Da jeg først hørte om at HBO kom til Danmark glædede jeg mig selvfølgeligt til at kunne følge de kendte serier. Men næsten lige så meget glædede jeg mig til at kunne udforske deres bagkatalog af mindre kendte serier - samt se hvad der ellers fulgte med i aftalen, for en del så i trailer interessant ud.

Således Continuum - som ikke er en HBO-serie, men en canadisk science-fiction sag - som i trailer så ganske velproduceret ud.

Og den var så også noget af det første jeg kastede mig over, efter helt obligatorisk at have set anden sæson af Game of Thrones.

Og den vil jeg altså godt anbefale! Den minder i virkeligheden en del om den engelske serie Life on Mars (og i forlængelse Ashes to Ashes), omend perspektivet er anderledes:

Serien tager sit udgangspunkt i et dystopisk Vancouver 2077, hvor hovedpersonen, ordenshåndhæveren Kiera Cameron meget uden sit vidende sendes tilbage i tiden, til 2012. Sammen med en terrorgruppe fra fremtiden.

Og her er hun så strandet, men ønsker jo meget at komme tilbage til sin egen tid, og egen familie. Alt i mens hun også må prøve at forhindre gruppen i at få held i deres forehavende, som tilsyneladende er at kæmpe imod den verden hun kommer fra - bortset fra at deres gerninger tilsyneladende samtidigt er hvad der har skabt den.

Det er således ikke ganske tydeligt hvem der egentlig er good guys og bad guys. Terroristerne er ganske vist ikke særligt rare, men de har egentligt noget forståeligt at være sure over, er indtrykket. Mens hvor dejlige heltinde er flink, men samtidigt repræsentere et ikke synderligt flinkt styre.

Og det bliver så mixet ind i vores 2012-occupy-virkelighed. Ikke uintelligent gjort.

Serien fungerer dog også som mere regulær drama-serie, hvor Keira arbejder i 2012-Vancouvers kriminalpoliti - som det er lykkedes hende at "infiltrere". Men det viser sig efterhånden at flere og flere sager er relateret til hendes fæller i tidsrejser.

Og de sidste 2 episoder af sæsonens 10 afsnit er simpelthen forrygende, efter min mening. Så med denne serie har jeg da omvendt af Life on Mars, som jeg i starten elskede for dens nostalgiske tilbageblik, men i længden blev ensformig - der er der her en fin udvikling, og hele tiden spændende flashbacks fra tiden i 2077.

Åh, og så er det en ret fed dragt Keira Cameron (spillet af Rachel Nichols) er udstyret med - det er jeg som superhelt nødt til at nævne!

Så hvis man har HBO - eller støder på serien på anden måde - er det bestemt en jeg kan anbefale, hvis man er til Science Fiction, og gerne noget med tidsrejser, men uden det tager overhånd.

Og måske også som afveksling fra de "tungere" HBO-serier, for selvom det er en fin og godt tænkt historie, er vi ikke nede i det dybe karakterflyttende.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det startede måske egentligt for nogle dage siden - @Kim_Bach var ude og køre i tog:

Hørt i Intercity Toget:"Leoparddrengen er en Internetpersonlighed"
— Kim Bach (@kim_bach) December 22, 2012

(herefter diskuterede ungersvendene, der lød lidt Liberal Alliance agtige, fordelene ved anonymitet)
— Kim Bach (@kim_bach) December 22, 2012

Det syntes jeg jo på sin vis var smigrende, men glemte så det meste om det.

Så udkom Politiken juledag med et læserbrev:

@smbrix #protip #nasseTimm twitter.com/minkonto/statu…
— Allan Lindemark (@minkonto) December 24, 2012

Dette skabte hurtigt ståhej på twitter under hashtagget #nasseTimm:
Selv var jeg ikke rigtigt inde over historien før i nat. Jeg så godt den kørte, men var optaget af julen.

Da jeg endelig så den i perspektiv, via storify'en herover, var det der fangede min interesse ikke indholdet, men hvor perfekt det hele var. Læserbrevet, og Timm Droeses profil på Facebook, hvor han holdt af alt hvad der havde med Liberal Alliance og Saxo Bank at gøre - og som eneste film Wall Street. Og så var han iøvrigt ikke-eksisterende derudover.

Det lugtede langt væk af fake - som mange andre før mig havde tænkt. Men så var det jeg kom i tanke om Kim's tweets fra tidligere. Kunne der være en forbindelse? Drøftede de i virkeligheden hvordan de skulle lancere Timm Droese?

Og så kunne jeg jo ikke lade være at tænke - hvor fedt det kunne være, hvis de talte om Leoparddrengen, og - forkvaklet - ville efterligne ham. Og det så var Leoparddrengen der afslørede dem? For Leoparddrengen - internetpersonligheden - er med overalt. Internettet er en sans. Det kan de ligesågodt lære.

Og hvad var det mest iøjnefaldende ved Timm Droese. Udover at virke alt for kunstig? Jo - navnet. Det lyder godtnok ikke naturligt det navn. Så jeg prøvede at rode med det - men kunne bedst komme op med noget med sommertid, men de varianter gav ikke meget mening. Mening gav noget med ommer- men ikke meget. Så jeg prøvede at dele opgaven:

Timm Droese ligner i den grad et anagram. Det bedste jeg har kunnet komme op med indtil videre er dog "ommer-tides" el variant. Bedre bud?
— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) December 26, 2012

Der gik ikke mange minutter, så var den der:

@leoparddrengen mediestorm
— Helle (@helleras) December 26, 2012

Så flot løst af @Helleras!

Og så er der vel ikke så meget andet i den historie. Jeg ved naturligvis ikke om togturen faktisk havde forbindelse med Mediestormen - men den satte opildnede ihvertfald mig til at komme på sporet. Og så kan jeg ikke lade være at more mig over, at historien starter som læserbrev i oldschool medie som Politiken, hvor jeg ikke vil få lov til at komme til orde, fordi jeg er anonym. Hæ.

Hvad jeg måske synes er allermest morsomt er, hvis det faktisk er LA-ungdom der har postet brevet som stunt. Og troet de ville sætte debat igang om topskat. Men istedet giver medvind til Danska Folkepartis fordummende forslag om kandidat-pant. Så er vi i sandhed ude i et selvmål i Carina-klassen.

Anyway - allesammen - lad os nu ikke glemme det med kildekritik. Ikke kun på internettet! :)

[Opdateret: 27/12]: På nuværende tidspunkt er det så kommet frem, at "bagmanden" er en vis Martin Martensen-Larsen - og der var ikke nogen sammenhæng mellem togturen og denne historie. Den må vi have til gode. Men kildekritik bør ikke glemmes i mellemtiden.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har altid haft den fornemmelse, at man skulle læse en bog først, før man så en filmatisering, for så man først filmatiseringen ville man ikke selv kunne danne billeder på bogen. Blandt andre grunde - mange andre til at læse bogen først.

Nå, men - synes lige jeg har haft lidt sjov/interessant oplevelse i den anledning.

I marts i år så jeg over en meget kort periode første sæson af Game of Thrones. Det hører med at det var en sær tid - min mor lå for døden, og jeg fik opkaldet om hendes død ca 2/3-dele inde i afsnit 2. Der er ingen tvivl om at det har sat sit præg på min oplevelse af serien.

Ikke desto mindre synes jeg det er lidt pudsigt, at jeg nu efterfølgende har læst bog 1-5 i A Song of Ice and Fire - som serien Game of Thrones retteligt burde hedde, A Game of Thrones er blot titlen på første bind - og åbenbart kunnet danne mine helt egne billeder i hovedet, som stort set totalt har "overskrevet" dem jeg fik fra første sæson af serien.

For nu hvor jeg har fået HBO Nordic til at virke - og det var ved grød en større bedrift, som nok bliver selvstændigt indlæg en dag - og jeg kan begynde at se anden sæson - sidder jeg hele tiden og tænker om de forskellige karakterer: "Nå, er det sådan høn ser ud?!" - og det altså selvom jeg allerede har set på 10 timers serie med karaktererne. Og det skal understreges, det er ikke fordi de er fejlcastede - det passede bare ikke længere til mit indre billede.

Der er dog den meget store ting i forhold til casting af Game of Thrones, at de unge karakterer alle i serien er en del ældre end de er i bogen - ellers ville rigtigt mange scener simpelthen være ganske ulovlige. Men det forklarer ikke alt - faktisk er de eneste karakterer, som ser ud som jeg huskede dem, dem hvor jeg kendte skuespillerne i forvejen.

Så, jo, jeg vil revurdere hvor meget film (serier, nu om dage) egentligt sætter sit præg. Litteratur kan godt overskrive billedet. Det er så for A Song of Ice and Fires vedkommende rigtig mange tusinde sider, men alligevel - værd at bemærke.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Så var det i dag Hobbitten første del havde premiere, og da det er min fødselsdag i morgen var det jo bare med at genoptage traditionen fra Ringenes Herre filmene, og fejre den med en tur til Middle Earth.

Og hvor har jeg dog savnet sådan en tur - det kunne jeg mærke såsnart der blev blændet op for historien, nu i 3D af typen jegskagidajskaja, hårene rejste sig på mine arme da musikken begyndte og Hobbitrup tonede frem igen.

Som de fleste der kender universet nok har gættet, holder filmen sig ikke stramt til bogen - men tager meget mere med. Jeg var faktisk overrasket over hvor meget - jeg havde godt nok håbet at Gandalfs tur til Dol Guldur ville blive dækket i de senere film, men The Necromancer er allerede her i første film en omtalt fare - og Radagast har ... - nej, skal ikke spoile.

Jeg synes alle tingene som ikke er i bogen fungerer rigtigt storartet - det er faktisk de steder hvor bogen følges tættest at filmen fungerer dårligst - hvilket dog stadig er ganske fremragende efter min mening.

Der er gensyn med mange karakterer fra Ringenes Herre-filmene, langt flere end jeg havde regnet med, og filmen er således i langt højere grad integreret med Ringenes Herre end bogen Hobbitten er med bogen Ringenes Herre.

Hvilket er godt, for den største svaghed i filmen er nok, at historien simpelthen ikke har det episke format som Ringenes Herre har - men ved at tage mere af Saurons genkomst med afhjælpes denne mangel. Ikke helt, men noget af vejen.

At lave 3 film á 3 timer ud af den relativt lille historie Hobbitten er, kunne lyde som halsløs gerning. Men det fungerer altså fint for mig, i kraft af sidehistorierne (som jo egentligt er hovedhistorien i det store perspektiv) - jeg havde gerne siddet en time mere i det gode selskab. Jeg kan dog godt forestille mig at ikke-inkarnerede Tolkien fans vil have et andet syn på det, de vil næppe forstå hvad det hele skal gøre godt for. Så vandene vil nok være mere delt end de var omkring RH-filmene - denne film er i høj grad for fans.

Og jeg glæder mig til næste år, og turen gennem Dunkelskov og mere Dol Guldur. Filmen levede helt op til mine forventninger, og mere til.

Det mest negative jeg kan komme på er oversættelsen - og det er ikke oversætterens skyld. Man holder sig nemlig til den oprindelige Hobbitten-oversættelse, og den er altså desværre noget bedaget. Der måtte filmens oversætter meget gerne være gået egne veje, efter min smag.

Anyway - 5 af 6 leopardkløer herfra. Det var dejligt!

(Opdatering, et års tid efter: min anmeldelse af anden del af Hobbitten)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Når man kommer sejlende til havnen på Christmas Island i Det Indiske Ocean, skal man først uden om dette lumske forbjerg. Hvad hedder det?

Svaret på quizzen findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.