Leoparddrengens
Public Key

onsdag den 17. oktober 2012

Charlie's Regering

Ingen kommentarer
De er kommet langt, og har været en del udvikling igennem. Charlie's Angels startede i 70'erne med at se således ud:

Så blev de opdateret lidt til det nye årtusinde:

Og så var det jeg da nok mente jeg spottede dem i et dynamisk shot i TV Avisen i dag:


Men det store spørgsmål var jo så - hvem er Charlie? Eller måske er der slet ingen Charlie, Oliver Zahle havde ihvertfald et bud:
Svaret viste sig dog at komme senere - jo, den mystiske Charlie eksisterer, manden som styrer englene, og som vi mest kender som en stemme, eller højst en mørk skygge der holder øje med pigerne:


Hvem kan der være tale om? Hvem er denne Charlie som nu styrer Regeringen? Det eneste jeg kan love er - det er ikke mig!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 15. oktober 2012

Kuppet

Ingen kommentarer
Jeg læste i aftes Kuppet - en såkaldt single af Line Holm Nielsen (@LineHolm1).

En single betyder at det ligger et sted mellem en traditionel feature-artikel i et dagblad/magasin, men er kortere end en bog - hvilket så også afspejles i prisen, som er lavere end en (dansk) bog - i dette tilfælde kr 42,-.

Den er fortællingen om røveriet mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby i 2008, danmarkshistoriens hidtil mest indbringende kup, som endte med en del domfældelser for et par år siden.

Og historien er levende fortalt, først med optakten og udførelsen af kuppet - en historie som virker som ren Hollywood, med brændende biler og biljagte - og det efterfølgende meget omfattende opklaringsarbejde, sluttende med retssagerne mod de involverede det er lykkedes for politiet at identificere.

Eller mener at have identificeret, for der rundes af med interviews med nogle af de hårdest dømte, som mere eller mindre overbevisende argumenterer for deres uskyld (ihvertfald hvad angår denne sag).

Om man vil tage det for gode varer må være op til den enkelte - men jeg kan ikke lade være med at føle et misforhold i mellem de dømtes væremåde, og det store forberedelsesarbejde der må have været - blandt andet med en del research og planlægning.

For de typer der beskrives (indgående) virker som om de nok godt han finde ud af udførelsen - men de virker ærligt talt ikke særligt disciplinerede.

Kuppet bygger på interviews med de involverede, artikler fra sagen, med meget mere, der er en klar fornemmelse at researchen har været grundig.

Jeg kan varmt anbefale den, den giver både drama og indsigt - ikke mindst i en international forbryderverden, tilsyneladende med Sverige som en form for center. Og det selvom vi ikke får svar på hvor pengene er. Eller hvem bagmanden er(?).

Men der skal jo også være plads til en 2'er ...

Kuppet kan købes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 11. oktober 2012

Menneskets veje er uransagelige

Ingen kommentarer
Gabriel: "Høje Herre - lad mig fortælle en trist og glædelig historie!"

Gud: "Lad høre, Gabriel. Det trænger Vi til!"

Gabriel: "En families datter er kørt galt med et automobil - men midt i sorgen finder familien overskud til at dele hendes organer, så andre kan leve, hvis de skulle rammes af sygdom."

Gud: "Det var dog en aldeles uselvisk gerning. Hør - Gabriel, skulle vi ikke sende et lille mirakel deres vej? Lad pigen leve! siger jeg."

Et år efter.

Gabriel: "Æh, Høje Herre - vi har fået et lille problem ..."

Gud: "Hvad er det, Gabriel. Sig blot frem."

Gabriel: "Jo - De husker miraklet med pigen, der kom sig ...?"

Gud: "Ja ... - og ?"

Gabriel: "Jo, nu har de andre mennesker i landet hørt om det. Og nu vil de ikke være organdonorer!"

Gud: "Jeg lærer aldrig at forstå menneskene - deres veje er uransagelige!"

Se også: Det handler ikke om organdonation

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det handler ikke om organdonation

Ingen kommentarer
Så du dokumentaren på DR i går om Pigen Der Ikke Ville Dø? Hvis ikke, vil jeg meget opfordre dig til at følge linket og se den.

Det er en ret fantastisk historie - især om livsvilje, og hvor langt man kan være nede - og alligevel vende tilbage. Og hvor meget genoptræning kan gøre, endda hurtigt.

Forløbet i historien kan forekomme mirakuløst - jeg vil nu gætte på der findes flere af den slags historier. Det helt utrolige er nok, at en filmhold var på plads til at optage den - og ikke mindst at familien gav tilladelse til, at vi kunne være med på første parket hele vejen igennem - også da de troede det hele var forbi.

Lægerne lavede fejlskøn - og der er næppe tvivl om, at de har lavet deciderede fejl - ihvertfald virker de alt for skråsikre om noget så afgørende, hvor de samtidig kun kan tale om hvad de tror der vil ske. Og det kører familien nu en klagesag på. Det kan jeg godt forstå - og det er vigtigt sagen belyses, så man kan lære mest muligt til fremtidige tilfælde. Men for mig er det ikke en historie om lægesjusk der står tilbage - det er en historie om livsvilje, på trods af alle odds - også lægernes.

Hvad det ihvertfald ikke er - er en historie om for eller imod organdonation, som medierne har pisket det op til. Eller for den sags skyld, om familien burde være blevet spurgt om organdonation. Jeg synes det er hen i vejret at holde fokus på det - og det er dokumentarens største fejl. Muligvis en fikseringsfejl, som de selv taler så meget om - fordi deres oprindelige formål var at lave dokumentar om organdonation.

Faktisk kan man argumentere for, at hun overlevede fordi familien sagde ja til organdonation. For ellers havde de på hospitalet været hurtigere ude med at stoppe behandling og slukke for respirator. For så var der ingen grund til at prøve at bevare kroppens øvrige organer så godt som muligt. Og lægernes fejlskøn havde ike noget med donation at gøre.

Men hvis man endelig skal uddrage en lære fra historien, som har noget med donation at gøre - må det være, at det er vigtigt selv at tage stilling, mens man kan. Så det ikke er familien der skal sidde med det valg, oven i alt det andet. Jeg har ihvertfald ikke fortrudt for år tilbage at have tilmeldt mig donorregistret.

Igen - se filmen - men ikke med organdonation for øje. Foromtalen og den debat skæmmer desværre historien.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 5. oktober 2012

Farvel menneske- og borgerrettigheder

2 kommentarer
De universelle menneskerettigheder har i FN fået et ordentligt skud for boven, idet man nu på basis af resolution på initiativ af Putins Rusland, nu kan begynde at tale om traditionelle værdier i forbindelse med hvilke rettigheder der nu er aktuelle - og så er de jo netop ikke længere universelle. Det kan man læse mere om i Information.

Og herhjemme jubler politiet i et Ritzau-telegram: De var med ved billet-razzia i metroen, hvor de visiterede et ukendt antal. Det førte til 26 sigtelser, og de fik konfiskeret lidt pot og hash.

Så er det man kan undre sig over, hvordan det kan være de kunne visitere disse tilfældige metro-brugene borgere. Men hjemlen var klar:
»Vi kiggede mistænkelige personer dybt i øjnene og spurgte, om de havde noget i lommerne, som de ikke må have«, fortæller [vagtchefen ved Københavns Politi] John Hansen.

»Hvis de reagerede nervøst, visiterede vi dem«, fortsætter han.
Ok - så det at reagere nervøst på, hvis politiet nu spørger en om man har noget i lommerne man ikke må have - det er nu nok til at man kan blive visiteret i metroen?

Ja - det er det. For i vort demokratiske Rige indførtes for nogle år tilbage Visitationszoner. Oprindeligt tænkt - ihvertfald officielt - som værende en måde at komme ulovlige våben til livs, så unge ikke blev stukket ned når de var på bytur.

Men reelt bruges de - som det vel ret meget fremgår af John Hansen - til at lede efter hvad som helst. Især altså hash. Og metroen på Christianshavn er et yndet sted, kunne jeg ved en googling konstatere.

Googlingen kom sig egentligt af, at jeg ville være sikker på om Christianhavn nu var en visiteringszone? Eller om politiet med smil overtrådte alle regler.

Men det kunne jeg ikke finde ud af. Selv ikke med hjælp fra google. Man skulle ellers tro, at når der sådan indføres områder med undtagelsestilstand i Danmark, så ville det i det mindste være til at finde ud af hvor de er?

Men nej - googling viste blot en masse steder hvor de var indført - og andre hvor de var fjernet eller udvidet. Umuligt at få overblik over.

Hvad så med den udmærkede wikipedia-side om Visitationszoner. Jo, der var et link videre til Justitsministeriet.

På Justitsministeriet skriver de så, at man kan få overblik over de aktuelle visitationszoner på politiets hjemmeside.

Storartet - det klikker jeg. Men leder blot til en hovedindgang for politiet i Danmark. Jeg kigger rundt, men kan virkelig ikke finde nogen oversigt over visitationszoner. Og jeg synes jeg kigger ret grundigt!

Men - hurra - der er jo et søgefelt; det prøver jeg: søgning på visitationszone - det giver dette resultat:

Ok, det er egentligt lidt skuffende - der er ikke meget der ser ud til at give et dækkende billede af hvad der er visitationszoner, pt. Men der er da et par links fra marts sidste år, der ser ud til i det mindste at kunne vise noget om hvad status engang har været i København. Så jeg klikker det første:

Ups - så for den da - den side eksisterede sørme ikke. Ligesom det næste link heller ikke virkede, endnu en 404'er.

Kære Danmark, kære københavnere. Kære politikere. Og kære politi.
Kan vi ikke blive enige om, at vi har et demokratisk problem - når vi har en lov, som sætter vores almindelige grundlovssikrede rettigheder ud af spil i bestemte områder, ifølge loven for et bestemt formål, men det er tydeligt at politiet benytter det til alt muligt andet.

Og det ikke engang er muligt at finde ud af i hvilke områder disse undtagelsestilstande gælder?

Jeg synes vi har et problem. Og lad være med at sige, at hvis man ikke gør noget galt, har man ikke noget at være bange for. Så kan vi lige så godt helt stryge Grundloven med det samme.
[Opdatering, kl 9:20] Jeg bliver via twitter (og opdager jeg nu, i kommentar fra matychan) henvist til dette link hos Københavns politi, som fortæller at det nu er slut med visitationszone i København. Jeg er så lidt usikker på om det er gældende - for i min søgning har jeg fundet så meget indførelse, ændring, fjernelse, flytning af visitationszoner at jeg stadig er rundforvirret i den sammenhæng.

Men lad os sige der ikke er visitationszoner - hvad er vi så ude i?

En enekelt har ment at det var helt normalt, uden zone - at det var del af almindelig kriminalitetsbekæmpelse fordi Christiania ligger i nærheden. Og at "i det specifikke område er mistanken med den brugte formulering pr. def. begrundet".

Jeg skal ikke afvise at det er praksis - men hvis det er - hvor pokker er det så vi er havnet? Og hvor er vi på vej hen? Igen - vi taler ikke om Christianias område, eller lige udenfor eller indenfor - der ved jeg godt hvordan praksis er, og det er slemt nok. Men her taler vi om trawl i metroen?!

Jeg kan ikke se at det kan retfærdiggøres.

Diskussion på twitter om sagen har i øvrigt fået hashtag #metrovisit. Men man kan selvfølgeligt også bare være ligeglad.
[Opdatering, midnat]
Virker ret sikkert at der ikke er tale om visitationszone - men at Københavns Politi handler... kreativt. Det vil sige bryder loven. Medierne er utroligt tavse om det - det eneste jeg har set er CEPOS' Jacob Mchangama som ytrer sig fornuftigt i Berlingske.

Imponerende at politiet har lyst til at afsætte resurser til at begå den slags ulovligheder, når nu de ignorerer det, som vel må siges at være deres kerneopgave.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 2. oktober 2012

TV2 stjæler min identitet

Ingen kommentarer
Jeg blev her til morgen af morgenthaler gjort opmærksom på, at TV2 havde artikel om 10 ting du ikke vidste om Leopard-drengen - men altså ikke omhandlende mig, men en ung filejs fra Vild med Dans, fordi han havde taget en leopardbluse på i fredags.

Det er jeg jo nødt til at gøre noeget ved, så jeg har sendt nedenstående til TV2 - desværre kunne jeg ikke finde nogen direkte til Vild med Dans-redaktionen, så det er sendt direkte til deres hovedmail.

Og på twitter er de godt nok, men kun i en Facebook koblet profil (hvor typisk) - så den får jeg næppe meget ud af at skrive til, selvom jeg prøver.

Så hvis nogen er på Facebook må de meget gerne gøre Vild med Dans på Facebook opmærksom på at jeg er ret knotten, eventuelt linke til her.

Kære TV2 -

Jeg er blevet gjort bekendt med artikel I har på jeres site med overskriften 10 ting du ikke vidste om Leopard-drengen

Da jeg er superhelten Leoparddrengen, og jeg ikke er Joakim Ingversen, bliver jeg faktisk noget muggen over det indlæg. Især da jeg har været det i 5 år, har bygget brandet op i 4 - hvilket for eksempel kan ses på min blog med små 3000 indlæg, på min twitter-profil og da jeg for eksempel af DR omtales som den navnkundige twitter-kendis Leoparddrengen, og da jeg udgiver bøger i navnet Leoparddrengen

Jo - så kan man godt blive lidt muggen, når sådan en fløs ifører sig en leopardbluse, og så bliver kaldt Leopard-drengen; jeg har ikke noget imod at blive plagieret, men man skal ikke tage min identitet.

Jeg kan tilgive at I åbenbart ikke har været klar over min eksistens i forvejen - men det er I nu.

Så undlad venligst lignende i fremtiden. Og egentlig synes jeg godt I kunne undskylde i artiklen.

Bedste hilsner
Leoparddrengen

P.S. Men Claudia Rex så nu dejlig ud!
[Opdatering, 3/10 kl 9:14]: Har netop fået mail fra Vild med Dans - de har rettet artiklen til at handle om Leopard-danseren - og så er alt jo i skønneste orden. Tak for det! :)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 1. oktober 2012

Jeg gæsteblogger ...

Ingen kommentarer
... med en historie fra Christiansborg ovre på denfri.dk - så skynd dig over og læs første kapitel - hvor jeg finder ud af hvem der virkeligt leder SF, og hvorfor.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.