Leoparddrengens
Public Key

torsdag den 30. august 2012

HBO kommer til Danmark!

1 kommentar
Da jeg i dag gik på twitter, blev jeg ret hurtigt meget interesseret i hvad der foregik - en interesse, der i løbaet af dagen nærmest er blevet til eufori.

@monggaard var nemlig på en form for release party / infomøde om #HBONordic. Som viser sig at blive en streaming og Video on Demand tjeneste, som vil give adgang til ikke blot HBO's serier, men også ting fra samarbejdspartnere.

Via kabel/parabol - men altså vigtigst for mit vedkommende, også over nettet. For en pris af 10 € om måneden!

Det lyder ganske fantastisk - det betyder blandt andet adgang til splinternye afsnit af HBO's blockbusters som Game of Thrones, indenfor 24 timer af at afsnittet har haft premiere i USA. Med danske tekster! (Jeg håber så også der bliver mulighed for at vælge engelske, og ikke mindst slå dem fra.)

Og altså, måske næsten endnu bedre - også adgang til alle de HBO-serier, vi aldrig hører om - som måske er for smalle til at der skabes hype internationalt, men stadig er kvalivare.

Det er simpelthen noget jeg har sukket efter meget længe - der har nemlig godtnok været mulighed for HBO på nettet i USA - men selv med unblock-us har man ikke kunnet herhjemmefra, fordi de har krævet US-kabelabonnement.

Og Netflix har HBO ikke villet være del af. Derfor har den eneste måde at se HBO-ting inden de kom på DVD været via pirat-sites - det er der kommet denne storartede tegneserie ud af, som beskrev problemet i en nøddeskal. Og jeg har altså aldrig rigtigt ville bruge de piratsider - det virker dobbelt forkert, når det er noget kvalitet, man faktisk rigtigt gerne vil betale for. Sådan har jeg det ihvertfald.

Men det lader til at være fortid, nu. Og jeg tror helt jeg vil droppe Netflix, for det jeg i virkeligheden altid ønskede var adgangen til HBO.

Og hvorfor er jeg så vild med HBO? Fordi de - sammen med et par andre selskaber, som leverer TV via kabel - står for de bedste TV-serier fra USA. Jo, enkelte andre serier, som for eksempel Lost, er bestemt også værd at se.

Men kabelselskaberne, med HBO i front, leverer kompromisløs kvalitet, især på manuskriptsiden. Det kan de gøre, fordi de ikke sender gennem luften - og derfor ikke er underlagt den "moralske" lovgivning USA har for hvad der må sendes i æteren, som udelukker bandeord, nøgenhed, sex og en masse andet godt.

Samtidig er der ikke reklamer i programmerne - så forfatteren skal ikke skrive henimod en cliffhanger hvert kvarter, så der er en chance for at seeren vender tilbage efter reklamepausen. (Det helt absurde er så, at rigtigt mange HBO-serier herhjemme er blevet sendt på reklamekanaler, så de er blevet fuldstændigt ødelagt.)

Dette gør - er min teori, ihvertfald - at forfatterne kan skrive sig helt ud, og koncentrere sig om det det handler om - den gode historie. Uden at skulle tage hensyn til alt muligt andet.

Og det har altså blandt andet resulteret i serier som Sopranos, Six Feet Under, Sex and the City, The Wire, Band of Brothers, Angels in America, Deadwood, Rome, True Blood og Game of Thrones.

Jeg synes sgu det er svært at få armene ned. Jeg håber implementeringen kommer til at leve op til det, der er blevet sagt.

Det er ihvertfald helt sikkert jeg skal være abonnent fra første dag - det skulle vist nok starte midt i oktober. Man kan skrive sig op på HBO Nordic for at få tilsendt, når der er nærmere oplysninger. Ellers kan man også følge @HBOdk på twitter.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 28. august 2012

Interviewoffer søges re: bloddonation

2 kommentarer
I forlængelse af den spørgeskemaundersøgelse jeg annocerede for i går, er jeg også blevet bedt om at hjælpe med at finde en at interviewe om bloddonation, med følgende profil:

Du er bloddonor, som har prøvet at anbefale eller fortælle om bloddonoation til en ikke-bloddonor.

Du går stærkt ind for bloddonation og besvarer gerne på spørgsmål angående emnet.

Du er ikke ansat hos Bloddonorerne i Danmark.

Du har unge mellem 18-25 blandt dine venner, bekendskaber eller i familien.

Du vil gerne interviewes i aften eller imorgen.


Jeg kan tilbyde dig 20 min. hyggesnak og et taknemligt hjerte(symbolsk) :)

Skriv til tnguy07 -at- student.sdu.dk, hvis du er interesseret!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Live fra "Skattesagen"

Ingen kommentarer
Selvfølgelig skal du kunne følge skattesagen her - dit favoritsted på nettet for indblik ;)

Jeg har embedded Berlingskes og DRs liveblogs umiddelbart herunder - jeg har spurgt om tilladelse, og fået grønt lys umiddelbart, men hvis enten DR eller Berlingske skulle få kvababbelser fjerner jeg selvfølgelig igen. Man kan se på Berlingskes eget site for Merian Garde Gräs liveblog her, og DRs Mikael Rømer kører på her.

Er du på mobil kan det anbefales at bruge dette link for Berlingske, og dette for DR.

(Den lidt sære opstilling skyldes, at DRs feed ikke kunne indskrænkes, så for at få plads til begge ved siden af hinanden, og uden at gå over alle grænser på blog, måtte det blive sådan.)

Nedenunder det finder du alle tweets om #skattesag/#skattesagen - så der skulle være god dækning!

Og se her for den officielle baggrund for kommisionen, vidne/bisidderliste, m.m.



Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 27. august 2012

Hjælp Bloddonorerne

Ingen kommentarer
Der er brug for 25.000 nye bloddonorer om året i Danmark. Det er en hulens masse!

Derfor er en studerende ved SDU Odense i gang med en undersøgelse, der skal belyse hvordan man kan få flere til at blive donorer. Hjælp hende ved at udfylde dette spørgeskema om bloddonation - dit input er vigtigt, både hvis du er donor og hvis du ikke er.

Det tager kun 5 minutter. Det er faktisk endnu mindre end en tapning!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 25. august 2012

Da homo-rygterne ramte dagspressen

Ingen kommentarer
Jeg plejer ellers nok at kunne hidse mig op, når der er skandale i farvandet, men historien om Helle Thornings-Schmidt og Stephen Kinnock der været nødsaget til i offentlighed at afkræfte (nogle for mig nye) bøsse-rygter om Kinnock har ikke rigtigt kunnet hidse mig op.

Jeg har simpelthen - lige i det hjørne af den såkaldte (men forkert kaldte) "skattesag" svært ved at se nogle slubberter - som jeg ikke følte var værre slubberter i forvejen.

Men for at opsummere ganske kort: Ved at møde i SKAT siger parrets daværende revisor, som er den eneste fremmødte, angiveligt noget om at grunden til de ikke er fremmødt er at de ikke har lyst til at drøfte parrets privatliv - og siden skulle han så sige, at Stephen Kinnock er bi- eller homoseksuel.

Hvad han rent faktisk har sagt er lidt uklart, han skulle siden have benægtet at have sagt det, og siger han må være blevet misforstået. Hvordan det så skulle være sket.

Man kan undre sig over, hvorfor pokker han skal bringe Stephen Kinnocks sexliv på bane. Men rent hypotetisk kunne man sådan set godt forestille sig, at han kunne gøre det, for at sandsynliggøre at Stephen Kinncok virkeligt befandt sig meget i udlandet, mere end halvdelen af året som er den magiske grænse, skattemæssigt. Altså, give en antydning af, at han lever et dobbeltliv, og skejer ud i det berømte Geneveske bøssenatteliv halvdelen af året(?).

Rent hypotetisk. Jo, den del er ret underlig.

Men hvis det passer at han fremfører det, ser jeg ikke noget galt i at det bliver ført til referat.

Og at Peter Loft bruger en omskrivning af forholdet i sine berømte fire linier ser jeg heller ikke nødvendigvis vis noget galt i - det kan der være, men jeg synes ikke der er noget bevis for, at lige den del er ond vilje. Tilgengæld er det så helt igennem forrykt at han overhovedet er inde over, og overhovedet laver de fire linier, og prøver at presse dem ind i sagen. Men det har bare ikke nødvendigvis noget med homovinklen at gøre.

Ligesom det at sagens akter vandrer videre i ministeriet er slemt nok i sig selv - men her synes jeg heller ikke nødvendigvis der er noget ekstra forgjort i at der altså ligger antydninger af parrets privatliv i sagen - jeg mener at selve magtmisbruget og bruddet på de vandtætte skotter langt overgår det.

Lækken til B.T: Jo, den får lige en tand ekstra, når man ved de oplysninger er med. Men jeg synes i forvejen den handling er så himmelråbende syg, at den lille detalje ikke ændrer så meget.

Og B.T. - well, B.T. har jeg opgivet for længe siden. Det er en skamplet på journalistik, det er en skamplet på Berlingske, det er den dybeste sump. Så at de naturligvis begynder at forske i den vinkel, er jo blot dyrets natur.

Så - nej; jeg har sgu haft lidt svært ved at hidse mig op over sagen.

Det er der tilgengæld andre der ikke har haft svært ved - og vreden har sært nok især rettet sig mod Politiken. Fordi det var Politiken der i dag kørte historien.

Men, please: det var på Helle Thornings eget initiativ! Hun ville selv ud med historien - fordi hun udmærket var klar over, at den kommer op, nu hvor kommisionsundersøgelsen begynder. Der var ingen vej udenom. Og det handler ikke om, at pressen ikke skal blande sig i politikeres privatliv - for det kan vi godt allesammen mene - men når det privatliv er skrevet ind i de muligvis 4 mest centrale linier i hele sagskomplekset - så kan man ikke tale uden om det.

Så, nej. Mit pis er ikke kommet i kog i denne omgang. Ikke mere end det var i forvejen - det er en forfærdelig og beskæmmende sag. Og jeg skal ikke afvise, at homovinklen kan få det i kog i fremtiden - men der er lidt for mange ubekendte i forhold til hvad der var forsætligt, og hvad der egentligt er blevet sagt af revisor med videre. Men det gemmer jeg altså lidt.

Men jeg har lidt indtryk af, at de der har hidset sig op mod Politiken idag, faktisk ikke har læst hvad der står i artiklerne. Og måske har glemt hvad sagen i virkeligheden handler om. Og det hælper navnet også til med: "skattesagen" får det til at lyde som der er snydt i skat, og når man taler om "Helle Thornings skattesag" lyder det som om hun har snydt. Det B.T gerne vil have man skal tro, samt deres gode venner i Venstre.

Men sagen handler om magtmisbrug, korrupte embedsmænd og politikere, og forkvaklede B.T. journalister og redaktører. Niels Krause-Kjær opsummerer det ganske godt her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 19. august 2012

Kære Nordisk Film

3 kommentarer
Via twitter blev jeg her til aften bekendt med det her opslag, som I åbenbart har hængt op i Palads.

Og jeg blev sgu noget chokeret - helt ærligt, hvad i alverden tænker I på?!

Et eller andet sted vælger jeg at tro I har ment det godt. At I har tænkt: Hurra, i disse dage har muslimerne i Danmark en stor fest, og for at fejre det går en del af dem i biografen, og det er vi rigtig glade for, for det tjener vi penge på, og den glæde vil vi gerne dele med andre.

Det er bare ikke det der kan læses af opslaget - det jeg læser er:

Muslimerne fejrer deres fest, drikker og æder, men de kan ikke alle nøjes med det, så nogen af dem kommer også og larmer i biografen (til bestemte film - hvad sker der for at udpege de film muslimerne især forventes at larme til?). Men bare rolig: vores fine G4S-folk (ja, tillykke med dem, dem er der jo ingen problemer med rundt om i verden...) beskytter jer mod de larmende muslimer, så hvis I har problemer med dem, så skal de nok klare det for jer. Vi ved det er slemt, men vi beskytter jer.

Det er altså hvad jeg læser.

Og det undrer mig - sidst jeg var udsat for virkelig meget larm i Palads, da var det en ganske almindelig fredag aften. Hvor jeg og en ven af uransagelige årsager var inde og se den iøvrigt ganske elendige Paranormal Activity 3.

Jeg er sikker på der til den forestilling var både muslimer, kristne, ateister og agnostikere. Hvad der først og fremmest var, var dog fulde teenagere. Som larmede - og ja, jeg kunne faktisk godt have haft lyst til at bede dem holde kæft hvis ikke 1) de godt kunne virke skræmmende, og 2) det tildels var mere underholdende at følge, end den elendige film.

Anyway, min pointe: hvorfor hang der ikke advarsler om, at der til denne forestilling kunne forventes fulde, larmende teenagere? Og at jeg kunne henvende mig til G4S, hvis det skulle blive for meget?
Jeg er sikker på, at Palads på det tidspunkt må have været klar over at det var standardklientellet for den film på de dage - så hvorfor ingen advarsel?

Nordisk Film - I har i den grad trådt i spinaten. Jeg håber I hurtigst muligt kommer med en kæmpe, kolonorm undskyldning, og at forklaringen er en medarbejder som ikke har været alt for trænet kommunikation. Eller noget i den stil.

Ellers ryger mine biografbesøg andre steder hen - og det selvom jeg har VIP Biozonen kort, og hele moletjavsen.

For jeg elsker film - men jeg elsker også muslimer og alle andre mennesker

[Opdateret: 19/8 kl 20]
Jeg er rigtig glad for, at Nordisk Film ret hurtigt i formiddags var ude og beklage - og at tingene viste sig at være som jeg håbede - en fejlkommunikation. Og iøvrigt at Palads har undskyldt direkte på bloggen her, giver naturligvis også point. Faktisk synes jeg krisestyringen har været så god som det var muligt, når nu fejlen var sket.

Der har så været en del debat på twitter i løbet af dagen om opslaget. Hvor nogen har ment, at opslaget muligvis var lidt kluntet, men ok, fordi det var helt i orden at advare.

Og hvis det ikke fremgik af ovesntående, vil jeg gerne slå fast: jeg har intet imod, at der bliver advaret mopd mulighed for ekstra larm/liv/støj, hvad man nu vil kalde det. Mit problem har alene været med formuleringen af opslaget.

For at demonstrere det tweetede jeg også et alternativt forslag, som efter min mening ville give en udmærkert, kort information, uden at (ud)støde nogen:

EID

Der er i disse dage Eid-festligheder, og derfor går mange i biografen i løftet stemning. Der kan derfor forekomme mere uro end normalt, men vi håber alle vil vise hensyn.

Andre har ment, at ja det var forkert formuleret, men det var dybest set en storm i et glas vand. Ja - det var det; nu hvor der er blevet undskyldt. Men havde sedlen fået lov at stå uimodsagt - så var det krafteddeme ikke en storm i et glas vand.

Sidst men ikke mindst: jo, selvfølgelig skal folk være stille i biografen. Bortset fra til Arnold-premierer og Rocky Horror Picture Show!

Anyways - er glad for at den sags ikke eksisterer mere.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 17. august 2012

Maskeringsforbud?

1 kommentar
I dag var jeg som så mange andre - men ikke så mange som vi kunne have været - til demonstration til fordel for Pussy Riot og andre af nutidens sovjetiske russiske dissidenter.

Billede fra starten af demoen,
omhyggeligt uden masker, jeg ville
jo ikke bringe nogen i fedtefadet! 
Det var en demonstration med meget kulør, og høj musik, som man vel kunne have forventet. Og masser af mennesker - især kvinder, men også enkelte mænd - var klædt som de brave kvinder fra Pussy Riot. Jeg selv ærgrede mig også næsten helt over, at jeg ikke var mødt op i leoparddragt samt en Pussy Riot hætte, til at sikre anonymititen. Som nu disse mange mennesker havde på, i forskellige glade farver.

Men det turde jeg jo ikke. For godt nok er jeg som så mange superhelte på et eller andet plan selvtægtsmand, men jeg prøver også i det store og hele at overholde landets love, når ikke andre vigtige hensyn taler for det. Og der har Folketinget jo i deres visdom i år 2000 vedtaget:

Straffelovens § 134 b. Den, der i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted færdes med ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bemaling eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre identifikation, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 2. På samme måde straffes den, som på offentligt sted besidder genstande, der må anses for bestemt til dækning af ansigtet under de i stk. 1 nævnte omstændigheder.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte forbud gælder ikke for tildækning af ansigtet, der foretages for at beskytte mod vejrliget, eller som tjener andet anerkendelsesværdigt formål.
Så jeg var jo godtnok ret bekymret for at alle disse mennesker, der med deres farverige maskeringer brød loven, og nu stod til bøde!

Men hvad skete der?! Ikke en snus! Ingen blev stoppet, selvom der bestemt var rigeligt politi, og de da må have kunnet se hvad der foregik. Det var meget svært at overse de masker!

Og der var ikke regn, hagl, sne eller slud, så meget svært med at argumentere for vejrlig - med mindre de da skulle være albinoer allesammen, og ikke kunne tåle sol.

Og så kunne jeg jo synes, at det var storartet, at Politiet ikke greb ind. For det havde da godtnok været en dårlig sag, hvis en demonstration mod mangel på demokrati i sovjet, skulle ødelægges af arrestering af en stor del af de medvirkende i demonstrationen i frihedselskende Danmark.

Og, jo, det synes jeg sådan set også.

Men jeg kan egentligt ikke forstå det ikke skete - for der var jo en klar overtrædelse af maskeringsforbuddet synligt for enhver. Og, ja, det var en helt fredelig demonstration - men det er loven jo ligeglad med?

Ifølge loven, står alle til straf. Og når politiet så vælger at tilsidesætte det i nogle situationer - så er vi jo ude i en situation, hvor det er politiet der vælger i hvilke situationer en lov skal overholdes eller ej.

Man kunne ligefrem blive nervøs og tro, at politiet ville vælge at opretholde loven i situationer, hvor etaten af den ene eller den anden grund, kan se det nyttige i det - måske fordi der er typer de ekstra gerne ser dæmpet, af den ene eller den anden måde.

Men undskyld mig - det er ikke demokratisk. I et demokrati fanger bordet - også når der laves fuldstændig horrible love. Så kan man ikke vælge at se mellem fingre med loven, indtil den pludseligt passer i ens kram.

Jeg er glad for at Pussy Riot demo'en forløb uden problemer, men jeg mener faktisk at det her er et alvorligt retspolitisk problem!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Scrapbog for min debutbog

Ingen kommentarer
Hov, nej se! - en anmeldelse.

Jeg sendte Morfar et anmeldereksemplar af min nye bog - jeg følte nemlig, at han om nogen var i målgruppen, som kunne bruge noget dannelse! Og nu har Morfar så kvitteret med en meget fin anmeldelse. Tak!

Skulle du også finde på at skrive en? Så giv mig et praj, så linker jeg til den her - og synes du, at det ville du da egentligt godt anmelde, men du vil så have et eksemplar gratis - så send mig en mail, så finder vi nok ud af det... :)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 14. august 2012

Når scam bliver skønlitteratur

Ingen kommentarer
Jeg modtog en spam/scam mail i dag. Eller rettere min afdøde mor gjorde, nok derfor den ikke bare havnede i et filter.

Den mindede mig om en interessant artikel jeg læste om scam-mails for nylig, som mget troværdigt forklarer hvorfor scam-mails er så utroværdige, og næsten gør alt for at fremstå så gennemskuelige som muligt: konklusionen er i den korteste form, at de kun er interesseret i at den absolut mest naive brøkdel henvender sig - for det sparer tid i den anden ende, istedet for hvis de skulle tage sig af måske 100 gange så mange henvendelser, hvoraf mange så efter kort tid ville lugte lunten.

Anyway, mailen der kom i dag var næsten en roman værdig, der er både emner som kvindeundertrykkelse, social uretfærdighed, u-land vs i-land, begyndelsen på en regulær krimi og meget andet - ja, den minder mig nærmest om det afsnit af venner, hvor Ross får udviklet sin erotiske snak så lant, at der indgår lange handlingsforløb, temaer, selv landsbyboer.

Så jeg syntes jeg ville dele den. Den er så på (nærmest) norsk, det har jeg ikke lige nogen forklaring på:


Fra Miss Lisa David,
Rue deGabon Abidjan 01,
Vest-Afrika


Jeg skriver for å søke partnerskapet i investeringen min
arv fond USD $ 7.5M fra min avdøde far som døde på mystisk vis sist desember Det var veldig tydelig at han ble forgiftet til døde. I min kultur, når en mann dør, hvis han ikke har en mannlig barn, brødrene aksjene hans eiendom forlate både kona og døtrene tomhendt inkludert huset de bor i. Dette er nøyaktig tilfellet med meg som jeg er eneste datter av min far. Jeg mistet min mor da jeg var knapt et år gammel og min far nektet å re-gifte en annen hustru fordi han følte selv ansvarlig for min mors død. Dette er slik fordi han konsentrert mye på sine bedrifter at han sjelden tar hensyn til innenlandske forhold. Han var alltid på reise tar seg av sine virksomheter som han ikke la merke til da min mor ble syk Han trodde det var en mindre sykdom og var uvitende om dette.

Min mor på hennes egen tydd til egen medisinering. Det var ikke før sykdommen utartet at min far tok min mor til sykehuset hvor hun ble diagnostisert til å finne ut at hypatitis hadde spist dypt inn i henne blodet. Hun ville ikke vare lenge før hun døde. Dette skjedde da jeg var knapt et år gammel. Basert på dette, kunne min far ikke tilgi seg lett på grunn av det og sa at han var ansvarlig for hennes død som han kunne ha reddet henne hvis han bare hadde betalt oppmerksomhet til ting hjemme i stedet konsentrere seg mye på businesses.Despite hans alle lokkemidler av venner og slektninger, nektet han å gifte seg igjen, men sørget for at jeg hadde alt jeg ønsket. Det var som et resultat av dette at yhe gjorde meg pårørende til hans fond innskudd i banken og uttalte at i tilfelle eventualitet, bør jeg ha en direkte tilgang til fondet bare når jeg er 24 år ellers , burde jeg ha en verge / partner forbønn på mine vegne for utgivelsen av midlene til meg. Dessverre døde han sent i fjor og jeg er 21 Ã ¥r i dag. Det er derfor jeg har kontaktet deg for å tjene som en verge for meg og som min utenlandsk partner for plassering av fondet i utlandet.

Mine onkler vet ikke om fondet fordi de allerede hadde tatt min fars hus og andre eiendommer fordi jeg er en jente, og de sa jeg ikke har rettigheter for enhver eiendom. De har bedt om å ha min fars bank papirer, men jeg bare fortalte dem at jeg ikke vet hvor han holdt dem. Jo yngre bror tok huset i landsbyen mens husene i byen ble solgt ut de delte fortsette de fikk fra salget. Akkurat nå er jeg sammen med en venn av meg og ikke oppriktig ønsker å reise ut av landet mitt.
Dette kan bare skje når jeg har sikret seg utgivelsen og overføring av midlene i banken. Dette hvorfor det er viktig at vi har en plan på den type lukrativ forretning som vi kan investere midlene på.
Jeg hadde på ulike tidspunkter hatt diskusjoner med direktøren for internasjonal remittering enhet av banken hvor min far avsatt midl er, og jeg var sikker på at en gang, har jeg noen som ville være villig til å motta midlene på mine vegne, skal de begynne all saksbehandling å påvirke utgivelsen og overføring av midlene til den personen utpekte konto. Nå som du har tilkjennegitt din interesse for å samarbeide med meg,

det ville bare være veldig nødvendig hvis du kontakter banken og be for utgivelsen og overføring av min arv fondet i din nominert konto for formålet av investeringer og til videre ha meg til å komme til landet ditt for å fortsette med studiene mine. Jeg skal gi deg bankens kontaktdetaljer så snart jeg hører fra deg slik at du vil gå videre og ta kontakt med banken. Her er mine private,
Snakk til deg mer.

Gud velsigne deg
Needdy Kjærlighet
Lisa David.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 13. august 2012

Om min Kindle

1 kommentar
Nu er det efterhånden lidt over et halvt år siden jeg fik en Kindle (i standard-udgaven), og jeg tænker det må være tid at dele mine erfaringer - ikke mindst da jeg jo nu selv er begyndt at skrive ebøger. Det er så også ret ofte at spørgsmål om Kindle dukker op på twitter, så det vil også være fint lige at have samlet mine meninger ét sted.

Inden jeg først prøvede en Kindle var jeg ret skeptisk, for om noget af fornøjelsen ved boglæsning ville forsvinde. Følelsen af papir mellem hænderne, lugten af en ny bog, endda de irriterende tryksværte-smudsede fingre kunne man vel risikere at komme til at savne.

Og det jeg var mest med af at miste: at der kun er én side, ingen højre/venstresider, og reelt ingen placering af tekst på en side. For det har altid hjulpet mig, hvis jeg har skulle finde et sted i en bog igen, at jeg har kunnet huske hvor på en side det stod, og om det var højre eller venstre.

Efter et halvt år, hvor jeg har læst mere end jeg har gjort længe, og der kun har været enkelte fysiske bøger imellem, må jeg sige: jeg savner det ikke. Intet af det.

Til gengæld har jeg så kunnet glæde mig over, at alle de bøger der er til rådighed, med sekunders varsel: en mængde amerikanske klassikere, som Amazon giver gratis væk, og så selvfølgeligt alle de bøger Amazon iøvrigt sælger: alt sammen et klik væk, og ganske få sekunders download så længe man er på et Wifi-netværk. Ikke noget med at tænke på forsendelse eller told.

Og man er ikke begrænset til Amazon, eller amerikanske bøger. Ganske vist bruger Amazon sit eget format, hvor stort set alle andre bruger ePub - men ePub kan let konverteres og flyttes til Kindle'n med gratis-programmet calibre.

Det eneste punkt hvor der kan være et problem i forhold til det danske marked, såvidt jeg er orienteret, er eReolen, de danske bibliotekers elektroniske system; fordi dette kopi-sikrer bøgerne. Men det skulle være let at omgå - og det ser jeg ikke noget odiøst i at gøre, sålænge man 1) ikke kopierer og giver til andre, 2) ikke beholder den åbnede kopi efter at lånetiden er udløbet.

Hvorfor så vælge en Kindle i forhold til tablets for eksempel, de er jo også blevet meget populære at læse bøger på?

Jeg kan nævne adskillige grunde:

  1. En Kindle bruger stort set ingen strøm - den holder snildt 3-4 uger på en opladning. Det oplever du ikke med en tablet!
  2. Der er ingen baggrundbelysning fra en Kindle - det kræver lys fra omgivelserne. Det giver en fornemmelse meget mere som at læse en bog, og er mindre anstrengende for øjnene vil jeg påstå.
  3. At der ikke er baggrundslys betyder også at man kan have den med i solen - faktisk er den helt suveræn der. Der kan en tablet som regel slet ikke læses, og hvis den kan må man holde den i skøre vinkler og sidde med kroppen i underlige stillinger for at undgå genskær.
  4. Den er let. Den er faktisk lettere og tyndere en stort set alle paperbacks - så den er mere komfortabel at ligge med end tablets, som simpelthen er mere klodsede.
Er der så ingen ulemper? Jo - for det første kan en Kindle kun bruges til én ting - at læse bøger (der er ganske vist en browser indbygget, men den vil man næppe bruge som browser, højst via links ud). En tablet kan jo meget andet.

Det med baggrundslyset ser jeg generelt som en fordel - men det er klart at det så kræver noget lys, hvor en tablet kan læses i buldermørke, hvis man vil. (Faktisk kræver en Kindle noget mere lys end en gammeldags bog, fordi der ikke kan opnåes ligeså høj kontrast. Men det gør så igen at den er bedre i sol.)

Og så er en Kindle sort/hvid, hvor tablets jo arbejder i farver. Så bøger med farvede illustrationer (og tildels illustrationer i det hele taget) er ikke gode på Kindle, ligesom formatet - størrelse - også sætter nogle naturlige begrænsninger.

Men til ren tekst er Kindle suveræn.

Hvad så i forhold til andre dedikerede ebogslæsere? Her må jeg blive svar skyldig - jeg ved Sony har lavet nogle, og Barnes & Noble har en Nook. Og de er sikkert ganske udmærkede - jeg kender bare kun min Kindle. Men jeg vil bestemt opfordre til at undersøge markedet - jeg forstår udmærket hvis man ikke har lyst til at føle sig for bundet op til Amazon.

Hvilken version af Kindle'n skal man så købe? Jeg har som sagt en standard version, hvor man bladrer på nogle små elegante knapper i siderne. Jeg overvejede en Touch, men da jeg købte havde den den begrænsning at den kun virkede i portrait, altså "lodret", format, hvor man kan vende standarden som man vil. Og det syntes jeg var en mangel.

Det er imidlertid blevet fixet med nogle opdateringer, har jeg hørt, så i dag ville jeg muligvis gå efter en Touch - man bliver jo tilvænnet fra sin brug af telefoner m.m, så det er nok det der føles mest naturligt i dag.

Tilgengæld ser jeg intet behov for 3G (altså at den kan tilsuttes via mobilnettet, og ikke kun Wifi). For mit vedkommende er det ihvertfald ikke nødvendigt at kunne være på med Kindle'n overalt - de fleste steder kan man finde Wifi, og skal man steder hen uden, kan man have læsestof til flere års forbrug på en Kindle med hjemmefra.

Ligeledes findes der en udgave med tastatur, men igen, medmindre man virkeligt skriver mange noter, har jeg svært ved at se formålet.

Så jeg anbefaler standard eller touch modellen - og altså endelig ikke Kindle Fire! Den kan man købe hvis man har brug for en tablet - for det er det den er - men som eBogslæser har den alle de samme problemer som andre tablets.

Man skal iøvrigt være klar over at al Kindle handel - ihvertfald indtil videre - foregår gennem Amazon.com, altså USA, ikke gennem England. Jeg ved ikke præcist hvorfor de har fordelt markedet sådan - men Kindle'n kommer hurtigt, Amazon bruger UPS til forsendelsen, så der går ikke mere end et par hverdage før man har den; og told er betalt forud, så den strander ikke på et Postdanmark-lager...

OG når du så har fået din Kindle - så sørg lige for at købe Til almeen Dannelse, ikk'? (Til Kindle er det Mobi-udgaven du skal bruge, til alt andet ePub.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nu er jeg officielt forfatter

Ingen kommentarer
Og så var det ellers her i nat jeg blev færdig med at sammensætte min første bog - første eBog: Leoparddrengen: Til almeen Dannelse

Det er er en samling af mine indlæg om Københavns, Danmarks og Europas historie her fra bloggen - som jeg ærligt talt syntes fortjente selvstændig udgivelse - et eksempel på en af historierne kan man læse her, om oplysningstiden. Og, ja, altså en del har været udgivet før - men ikke samlet, og på denne fancy måde!

Og, og, og - der er historier som ikke før har været udgivet, som kun findes i bogen. Ikke mindst den første historie om hvordan Leoparddrengen blev Leoparddrengen. Leoparddrengen: Origins!

Og hvad koster det? Jeg omfavner ny teknologi, og tænker at bøger ikke behøver være så dyre at de skræmmer folk fra at købe dem, når de ikke behøver blive trykt. Kr 29,- har jeg sat som udgangspunkt, det synes jeg er meget rimeligt når staten også skal have sit, etc.

Ja, jeg kan virkeligt ikke gøre så meget andet end at opfordre til et køb til din favorit bog-læser: om det er Kindle, eller iPad eller kombination - den er der både som Mobi og som ePub!

(Og husk så - når du har læst den - så spred lige hvor genial du synes den er, ikke - på twitter, Facebook, Google+ etc... alle skal jo helst blive klogere, ikke sandt?! Og skriv gerne en anmeldelse på din blog - jeg elsker dig allerede!)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 7. august 2012

Pludseligt problem med lyden i Google Chrome?

Ingen kommentarer
Det havde jeg ihvertfald - ingen lyd fra YouTube eller OL-streams.

En søgning ledte mig til denne tråd - den er ret lang, men essensen er, at Adobe tilsyneladende har lavet en bommert i seneste opgradering af Flash. Og da Chrome af sig selv opdaterer Flash er det sandsynligvis det der er sket. Derfor kan du stadig have lyd i andre browsere, da de ikke automatisk opdateres. (Og jeg vil altså råde til ikke at opdatere før Adobe har fundet en løsning.)

At finde en måde at omgå denne seneste, dårlige, Flash krævede noget gravearbejde i tråden, men jeg fandt et tip som virkede. Så jeg bringer det lige her, da det var svært at finde, men credit bør egentligt gå til Kory A.
Gå til chrome://plugins (altså skriv det i adresselinien)
Klik på +Details i øverste højre hjørne.
Kig på Flash-filerne:
- den ene er version 11.3.31.222, andre to er version 11,3,300,268
- Disable/deaktiver den med version 11.3.31.222
Genindlæs indholdet som ikke virkede - forhåbentligt virker det nu!
Det var så lidt :)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 2. august 2012

KriFas konkurrent

1 kommentar
Hvis Venstre skulle få held med deres modernisering af Den Danske Model, således at blokaderet ryger, hvis der er tegnet en overenskomst med en "landsdækkende" organisation - så får KriFa nok hård konkurrence. For KriFa vil jo nærmest være ræverøde i forhold til de organisationer man kan forudse vil opstå.

Hvis det da overhovedet er nødvendigt at der opstår nye - se for eksempel dette klip med daværende leder af Danmarks Frie Fagforening. Indrømmet, klippet har nogle år på bagen, men der er vel egentlig ingen grund til at tro at så meget skulle have ændret sig.

Enjoy!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Atter til middag ved de riges bord

9 kommentarer
Jeg modtog for et par dage siden en mail. Den lød:
Kære Leoparddreng -

Jeg og Venstre vil hermed gerne invitere dig til stegt flæsk med persillesovs og fadøl ad libitum på et af Jyllands fineste spisesteder, nemlig Kravlegården i det fashionable Trekantsområde.

Vi håber du dermed vil være med til at dække vores kamp og fest for frihed!

Bedste hilsner
I. Støjberg
Forhenv. beskæftigelsesminister
Jeg må sige jeg først var noget skeptisk. Jeg var før gået i vandet med hvad jeg troede var gode tilbud, først med Claus Hjort og siden med Lars Løkkes madklub.

Men det her var jo en klokkeklar invitation, tænkte jeg - hvad kan gå galt? Og skal jeg være helt ærlig lød det også lidt frækt med Inger Støjberg og Trekantsområdet - ville jeg mon kunne finde ud af om det i virkeligheden skulle vise sig at være at være ægte rødt?

Så jeg endte med at sende en bekræftende mail tilbage, fik at vide jeg skulle møde op onsdag kl 15 ved ved Venstres landskontor i Holte, hvor der ville være busafgang til Kravlegården.

Og hvad ventede der mig ikke - selveste Venstres valgbus fra FV '11 - fyldt med en masse glade fortrinsvis unge mennesker, fortrinsvis mænd. Den var ret flot indrettet, med bar med fadølsanlæg nede for enden. Mange ungersvende var allerede godt i gang, desværre viste det sig åbenbart at man skulle have et "Løkke-kort" for at kunne få noget, så jeg måtte klare mig med min medbragte vandflaske på vejen til Jylland.

Men stemningen var munter, der var blå balloner og sange der kørte på "Lå-LÅ-lålå-LÅ", og sjove variationer.

Så det føltes faktisk ikke som særlig lang tid , før vi var både over broen og over Fyn og ankom til Kravlegården.

Her skulle vi først forbi et par forhutlede typer der sad uden for i gul vest, som åbenbart havde fået lov at indtage deres medbragte mad udenfor, for de sad og spiste rugbrødsmadder.

"Nå, har I husket leverpostejen, som Möger siger?" råbte en af de unge, og det morede de andre sig meget over.

Indenfor i Kravlegården blev vi budt velkommen af noget meget nydeligt og venligt personale, som førte os til vores til vores pladser, jeg skulle være ved langbordet i hovedstuen, kaldet Kravlestuen.

Her stod der allerede en velskænket fadøl på hver plads ved bordet, jeg fandt min plads, og tog en ordentlig slurk - det syntes jeg ærligt talt jeg havde fortjent, nu jeg havde siddet og vansmægtet uden Løkke-kort i bussen.

Inger Støjberg stillede sig op, ringede på et glas, og sagde: "Så - nu hvor Københavnerne også er kommet, synes jeg vi skal tage fat på den del der virkelig betyder noget..."

"Stegt flæsk!" lød det fra en jeg genkendte som Peter Christensen - jeg gav et indvendigt gisp, for ham havde jeg tidligere haft problemer med - og alle lo.

"Nejnej, Peter, men du skal nok få," lo Inger Støjberg også. "Men det her handler om kamp for frihed, om retten til at organisere sig som man vil. Det er meget vigtigt!"

Hun kiggede på nogle papirer hun havde i hånden: "Først og fremmest føler jeg det er vigtigt at sige, at den danske model naturligvis er fantastisk. Det sagde Anders Fogh selv ude i Europa da vi blev skamrost for den for få år siden, så det holder vi naturligvis fast ved. Og den vil vi ikke røre ved! Men vi vil modernisere den!"

"Øj, hvor skal den moderniseres, hva' Inger," råbte en stemme jeg genkendte som Anders Samuelsens. "Vi skal modernisere den så meget, at den Danske Model kun er noget man kan stemme Like til på Facebook!" Her ville jublen ingen ende tage.

Inger smilte dog kun afmålt. "Nuvel, Anders, det har vi talt om, det er måske ikke så smart at sige - det lyder ikke pænt!"

"Pænt, schmænt!" gav Samuelsen til genmæle, han havde vist allerede fået lidt inden for vesten.

"Nå - men inden vi går igang med den dejlige stegte flæsk," fortsatte Støjberg, "skal jeg sige at middagen er betalt af Venstre og LA's party-støtte i fællesskab. Vi kan ikke på den konto give drikkepenge, men det håber vi I vil bidrage med, det går nemlig direkte ind og støtter Kravlegården! Og så skal jeg sige at der ved hver kuvert ligger et lille brev fra Saxo Bank, en start-konto på kr 100, som man kun skal investere 3 gange igennem før man må hæve pengene. Og så til bords!"

Almindelig jubel! Vi satte os, og de flinke - og kønne - tjenere kom ind med fad på fad fyldt med stegt flæsk - dejlig fedtglinsende flæsk - og kande på kande med god tyktflydende hvid-grøn sovs. Et dejligt syn! Og der blev hurtigt langet til fad.

Dog bemærkede jeg at Simon Emil fik en børnetallerken med røde pølser og pomfritter, med hjemmelavet ketchup og remulade: "Jeg kan nu altså så godt li' rød pølse!" forklarede han de omkringsiddende.

Samtalen omkring mig handlede om hvor forfærdeligt det var, at Kravlegården var blevet blokeret af en fagforening, som gjorde at ingen kunne komme ud eller ind, og der ikke kunne blive tømt skrald og de ikke kunne få afleveret annoncer til avisen.

"Hva' for en blokade?" spurgte jeg, for jeg syntes ikke jeg havde bemærket at stedet sådan var omringet.

"Så du ikke fjolserne, der stod udenfor?" blev jeg spurgt.

"Åh, men jeg troede bare de spiste noget mad... hjemmebragt leverpostej? De blokerede da ikke noget!"

"De er altså nogle bøller! Nogle mafia-bøller!!" sagde en anden sidemand. "Og jeg har hørt de har kommet klistermærker på biler - det er næsten det værste!"

"Og de forhindrer altså der bliver hentet skrald?" spurgte jeg.

Her blev der ringet på et glas, Inger Støjberg rejste sig, og sagde: "Jeg synes lige vi skal give en skål til Rico, som desværre ikke kunne være her idag. Men tak Rico!"

Alle hævede deres glas, nogle klappede, andre så undrende ud. Men jeg tænkte ikke nærmere over det, jeg måtte høre videre om blokaden, det lød spændende:

"Og de forhindrer altså der bliver hentet skrald?" gentog jeg.

"Nej, egentligt altså ikke dem... men der er ikke nogen der vil hente det!", sagde første sidemand.

"Mafiametoder!" sagde den anden.

"Og de forhindrer at ejeren kan levere sin annonce?" spurgte jeg.

"Nej, ikke de der... " sagde første sidemand. "Men der er ingen der vil trykke den."

"Mafiametoder!" sagde anden sidemand.

"Men hvad skyldes alt det?" spurgte jeg.

"Det er fordi en fagforening er sur over ejeren ikke har villet lave aftale med dem, men med en anden fagforening! Og de vil have det skal være med dem!" sagde første sidemand.

"Mafiametoder!" sagde anden sidemand.

Nu kom jeg i tanker om noget. "Hov, den sag har jeg hørt om. Men var det ikke noget med at restauranten allerede havde en aftale med den ene fagforening, den ser nu er sur? Men den aftale ville restauranten ikke længere have - og så sagde den aftalen op, og sagde til de som var medlem af den gamle fagforening, at nu var de låst ude fra at arbejde, fordi den gamle aftale ikke gjaldt mere. Så hvis de ville arbejde der måtte de skifte fagforening?"

"Det ved jeg ikke så meget om," sagde min ene sidemand.

"Mafiametoder," sagde den anden.

"Og så sagde den gamle fagforening til restauranten: "Vi vil ikke have I tvinger vores medlemmer til at indgå dårligere aftaler, for det kan være til skade for alle vores medlemmer i det lange løb. Derfor vil kæmpe for at få jer til at indgå en acceptabel aftale - om det er med os, eller den forening I helst vil med, det må I sådan set selv om - men det skal ikke være en aftale som undergraver forholdene for alle!"

"Det lyder rodet," sagde min ene sidemand.

"Det lyder af mafiametoder," sagde min anden sidemand.

"Okay - men nu handler denne aften jo om frihed... så: de som nu var ansat her under den gamle aftale - hvilken frihed havde de så?"

"De var jo fri til at skifte forening!" sagde min ene sidemand.

"I'll give you an offer you can't refuse!" sagde jeg med min bedste Marlon Brando stemme (som ikke er særligt god).

"Mafiame..." sagde min anden sidemand - men nu sænkede der sig en tavshed om bordet. En mere dunkel tavshed, end blot en engel der gik gennem stuen.

Anders Samuelsen rejste sig op, lettere rød i hovedet: "Sig mig, er det dig Leoparddreng? Hvad i hede hule Helveg laver du her?"

"Jeg blev inviteret...." sagde jeg.

"Det må vist være en fejltagelse!" sagde Anders. "Du forstår jo aldrig noget som helst - dig har jeg altså opgivet. Du er bare til latter!"

"Øh, nå.... du kan jo prøve mig?"

"Okay - er du klar over hvorfor vi er her?"

"Ja, det tror jeg," sagde jeg. "I bruger et forvansket billede i pressen til at få det til at fremstå som om det her er en frihedskamp, hvilket er ganske fordrejet. Konflikten her er en helt naturlig følge af overenskomstsystemet, og som alle jurister har sagt hele vejen igennem er konflikten helt efter bogen.

Hvor frihedskampen kan komme ind, er at I selvfølgelig har ret i, at enhver form for kollektiv overenskomst kan ses som et brud på den enkeltes frihed. Det I så i den forbindelse glemmer at sige, når man taler om den absolutte frihed, det er at den enkelte lønmodtager - især den ufaglærte - uden kollektive overenskomster vil møde et gevaldigt løntab, især i en periode med arbejdsløshed.

Hvis hver enkels løn skulle aftales individuelt, ville ufaglærte lønninger i løbet af ingen tid blive halveret, ja sikkert mere,  for der vil altid være en der vil tage jobbet billigere.

Det er selvfølgelig også det I i Venstre og Liberal Alliance gerne vil have - og det er også helt fair som sådan - jeg ville bare ønske I ville sige det åbent, i stedet for at ævle om fine ord som frihed, med videre.

Det handler om at I gerne vil have lønninger ned, det giver øget konkurrenceevne, og ikke mindst, det giver øget profit til aktionærer, et cetera.

I har sikkert også ret i at det vil styrke vores BNP, hvis man går op i det - det man bare skal være klar over, det er at det er dem med de i forvejen største indtægter der vil score den gevinst - hvor lavtlønnede bliver fattigere. Og hvad kan flertallet så bruge stigning til?

Jeres trickledown effekt kan I stikke skråt op - den virker ikke, og har aldrig gjort det. Det eneste punkt hvor I kan have et argument, er at lavere lønninger vil give færre arbejdsløse, og dermed kan der være en solidaritetsafvejning der - man skal bare også være klar over, at lavere lønninger naturligvis også vil give lavere dagpengesatser og kontanthjælp - for det skal jo kunne betale sig at arbejde!

Så det er det I gerne vil have: mange flere penge til i forvejen højtlønnede, virksomheder og aktionærer, markant færre penge til lavtlønnede og overførselsindkomster. Men, ja, mere arbejde - dog altså til en meget lavere løn.

Det er fint - det må I gerne mene. I kan endda have ret et stykke henad vejen, at nogle lønninger muligvis er for høje i dag - jeg tænker nu egentligt mest på bankdirektørers, med videre - men først og fremmest: hvis det er det I vil så SIG DET DOG, i stedet for jeres forløjede frihedsævl."

Den ubehagelige tavshed fra før var nu blevet en rungende stilhed.

Så spurgte Anders Samulesen: "Hvem har dog inviteret Leoparddrengen?" Intet svar. "HVEM HAR INVITERET LEOPARDDRENGEN??"

"Det har Inger Støjberg," sagde jeg.

"Det passer ihvertfald ikke! Det ville jeg aldrig have gjort!" sagde Inger.

"Jeg har invitationen her," sagde jeg og fremviste et udprint.

"Det må være en forfalskning! Jeg må være blevet hacket!!" sagde Inger Støjberg. "Jeg er virkelig ikke sådan en som sidder i min kælder med ledninger ud af væggen!"

"Leoparddreng, jeg må bede dig gå - du er ikke velkommen længere..." sagde Anders Samuelsen.

Med dukket nakke gik jeg ud af Kravlestuen. Udenfor blev jeg mødt af en tjener, som sagde hun havde forstået at jeg havde snydt mig ind, og jeg derfor var nødt til at afregne separat.

Det blev lige 3xStegt Flæsk, som var det der i alt var lagt ind per person, á kr 139 + 2 fadøl. Jeg havde kun nået at spise 2 skiver flæsk, så det syntes jeg var lidt overdrevet, og at jeg da troede der var ad libitum. Men det var kun om tirsdagen der var ad libitum, og aftalen med Venstre og LA var en eksklusiv-aftale, så den kunne jeg ikke være med i.

Jeg endte op med at betale uden yderligere brok, nu ville jeg bare hjem. Da jeg kom ud hørte jeg at der indefra Kravlestuen blev sunget Anders Samuelsens slagsang, Bingo Banko sangen.

Kort efter opdagede jeg, at jeg også havde fået skrevet Simon Emils røde pølser på regningen, og betalt dem, og at jeg ikke havde flere kontanter, at mit dankort var spærret og - well, at jeg ikke har et rejsekort vidste jeg godt. Så vejen hjem blev en besværlig og ydmygende affære, dog havde jeg nok til en cheeseburger på McDonalds da jeg nåede Hovedbanen. Da var jeg nemlig blevet sulten igen. Jeg var nu stadig sulten da jeg kom hjem, men så kogte jeg mig en gang spaghetti, og kom noget ketchup på.


Mødet blev sponsoreret af TV2 og 100% Dansk Svinekød

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 1. august 2012

Meddelelse fra Zuckerberg til aktionærerne

Ingen kommentarer

Kære med-Facebook-aktionærer -

Igår endte det så med at, at vores allesammens kære Facebook-aktie (NASDAQ: FB) blev handlet til $21.71 - det laveste endnu. Det er for de af jer, som har været mest uheldige og trofaste, mere end en halvering af aktiens værdi, i forhold til da I købte den.

Nogen kan derfor være grebet af sortsyn, og tænker at "den aktie var da en dårlig forretning"! Men det passer ikke, man har skam godt kunnet tjene penge på den! Personligt har jeg tjent milliarder, og jeg kender flere som har tjent store summer på at handle den short, hvilket er en særlig fin måde at handle aktier.

Men der skal da ikke herske tvivl om, at vi allesammen gerne så aktien være mere værd - personligt mener jeg den i dagens marked burde være mindst $450 værd - og så er det jo noget af et slagtilbud at kunne købe den til kun $21.

Heldigvis har vi som Facebook-aktionærer noget de andre ikke har - vi har Facebook! Og det er vejen til vores succes!

Så her er 3 ting I som aktionærer kan gøre for at nå vores fælles drøm:

Den første er: Lad nu være at bruge Facebook fra jeres mobil! I ved godt at interfacet sutter, og det er fordi Facebook aldrig har været ment til at blive oplevet på den måde. Nej, sæt jer ved jeres trofaste bærbare som har givet jer så mange hyggelige stunder, og brug løs af Facebook. Det vil straks forbedre vores nøgletal, og så bliver markedet mere medgørligt!

Det andet er, når I så er på Facebook, så anbefal Facebook-aktien til alle jeres venner; fortæl dem hvor god en forretning den er, fortæl dem den er mindst $450 værd, og fortæl dem hvor glade I er for jeres aktie. Eller endnu bedre, fortæl dem, at I ikke har nogen aktier, men vil købe nogen med det samme i morgen, for det gælder om at komme først!

Og sidst men ikke mindst: Når I er færdige med at anbefale aktien til alle jeres venner, så klik på nogle reklamer! Det ved I måske ikke hvad er, men det er de der områder af grænsefladen som I aldrig bruger. Klik løs, klik løs! I behøver ikke købe noget der i kommer hen, men I skal klikke!

Vi har ganske vist udviklet avancerede programmer med unik Facebook-teknologi som sikrer et vist antal klik hver dag, men det er muligvis ikke nok til at overbevise markedet.

Så klik løs!, bare et par timer hver dag, så skal I bare se: sammen kan vi gøre det! Og se på den lyse side - med en halveret aktiekurs behøver hver af os kun klikke halvt så meget, som det ellers havde været nødvendigt, for vi er flere til at klikke nu, og sammen gør stærk!

Jeg er glad for I ville lytte til mig, kære med-aktionærer! Vi går en stor fremtid i møde!!

/Mark

Ceterum censeo Facebook esse delendam.