I fredags udskrev jeg en konkurrence i anledning af, at jeg nærmede mig de 3.000 followers på twitter. Et tal jeg nåede for et par dage siden, så konkurrencen sluttede som planlagt her ved midnat.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg hastigt nærmer mig de 3000 followers på twitter (se status her) - hvilket jeg synes er ganske utroligt - fik jeg lyst til en lille konkurrence i den anledning.

Jeg udlodder derfor 3 e-eksemplarer af min top-anmeldte eBog, Til almeen Dannelse (som i parentes bemærket også er årets julegaveidé!)!

Der trækkes lod blandt:

1. alle nye followers jeg får i perioden fra 23/11 2012 kl 00:01 - 28/11 2012 kl 23:59 (eller til jeg når 3000 followers hvis det skulle ske senere) som stadig er follower når lodtrækningen finder sted
2. samt alle der RT'er et tweet jeg laver med link til denne konkurrence,
3. samt alle som selv laver tweet med link til denne konkurrence (husk @mention af mig så jeg er klar over det)
4. samt alle som RT'er tweet fra kategori 3).

Vind bogen som bl.a fortæller hvordan Leoparddrengen blev Leoparddrengen blog.leoparddrengen.dk/2012/11/konkur… - RT eller Follow for at deltage i #3Kcontest.

— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) November 24, 2012

Man kan kun deltage med ét lod, jeg må ikke selv deltage, lodtrækningen forestår jeg selv uden deltagelse af notarius publicus, og er der tvivlsspørgsmål afgør jeg suverænt hvad den rette & retfærdige tolkning er.

Og husk - skulle du ikke være en af de heldige vindere, så er tabet ikke større end at Til almeen Dannelse kan købes for kr 29,- ...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

JyllandsPosten er ude med en gang hyklerisk sensationsjournalistik i dag, som skæmmes af at de ikke aner hvad de taler om - i virkeligheden kan det godt være de har en historie, men det er ærligt talt ikke til at afgøre midt i al uvidenheden.

Da hovedproblemet er, at de ikke aner hvad en cookie er, eller ihvertfald fordrejer det, vil jeg her prøve at forklare kort hvad de meget omtalte cookies går ud på, så de fleste forhåbentligt kan forstå det.

Mange har dog prøvet før mig, og det lader ikke til at virke, så jeg har egentligt ingen illusioner om at alle nu vil kunne forstå det, eller huske det. Men så føler jeg da i det mindste jeg har gjort mit.

Cookies er ikke et program eller en virus
Det er ellers JPs påstand. Men en cookie er helt kort fortalt en lille stump data - that's it. Det er ikke mere et program end for eksempel dit CPR-nr.

Hvis jeg ser 'cookie' beskrevet som 'et lille program' én gang mere idag tror jeg mit hovede eksploderer. Så dette er muligvis sidste tweet.
— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) November 20, 2012

Okay - en stump data - hvad vil det sige?
I begtyndelsen af WWW, når du var på nettet med din browser, var hvert opslag - det vil sige hvergang du hentede en side, et billede, med mere - helt friskt og jomfrueligt. Du havde en adresse, den slog du op, og du fik nogle data tilbage. Du kunne måske have en fornemmelse af et forløb som du bevægede dig gennem sider, men det havde kun at gøre med den måde html'en ledte dig frem.

Hvis data skulle videre gennem et forløb af sider var det nærmest umuligt, ihvertfald ganske kompliceret, og data skulle sendes frem og tilbage rigtigt mange gange, for at de kunne nå frem til slutsiden. Dette nærmest umuligtgjorde for eksempel at lave butikker på nettet.

Men så opfandt man cookien - som er en lille datastump, som en server kan bede om bliver lagt i browseren, og som gensendes usynligt for brugeren hvergang browseren taler med serveren (eller en anden server på samme domæne).

Dette muliggjorde at man kunne opsamle data over flere sider enkelt, og uden båndbredden blev overbelastet - og gjorde en masse praktisk muligt, som ikke før havde været det. For eksempel sites med logins (som før havde krævet bestemte hardware opsætninger hvor brugeren skulle være kendt som bruger af serveren) og webshops.

Endnu bedre blev det, da man fandt ud af man blot kunne sende en lille stump kode, som identificerede den enkelte bruger, og så holde data for den bruger lokalt på sereveren - så kunne man opsamle mere data, og båndbredden blev slet ikke generet.

Så uden cookies ville WWW slet ikke kunne fungere, som vi forventer det gør i dag - det var simpelthen et kvantespring fremad.

Det betyder ikke man ikke skal være opmærksom på dem. Men hvis jeg skulle sammenligne dem med noget, er det bakterier. Man ser og opdager dem ikke - nogle er godgørende, langt de fleste er harmløse - og enkelte er virkeligt skadelige.

Men at sige at alle cookies er af det onde er hul i hovedet.

Grundliggende findes der 3 typer cookies - så jeg skriver nedenunder om 4 typer, for naturligvis er der forvirring.

Session cookies
Cookies kan lagres i browseren med en levetid, men de kan også stå til kun at være der indtil browseren lukkes - dette er de mest fredelige, og kan bruges til at holde styr på en såkald session, det vil sige et enkelt møde med en server. Det kan for eksempel være et login (så huskes hvem du er logget ind som), opsamling af varer (din indkøbskurv), opsamling af statistik - hvilke sider du besøger.

Det er svært at finde noget slemt at sige om session cookies.

Site cookies
Dette er cookies som lagres i længere tid, og som identificerer dig som tilbagevendende bruger. De er for eksempel nødvendige, hvis du vil have et website til at huske dig, så du ikke skal loge ind hver gang. Og hvis du afbrød en handel, men din indkøbskurv stadig har de varer du kiggede på sidst du var på besøg - så er der også brugt en cookie til det.

Ligeledes bruges de til alskens statistik for tilbagevendende brugere. Og meget andet - men det er eksempler på typisk brug.

Igen - svært egentligt at sige noget negativt om denne type cookies - men nettet kan godt fungere uden dem, meget vil dog være mere besværligt.

Third party cookies
Her er det så at det begynder at blive slemt og overvågningen begynder.

I princippet sendes cookies kun tilbage til det site/domæne der har udleveret dem. Men når du er inde på en webside, så kan der henvises til resourcer alle mulige andre steder fra, som ikke er på det domæne du tror du er inde på - altså det som står i adresselinien.

Det kan være bannereklamer, usynlige billeder, Facebook like-knapper og meget andet - og hver gang du er inde og hente sådan en resource, sendes cookies også med til dette sted, hvis de tidligere har sat en.

Det gør det muligt at følge din færden rundt på nettet og holde øje med dine vaner. Det kan så gøres mere eller mindre uetisk, og her har alle nok varierende grænser for hvad der ok, og hvornår det er krænkelse.

Personligt har jeg det ikke så slemt med anonym opsamling af klikmønstre og den slags, men når man begynder at kæde disse oplysninger sammen med en kendt identitet er min grænse ved at være overtrådt.

Nettet kunne sagtens leve uden third party cookies - men mange marketingfolk ville blive rigtigt kede af det, og der er nok nogle sites der ville skulle tænke i nye forretningsstrategier, hvis de overhovedet ville kunne overleve.

Flash cookies
Dette er egentligt slet ikke cookies, og hedder i virkeligheden Local shared objects. De bruges af flash - det her værktøj som har været brugt til at lave interaktive animationer / videoafspillere / spil, som nu er på vej ud - meget på samme måde som cookies, og kaldes derfor flash cookies.

Men det er et dårligt navn, for disse cookies overholder slet ikke de samme love som rigtige cookies - de kan indeholde meget mere data i selve objektet, de er ikke afgrænset til en enkelt browser, og du kan ikke være sikker på hvor de havner. Og når du sletter cookies skal du ikke regne med at dine flash cookies slettes ved samme lejlighed.

Så de er noget smat.

EU-direktivet
Så er der kommet det her EU direktiv, som skulle tage sig af cookies og vores privatliv. Oprindeligt sikkert en fin tanke, men resultatet er tåbeligt, i det de er faldet i den modsatte grøft, at alle cookies skal accepteres på en eller anden måde af brugeren. Det er omsonst, da 99% af alle sites bruger cookies i en eller anden form, og det ikke siger noget som helst om, hvorvidt ens privatliv er i fare.

Så det er blot blevet til en generende faktor, hvor man hurtigst muligt klikker "gå væk" til de sites, der rent faktisk laver en popup-info om det, som de skal. De kunne ligesågodt kræve, at man blev advaret om, at man er på internettet, når man går ind på et site.

Og de dele som kan være et problem - de kan så køre fint videre, fordi man jo har accepteret de cookies som er nødvendige.

Et par afsluttende småting
Cookies opbevares per bruger - så hvis du har flere logins på en PC, er der forskellige cookies for hvert login.

Cookies kan slettes - det kan du bede browseren om at gøre. Men vær altså opmærksom på, at flash cookies ikke nødvendigvis ryger ved samme lejlighed.

Man kan også sætte forskellige browserindstillinger og bruge "porn mode" for at undgå at cookies gemmes / undgå third party cookies.

Og man kan finde forskellige programmer, der blokerer for uønskede cookies. (Og @TwomasC har på G+ nævnt dette Collusion plugin til Chrome som viser hvad der er aktuelt er af 3rd party cookies).

Wikipedia om cookies og flash cookies.

For at runde helt af
Det giver altså ikke mening at tale om, om cookies er gode eller onde - det kommer helt an på hvordan de anvendes.

Tilsyneladende har Radikale i dette tilfælde brugt third party cookies - men om de har lavet decideret grisefy er ikke rigtigt til at afgøre. De har ihvertfald næppe lavet mere grisefy end der bruges i alle mulige andre marketingkampagner; men når det handler om politik er det muligvis lidt mere følsomt.

Det eneste der er helt sikkert er at JyllandsPosten fik skrevet en forfærdelig masse vrøvl. Og Ritzau og derefter alle mulige andre lykkeligt kolporterede det videre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Som jeg for snart længe siden har været inde på, hader jeg at dumme mig. Hvilket jeg har gjort siden barndommen. Og nok mere end de fleste, vil jeg hævde, og jeg er ikke altid god til at tackle det når det sker - helt ubeskedent skyldes det sandsynligvis at det faktisk sker ret sjældent.

Men nu er en af barndommens hændelser dukket op. Og den skal selvfølgeligt så beskrives.

Som barn voksede jeg op i et kartoffelrække-lignende kvarter, og jeg holdt meget af at skyde med bue & pil. Jeg og drengene på vejen lavede selv nogle ud af min nabos bambushæk, men de var ærligt talt lidt slatne. Tilgengæld fungerede det storartet med en bure købt i en legetøjsforretning af træ, med 3 pile med sugekopper i stedet for spidser.

Jeg husker især at jeg holdt af, at stå nede på vejen og skyde pile ind af vores førstesals vindue, ind i stuen der - hvor de som nu var der kunne få lov at kaste pilene ud igen. Det har muligvis ikke været så sjovt at være i stuen, men jeg hyggede mig ganske godt med det. Og blev faktisk ganske god til at ramme det jeg sigede efter, med den der legetøjsbue.

Sceneskift: jeg var i Jylland med min mor, og har set nogle reklamer (sikkert bagerst i Anders And) for et sommerland - jeg tror det har været Faarup, men kan også have været et andet - hvor man kunne skyde med buer. Rigtige buer, ikke sådan en flad legetøjstingest.

Min fornemmelse siger mig jeg har været ca 10 år, og det ville jeg gevaldigt gerne prøve - så det har jeg i den grad plaget om vi ikke kunne. Kan ellers sagtens se for mig, at det bestemt ikke har været noget min mor havde lyst til, men det endte ihvertfald med at ske.

Højst sandsynlight har jeg fået styret os direkte hen til bueskydningen, hvor vi får udleveret en bue og nogle pile med en slags rund spids, og så kommer vi ind i en slags træaflukke, bare mig og min mor. Et stykke væk - det har nok været 5 og 15 meter - står nogle skydeskiver, nogle beregnet på børn, andre på voksne.

Jeg lægger en pil på den enorme bue vi har fået, og prøver at trække den tilbage - og den rokker sig ikke en millimeter, liegmeget hvor hårdt jeg trækker.

Det hører med at jeg bestemt ikke var jordens stærkeste dreng, var i det hele taget ganske spinkel. Men det står mig i dag helt klart, at jeg for det første har fået udleveret en voksenbue, og ikke bare det, men en som kræver gode kræfter, sikkert en 36 punds bue, eller sådan. Hvilket sikkert i Jylland blandt de voksne gårdmænd på brun sovs ville være meget fint, men ikke er noget man skal give til børn, slet ikke spinkle københavnerdrenge.

Jeg prøvede at gøre min mor opmærksom på at det ikke gik, men hun hang ud af træhuset og talte med nogen, og jeg kunne ikke få hendes opmærksomhed - højst sandsynligt flirtede hun med en eller anden.

Men jeg vil jo få skudt den bue, så jeg bruger den eneste måde jeg kan komme på - lægger pilen på buen, vender den om så pilespidsen trykker mod min mave, og prøver så at trække selve buen ud i nogenlunde spændt form med begge hænder. Hvordan jeg helt nøjagtigt har tænkt mig at komme fra den position, til en skydbar kan jeg ikke lige gennemskue - jeg er ikke sikker på jeg havde en plan til det. I første omgang handlede det om at få noget spænding på buestrengen.

Og det er jo set i mit voksenperspektiv ikke jordens bedste idé, med en pil hvilende op mod maven - jeg kan se tusinde ting der kunne gøre at jeg blev gennemboret af den pil. Men det prøvede jeg altså. Og min fornemmelse er at jeg stod og kæmpede med den streng i flere minutter.

Indtil en ansat fik øje på hvad jeg havde gang i, og ganske panisk fik stoppet mig. Desværre har jeg stadig lyst til at sige, får jeg var vildt forbandet over ikke at få den streng trukket ud - men det var jo nok meget godt, for meget kunne være gået galt. Han fik vist også sagt til min mor, at hun måtte holde øje med mig. Også meget fornuftigt, men ikke noget der normalt var nødvendigt at sige om mig.

Men en mere passende bue skaffede han mig ikke. Så efter et forsøgt skud med en streng som var trukket måske 2 millimeter tilbage, og faldt impotent ned en halv meters penge ude.

Så ville jeg ikke mere - jeg følte mig ydmyget, og vidste også godt det jeg havde haft gang i ikke var så smart. Men hvad jeg egentligt havde lavet holdt jeg for mig selv, det gik aldrig op for min mor.

Og jeg rørte i mage, mange år efter ikke en bue, er fornyligt gået op for mig. Jeg kan faktisk huske nogle år senere, da har jeg vel været 16 år, at jeg var sammen med en flok venner + nogle andre på Saltholm, og én havde en bue med derud, som nogle prøvede at skyde med - og den skulle jeg absolut ikke i nærheden af.

For ca 15 år siden begyndte min søsters bror (it's complicated) at gå til bueskydning en periode - jeg kan huske jeg var fascineret af det, tænk at man sådan kunne det. Og det tror jeg lagde en kim til noget, meget senere.

For i år har det virkeligt været et bueskydningsår, startende med den fremragende Hunger Games og sluttende af med OL og Brave. Og da jeg var på jagt efter en sport som jeg kunne lokke min ældste, computerfikserede søn på, kom jeg så til at tænke på bueskydning som en mulighed.

Dejligt individuelt og fokuseret - og uden alt for intense energiudladninger, som for eksempel fægtning som jeg ellers har prøvet at få ham lokket til - og som jeg stadig synes er fed sport.

Så for nogle måneder siden hev jeg ham til prøveskydning, og deltog selv. Og det har vi begge gået til siden. Og det er fedt, nærmest meditativt.

Og jeg kunne pludselig huske hvor meget sjov jeg havde med det som barn. Og spekulerede på, hvorfor jeg egentligt dog holdt op med det. Og kom så i tanke om den historie i det der sommerland, og hvordan den har gjort at jeg ikke ville røre ved buer mere, i skuffelse, vrede og skam.

Ikke at hændelsen var fotrængt - nej, jeg har altid kunnet huske den, som en mine dumheder.

Men jeg kan så heldigvis se i dag, fordi jeg kan se historien i lidt større perspektiv, at skammen er en tåbelig ting at have haft siddende - I was a kid, for fucks sake. Vreden synes jeg tilgengæld er velbegrundet - først og fremmest overfor et sommerland, som det fuldstændigt lykkedes at ødelægge min glæde ved noget jeg holdt meget af, og overfor min mor, som ved grød også burde have været mere opmærksom.

Men så kan jeg tilgengæld glæde mig over, at skuffelsen fik en ende, at jeg nu igen kan hygge mig med bueskydningen, og mærke glæden når pilen går ind i bullseye. Det er nemlig fedt. Og så kan jeg endda glæde mig over at gøre det sammen med min egen søn.

Og man kan selvfølgeligt ærgrer sig over den tid der gik tabt - men det gider jeg ikke i dag.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg så lige ganske tilfældigt, at man kan købe Andersens Julehemmelighed på DVD - og det vil jeg med det samme anbefale man gør; hvis man kender den ved man hvorfor, hvis ikke så kan man finde ud af det.

Det er en af de allerførste "voksen-julekalendre" TV2 gav sig i kast med (den er først vist i 1993) - og er den absolut bedste, efter min mening. (Jeg skal så også sige, at jeg absolut ikke kan holde The Julekalender ud - den synes en del åbenbart er topmålet af humor.)

Af en eller anden grund kommer den først nu - den har ellers gennem en årrække været listet som en af de mest efterspurgte danske produktioner. Men bedre sent end aldrig!

Så jeg kan altså kun tilråde at man anskaffer sig den inden december, og følger Julemand 39's frygtløse detektivarbejde, og ikke mindste Putte Andersens hede kærlighedsaffære med sin Gas & Vandmester gennem julemåneden. Jeg anbefaler portvin til!

(Ellers kan man også finde den her på bloggen, jeg har for et par år siden embeddet den fra youtube som julekalender til læserne ...)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.