Med et oplæg der strejker sig over 4-5 film, de fleste fremragende, var Avengers nok en af de mest imødesete superhelte-film for mit vedkommende - og, gætter jeg på, mange andre fans af genren. Det på trods af, at jeg aldrig har været den store fan af dem i tegneserieform, men film som Iron Man og Thor har omvendt mig.

Det korte spørgsmål kan derfor stilles - lever den op til forventningerne, til hypen?

Det endnu kortere svar er: Ja! En anelse længere kan det uddybes: Den overgår faktisk forventningerne!!

For hold da fest et fyrværkeri af effekter, humor, action og billedemæssig virtuositet. Som ikke hæmmes af at karaktererne skal introduceres, det er de netop blevet i de foregående film; det eneste der skal falde på plads er deres evne til at samarbejde.

Hvilket da også sættes grundigt på prøve - for Loke er i færd med unoder, og hans indflydelse er ved at sætte dem alle op mod hinanden, før de finder ud af at de er nødt til at samarbejde, i noget der ligner Mass Effect 3: Time to take Earth back - for Loke har allieret sig med fremmede magter.

Okay, kampen er for de største ødelæggelser holdt til New York City, der i denne film rammes hårdere end set før - og det siger ellers ikke så lidt.

Der er scener i filmen der i virtuositet overgår det meste jeg har oplevet - især en scene hvor det kører for vores helte, og der hoppes imellem dem, mens de hver gør hvad de gør bedst, minder mig om fornemmelsen da jeg først så Spider-Man svinge sig rundt i net, i det jeg stadig synes er den første rigtigt vellykkede superheltefilm - men altså nu i 3D, og med flere involverede - men suget var det samme.

Og Hulk! Hulk som jeg aldrig synes har fungeret på film. Han virker pludseligt nu - effekterne virker troværdige, og så er han godt nok interessant at kigge på. Edward Norton er ikke med, hans Bruce Banner er erstattet af Mark Ruffalo. Men det virker på mig som en gevinst, selvom jeg sikkert vil få mange Norton fans på nakken, ved at sige det.

To ting savner jeg, og det gør at jeg ikke kan give top-top karakter, selvom jeg ellers længe sad og spekulerede på hvordan filmen dog kunne gøres bedre.

Min ene anke er Hawkeye, som har en ret stor rolle i filmen; og da han ikke har været med før (udover ultrakort optræden i Thor), savnede jeg lidt en introduktion af ham. Især på grund af den skæbne der i perioder er hans lod, kunne det være godt at være mere knyttet til manden. Lidt synd han ikke er blevet mere flettet ind i en af de tidligere film.

Dernæst: på trods af det fantastiske orgie i ramasjang og humor og store trusler mod jorden... blev jeg ikke emotionelt fanget. Og det er ikke noget jeg forventer i den type film, men det er altså det der for eksempel løfter X-Men 2 til stadig at være min favorit blandt superheltefilmene. Og der hvor jeg godt synes manus måtte have fået et lille nøk mere.

Castet taler næsten for sig selv - det er sjældent man ser så mange store navne samlet i en film, og de fungerer fint i hvad de skal. Jeg kan naturligvis ikke lade være at savne Natalie Portman, men fred være med det. I det mindste var hun i sikkerhed.

Så... min konklusion er sådan set ret enkel: er du til superheltegenren er det her en film du skal se*. Er du ikke til genren - skal du nok gå i en meget lang bue uden om enhver biograf der viser den. For du risikerer at se begejstrede mennesker strømme ud.

5 store leopardkløer af 6.

* Hvis du ikke har set Iron Man / Thor / Captain America og for såvidt The Incredible Hulk i forvejen, kan det dog anbefales lige at gøre en indsats på DVD inden, for at råde bod på den mangel.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I ren trods over det ret lave debatniveau, fra de computerspilsforskrækkede som i den forgangne uge, på basis af ham den gale nordmand, prøvede at skabe skræk om voldelige computerspil - en debat der mest af alt mindede mig om, da vi rollespillere blev udlagt som voldelige psykopater i et Jørgen Poulsen indslag i TV-Avisen i 80'erne - bringer jeg her en reklame for det kommende Medal og Honor Warfighter spil.

Det er ikke en spiltype jeg selv dyrker, men må da sige at det ser lækkert ud, hvis man nu var til den slags. Med masser af blod og detaljer, som man sikkert kan træne sig til alt muligt frygteligt med. Hvis man altså er gal nok i forvejen.


Disclaimer: Jeg bliver både betalt (et meget beskedent beløb) hvis du klikker for at se filmen, og jeg har aktier i EA. Så det...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

The Man Without a Face - The Unlikely Rise of Vladimir Putin handler, som titlen også antyder om Putin, ikke mindst tiden før han så pludseligt kom frem i rampelyset. Hvor den prøver at fortælle en mere fyldestgørende historie end den autoriserede biografi.

Det gør den på sin vis også meget godt, selvom meget stadig fremstår mystisk og ukendt om denne på en gang gådefulde og simple person. For mig var første halvdel af bogen dog nok mere en genopfriskning af den senere sovjettid, og tiden under Jeltsin.

Men der var nu mange interessante ting at lære om Putin, ikke mindst fra hans tid som vice-borgmester i St. Petersborg.

Men hvor bogen for alvor tager fat, efter min mening, er den anden halvdel, efter han er kommet til magten. Hvor en masse af de store sager tages op og knyttes sammen. Jeg kendte dem jo godt - Bomberne i Moskva, Kursk, Dubrovka og Beslan, mordet på Litvinenko, Khodorkovskij og mange flere.

Men at se dem fortalt samlet og sammenhængende, og ikke mindst med oplysninger jeg ikke kendte, fordi de er gået i glemmebog i medier herhjemme (og i Rusland undertrykt), tegner sig et billede af et langt mere afsindigt regime, end jeg havde forestillet mig. Og jeg havde ellers forestillet mig meget, syntes jeg selv.

Et af de mere sigende afsnit handler om Kasparovs stædige, men forgæves forsøg på at udfordre Putin. Kasparov, en mand med så stor prestige at Putin ikke kan gøre som han plejer, få ham anklaget for et eller andet og gemt væk i Sibirien, eller myrdet i en trappeskakt. Istedet bliver Kasparovs kampagne saboteret 100% systematisk - hvorend Kasparov kommer hen er der gået noget galt i den hal han skulle tale i så arrangementet må aflyses, hoteller har ingen pladser til ham, og når han forsøger at tale på gaden overdænges han af æg eller ketchup fra unge bøller politiet har hentet til at genere ham.

Relativt fredeligt i forhold til så meget andet Putin står bag, men det viser for mig tydeligt hvor magtfuldkommen han er.

Store dele af bogen handler om ting så vanvittige, at man kunne tro den var skrevet af en konspirationsteoretiker - gid det var så vel, men det meste er faktisk veldokumenteret. Putins folk - først og fremmest KGB/FSB - er ikke ligefrem elegante i deres håndtering, nærmere arrogante i forhold hvad de gør, for de ved de kan slippe afsted med det hele.

Bogen slutter dog med overraskende håb og optimisme - ved protesterne efter parlamentsvalget i december.

Det er en rystende bog, som samtidig fænger og er hurtigt læst - hvis man har nogen form for interesse for hvad der sker i Rusland er det en must read, ligesom jeg også mener journalister må have særlig interesse for den.

Masha Gessen er journalist og redaktør i Rusland. Her tale hun om bogen på The Daily Show:


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der har været talt meget om Facebooks køb af Instagram til en milliard dollars for et par dage siden. Og mange Instagram brugere er blevet paranoide over hvad der nu sker med deres billeder og konti.

Og det kan jeg jo godt forstå - erklæret Facebook-modstander, som jeg er.

Jeg tror imidlertid folk tager fejl i de gisninger de har haft om grunden - ihvertfald dem jeg har set. Jeg tror sådan set på Zuckerberg, det dumme svin, når han siger at den strategiske plan er at beholde Instagram som selvstændig entitet. Jeg er ikke engang sikker på han vil proppe reklamer på skidtet.

Jeg er ret sikker på, at det han i virkeligheden er ude efter, er mere click and trace, flere cookies. For kan han få et præcist billede af hvad du som Instagram-bruger kigger på af billeder, hvad du uploader, hvilke tags der interesserer dig, med mere, får han pludselig et meget mere komplet billede af dig.

Især når det kan kombineres med hans indgående viden om dine klik-mønstre på Facebook. Og hans sandsynligvis allerede enorme viden om hvad du kan lide af musik, gennem din Spotify-konto.

Des flere heterogene services han kan få integreret Facebook-loginet i, des mere kan han indsamle af viden om dig. Og det er det som er hele Facebooks forretningsidé - enten at sælge informationen om dine interesser videre, eller bruge til målrettede reklamer.

Jeg tror vi kommer til at se flere lignende opkøb i fremtiden, det kan være film-streaming tjenester, eller shopping-sites, eller noget tredje. Men ting hvor det du gør på sitet, fortæller noget om hvem du er - og hvad man kan sælge til dig. Og som ikke nødvendigvis har noget med Facebook at gøre - diversiteten kan netop give et dybere billede.

Personligt kan jeg se det positive - jeg blivere for hver dag der går gladere for jeg ikke har et Facebook-login - og jeg var aldrig med på Instagram. Jeg er lidt mere bekymret for jer andre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.