters. Det er der dog blvet blødt op på det seneste år, især med Mass Effect-serien som jeg spillet igennem startende for et års tid siden.

Her har det så været den gode historie, der lokkede mig til at deltage i den taktiske (adrenalinskabende) kamp. Som jeg så ikke har haft fornemmelse af var i de rene kampspil, som Battlefield.

Men de 17 minutter i dag viste klart en fangende historie - udover, naturligvis, en suveræn grafik, som selv i biografstørrelse udmærket kunne have været en Ridley Scott-film (hvis man lige så bort fra teksterne med Press E to enter vehicle, som dukkede op undervejs).

Ganske vist anede vi ikke meget om hvad pokker den gruppe vi fulgte dog egentlig kæmpede for, eller hvorfor (eller jeg gjorde ihvertfald ikke) - men man kunne næsten ikke undgå at blive grebet, både af kampene, og af hvad de blev udsat for i cut-scenes imellem - a wolf caught in a trap must bite off it's own leg to survive.

Og det var da også noget i den retning DICE's CEO (hvis nøjagtige titel og navn jeg ikke lige kan huske) efterfølgende fortalte de så som udfordringen nu: De har med Frostbite 3 Engine'n skabt et spilgrundlag, hvor der nærmest ikke længere er tekniske forhindringer - så den virkelige udfordring i Battlefield 4 har været, at skabe gameplay som til fulde kunne udnytte disse tekniske muligheder - ikke mindst på historien og de taktiske muligheder i single-player.

Det lød faktisk alt sammen særdeles interessant for en som mig, som sjældent har været til de store multiplayer spil: hvor salgsgimmicken i mange år har været, at gøre multiplayer bedre, lød der nu her toner om at bruge erfaringerne fra multiplayer til at gøre singledelen og historien der mere gribende.

Ihvertfald meget interessant. Og fantastisk, imponerende 17 minutters gameplay. Som jeg ville ønske jeg kunne linke til, men de er hemmelige. Faktisk er dette indlæg også hemmeligt til kl 7, for ikke at overhale San Francisco præsentationen indenom. På det tidspunkt kan man nok også finde sneak peak-traileren på youtube, som er et opkog af de 17 fængende minutter vi så. [Opdatering, 7:19] Jep, den er online nu, embeddet herunder.

Anyway, altså ret overbevisende. Men caveat emptor: Jeg er som beskrevet blevet inviteret til eventen og kan ikke klage over forplejning undervejs (der kom et andet indlæg om hele meta-oplevelsen en af dagene), så jeg har god grund til at være begejstret. Og så har jeg ydermere nogle (få) aktier i EA, som ejer DICE og udgiver Battlefield.

Men sejt det var det altså!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 18. marts 2013

Velkommen til, Max

1 kommentar
Der er kommet en svensk burgerkæde, Max, til vor hovedstad - hvilket allerede har givet anledning til lidt skriverier og skærmydsler på tværs af sundet.

Men jeg besluttede mig for, at det da var noget som måtte bedømmes med egne smagsløg, med videre. Så jeg hankede op i ungerne og tog ind på Gammeltorv hvor Max har placeret sig, midt på Københavns gamle rådhusplads.

Og, ja, jeg skal da ikke nægte at jeg også havde tænkt det kunne blive et fint indlæg til bloggen her - en af mine første større læser-succeser var trods alt min anmeldelse af Shells Twin Dog.

Når talen falder på burgerkæder - som vi jo ikke har det store udvalg af i Danmark - bliver det ofte sat op som et valg mellem McDonalds eller Burger King (udover selvfølgeligt dem som ønsker det hele længere væk end hvor peberet gror).

Og for at man kan vide hvor jeg kommer fra i denne anmeldelse, må jeg sige at jeg klart hører til Burger King-segmentet. Jeg mener i den grad McDonald's mad smager af plastik - og mener faktisk deres eneste eksistensberettigelse er deres legeland. Hvor jeg så tilgengæld må indrømme at de har en klar fordel, ingen tvivl om at de er mest tiltrækkende for de mindre børn. Heldigvis er mine unger blevet gamle nok til nu også at foretrække Burger King.

( Det skal iøvrigt siges, at denne præference gælder Danmark, ikke nødvendigvis internationalt - jeg har været på en Burger King i Chicago, som var virkeligt elendig, og som gjorde jeg helt holdt mig fra Burger King i USA.)

Dog, i virkeligheden er nogle af mine foretrukne typer burgere, de klassiske som serveret på Kina Grill'er i min ungdom. Dem er der desværre ikke ret mange tilbage af, og de der er er sjældent de bedste.

Anyway - nu handler det om Max på Gammeltorv.

Det var St Patrick's Day, og en sækkepibe-spillende parade havde netop passeret da vi ankom - og tydeligvis var en del deltagere stået af på vejen for at forsyne sig - især virkede det som om det var kvindelige svenskere, som var taget over Sundet for at deltage i festlighederne, der var inde for at tanke op på andet en Guiness.

Der var med andre ord godt fyldt, så det ud til. Derfor var det første vi gjorde at prøve at finde et bord, hvilket heldigvis lykkedes forbavsende nemt, så vi kunne orientere os.

Valget
De har i øjeblikket åbningstilbud på en Max Frisco Menu, til kr 39,- (normalpris 66,-) og da det så ud til at være en bacon/cheese-agtig sag, var både jeg og den ældste på denne. Den yngste var på en børnemenu - en hamburger til 32,- (med en overraskelse, som viste sig at være en Tom & Jerry-kop).

Alle menuer er på klassisk vis med drikkevarer og tilbehør, hvor vi over hele linjen på ligeledes helt klassisk vis valgte fritter og sodavand.

Man kan måske brokke sig over, at denne anmeldelse ikke dækker nogle flere typer burgere, men idéen var at det skulle være et normalt burgermåltid på en burgerkæde - og det er altså normen for os.

Men der er naturligvis et bredt udvalg af forskellige burgere, i forskellige størrelser, og med forskelligt kød - oksekød, kylling eller fisk. De fleste indeholder dog oksekød, ost og bacon, - men der er i tidens tegn naturligvis også nogle sundhedsudgaver - og fx en low-carb-sag, en burger uden bolle, hvor kødet er svøbt i salat. Om det så er en burger, og om low-carb egentligt er sundt kan man jo så diskutere.

Der er også adskillige typer salat, som kan erstatte fritterne, med svenske nøglehulsmærker (det undrer mig så lidt at bønnesalaten ikke havde sådan et mærke - kan ikke lade være at spekulere hvad der er kommet i den).

Men som sagt - vi holdt os til det helt klassiske koncept.

Bestillingen
Jeg havde ved ankomsten bemærket at der i indgangspartiet stod tre automater med touch-screens, hvorfra man kunne bestille. Da der var dejligt tomt ved dem, i modsætning til kødranden foran kasserne, valgte jeg at benytte en af dem.

Man vælger så først om det er spise-her-eller-med-hjem, og dernæst laver man sine bestillinger - det fungerede ganske let og overskueligt. Jeg endte med lige at købe en ekstra hamburger, for hvis den yngste skulle være sulten efter en mere, eller alternativt så jeg kunne prøve den. Men ellers holdt jeg mig til det planlagte, kr 120,- i alt lød det på, som blev betalt med kort i automaten.

Den spytter så en kvittering ud, og man kan så hente sin bestilling ved Ekspress-kassen. Ens ordre har fået et nummer, som bliver kaldt, men færdige bestillinger kommer også op på en skærm, så man kan sidde ned og se hvornår ens mad er færdig.

Og det gik tjept - jeg gætter på min bestilling har taget 3 minutter - det var jo første gang - og 3-4 minutter fik jeg to bakker med vores mad udleveret af en smuk, blond svensk kvinde, som kunne give fantasier om kräftkallas og nøgenbadning i skærgården … men nok om det, vi må videre.

Den næste lidt specielle ting for Max udover denne automatbestilling (som kun få benyttede, men jeg kan altså anbefale det), er at man kun får kopper til sodavand udleveret - så kan man selv fylde i ved endevæggen. Ganske cool, så kan man også selv bestemme hvor meget is man vil have i - og man kan vist iøvrigt få refills til en tier, så jeg der stod noget med.

Jeg så ikke noget med mulighed for at bestille via mobil-app - men når de nu har indført bestilling via automat, virker det som oplagt mulighed, synes jeg. Så man kan bestille når man er få minutter fra, eller hvis man ikke gider rejse sig fra sit bord. Forslag hermed givet videre …

Maden
Således forsynet begav jeg mig tilbage til vores bord, hvor vi fik fordelt tingene. Umiddelbart var jeg og den ældste lidt skuffede over størrelsen på vores burgere - altså til 39 for en menu er det ekstremt billigt, men til 66 (46,- hvis det bare er burgeren)? Ganske vist er der både ost og bacon, meeen …

Nå - smagen. Det er trods alt det vigtigste.

Jeg kunne godt lide den. Faktisk rigtigt godt.

Alle hovedting - kød, ost, bacon, bolle, dressing - var identificerbare, jeg vil endda sige distinkte, og fremstod ægte. Allerede der er man i mine øjne langt hævet over McDonalds.

Og så var den ret våd - eller hvordan man skal sige det. Der var ihvertfald pænt med dressing. Og det kan jeg et eller andet sted meget godt li' - ihvertfald nogle gange.

Dressingen smagte i det hele taget ganske udmærket, man skal dog være klar over at den er ret sød - det er eventuelt noget man kan eksperimentere med at arbejde op imod i de mange former for dips man kan kan købe til sit tilbehør.

Fritterne var der ikke noget at udsætte på, de var ganske udmærkede i smag og konsistens, uden på nogen måde at skille sig ud.

Den ældste var generelt meget enig med mig, han kunne også godt lide sin Frisco. (Hvis den burger har fået navn efter byen San Fransisco, håber jeg iøvrigt Max er klar over at indbyggerne i den dejlige by ser ned på folk der bruger det kælenavn ...)

Men den yngste - han var ikke tilfreds. Der var salat (ikke ret meget, vil jeg tilføje!) i hans hamburger, og værst af alt, der var også dressing (ikke ret meget! vil jeg igen tilføje). Og han er strictly ketchup & bøf, helst ikke andet (ihvertfald helst ikke andet man opdager, hvilket dækker det meste på både McD og BK indenfor hamburgers).

Så han endte med ikke at spise ret meget af sit - så jeg tog mig også af hans hamburgers. Som var ganske udmærket - men igen, en anelse små. Dog vil jeg sige at bøffen var af en vis tykkelse, så man rent faktisk fornemmede at man spiste kød, der var endda farvevariation i kødet, som altså ikke bare var hjernedødt stegt langt udover hvor døden var indtruffet.

Så fik han til gengæld en sundae is - jeg var igen oppe og bruge automaten (kr 18,- mere), og et halvt minut efter havde jeg fået isen af samme blonde, svenske kvinde som gav fantasier om … nå, videre.

Så snart den yngste havde fået denne, skulle han på toilettet. De er også automatiske, med en kode man skal indtaste, som man finder på sin bon. Vi kom dog aldrig til at afprøve dem, da der var en del i kø - St Patrick's Day satte sine spor, kunne man godt se.

Så vi valgte at tage hjem i stedet (det var koldt at gå med en sundae i den blæst & kulde kan jeg afsløre).

Feelgood
Max er tydeligvis meget svensk. I et hæfte man kan tage på restauranten kan man læse om kædens historie fra Uno-X Grill til nu pan-skandinavisk franchise, som også gør sit for at bruge lokale, nordiske råvarer (når det er muligt), og holder sig CO2-neutrale ved træplantninger i Afrika, med videre. Og som skrevet, med sundere alternativer til de traditionelle burgere & fritter - men det har de andre kæder nu også. Tilgengæld er der en form for affaldssortering af skraldet, det har jeg ikke set før.

Og så er der iøvrigt wifi man kan koble sig på, så der er ikke lagt op til at man skal smides hurtigt ud.

Konklusion
Det var ganske udmærket. Indtil videre er Whopper ikke væltet af pinden som min foretrukne burger, men med lidt eksperimenteren i Max' udbud vil jeg ikke afvise jeg kan finde noget, jeg vil sætte lige så stor pris på.

Vigtigt er det ihvertfald at Max er sin egen og har sin egen smag. For hvis det blot var en kopi af noget vi allerede havde, hvad i alverden skulle vi så med dem? Men det har de - og det er sikkert noget de som ønsker det samme hver gang vil kritisere (som min yngste) - men jeg går, også i denne sag, ind for mangfoldighed.

Jeg kan godt være lidt bekymret hvad angår priserne / størrelserne på burgerne (men skal jeg være ærlig har jeg faktisk ikke helt styr på prisniveauet hos konkurrenterne pt - måske er det bare den generelle dyrtid, og jeg er en gammel mand).

Åbningstilbuddet på 39,- for en menu er ihvertfald noget man bør unde sig at prøve. Jeg er ihvertfald ikke skræmt væk og er glad for at have fået en ny valgmulighed inden for det hurtige køkken. Så jeg vil gerne sige velkommen til Danmark, Max!

[Opdatering:] Jeg har fået en mail fra Max, hvor de blandt andet oplyser:
Vores Hamburgere varierer i størrelse, Hamburger ”den lille” 45gr, Frisco 90gr, Grand de Luxe 160gr.

Du kan altid special bestille alle vores burgere ved henvendelse i den traditionelle kasse, nu tænker jeg på den lille der gerne vil ha sin burger uden salat og med ketchup.
Jeg takker for oplysningen - det regnede jeg sådan set også med man kunne, men da jeg ikke nævnte det i anmeldelsen er det selvfølgeligt vigtigt at få med.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 16. marts 2013

Min søns ven

1 kommentar
Min yngste søn har en skolekammerat - en ven - som kommer ret ofte hos os. Vi kan kalde ham Sigurd.

Jeg kan ikke lade være at se Sigurd som lidt af et fænomen.

Han har ikke styr på ret meget, men det afholder ham ikke fra at tale meget.

Der hvor han er mest bemærkelsesværdig, er hans retningssans & stedsans - eller rettere, hans mangel på samme. Vi bor i en lejlighed, hvis størrelse ikke er imponerende, og den skulle være ret let at overskue. Alligevel lykkes det ham gang på gang at gå den forkerte vej, og ind i forkerte værelser.

Den anden dag lykkedes det ham at fare vild på vores toilet i skabsstørrelse. Eller, ok, faret vild var han måske ikke, men an kunne ihvertfald ikke finde ud af at komme ud igen - han havde slået slå for, som han ikke kunne få op.

Han kommer ellers ret ofte på det toilet - hvergang han er hos os, er han ude og skide. Som regel uden at skylle ud bagefter.

Men hvor der kommer noget ud, skal der jo også noget ind. Han spiser vanvittigt meget, mindst 3 gange så meget som mine egne børn. "Jeg er sulten, jeg vil ha' noget at spise!" lyder det fra ham fra han er kommet til han er gået. Hvor han som regel vil ha' noget med på vejen, også.

Høflige formuleringer er ikke noget han går så meget op i - eller kender til - men der er vel heller ingen grund til at holde sig tilbage, hvis man vil have noget.

Hvis man taler til ham, hører han det ikke. Ikke at man bliver ignoreret på en ond måde, han hører på ikke efter. Så når jeg ind imellem har prøvet - venligt - at fortælle ham hvordan man også kan gøre, så preller det tydeligvis helt af.

Som sagt, et fænomen.

Men min yngste søn bliver ved at holde af ham. Og det er jo det vigtigste.

Og så slog det mig pludselig idag, at om 25 år er Sigurd sikkert stor politiker.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 15. marts 2013

Tip: Sådan får du twitter cards på din Blogger-blog

Ingen kommentarer
Som jeg skrev den anden dag, anbefaler jeg at man tilføjer twitter cards til sit site. Her er en vejledning i at gøre det, hvis man har en Blogger-blog:

Man bruger Bloggers indbyggede mulighed for at skrive metatags i forhold til søgning - nu bruger man det bare istedet (eller også) til twitter cards.

Så det første, man skal gøre, er at slå metatags til, hvis de ikke allerede er det, og skrive en genrel beskrivelse af bloggen - den som vil komme på et twitterguide, hvis der bar er link til bloggen selv, ikke til et indlæg.

I Kontrolpanelet går du ind i Indstillinger og derunder i Søgeindstillinger. Her ser du som øverste punkt Metatags. Klik Ja til at tilføje søgebeskrivelsen, og skriv din generelle beskrivelse, og Gem Ændringer.

Nu kommer så det mere hardcore, hvor du skal rette i din blogs skabelon. Jeg har tidligere skrevet hvordan du henter din skabelon - gør det, så du har den som back-up. Og hvis du er helt blank på det næste - så skal du nok lade være med at forsøge dig, og søge hjælp til det ...

Men du skal indsætte nedenstående i <header>-sektionen af din blog - jeg vil foreslå du lægger det ind umiddelbart der hvor du finder
   <b:skin><![CDATA[
det skulle være til at finde.

Husk at rette @Leoparddrengen til dit eget twitternavn!

<!-- twitter cards -->
    <meta content='summary' name='twitter:card'/>
    <meta content='@Leoparddrengen' name='twitter:creator'/>
    <b:if cond='data:blog.pageType == &quot;item&quot;'>
        <meta expr:content='data:blog.url' name='twitter:url'/>
        <meta expr:content='data:blog.pageName' name='twitter:title'/>
    <b:else/>
        <meta expr:content='data:blog.homepageUrl' name='twitter:url'/>
        <meta expr:content='data:blog.title' name='twitter:title'/>
    </b:if>
    <meta expr:content='data:blog.metaDescription' name='twitter:description'/>

Hvis du gerne vil have dine søgebskrivelser til også at fungere overfor søgemaskiner (det vil jeg anbefale) kan du også tilføje denne linie:

    <meta expr:content='data:blog.metaDescription' name='description'/>

De første linier gør det, at de fortæller Twitter at det her er et resumé for en side, og at dit twitternavn skal stå som creator. De næste giver url på siden, og overskriften (i to versioner her, for om der er tale om et indlæg, eller link til bloggens forside). Find de tekniske forklaringer og yderligere oplysning på twitters dokumentation for twitter cards.

Den sidste linie angiver den egentlige beskrivelse for siden.

Som er den næste ting - du har givet en generel beskrivelse for bloggen, men du vil jo også have en for det enkelte indlæg - det er hele humlen.

Og den skriver du inde i editoren, for det enkelte indlæg, hvor der ude i højreside er et punkt som hedder Søgebeskrivelse - like this:


Det skal du så huske at skrive ved alle dine blogindlæg for fremtiden! Du kan også gå tilbage og rette dine tidligere indlæg, så de har en søgebeskrivelse, men om det er noget du gider, vil jeg lade være op til dig.

Opret nu et indlæg, og check at resultatet ser fornuftigt ud - det gør du ved at kigge på siden i din browser, brug funktionen til Vis kildetekst, og find twitter cards-delen. Det skal meget gerne stå de rigtige værdier i felterne. Check også på samme måde at bloggens forside ser rigtig ud, med den generelle beskrivelse.

Nu kan du så teste om det rent faktisk også fungerer i twitters øjne, ved at teste siden og forsiden med deres preview tool. Log ind, og angiv url'en på indlægget du har lavet - og se om det ser fornuftigt ud.

Det sidste skridt er så at ansøge twitter om at være med i twitter cards via denne formular, det tager 1-2 uger at få svar, er min erfaring. [Opdatering:] Det har så ændret sig, sites plejer nu at blive godkendt inden for et døgn, ofte efter få timer.

Pøj-pøj med det!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 12. marts 2013

Anbefaling: brug dog twitter cards

4 kommentarer
Der er forbløffende få danske sites, der har fundet ud af at bruge twitter cards. Det hænger jo nok til dels sammen med at vi stadig er et tilbagestående land hvad angår twitter, men da det samtidigt virker ret tydeligt, at gennembruddet kommer snart, så er det et punkt hvor jeg vil anbefale danske forretninger at få fingeren ud.

Ikke mindst de danske mediehuse - jeg finder det helt for eksempel helt absurd, at ingen af de tre store morgenaviser benytter sig af twitter cards endnu.

Og hvad er de så, disse twitter cards? Jo, de er et lille resumé af indholdet af en side. Således at når nogen linker til siden på twitter, vises resuméet der - se for eksempel under dette tweet, som er et link til mit foregående indlæg:
Ved nogle tweets er det selvforklarende cirka hvad et link peger på, men andre er mere kryptiske. Som for eksempel: "Har I set det her? bit.ly/jHuhje". Når man har med en fyldt timeline at gøre, er man nødt til at veje hvert link, om det er et man vil bruge tid på - og der kan en teaser tekst altså være nyttig. Både for sitet, som på den måde - måske - kan overtale flere til at klikke ind, og for læseren, som har bedre mulighed for at vurdere på forhånd.

Det burde ikke være nogen overraskelse for nogen, at teaser kan være en god ting - de fleste bruger dem i en eller anden for på deres egne sites. Twitter cards er en måde at bringe dem over på twitter.

Nogle blogsystemer (som f. eks vistnok blogs på WordPress.com) har det allerede automatisk, men for de fleste kræver det en anelse programmering - man skal lægge sine teasers ind i nogle html meta-tags rettet mod twitter på siden.

Så kan man tilgengæld også tilføje oplysninger om skribentens og sitets twitterkonto, og lægge medier ind, med videre. Eller bare holde det helt jordnært med en skreven teaser. Den tekniske del kan man læse mere om på af twitter cards har twitter dokumenteret her. Jeg skriver nok en af dagene en guide til hvordan man enekelt lægger det ind i sin blogger blog. [Opdateret 15/3:] Guide til at komme twitter cards på Blogger-blog nu skrevet.

Den eneste hurdle er at man (indtil videre) skal ansøge twitter om at deltage. Min erfaring siger mig, at det tager ca 10 dage at få et site godkendt.

Jeg håber denne lille opfordring kan få flere til at bruge det i Danmark. For jeg synes altså det er meget rart med det preview på twitter.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Fuck jer, Oracle

4 kommentarer
Omkring 1997 gjorde jeg mine første erfaringer med Java, det som dengang var et nyt programmeringssprog med et nyt koncept rettet mod internettet: det skulle kunne afvikles på alle computere, uden at man som programmør behøvede lave særudgaver, og det skulle kunne afvikles direkte i browseren.

Og jeg kunne lide sproget - ikke så hardcore som C++, som ellers var mit foretrukne dengang, men man slap så for at tænke over en masse detaljer. Og for en netværks-analfabet som mig, var det interessant at man fik en masse stuff omhandlende nettet med som del af sproget.

Så jeg var ret positiv i forhold til Java. Og selvom det egentligt rent praktisk har været begrænset hvor meget jeg har lavet i sproget, har jeg fortsat haft sympati for det.

Men sprogets anvendelse i browsere viste sig ikke at blive stor - dets tænkte rolle blev i stedet overtaget af det teknisk meget anderledes JavaScript, som på trods af navnet er noget helt andet.

Og Sun, som var de oprindelige udviklere af Java (og en masse andet), kunne ikke få deres forretningsmodel til at køre, og blev overtaget af Oracle.

Et firma som er kendt for at lave middelmådige produkter, men på en eller anden måde at tjene styrtende på det.

Og medmindre man roder med mods til Minecraft, eller skriver android-apps, eller på anden måde arbejder professionelt med Java, er det de færreste brugere rundt om i verden, der i dag egentlig har meget brug for Java.

Man hører da også mest om det, når der med tilsyneladende kortere og kortere mellemrum dukker fatale sikkerhedhuller op i Java. Huller, der gør det farligt at besøge websteder - hvis man altså har slået Java til.

Og vigtigst - huller, der kræver at man opdaterer sin java. Med det samme. Ellers risikerer du hvad som helst. Og du er stadig ikke sikker - for kun halvdelen af hullet er lukket - men bare rolig, om 14 dage kommer der en ny haste-update, og når den er inde, så er du sikker. Indtil næste gang.

Det er så hvad det er. Og levede vi ikke i NemID Danmark kunne vi sådan set være ligeglade. Men på grund af dette fejldesignede systems mystiske valg af Java som vejen til banken og offentlige myndigheder, er vi i Danmark tvunget til rent faktisk at opdatere vores Java-versioner, og ikke bare slå Java fra overalt. En situation der får folk rundt om i verden til at ryste på hovedet i undren over vores dumhed, når de hører om det.

Og så er det - ved denne faste, rituelle opdatering, at jeg gang på gang pisses af af Oracle. For her har de fundet en måde at tjene penge. En måde som er rent bondefangeri, men som gør at de kan tjene flere penge, des flere latterlige sikkerhedshuller med livsnødvendige efterfølgende opdateringer de formår at lave.

For når man er næsten færdig med sin Java-installation mødes man af denne popup:


Hvor Oracle anbefaler, at man sammen med sin fucking opdatering installerer en latterlig toolbar fra Ask.com  - samt gør Ask til ens default søgemaskine.

Vel at mærke - og det er det rigtigt slemme - med et flueben markeret, så man aktivt skal fravælge at få den ind.

Hvis man er rimeligt velbevandret i computere er dette ikke det store problem - så opdager man den slags, og fravælger den, og så er det ikke værre. Man bliver bare lidt irriteret.

Men jeg kender rigtigt mange, som ikke er de store lys hvad angår hvordan en computer virker. Og som kun kan foretage installationer ved at klikke Next, Next, Next.

Som så ender med en latterlig toolbar, og værst af alt, en default søgeside, som er noget lort. Og begge dele er møgbesværlige at komme af med, det er faktisk svært at skelne fra en virus. Det ved jeg, for det er mig, der ender med at skulle fjerne det lort fra venner og families computere.

Så fuck jer Oracle. I har endnu engang fundet en smart måde, hvor I kan tjene flere penge hvis I laver lort - for I får jo naturligvis nogle håndører hvergang I får snydt en Ask-søgemaskine ind på en computer. Og Ask, de tjener så penge på annoncerne på de søgninger folk pludselig tvinges til at udføre gennem deres uønskede søgeside. Og des mere lort i laver, des mere tjener i. For der er slevfølgeligt hvergang nogen som ikke får klikket sig fri.

I skulle krafteddeme skamme jer. Og miste retten til at udgive ting på nettet.

Men hvad der pisser mig allermest af, er at I har formået at gøre, at det Java jeg engang havde stor sympati for, i dag hænger mig ud af halsen.

Jeg kan kun anbefale, at man har så lidt med jer at gøre som muligt.

(Opdatering, 8/4: Jeg har nu skrevet en henvendelse om Oracles java-bondefangeri til Forbrugerombudsmanden.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 1. marts 2013

I Corydons Have

Ingen kommentarer
Jeg er ikke den store digter, faktisk er jeg slet ikke digter, men jeg synes da lige jeg ville give Bjarne Corydon et lille stykke knæk, i anledning af den runde dag i dag.

Den har har ikke groet
i vores have
siger politikere tit
om ting de gør
som de ved andre ikke
kan li.

Men i Corydons have
der vokser mange sære
gevækster
træer og
buske.

Små er de
beskårne er de
for des mere man
skærer
des mere
des mere
des mere
står ikke helt
klart.

Hvis man spørger hvorfor
den lille plante
den beskårne plante
er så smuk
at den skal
vokse i Corydons have
"BANZAI" råber han.

For Bjarne har
forvekslet det
minimalistiske
træ
den beskårne busk
med selvmordspilotens
hastige
dødsspiral
mod den endelige
katastrofe.

Tillykke med det fine vejr!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.