Sørine Gotfredsen har i dag i Berlingske en kronik som vel nærmest må betegnes som vederstyggelig. Som HverdagsNadia tweetede efter jeg havde retweeted linket: Jeg mangler ord.

Det føler jeg sgu også jeg gør lige nu. Der er egentligt ikke så meget at sige til Sørine Gotfredsen, hun mener vel hvad hun mener - og det må hun jo have lov til. Men hun fremstår godt nok for mig som noget meget uhyggeligt - næsten endnu mere uhyggelig end de zombie-frygtende jeg skrev om den anden dag.

For at opsummere, som jeg forstår hende: Det er ganske latterligt at spørge sig selv hvorfor det norske monster hader [islam], for det had har altid været der og vil altid være der (og det er så i øvrigt begrundelse nok). Han - ABB - gik muligvis en anelse over stregen i sine metoder, men hans rationale for at gøre det var sådan set sundt nok. Og de som virkelig skal føle sig skyldige er folk som Marianne Jelved, Svend Auken og Tøger Seidenfaden som står bag en verdensorden som har presset den pæne unge mand for hårdt.

Og det er sådan set læren man kan drage af hele denne historie, ifølge Sørine Gotfredsen - man skal ikke presse "mennesker" (altså ABB og ligesindede) mere end klogt er. Eller - når man tager overskriften på hendes kronik - Lad os bruge Anders Breivik rigtigt - med i overvejelserne af hvad hun egentligt sige, er det vel noget i retning af Hold kæft, hvis vi bliver presset for meget slår vi jer ihjel?

Og det var så dagens glade kristne budskab om det evige had som overvinder alt. I kan hermed fortsætte jeres daglige dont, som om intet var hændt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er Grækenlands nationale amfiteater, opkaldt efter deres største helt gennem tiderne.

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Søren Espersen tager i dag kraftigt afstand  fra beskyldninger om, at DF med fleres retorik kunne være med til at skabe et monster som den norske korsridder. Han siger: Det giver ikke anledning til nogen former for selvransagelse. Overhovedet ikke. Der er ikke så meget som en millimeter af en brøkdel, hvor vi føler nogen form for ansvar for, hvad der er foregået i Oslo.

Præcis hvad en millimeter af en brøkdel er, er jeg ikke fuldt klar over - men jeg går ud fra det ikke er ret meget.

Men hvordan holder det vand? Det var et spørgsmål, jeg i dag lidt distraheret kom til at tænke over, mens min mor sad og fik kemo.

For - med den retorik der køres af hos tildels DF, men især Snaphanen og Urias Posten og de andre gøglere ude på vanviddets overdrev - så er det faktisk mærkeligt ikke flere gør noget ud af det. Ikke at jeg på nogen måde vil forsvare det norske monster, men set i hans gale perspektiv er han jo en helt, en slags John Connor (som ganske vist agerede Terminator) - og hvis man følger hans tanker hænger det ganske godt sammen.

Nu gider jeg ikke bruge den slags ord om andre mennesker, som de kører på med hos galningene. Så lad os i stedet lege, at der er nogle fora, hvor man er fuldt ud overbeviste om, at vi i Danmark og Europa er ved at blive oversvømmet af zombier.

Zombier som giver sig ud for at fredelige, men de ønsker bare at blive mange nok - og når de er det vil de gå igang med at gøre unævnelige ting ved vore kvinder og tage de voksne mænd til fange, og bruge os som slaver, og når vi er udtjente spiser de vore hjerner.

Ganske absurd, men det er historierne som kører på de fora - og gentagelserne og det at de kan bekræfte hinanden gør, at folk rent faktisk tror på det. For de fleste er det faktisk mest en form for fællesskab - nogle samler på frimærker, andre skriver ting mod zombier - men nogen, nogen få, tror faktisk fuldt og fast på at zombierne er iblandt os, og vil æde vore hjerner.

Samtidig fortæller historier på foraene også, at der findes mennesker i Danmark og Europa som hjælper zombierne, både med at komme hertil og med at gemme sig i blandt os. Det er uklart hvad disse menneskers formål er - måske er de blot dumme og naive, eller måske er de i virkeligheden nekromantikere som vil styre zombierne - men det står klart, at denne femte kolonne zombie-sympatisører i virkeligheden er de farligste.

For det er dem, som hjælper zombierne hertil, og det er deres skyld at vi om føje år vil blive slaver og få vores hjerner ædt.

Hvis man virkeligt fuldt og fast tror på dette - virkeligt tror det - og man prøver at råbe op om at zombierne kommer og nekromantikerne hjælper dem, men ingen vil lytte. Så er det da egentligt klart at man må gribe til at gøre noget. Det er jo rent selvforsvar - og hvis man venter til zombierne viser deres virkelige jeg er det jo for sent!

Det mærkelige er i virkeligheden alle de som kun taler om at zombierne kommer og nekromantikerne hjælper dem - men ikke gør noget ved det, og endda taler om "at det er forkert at bruge vold" - det giver jo ingen mening, hvis zombierne virkelig er på vej, og er så onde. For den virkeligt troende må de være uforståelige krystere & kujoner.

Jeg håber ikke, at nogen læser det her - og opfatter det som om de skal gå i den norske galnings fodspor. Det kan man vel godt frygte et sted.

Men jeg har en pointe med det: Det Søren Espersen og Co spreder er i virkeligheden ikke Had, som de ofte anklages for, men Frygt. Og det er derfor så meget lettere for dem at hælde lort ud om, at de virkelig ikke kan stilles til ansvar for noget som helst, selv ikke en millimeter af en brøkdel.

Man skal bare huske, for at citere Yoda - og måske ødelægge det hele i nørdethed - at: Fear is the path to the dark side. Fear leads to anger. Anger leads to hate. Hate leads to suffering.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Syret at fortsætte den serie 20 år efter - men det er åbenbart hvad man gør. Umiddelbart er jeg meget skeptisk over om den kan holde i forhold til konkurrence fra de mange klasseserier der skabes i øjeblikket.

Men ingen tvivl om at vi har brug for noget socialistisk propaganda, som Erhard Jacobsen betegnede serien...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Når det israelske parlament vedtager en lov, som gør det straftbart at opfordre til boykot af ulovlige bosættelser på Vestbredden - så skulle man da næsten synes, at det fortjente omtale i danske medier?

Især i et Danmark, hvor vi har en regering som nærmest har startet et korstog for ytringsfriheden?

Men, nej, ikke et ord. Jeg ville ellers gerne se et interview med Søren Espersen. Ikke for det, jeg ved hvad han vil sige, men det vil være vederkvægende at få hans hykleri udstillet så åbenlyst.

Bemærk også, at manden bag loven, Zeev Elvin, begrunder behovet for den med, at de ikke kan presse udlandet til at gøre noget ved boykot, hvis de ikke selv har gjort noget på hjemmefronten først. Nu tror jeg heldigvis ikke, at Israel vil få noget som helst held med at prøve at få EU til at indføre anti-boykot love (det vil fandme være absurd, så skal vi alle købe et kg sharon-frugter ugentligt?) - men det betyder at det er noget vi kommer til at høre mere til.

Så kom da i sving, Danske Medier, hvorfor skriver I ikke om det?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lidt opfølgende på gårsdagens indlæg om optagelse på balletskolen - som jeg skrev, kan jeg egentligt forestille mig det nuværende (latterlige) ramaskrig omkring kokainrygter kan være godt for balletten - fordi den kommer til at virke mere tidssvarende, mere relevant.

Men jeg gjorde mig også efterfølgende lidt andre tanker: for det første om Nikolaj Hübbe - som jeg ikker kendte synderligt til, men dog føler jeg har fået en fornemmelse for efter jeg har set de førnævnte dokumentarudsendelser, De Udvalgte. (Og samtidigt har fulgt teatret balletten intenst i en kort periode, fordi jeg følte mig involveret.)

Kort sagt, er der ingen tvivl om, fra hvad jeg har set, at han er: engageret, intens, en enorm kunstnerisk begavelse, arrogant, krævende, humørsvingende, visionær, forventende, målrettet.

Med andre ord, vanvittigt hård at skulle leve op til. Og man kan sikkert let føle man ikke får den store anerkendelse. Men samtidig er han også en person, som i den grad kan løfte en trup til det ekstreme.

Og med de karakteregenskaber - så tror jeg egentligt det er ret ligegyldigt om han skulle være på coke eller andet. Jeg mener det er en skindiskussion (og forargelsen over de anonyme beskyldninger er latterlig).

Det er da også på andre måder ganske sært med den eneorme forargelse, over et dansekompagni hvor nogen siges at være på coke... Hvis man tog en hvilken som helst anden elitær dansegruppe tvivler jeg på nogen ville løfte et øjenbryn - hvad med "Rygter siger Lady Gagas dansere tage kokain"? Wow... - indimellem når jeg har været på steder med meget dans de seneste år, har jeg da følt jeg var den eneste som ikke var på coke.

Eller, set fra en anden vinkel: Alle ved - eller burde vide - at ballet på det niveau det Kongelige leverer involverer fysiske ofrer og piner, som er på linie med eller overgår hvad elitesportsfolk udsætter sig for. Og så er det eddermame naivt ikke at forestille sig at en eller anden form for doping skulle blive involveret.

Anyway - jeg aner intet om hvad der foregår i balletten - og skal bestemt ikke anbefale kokain som sådan - men jeg synes den debat der kører i øjeblikket foregår på et hyklerisk grundlag.

For er det en forargelse over, at folk som ofrer de bedste år af deres liv, føler de trænger til noget at dulme tiden mellem dansen på? (Husk, at det ikke går med meget alkohol, som resten af os kan forsøde os med!)

Eller handler det om, at Nikolahj Hübbe er for elitær og skal føle janteloven?

Eller... ja, hvad handler historien egentligt om? Den har vokset sig forfærdeligt stor, og normalt er der sgu ingen der interesserer sig for det ballet - så hvad handler det om. Andet end hykleri?

(For, jo, jeg kan sagtens se nogle dansere som kan blive kvast i Hübbes måder og drømme - og dem skal der sikkert samles bedre op på - det er bare ikke det historien er kommet til at handle om.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Egentligt havde jeg glædet mig til at fortælle mere live om oplevelser med det balletkursus den yngste skulle på, efter at han havde "bestået" den indledende optagelsesprøve - som kunne lede hen til optagelse på det Kongeliges Balletskole.

Men jeg endte faktisk med ikke at ville skrive om det - jeg kunne nemlig se, at der var nogen der blev ved at checke ind på min side ved at søge på noget med leoparddrengen og balletskole. Og det er selvfølgelig ikke fordi jeg ikke gerne vil læses, men her forestillede jeg mig det var en anden forælder eller ansatte - og i en så lille kreds, der alligevel er tale om, med ret få drengebørn især, ville jeg føle min anonymitet for udsat - og det endda i kombination med min familie.

Så jeg besluttede mig for at vente med at skrive om det, til noget tid efter. Og det bliver så i aften, inspireret af kokain-historierne fra teatret. (Som jeg i øvrigt tænker kan ende med at blive et plus - de vil jo gerne ud til at yngre publikum, og det kan vel gøre det lidt mere hipt.)

Nå, men til kurset: Jeg havde sørget for at få indkøbt hvide gymnastikbukser, som sammen med hvide strømper og en hvid t-shirt fik min smukke dreng til at ligne en Luke Skywalker, eller noget. Og som jeg vist også skrev tidligere, var jeg egentligt ret sikker på at han rent fysisk egnede sig rigtigt meget. Det store spørgsmål ville være motivationen.

Det viste sig da også efter første dag på kurset: "Det var kødligt, kødligt, kødligt!" fastslog han (hvormed han altså mente kedeligt, hvis nogen skulle være i tvivl. "Men var det slet ikke svært?" spurgte jeg. "Nej, det er jo derfor det var så kødligt! Vi skulle bare ligge på gulvet og rulle rundt!"

Næste dag ville han ikke afsted. (Det var hans mor der stod for bringning til og fra, jeg var optaget af ting med min mor.) Lidt upædagogiske metoder - noget med is på vejen, og noget andet lækkert efterfølgende - fik ham dog hen på det kongelige. Men kort inde i lektionen var han så åbenbart gået i strejke - som havde spredt sig til en af de andre drenge.

Vi var velkomne til at fortsætte, fik vi at vide - men hvis han ikke ville var der måske ikke den store idé i det. Jeg overvejede senere nogle meget mere upædagogiske metoder for at få ham til at fortsætte, men fandt heldigvis ud af, at det bare ville ende med at give bagslag. Og hvis han ikke gad, så var det sådan det var.

Så dermed sluttede det ballet-eventyr. Ihvertfald foreløbigt. Man ved jo aldrig om han pludseligt skulle få lyst et af de næste år, men jeg tvivler.

Jeg kan godt synes det er lidt synd, fordi jeg selv har fået så mange glæder med dans - som jeg først opdagede i de sene teen-år. Og jeg har engang imellem spekuleret på, hvad der egentligt ville være sket, hvis min mor rent faktisk havde forsøgt sig med balletskolen dengang, som hun vidst havde lyst til.

Men det var nok gået ret meget, som det nu gik med min egen søn. Nogle ting opdager man bare ikke man kan lide før senere i livet. Og kan man selvfølgelig altid tænke tilbage på "hvad nu hvis" - det fører bare ikke til så meget.

Men det har været ret sjovt at være inde og snuse lidt bag kulisserne - selvom det er meget lidt man får lov at deltage som forælder, det er mest noget med at vente. Men jeg blev en del klogere da jeg genså første del af den iøvrigt fremragende dokumentar, De Udvalgte. Som handlede om optagelse fra året før.

Især anden del kan nok også ses med en vis relevans i forhold til de angreb som sikkert nu kommer mod balletten.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.