Et af mine tidligste minder er et lidt sært kubistisk skruet sammen i tid og rum - det indeholder flere situationer og flere steder i samme billede: men centralt i det er min mor smilende, stadig ungdommelig - hun må være omkring de 30 - og den blå barnebærerygsæk-ting jeg er i. I baggrunden er tildels lyng, tildels klitter. Og jeg fornemmer noget med nogle blåbær.

Jeg er ret sikker på at det stammer fra i nærheden af et sommerhus ved Gammel Skagen som mine forældre havde adgang til nogle år. Og jeg har været ca 1½ år gammel.

Billedet kom pludseligt til mig i torsdags, da jeg var alene med min mor - og stod i skarp kontrast til det billede af hende som var foran mig. Pludseligt ældet, øjne som når de åbnede sig en smule flakkede sløvt i et forsøg på at finde fokus og en sammenhæng, et ansigt hvis muskler havde opgivet at give det form.

I det øjeblik kunne jeg mærke følelserne komme ind på mig, dem som jeg ellers har holdt på en vis distance. Jeg ved de er der, men kan ikke overgive mig til dem. Men disse to billeder, og deres kontrast, overvældede mig, i et par minutter. Så var jeg klar igen.

Min mor så ellers ikke engang så galt ud - set i forhold til da jeg så hende et døgn før. Liggende på stuens gulv, nøgen fra livet og ned. Blod i hele hovedet og munden (troede jeg, det viste sig senere at være opkast). Hendes åndedræt som lød som en blanding af et damplokomotiv og et næsehorn - det burde være en god lyd, for den viste da at hun ihvertfald var i live, men den var meget uhyggelig. Og den frygtelige bevidsthed om, at hun havde ligget sådan i 12-15 timer.

I tirsdags ringede hun til mig ca kl 17. Hun følte sig svimmel, sagde hun. Jeg spurgte om jeg skulle komme forbi, men det syntes hun ikke. Nu prøvede hun at spise noget avokado, og drikke noget vand, og så så vi. Vi aftalte at jeg ringede igen en halv time efter, og checkede op på hende. Det gjorde jeg, og da havde hun det fint.

Jeg havde egentligt tænkt at ringe igen senere, men kom væk fra det. Men det var næppe heller så nødvendigt, tænkte jeg, da det var for sent at ringe, svimmelhed havde hun haft kortvarigt før, men det forsvandt altid kort efter, når hun fik forhøjet sit blodsukker.

Onsdag morgen tænkte jeg også på at ringe, men da var det for tidligt - jeg så ingen grund til at vække hende, for hun har tydeligvis brug for meget søvn for tiden. Så klokken blev henad 13 inden jeg ringede, mest for at checke om jeg skulle komme forbi og købe noget til hende.

Der var ikke noget svar. Men hun kunne jo selv være ude og købe ind, tænkte jeg. Men en alarmklokke var så småt begyndt at bimle i mit baghovede. Jeg prøvede igen en halv time efter, stadig intet svar, og nu begyndte jeg at blive bekymret, for hun har ikke bevæget sig meget ud alene den sidste tid. Da jeg stadig ikke havde hørt noget et kvarter efter, besluttede jeg mig for at tage hjem til hende.

Undervejs prøvede jeg stadig at ringe, stadig uden svar. Og jeg blev mere og mere overbevist om at noget var helt galt. Jeg så forskellige billeder for mig, at hun var faldet på trappen og havde brækket en hofte, og lå hjælpeløs. Eller at hun var faldet og havde slået hovedet - et billede som skulle blive alt for livagtigt afspejlet i virkeligheden.

Da jeg kommer hjem til hende og åbner fordøren ligger hendes avis der - som hun troligt læser i, ude at noget hænger fast. Men har været uundværlig for hende, da hun kan bruge den som kalender - hun kan se dagens dato på den. At den ligger der endnu, viser at noget er helt galt.

Jeg haster op til hendes stue, og ser billedet beskrevet før. Lyset er tændt, og viser at det må være sket aftenen før, efter solnedgang.

Jeg kaster et tæppe over hende, mest for blufærdighed, men det var nok også meget fornuftigt af hensyn til kropsvarme. Selvom de 10 minutter der kommer til at gå mens jeg er der, næppe betyder meget i forhold til de 15 timer. Prøver at kalde hendes navn, men uden nogen form for reaktion.

Ringer 112. Opdager på vej derhen, at der er opkast og igen hvad jeg opfatter som blod på gulvet henne ved telefonen. Og enorme mængder af blod i klumper i køkkenet. (Lidt senere finder jeg ud af at det også er opkast - i store mængder.)

Kan ikke klage over noget fra alarmcentralen, politimand stiller mig videre til deres nye sygeplejersker, som instruerer mig i at lægge hende på siden i aflåst sideleje - hvilket jeg ikke kan, for hendes lemmer er helt forkrampede, men på siden kommer hun da. Og holder mig vel ellers med selskab til ambulancen er der. Sammen med en akutlæge, ingen smalle steder.

De spørger mig om diverse, kan ikke huske detaljer, men det bliver vel en lynhurtig genfortælling af sygeforløb. Ned i ambulance, jeg med, afsted til Rigshospitalet. En del af mig synes det er overordentligt interessant at køre afsted med blink af Jagtvej, hvor vi kører på cykelstien for at komme frem.

Ankommer til traumecentret, hende ind hvor de kan få rengjort hende, sender henne videre til CT-skanning efter blodprøver. Jeg ringer rundt. Min mobil er ved at løbe tør for strøm.

Taler med læge, en neurolog - de er ved at samle et helt team af specialister, til at kigge på hende, de vil snart have et bedre billede.

Det får de også. CT-skanning viser ikke tegn på nogen former for blødning eller andet. Blodet viser tegn på infektion, og vigtigst at hendes natrium (altså salt) niveau er alt for lavt. Kan være forklaring på det hele, men kan også være droppet som følge af opkast med videre. Men det skal ihvertfald stabiliseres. Det vil tage en del tid.

Så hun kommer op på neurologisk intensiv, hvor de lægger hende i respirator med videre. De vil prøve at vække hende en gang næste dag. Jeg er der noget tid med min bror, men vi tager hjem i løbet af aftenen.

Vi er der igen næste dag. Hun begynder at vågne om eftermiddagen, hvis man kan kalde det vågne - der er ikke mange tegn på bevidsthed. Og det er i en af disse stunder jeg får billedet af mit barndomsminde, og overvældes.

Siden er det så gået lidt frem. Hun er flyttet fra intensiv, og er begyndt at tale. Fredag morgen kun enstavelses svar, men om eftermiddagen spage, korte sætninger. Og til formiddag lidt mere komplekse ting.

Hun får 3 slags antibiotika, for de har fundet infektion i lungerne, sikkert på grund af inhalering af opkast, men også noget i hendes nervesystem. Og det sidste er for alvor interessant, for det kan jo være det er roden til det hele. Og måske nu kan slås ned. Og hvem ved, måske kan det hele blive bedre end udgangspunktet.

Men der er mange hvis'er og meget tvivl forude. Så jeg er sgu nok lidt optaget den næste tid.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Betegnelse for det kvinder (eller homoseksuelle mænd) er, hvis de ikke ønsker at have sex med en mand - alene af den grund, at manden er omskåret.

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En skarp erindring fra min skoletid bliver der ofte pustet liv i. For jeg bliver ofte mindet om den i en eller anden form.

Som det ikke er nogen hemmelighed, var min første skole - hvor jeg var det meste af min skoletid - ikke nogen udpræget god oplevelse.

Der var dog lyspunkter. For eksempel da vores dansklærer - som egentligt var barselsvikar - engang i ca 5. klasse, sidst i 70'erne eller måske 1980, fandt på, at vi skulle skrive en historie skulle blive en video-optagelse.

Lige noget for mig jeg - jeg skrev alligevel altid fiktion. Som regel science-fiction. Her valgte jeg dog at gå krimi-vejen (jeg tænker, at jeg nok har været fornuftig nok til at indse, at special effects kontoen nok ikke ville være stor til optagelserne.) Så jeg skrev en film-noir agtig sag - jeg tror vi var ude i noget Malteserfalken-agtigt noget. Og jeg tror det har været ret godt, for jeg var selv ret glad for den. (Og jeg skrev faktisk ikke dårligt.)

Jeg husker ikke hvordan processen var, men det ender ihvertfald op med at der kun er to manuskripter tilbage - måske var det frivilligt at komme med et bud, og vi var de eneste, eller måske har der været en udvælgelse. Jeg kan ikke huske det. Ihvertfald husker jeg, at min "konkurrent" er en af de få fagligt nogenlunde kompetente drenge i klassen (han gik også ud kort efter). Lad os kalde ham Kasper. Han havde skrevet en Night of the Living Dead-agtig ting. Fin nok, men efter min mening alt for forudsigelig og monoton.

Alle i klassen får til opgave at læse manuskripterne, og så skal der vælges hvilket filmen skal laves fra. Og da timen så kommer, hvor det skal afgøres hvilket det skal være, stiller en af pigerne sig straks op:

Jeg synes det skal være Kaspers historie, for Leoparddrengens er mandschauvinistisk!

Bang! Som søn af en af halvfjerdsernes rimeligt kendte feminister ramte den mig hårdt, og fuldstændigt ud af det blå.

En af pigens klikeveninder gav sit besyv med: Ja, den er vildt chauvinistisk!

En tredje: Ja, Leoparddrengens historie har ingen roller til piger!

Det var sådan set rigtigt. Jeg må indrømme, at da jeg skrev historien lavede jeg ikke nogen specielle roller til piger, karaktererne var rimeligt løst formuleret. Og når jeg skrev der optrådte nogle politibetjente, tænkte jeg at det jo kunne være begge køn, ligesom journalisterne vel ikke var kønsbestemte - eller for den sags skyld detektiven. (Her må jeg dog nok indrømme at jeg nok havde forestillet mig en mandlig hovedrolle skuespiller - nok mig selv.)

Jeg prøvede at fremføre argumenterne, at jeg da først syntes noget blev mandschauvinistisk, hvis nogen mente at piger ikke kunne optræde som politifolk eller journalister, eller whatever. Og min lærer (som mellem linierne tydeligt mente at min historie skulle vinde) gav mig ret. Men det hjalp ikke:

Nej, det er vildt mandschauvinistiskt, at der ikke er nogen roller til piger! Se på Kaspers historie - der er da pigeroller!

Og det var rigtigt - i hans zombie fortælling optrådte 3 piger. Deres bidrag til historien var, at de skreg og skreg når de så zombier, og at de blev reddet af drengene.

Jeg prøvede sikkert at fortælle noget om stereotyper og lignende... men jeg vidste jo godt her at slaget var tabt. Naturligvis blev det zombie-manuskriptet som næsten enstemmigt gik af med sejren. Filmen/videoen blev naturligvis aldrig til noget, som alle andre projekter på den skole gik det i vasken.

Men jeg lærte en vigtig lektie, som jeg har svært ved at sætte ord på i dag, men man skulle gerne kunne fornemme den, hvis man har læst indlægget her. Og så tror jeg iøvrigt også, at det var ved den lejlighed jeg for alvor opgav min klasse, og lod den synke ned i den sump af dumhed den hørte til i.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg, ungerne og min mor var i Tivoli i dag.

Det var en del mere vellykket end sidst - selvom jeg må sige jeg havde min skepsis på forhånd. For ganske vist sluttede jeg sidst af, med konstateringen at jeg måtte have en voksen mere med næste gang - men min mors tilstand taget i betragtning kan hun ikke rigtigtigt regnes som voksen. Faktisk fik jeg et par minutters panik, da jeg og ungerne kom ud fra radiobilerne, og min mor ikke var hvor jeg havde anbragt hende. Der gik lidt tid med at stæse rundt som en skoldet skid, ringe på mobiltelefon som ikke blev taget... etc.

Men da jeg kom tilbage var hun dukket op igen, hun mente hun bare var gået lidt væk for at kunne se på os.

Ja, fint nok, hvis hun så også var dukkede op efterfølgende. Og jeg vidste hun var frisk.

Hvilket hun heldigvis var, i dag. Hun kunne tale om det japansk/kinesiske tårn rigtigt mange gange. Men det var hyggeligt, og det var det vigtigste. Og snart - til næste år - kan ungerne tage de fleste forlystelser de har lyst til sammen, uden min medvirken. Så begynder jeg faktisk at kunne se muligheden for at det kan være helt nice som forælder, det der Tivoli.

Idag er jeg bare tilfreds med at alle endte med at være nogenlunde tilfredse...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Apropos min mor (som jeg skrev om for lidt siden), jeg kan godt indimellem komme til at tænke på en Carlsberg-reklame, når jeg er sammen med hende. Det er naturligvis ikke specielt pænt at tænke morsomme tanker om hendes tilstand, men det er nødvendigt for ikke selv at blive helt gakgak, at kunne se det morsomme i situationerne.

Jeg har desværre ikke kunnet finde reklamen på nettet - det er ellers en af de absolut bedste synes jeg. Den er lavet i en periode i starten af 90'erne hvor Carlsberg havde en guldalder med eres reklame, de havde lige fundet på deres nye motto "Vores Øl" og fik lavet en del gode reklamer på det, ofte med en sort/twistet pointe. Siden er det hele blevet meget mainstream.

Anyway, efter hukommelsen, det er 2 ældre damer, der er til en konsultation hos lægen. Den ene sidder med håndtasken i skødet, hænderne på den, sidder stille, ryster måske en smule, men siger en underlig summende lyd. Den anden agerer mere normalt. Optaget i sort-hvid.

Lægen spørger: "Og hvorfor er I så kommet her i dag?"
Normale ældre: "Jo, det er min søster... hun tror hun er et køleskab."
Lægen: "Javelja. Og hvor længe har det så stået på?"
Normale ældre: "Ja, det har vel stået på nogle år efterhånden."
Lægen: "Nogle år? Det var længe?! Men hvorfor kommer I så nu?"
Normale ældre: "Jo, det er fordi... nu er hun begyndt at afrime!"
[mærkelig lyd fra forstyrret søster]
Lægen: "Afrime? Javel... men det er der vel ikke så meget at gøre ved?!"
Normale ældre: "Jamen... hvordan skal vi så holde Vores Øl kolde?!"

Jeg ved ikke om den fungerer på skrift, den var ihvertfald meget morsom - jeg morede mig meget over den, dengang. Kunne være fint hvis den kunne blive lagt op. Men ølreklamer var vist forbudt i TV dengang, så den er nok ikke optaget så mange steder.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det her bliver et lidt freestylet indlæg. Har på den ene side længe haft lyst til at skrive om min mors mulige demens, om mit første møde med sundshedsvæsnet udover bagateller og andre ting i den forbindelse, men har lidt veget tilbage fra det. Blandt andet fordi ting til stadighed er uafklarede. Og fordi det tærer, og mine tanker og tid i forvejen er fyldt med det. (Hvis du er ny læser, og ikke ved hvad jeg taler om, så startede det hele her, for 3 måneder siden.)

Og også fordi det er lidt grænseoverskridende at skrive om min mor på den måde.

Det er et par måneder siden jeg sidst skrev en opdatering om det, efter en lidt mareridtsagtig dag. Fordi min mor aldrig har haft fast læge - hun er gruppe 2 medlem af sygesikringen, og er gået direkte til de specialister hun (sjældent) har haft brug for. Så jeg stod lidt på bar bund i forhold til hvem jeg skulle henvende mig til med hendes tilstand.

Som jeg følte hastede, fordi hendes situation udviklede sig faretruende hurtigt: der var ikke blot tale om store hukommelsesproblemer (korttidshukkomelsen), men også eskalerende vrangforestillinger og fantasier, som nærmest må kaldes drømme som hun tror er virkelige. En pludselig udvikling jeg ikke synes jeg har hørt om med demens, hvorfor jeg tænkte i blodpropper/hjerneblødning/hjernesvulst. Altsammen noget det ligesom ville være godt at få nogen til at se på - hurtigt.

Løsningen blev for mig, at jeg hev hende med på psykiatrisk skadestue på Bispebjerg. Ikke ideel måde, det ved jeg, men jeg følte at det var en mulighed for at få sat noget i værk hurtigt.

Det var det så ikke, vi kom til at sidde og vente i 4 timer, hvorefter min mor ikke kunne holde til mere. Hvilket jeg godt kan forstå, det var meget surrealistisk. Det gode ved det var, at hun indså det gode ved en læge, og kom i tanker om en, hun kunne bruge, som endda boede tæt på - hun kendte klinikassistenten.

Som hun ville tage kontakt til samme aften. Og det gjorde hun endda, og om formiddagen dagen efter, torsdag, fik hun en tid samme dag. "Fint jeg kommer og henter dig," sagde jeg. Men det ville hun så pludselig ikke have, at jeg var med. Og det syntes jeg endnu jeg måtte respektere.

En halv time efter hendes konsultation skulle have startet, ringede klinikassistenten, som altså har kendt min mor privat, til mig, og fortalte at hun aldrig var dukket op. Hun havde ringet til mor, som åbenbart havde glemt det. (Sagde min mor. Det er én gang, hvor jeg faktisk ikke er sikker på, om min mor reelt glemte det, eller det var en form for pjæk fordi hun ikke ville til lægen.)

Ny tid om mandagen. Og denne gang slap hun ikke for at jeg tog med. Hvilken lettelse endelig at komme til at tale med nogen indenfor systemet. Som ganske vist ikke kunne gøre noget selv, men i det mindste kunne konstatere at den da var ret gal.

Hun begyndte samme dag at tale om en undersøgelse senere samme dag, og måske indlæggelse et par dage (hvilket min mor reagerede meget stærkt imod, at det skulle gå så hurtigt, at hun ikke lige kunne få nogle dage at sunde sig i. Hvilket er lidt absurd, når hun lever i tidsbobler som varer få minutter, men det var hun endnu ikke selv klar over.)

Men den læge hun ringede til på Bispebjerg kunne ikke træffes, hvorfor det endte med at hun faxede en henvisning/rekvisition til dem (det fik at vide var den hurtigste måde?!). Hun ærgrede sig over hun ikke kunne gøre mere nu, men mente at det ihvertfald var igang i systemet. Jeg havde klart det indtryk at hun også følte det hastede, netop på grund af muligheden for at der kunne foregå ting i hjernen af mere dramatisk og akut natur end demens.

Hun foreslog at jeg næste dag prøvede at ringe til Bispebjergs neurologiske ambulatorium, for at høre om status.

Det gjorded jeg. Men de kunne ikke se noget i deres system. Jeg sagde den var blevet faxet i går. "Nå, den er faxet. Ja, men så går der en dag eller to mere, for så skal den registreres på en anden måde. Men prøv at ringe til [] imorgen klokken 9, han står for det. Det er meget hurtigere med elektronisk overførsel!" Ikke overraskende - og jeg ved ikke hvem jeg skal være sur på, om det er nogen der har givet vores læge forkert besked, eller om hun har misforstået.

Næste dag, onsdag, ringer jeg til ham jeg er blevet bedt om at kontakte. (I parentes har jeg det virkeligt dårligt med at tale i telefon, især med offentlige ting. Det giver mig angst på alle mulige måder - del af mit fobi kompels - så det har ikke været nemt for mig noget af det her.)

Han sad netop med faxen. Men den var fejlhenvist, forklarede han. For alle henvisninger omkring demens for det optageområde skulle gå til Rigshospitalet, som de har fælles optag med. Så han ville sende henvisningen videre til dem.

Okay, jeg checker så Rigshospitalets afdeling på nettet, og den gode nyhed er at de har en rigtig god hjemmeside - hvor de forklarer om forløb med videre. Klar bonus.

Ringer til Riget, Neurologisk Ambulatorium, torsdag formiddag. Men, nej, de havde ikke fået noget fra Bispebjerg endnu, prøv imorgen.

Jeg prøver fredag. Men den interne post er endnu ikke kommet. Hun får mit nummer, og vil ringe tilbage når der er kommet intern post. (Jeg grubler over hvorfor den fax dog ikke undervejs et eller andet sted har kunnet blive omformet til en elektronisk ting, men det ville åbenbart være for meget.)

Jeg får opkaldet lidt senere: Nu har de fået henvisningen! Nu vil hun sende den videre til Hukommelsescentret,  som er demenseksperterne. Så vil de tage sig af den. Jeg kan evt ringe til dem mandag.

Tilbage til the waiting game. Mandag ringer jeg ikke til dem - kan ikke. Jeg ender med at sende en mail. Den svarer de senere på, at de vil kontakte mig når de har behandlet henvendelsen og fundet en tid til en forundersøgelse.

Der går 2-3 dage. Så får jeg en mail. Vi har fået en tid - til forundersøgelse. Godt 5 uger senere.

Lige der er jeg ved at krakelere. Min mor bliver mere og mere blæst, og når hun ikke er blæst lever hun halvdelen af tiden i en opfunden verden. Og så skal der gå 5 uger inden nogen vil kigge på hende? Efter jeg i halvanden uge møjsommeligt har set hvordan en skide fax har bevæget sig gennem systemet.

Og jeg vil her gerne understrege: Alle jeg gennem det her forløb har talt med, har været høflige, venlige og forstående. Og kan godt se det problematiske. Jeg har ikke set noget galt med den enkelte. Men systemet... der er altså et eller andet forhistorisk over det.

Anyway, jeg pudser nu min bror på dem - han er lidt bedre til at skære igennem bureaukrati end jeg, ikke meget, men lidt. Og han får i det mindste udvirket at min mor kommer på en afbudsliste, så hvis der kommer afbud vil vi blive kontaktet. Min mors læge kommer også på banen igen, og prøver også at få rykket, efter at jeg har henvendt mig til hende, fordi jeg er begyndt at undersøge mulighederne for en MR-skanning på privatklinik. Som vi gerne selv vil betale for.

Og mirakuløst, efter et par uger alt i alt, med ringer de pludselig fra Riget en fredag, om vi kan komme om mandagen, til forundersøgelse. Det kan vi i den grad!

Det består så i at vi snakker med en sygeplejerske, og siden en læge, og der bliver lagt en plan for videre undersøgelser. Hvoraf den første er en CT-skanning af hjernen. Endelig. Kompetente folk, betryggende folk, som tager sagen alvorligt. Der er på det her tidspunkt gået ca syv uger, hvor jeg har stået mere eller mindre alene med det. (Min bror vil naturligvis gerne hjælpe, og gør det også, men faktum er at min mor er mest tryg ved mig.)

Neurologen som kigger på min mor, forstår godt min bekymring i forhold til en svulst eller lignende, derfor også den hurtige skanning, men siger at han ikke på den ydre undersøgelse af reflekser med videre ser tegn på det skulle være noget af det.

Det er stadig et forløb som har taget sin tid: 3 undersøgelser, og så en opfølgende samtale, lagt over ca 5 uger. Der har så også været påske indimellem. Men de har været en lise i forhold til tiden før, fordi det har været til at sige hvad der skulle ske hvornår, og hvorfor. Og da jeg ikke hørte noget efter CT-skanningen har jeg også, sammen med lægens ord, været rimeligt rolig ifht til den fysiske udvikling i hjernen - det har taget noget af det akutte stress, og det hele er blevet mere en tilstand.

I går var det så tid for den opfølgende samtale, den som skulle binde trådende sammen.

Den dårlige nyhed er at den ikke bragte nogen afklaring - der var ingen diagnose. Den gode nyhed er, at der ikke er nogen tegn fra prøverne som peger på de kroniske demenssygdomme, eller kræft eller noget. Ligesom hele forløbet virker alt for pludseligt.

Der kan være indikationer som peger imod, at det kunne være en form for infektion, og slet ikke demens.

Og det mirakuløse er her, at hvis det skulle være tilfældet, kan det muligvis være sådan, at tilstanden kan kureres. Ikke bare bremses, men kureres.

Det kommer altsammen an på så meget, og jeg drager ingen konklusioner. Foreløbig sættes vi op til yerligere nogle prøver og mere nøjagtige skanninger.

Men alene det at der kunne være håb om en egentlig helbredelse - det have jeg vist mistet et sted på vejen. Og det er der pludselig igen.

(Så lige for at runde det med sundhedsvæsnet af: jeg er virkelig glad for de folk vi har haft med at gøre. De virker meget dygtige, og de håndterer os fint. Jeg synes også det virker som god idé at samle demensudredning under ét. Men, men, men - det virker skrupforkert, at der kan være så lang ventetid, når der kan være tale om noget akut, som slet ikke har noget med demens at gøre. Så få dog det undersøgt med det samme - så der ikke skal gå måneder, inden en læge for lov til at sige: hov, det der, det kan sgudda godt være farligt & haste. Der er en kæde der er sprunget af der et sted.)

Og hvordan har min mor det så? Jo, hun er heldigvis også stabiliseret efter vi kom ind i et forløb, hun kører stadig uden korttidshukommelse, stort set, og finder stadig på ting. Et eksempel på hvordan hun blander ting hun husker og ting hun ser sammen, var da hun til en undersøgelse, hvor hun blev spurgt om hun kunne huske hvad der var sket i ugen, kunne huske at bin Laden var død (flot). Hun mente så at han var blevet hængt, og det var vistnok var syrerne der gjorde det.

Hun har også angst. For eksempel havde hun pludselig en idé om at jeg og min bror havde hængt billeder op af hende i hele hendes kvarter, og udstillet hende, og at vi i øvrigt ville indlægge hende på en klinik i Stonehenge. Vrangforestillinger som kan komme meget pludseligt, og være meget udførligi - mere udførlige end hun opfatter dagligdagen.

Og hvis jeg får hende beroliget, og til at tro på, at det jo blot er noget hun fantaserer sig til, har hun glemt beroligelsen 5 minutter efter, men ikke tvangstanken - den forsvinder først efter et døgn.

Heldigvis hjælper mails, når hun har tingene på skrift kan hun læse det igen og igen - så jeg er faktisk glad for at det har været vores foretrukne kommunikationsform i mange år. For telefonen virker ikke mere end mens man snakker i den.

Sjovt nok er jeg ikke så bange for at hun bor alene, og ikke har meget andet end mig til at hjælpe, når jeg kan. For de fleste rutineting klarer hun stadig fint.

Anyway. Der er stadig håb.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er rimeligt smadret i dag - 2 gange på Riget, den ene gang som forsøgsperson, den anden som interessent - tærer lidt på kræfterne. Så I får bare en reklame.

Philips er jo blevet mere og mere intime, først på kvindesiden med nydeligt designet legetøj - og nu vil de så også hjælpe mændene af med endnu mere hårvækst. Og det kan vi jo alle have brug for i ny og næ. Vistnok.


(vær dog klar over at man risikerer kløende nosser...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Inspireret af et indslag i TV Avisen 18:30 for lidt siden, hvor Brian Mikkelsen ikke ville følge Forbrugerrådets anbefaling om at indføre en maksimumsgrænse på forbrugslån, "fordi at så er det så sikkert som amen i kirken, at så vil alle sætte deres rente på maksimumet!" - spurgte jeg ministeren med ansvar for konkurrence:

Brian Mikkelsen - en klar max 10'er - amen!

"Brian Mikkelsen - hvor dum er du egentlig - på en skala fra ét til ti?"

Til hvilket han svarede: "Ja, når du sådan sætter et maksimum på, kan jeg forsikre dig for at det er så sikkert som amen i kirken, at jeg er en 10'er!!"

Og så skulle det vist være på plads.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg regner egentligt med at skrive noget mere om Bloggers slemme nedbrud den anden dag, som jeg lidt følte mig involveret i, fordi jeg havde noget at skrive om de fatale fejl der var opstået - hvorfor de måtte rulle hele deres opgradering tilbage.

Håber mit indlæg klarer sig...

Men da det indlæg stadig mangler, vil jeg blot lige udbrede mit kendskab til Bloggers status - da det vist ikke er alle som følger med på Blogger's egen blog. Men altså, i følge den skulle stort set alle de blogindlæg, som i første omgang blev mistet - da de rullede hele opdateringen tilbage - skrevet mellem onsdag og fredag, nu være genoprettet. Hvis de ikke er kommet tilbage, skal man checke om man har indlæg liggende som kladde - de har muligvis fået status af det.

Men for mit vedkommende er de bare ikke hverken genskabt eller gjort til kladde. Og jeg ved at det samme er sket for ihvertfald én anden blogger, Fairy Unleashed.

Blogger har så også lavet en side, hvor man kan skrive hvis man stadig oplever problemer. Og den vil jeg da klart alle til at bruge, hvis der mangler indlæg. Det er da lidt synd, hvis Blogger går rundt i den tro at alt er velforvaret, hvis der er en stor del som faktisk mangler indlæg.

Skriv også gerne en kommentar her, hvis du har mistet indlæg, og de ikke er kommet igen. Det kan være interessant at vide hvor mange det drejer sig om.

Åh - og mens jeg husker det: jeg kommer nok ind på det igen, når jeg skriver mere om hele nedbruddet, men det kan være det er et meget godt tidspunkt at minde om, at man kan lave back-up af sin Blogger-blog. Nu hvor det har vist sig hvordan ting kan gå galt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg holder meget af casual gaming-firmaet PopCap. Ligeledes er det heller ikke nogen hemmelighed at jeg ikke bryder mig om Apple.

Derfor har det hidtil ærgret mig gul & grøn, at PopCaps spil kun har kunnet fås til iPad eller iPhone indtil videre. Ja, Plants vs Zombies er vist næsten ligeså ikonificeret på iPad som 7-kabale engang var for Windows.

Men den sidste måneds tid har jeg hørt rygter om at de var på vej til Android - og i dag breakede nyheden så, at Chuzzle fra imorgen vil være at finde til Android på Amazon Appstore. Og den første dag - i morgen - gratis.

Og Plants vs Zombies vil på samme måde blive lanceret for Android senere på måneden, ligeledes gratis den første dag.

Så - det har jeg da ihvertfald tænkt mig at kigge på. Og tippet er hermed givet videre.

[Opdatering]: Oh, crap. Opdagede lige at Amazon Appstore indtil videre kun er åben for amerikanere. Forhåbentligt varer det ikke længe før vi andre også får lov - og muligvis kan man omgå det med en "falsk" profil. Men det er lidt en streg i regningen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Tillad mig at gøre lidt reklame for et produkt som jeg - og især mine børn - er blevet ret glad for: Innocents smoothier i nye portionsstørrelser, som kan komme med i madpakke. (Og som kan holde sig op til 12 timer udenfor køleskab.)

I forvejen synes jeg nok Innocent laver de bedste købe-smoothier - men det her er altså ret smart, med den pakning. Og iøvrigt noget man dårligt selv ville kunne gøre, hvis man i øvrigt tog sig tid til at lave smoothien om morgenen.

Det største problem jeg hidtil har haft med dem var da de var udsolgt, og ungerne brokkede sig over at de ikke fik dem med!

Og så er der selvfølgelig prisen - det koster jo en del. Men jeg synes egentligt, i betragtning af alt det feel-good de leverer, både i form af indholdet, men også deres meget etiske tilgang i det hele taget, at det ikke er så galt.

Og madpakke-størrelserne svarer prismæssigt til kartonerne: hvis man køber en pakning på 4 x 180 ml svarer den i pris til en karton på 750 ml (små 30 kr).

Jeg har foreløbig set dem til salg i Føtex og Irma - og vil altså godt give tippet viedere. Selvom der måske er større chance for at der er udsolgt...

Og jeg skal lige understrege at jeg ikke bliver betalt for det her, og ikke har nogen økonomiske interesser i Innocent - selvom det sikkert kan lyde sådan!

Men jeg synes bare de leverer et godt produkt, virker sympatiske - og så er de næsten naboer, de bor nede på Vesterbrogade.

(Hvis jeg skulle give dem en ide, ville det være at lave en mikset pakke, med 2 jordbær og 2 mango/ananas. Og så kan de jo overveje at gå ind på bar-markedet med shots med Vodkasmoothie. Det kunne sikkert blive populært i hipster-miljøet - men er måske ikke så Innocent.)

Og hvad - lad mig da bare gå all-in og også bringe deres reklamefilm for dem (jeg har nu ikke generelt problemer med at få frugt i mine børn, så det er ikke derfor):

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Amerikaner. Han er ikke ligeså kendt som sin storebror, men han har trods alt fået opkaldt en ingrediens i en italiensk dessert efter sig. Hvem er der tale om?

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg i eftermiddag sad og ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv, nu Blogger var nede, stødte jeg via Information på et link til en syrisk blog (på engelsk).

En ny blog, som vel først og fremmest er blevet til for at fortælle om situationen der - men også om bloggeren selv, Amina A. En cirka 35 årig åben lesbisk og muslimsk kvinde. Ikke lige noget man forventede at læse fra den kant af verden.

Det første indlæg jeg læste var hendes nyeste, en form for essay om Syriens nyere historie op til 1982 - som først og fremmest handler om, hvor lidt vestlige kommentatorer ved (og gider sætte sig ind i) før de udtaler sig.

Men dernæst læste jeg en virkelig stærk beretning om, hvordan hun havde sin første lesbiske oplevelse i Chicago 11. september 2001 (og sørg for at følge linket, og læs også hendes beretning om følelserne da tårnene styrtede), og hvordan hendes liv faldt på plads.

Jeg kan virkelig anbefale at læse indlægget, også selvom det er langt. Og det er ihvertfald en blog jeg vil følge fremover!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg fejrer at Blogger tilsyneladende er tilbage på benene med en lille quickie - om en trommeslager, som man ikke kan påstå sidder hengemt uden at tiltrække sig opmærksomhed.

Jeg foreslår man hopper til ca 35 sekunder inde:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

[NB(18/5) : Dette indlæg er skrevet i tiden for Bloggers store problemer - efter en opdatering som gik galt, og som blev efterfulgt af en gigantisk rollback som satte Blogger ud af kræft næsten et døgn, og har haft eftervirkninger siden. Det jeg beskriver er nogle af de fatale symptomer som opstod. Ifølge Blogger i meget sjældne tilfælde. Selvom der er rettet op på tingene, vil jeg satdig anbefale at man checker sin profil, for om den nu også svarer til hvordan man synes den skal se ud.]

I morges var jeg ude for at min identitet blev blotlagt af Blogger. I stedet for Leoparddrengen fremstod mit borgerlige navn hvis man kikkede i min profil, eller hvis jeg havde kommenteret et sted (hvilket jeg heldigvis ikke gjorde).

Jeg opdagede det heldigvis hurtigt, og har fået rettet det - for det er ikke sjovt for en superhelt som værner om sin hemmelige identitet.

Jeg overvejede også at sende advarsel ud i form af et blog-indlæg, for hvis det skulle være sket for andre. Men var stadig på det tidspunkt nervøs for om min identitet stadig var blotlagt, og ville derfor ikke gøre opmærksom på det.

Siden gik Blogger så ned noget tid i formiddags - og jeg blev i den forbindelse opmærksom på at Blogger gennemførte en update/maintenance tidligere i morges, kl. 7 dansk tid. Og jeg spekulerer på om det var i forbindelse med det, at fejlen er sket?

Anyway, da jeg opdagede at det samme var sket for en Blogger-kollega for lidt siden, tænkte jeg at jeg hellere må slå alarm: så til alle jer Blogger-brugere derude, som risikerer at få et andet navn frem, end I havde tænkt jer, check hellere lige jeres Blogger-profil.

I finder link til at redigere den under jeres profilbillede på Betjeningspanelet, og så skal I sørge for at der står det rigtige i Visningsnavn og at Vis mit rigtige navn ikke er markeret. Check også mail-indstillinger - om din mail skal vises, og om det er den rigtige som bliver vist.

Jeg håber ikke det er et udbredt fænomen, men hvis det er håber jeg at kunne redde røven for nogle stykker.

[Opdatering]: Hvis det har været sket for dig kunne det være meget fedt hvis du gav en - eventuel anonym - kommentar om det; det kunne være godt at vide hvor udbredt problemet er.

[Opdatering2]: På Twitter har Bloggers bruger, @Blogger, skrevet følgende, ca 18:50: We're sorting out a few issues related to our maintenance yesterday. Thx for reporting ur issues here. We'll update when we have more info.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der var megen vrede vendt mod DF igår, over at de fik deres latterlige grænsekontrol igennem. Og fint nok, det kan man da godt være sur over.

Men realiteten er jo, at den grænsekontrol der kommer ikke vil komme til at betyde en skid, udover at den vil koste nogle penge, og der skal ansættes nogle folk som kan proppes i nogle uniformer og stå og kede sig ved grænsen. Det ligger jo faktisk i opgaven at de ikke må undersøge andet end en tilfældig bil engang imellem.

Og hvis det betyder at bilerne kommer til at køre langsommere igennem - fint med mig, alt der kan sænke farten og gøre livet surere for bilister har min støtte.

Så kan man være vred over DFs syn på at alle ulykker kommer udefra, og bare vi lukker helt af går det meget bedre. Men det er jo ikke noget nyt - den holdning har de altid haft. Så hvis man skal være sur på nogen i den anledning er det V&K.

Nej, jeg synes der er meget mere fornuft i at latterliggøre DF. For helt ærligt - det handler jo om, at de har skullet have et figenblad for at gå med på at forringe efterlønnen. Som de ellers har garanteret, meget mere end Nyrup gjorde i '98, at det ville blive over deres lig, hvis der blev pillet ved den.

Det har de så glemt alt om nu. De vil ganske vist sige, at hvis det ikke var for dem, ville efterlønnen helt blive afskaffet, at de fik det mindst ringe resultat. Men det er noget ævl - for hvis DF sagde nej til efterlønsforringelser ville det ikke kunne lade sig gøre at finde 90 mandater.

Så der står tilbage, at DF har solgt efterlønnen for: nogle forblæste toldskure med nogle sovende tolere, og en fin rød & hvid grænsebom som ikke må lukkes.

Det er det budskab man skal have frem. DF fremstår i øjeblikket som vindere, og des mere vrede man pisker op imod dem, des mere vil det billede tegne sig. Hvor sandheden er, at de har solgt hvad de sagde var deres helligste hjerteblod for - stort set ingenting.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg syntes efterhånden det var ved at være tid for en ny font - den jeg længe har brugt, Teuton, har tjent mig godt, men forekom mig efterhånden for knudret.

Den nye, Goudy Bookletter 1911, er også meget konservativ, men noget lettere fordøjelig, synes jeg. Så jeg håber det bliver til glæde for alle.

Det er stadig Googles ret smarte web-fonte (som jeg tidligere har beskrevet) jeg bruger. Der er siden kommet en hel del til, så der er nu virkeligt meget at vælge i mellem.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der findes en del grunde til at jeg ikke har været så aktiv på bloggen her de sidste måneder, som jeg har været (de fleste vil sikkert mene jeg stadig er ret aktiv). En af de grunde er Twitter.

For jeg må tilstå at jeg er blevet indfanget en del af det der Twitter den sidste måneds tid - jeg finder det fascinerende at skulle udtrykke sig i pakker af information på 140 karakterer (og helst lidt mindre), og at forholde sig til andre der gør det samme.

Og jeg har ikke fundet nogle af de ting, som jeg afskyr ved Facebook - lemminge- og mobbementaliteten, og de skruppelløse reklamemåder. I det omfang de ting findes på Twitter, er det meget lidt påtrængende. Det er ren, nedbarberet kommunikation, uden nogen dikkedarer.

På Twitter findes der også noget der omtales som Twitterbrain: når man spørger om et eller andet spørgsmål ud i sen følgekreds, og de måske sender spørgsmålet videre, og man så får et svar tilbage, fra en eller anden som måske ved noget mere om emnet.

Og det er altsammen fint, og meget nyttigt. Men det slog mig den anden dag, at Twitter har potentialet til at blive mere end det, mere en rigtig hjerne - den som jeg kalder Kvidre-hjernen.

Det som slog mig er, hvor meget hele opsætningen minder om et neuralt netværk (altså, en computersimulation/modellering af en menneskelig / dyrehjerne).

Hvor vi, brugerne, er de enkelte neuroner, og de beskeder vi sender til hinanden svarer til de signaler der går mellem neuronerne i en hjerne.

Hvor den enkelte bruger mister meget af sin betydning, og indholdet i den enkelte besked er stortset ligegyldig: det interessante er om beskeden sendes videre, eller om den sætter gang i en anden besked, som når andre brugere, som så sender nye beskeder afsted, muligvis influeret af beskeder som kommer andre steder fra.

Ligeledes vil der være nogle signalveje som fungerer bedre end andre, fordi der er større chance for at nogle brugere reagerer på beskeder fra nogle andre brugere end andre, og oftere sender til nogen end til andre.

Det skal igen understreges: i en sådan Kvidre-hjerne vil den enekelte bruger på ingen måde være klar over at deltage i en hjernefunktion, ligesom den enkelte beskeds indhold er uden betydning, udover hvad den sætter i gang af andre beskeder.

Så hvordan man skulle påvise sådan hjerneaktivitet ved jeg ikke - ligesom jeg ikke ved om hjernen nogensinde vil finde en måde at manifesterer sig i forhold til omverdenen.

Og med 200 millioner twitter-brugere, hvis de skal oversættes direkte til neuroner, er det også en frygtelig lille og ikke mindst langsom hjerne. Og da vi allesammen - eller ihvertfald næsten alle sammen - reagerer på ydre stimuli (fra den virkelige verden), udover de beskeder vi modtager fra Twitter, er vi jo nok i virkeligheden mest at anse som en slags sanseceller. (I en social sans?) Det der virkelig er brug for, for at få hjernen op i gear, vil være et utal computerstyrede profiler, som udfra algoritmer modtog beskeder og sender dem videre.

Dem findes der allerede nogle af, som opsamler information på tværs, men jeg er ikke sikker på det er den rigtige form. Som mere vil være 'bots som skal interagerer med brugere, modtage beskeder fra brugerne og sende til andre 'bots. Men igen, hvis vi ser på os menneskelige brugere som en slags nerveceller, vil det gode være, at vi ikke behøver høre ret meget på de 'bots, som vil udgøre det egentligt kognitive lag.

Det hele er nok meget fabulerende (og jeg er sikkert ikke den første til at tænke det) - men jeg synes da at det er en interessant tanke, at der måske er ved at blive skabt et globalt, neuralt netværk, som man selv er del af.

Det minder lidt om Gaia fra de sidste af Asimovs Foundation bøger. Eller for den sags skyld om supercomputeren Jorden i Hitchhiker's Guide to the Galaxy, som de hvide mus stod for at bestyre.

Anyway, hvis man ikke allerede er på Twitter vil jeg godt anbefale at man checker det ud. Og har man så lyst til at følge mig, skal man naturligvis være meget velkommen! :)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Allerede i oktober kom der en teaser for Ronal Barbaren, som jeg bragte dengang. Jeg syntes den tegnede lovende: animation i den efterhånden kendte stil (fra Terkel i Knibe og Rejsen til Saturn) i 3D, og med meget fasttømrede stereotyper at gøre grin med.

Nu er der så kommet en forfilm til Ronal Barbaren - og jeg synes stadig det tegner til at være underholdende. Omend jeg også tror der skal kværnes nogle øl inden, for at humoren kan fungere.

Men der er tid at forberede sig, premieren er først 22. september.


(sponsoreret klip)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er en af de mest berømte scener i en af de kendteste tragedier på teatret; ofte bruges der store mængder helium eller opvarmet luft for at få scenografien til at fungere. (Brint regnes i dag for at være for farligt på de fleste teatre.)

Hvilket klassisk øjeblik er der tale om?

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg fatter vist ikke den her reklame - men det er nok heller ikke meningen. Såvidt jeg kan se er det noget med Thelma & Louise tilsat lidt lesbian flirt og forræderi.

Så det er sikkert meget oppe i tiden alt sammen.

(Og jeg betales hvis du klikker på den.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hvis du har er blevet tilbudt at investere i DubLi, eller på anden måde skyde penge i projektet, vil jeg meget råde dig til at læse dette indlæg om DubLi og deres metoder.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over dem - kender intet til dem - men det lyder som noget hvor det vil være klogt med en meget stor portion skepsis. Personligt ville jeg løbe skrigende væk. [Opdatering, 30/10 2012]: Så kom Dubli sandelig også i Kontant her til aften, se programmet her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I morges stødte jeg på en ret uhyggelig historie, om brugere der logger på JobNet med NemID, og bliver logget på en profil som tilhører en anden person end dem selv.

Det er i sig selv ret skræmmende - man kan få mange oplysninger om andre mennesker derinde, man kan fucke deres liv op. Og så kan man iøvrigt også fucke ting op for sig selv, hvis nu man går ind og markerer at man skam har sendt sine lovbefalede ansøgninger afsted, og så tror at den hellige grav er velforvaret indtil næste gang man skal klikke det. Og så ikke har opdaget at man gjorde det for en anden, og ikke tænker over man ikke har modtaget en kvittering. Så kan dagpengene ryge.

Så det er i sig selv ret skræmmende.

Mere skræmmende er selvfølgeligt, hvis det er en genrelt fejl fra NemID - at den fejlkobler CPR-numre, og det så betyder at man også kan få adgang til at kigge i andres bankkonti, skattepapirer, medicin journaler og hvad der nu ellers ligger af muligheder på nettet.

Her vil jeg håbe, at det faktisk ikke er NemIDs fejl, og at det er et problem specifikt problem i samspillet mellem JobNet og NemID. Håbe - men jeg føler mig på ingen måde overbevist.

Men det mest skræmmende er efter min mening den holdning brugeren (ifølge hende selv) blev mødt med, da hun henvendte sig til Jobnet. Ifølge dem var det nemlig noget som skete tit - og anbefalede at man ikke brugte NemID, men brugte deres eget system til login.

Og hvis det er sandt.... så er det da ganske forbandet uhørt. Hvis nogen i JobNet er klar over at noget sådant sker, så skal der omgående lukkes for login via NemID, og alle alarmklokker i Beskæftigelses- og Videnskabsministerierne skal sættes til at ringe. Alt andet er fuldstændigt vanvittigt.

I Arbejdsmarkedsstyrelsen siger de, at de ikke kender til at noget sådant sker. Så man kan jo håbe, at der er sket en misforståelse, da brugeren kontaktede JobNet. Men igen føler jeg mig ikke overbevist - slet ikke med mit kendskab til NemID og med tanke på gamle Amanda. Så jeg håber virkelig, at det bliver undersøgt til bunds, og hele vejen ned i systemet.

Alene det at man ikke har tiltro til systemet er slemt.

Men hvis det faktisk viser sig at være rigtigt, at det sker. Så er det for det første for uhyggeligt. Og for det andet er det vel den største IT-tekniske skandale hidindtil. Og det siger sgu ikke så lidt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.