Efter at være udvandret fra dagens gruppemøde med et ildebefindende - højst sandsynligt forårsaget af for mange Gammel Dansk og Jägermeister dagen før - tog Bendt Bendtsen en ambulance til nærmeste hospital.
Den konservative gruppe var på et tidspunkt ved at blive nervøse for deres tidligere kære leder, da man ikke kunne finde ud af Bendt Bendtsens tilstand.
Det viste sig dog, at der ikke var noget at være bekymret for, det tog blot lidt længere end sædvanligt at komme frem til hospitalet fordi Bendt Bendtsen fik ambulancechaufføren til at køre et smut omkring Fyn, fordi han "måtte have sin bøsse hos sig".
på hospitalet valgte man for en sikkerhedsskyld at beholde Bendtsen til observation, da man ikke kunne spore nogen hjerneaktivitet, men efter at have kontaktet Bendt Bendtsens egen læge er man blevet klar over at dette er helt normalt.
Bendt Bendtsen blev udskrevet i god behold her til eftermiddag, med det råd at holde sig fra pressen. "Lad Bendt være i fred," siger politisk ordfører Henriette Kjær således til den samlede presse.
SIDSTE: Bendt Bendtsen har netop udtalt, at han har valgt at droppe sin planlagte motorcykelkøretur, for at kunne hellige sig at snakke med pressen, hvis den vil ham noget.
Det begynder at gå op for mig, at det er påske i næste uge - kombineret med at jeg har børnefri. Det betyder jo så, at jeg i den grad kan tage revanche for manglende by- & danseture de sidste uger.
Tror jeg begynder at kigge på muligheder for bestilling af tid på hospitalet til udpumpning & afgiftning en gang i løbet af eftermiddagen påskedag. Mon ikke der er plads hvis man bestiller i god tid?
Jeg hader de skifter. Ikke så meget fordi min egen rytme bliver forrykket - for den kommer sig hurtigt. Og jeg kan sådan set godt lide den ekstra times lys om aftenen her på denne tid. (Oktoberskiftet er så en anden sag - og hvorfor det er blevet flyttet en månede er mig en gåde - det føles som et halvt selvmord når man skifter uret dér.)
Men når man har børn - især børn i 3-års alderen er det et decideret helvede. For at forklare dem at det er sengetid, når det tydeligvis er lysere end det skal være, er ikke nemt. Og man er nødt til at få dem i seng dér, for de skal jo tilsvarende tidligere op - og har jo brug for søvnen.
Så der går en uge eller 2 med lange diskussioner og putninger hvergang, og ekstra trætte børn om morgenen. Men hele konceptet er sikkert også opfundet af nogle barnløse økonomer - eller ihvertfald nogen der ikke havde med børn at gøre; det var meget normalt for mænd i fordums tid, siges det - tider man godt nogen gange kan længes tilbage til.
Men med oktober-skiftet lever vi jo på falsk tid i 7 måneder af året - og det får mig så til at undres, hvorfor flytter vi os ikke bare en tidszone, så kunne vi slippe for alt det bøvl?
I ugens tilbudsavis fra SuperBest, kan man på side 11 finde tilbud på Smagfulde mørbrads - og det undrer mig lidt, for jeg har egentlig altid opfattet mørbrad som et ret dansk ord - ikke mindst når man tænker på ø'et.
Men jeg har åbenbart taget fejl - eller også er vi ved at indføre en generel engelsk flertalsform med at sætte et s på, og ikke kun på engelske substantiver. Men jeg spekulerer så på om det ender med at nogle vil komme flertals-s på også i ental, ligesom de gør med nogle engelske ord, for eksempel en drinks. Så de vil gå rundt og tale om en øls og en perles og så videre?
Vort sprog er sandeligen under påvirkning! Eller skulle det være påvirknings?
Er fuldstændig mørbanket efter at hyave spillet rundbold(?!), sovet i minimal seng med min søn, siddet i bil og tog alt før længe, gået ture og været på skattejagt i underlige terræner.
Er dødsens træt efter alt for meget luft, alt for meget socialt samvær og alt for lidt søvn i snorkende sovesal liggende i samme minimale seng som min søn.
Må samtidig sige at det har været rigtig hyggelig tur. Dejligt at det er overstået, men også dejligt at have været af sted.
Men kunne nu stadig godt bruge at have danset i nat. Og kunne godt lige nu bruge ca 28 timers søvn - og at ligge ca 10 timer i blød i varmt bad. Det må jeg vel indhente hen ad vejen.
Ja, jeg beklager - jeg kommer til at skuffe mine mange fans, men jeg kan ikke komme i byen denne weekend. Jeg skal på landet med min ældste søn og hans klasse.
Det skal sandelig nok blive hyggeligt - ingen strøm eller varmt vand eller noget, og byger og kulde. Har ærligt talt mest lyst til at melde mig syg; men drengen har set frem til det.
Og det er jo så iøvrigt også uden for internettets rækkevidde - så I får fred for mig fra lørdag formiddag til en eller anden gang i løbet af søndagen.
Kunne ellers virkelig godt have brugt at komme ud og danse - men det må altså vente 14 dage. Snøft.
Det sker at man pludselig finder noget, som man opdager man har manglet hele sit liv. Og man fyldes med en følelse af lykke, over at det dog eksisterer - og en stund føler man sig hel og helet.
Det er sket for mig i dag! De er bare for fede. $ 160 må jeg slippe for dem, inklusive fragt - men selv hvis de bliver taget i tolden er det et bargain for den eufori jeg vil føle første gang jeg tager dem på, iført dragten.
Vi fik et lille forvarsel om det i sidste uge af Min italienske Drøm - da kogekonelærerinden blev forundret over, at danskerne dog ikke kunne finde ud af at koge kartofler ordentligt - nordboere måtte vel vide hvordan man koger sådan en, de lever jo af dem?!
Men i denne uge: der skulle laves fiskesuppe, og et væld af fisk + et par blæksprutter blev leveret. De skulle nu bare renses.... stor var forundringen hos hende over danskernes reaktion undervejs - for det mindede mest af alt om de unge aspiranters i introen til Quincy* - for "de er jo nordboere, og lever nærmest på vandet" - hvordan kan det så være med sådan en reaktion? De fleste så ud til at skulle kaste op ved synet og lugten af de der slimede tingester.
Der var en del andre højdepunkter - men det var aftenens højeste. Ellers holder alle kommentarer fra mig fra sidste uge stadig, og lidt til. Herligt.
*: Ja, hvis du husker Quincy er du også gammel :) - men den er her:
Jeg har - via hemmelige kilder jeg ikke kan røbe - fået adgang til en tophemmelig fil fra flyvevåbnet. Det er klassificeret materiale, så sig det helst ikke til nogen!
Det viser sig, at 5. november 2008 (Guy Fawkes dag) stødte to fragtfly sammen over København - hvordan det nærmere bestemt skete er fortsat uopklaret og et stort mysterium - der er mistanke om at aliens var involveret.
Men endnu mere mærkeligt er det tilfælde som gjorde, at det ene fragtfly var på vej fra London til Moskva, fyldt med Burberry-halstørklæder, til salg dér. Og det andet fly var på vej fra Bahrain til London - ligeledes fyldt med Burberry-halstørklæder, disse usolgte returvarer.
Flyene stødte sammen - og fuldstændigt uforklarligt udlignede de hinanden, med kasser etc; og ingen af de to besætninger har man siden hørt eller set noget til. Det eneste der var tilbage var alle Burberry-halstørklæderne - som stille og roligt svævede ned og spredte sig over hele København.
En meget mystisk og uforklarlig hændelse - men det er altså forklaringen på, at hver anden person du ser i byen i øjeblikket bærer sådan et halstørklæde.
Den her historie, med jagten på Stein Baggers kæmpediamant minder mig om en af de første voksenbøger jeg læste som barn; altså ikke voksen som i porno-agtig, bare ikke beregnet på børn.
Jeg tror det var min daværende stedfars - og den var uhyre morsom. Der var engang en diamant, hed den. På engelsk The Hot Rock af Donald E. Westlake - som iøvrigt også har skrevet andre gode bøger. Men kort fortalt handler den om et kup af en kæmpediamant, som går galt. Hvorefter de prøver at hugge den igen - og igen - og igen.
Ret Olsen-bande agtig, men noget mere kosmopolitisk - den foregår hovedsagelig i New York. Kan anbefales som hurtig læst underholdningssag, som man ikke skal tænke for dybt over, men giver godt humør.
Bogen er iøvrigt filmatiseret med Robert Redford i hovedrollen - ikke specielt vellykket, såvidt jeg husker.
Jeg bliver lidt imponeret hvert år, når motorcyklerne trækker sammen til deres kørsel til Bakken - for, som jeg husker det, er det et lortevejr hvert år - ligesom nu det er nu igen, blæsende og tøsne.
Men på trods af vejret er det jo én eller anden form for forårsbebuder - så god tur, drenge & piger - og hyg jer! Og gør nu ikke noget jeg ikke ville have gjort... :)
Som del af det storartede soundtrack i Watchmen var også denne vesttyske klassiker. Selvfølgelig, siger jeg i bagklogskabens ulideligt klare lys - for det er endnu en meget tidstypisk sag, fra slutningen af koldkrigen.
Af en eller anden grund blev jeg engang dis'et for at have lagt den på en opsamlings-cd; den kan jeg absolut ikke se nogen grund til!
Så kom jeg ind og se Watchmen her til aften - som jeg jo fornylig læste (og anmeldte) i dets graphic novel forlæg. Måske lidt for fornylig - ville måske gerne have haft historien en kende længere på afstand, så jeg for alvor havde kunnet genopleve den - nu blev det istedet lidt for analyserende (nå, det har de valgt at flytte derhen, og nå, sådan løste de det). Villet hellere have kunnet give mig helt hen.
For der er noget at give sig hen til - som i bogen kommer vi vidt omkring - både i tid, rum og stilart; dog naturligvis ikke med så mange sidehistorier, men alligevel er imponerende mange med, uden at tage drive af hovedhistorien. (Og der er en extended version, hvor vistnok mere er med.)
Castingen er efter min mening sublim, dog kan man godt se det til tider har været en hård opgave for makeupartisterne at spænde især de kvindelige hoved- og bipersoner over så lang tid, som de skal dække. Men Tricky Dicks næse er flot udført :) - dog kunne jeg godt have tænkt mig at Kissingers stemme lige var gjort en oktav dybere - det fortjener den.
Jeg vil ikke sige så meget om historien, for den er vist meget godt dækket ind af den tidligere omtale - blot fantastisk at det altså kunne gøre at læge sig så tæt opad den. Dog er slutningen ændret, men jeg vil ikke sige hvordan, blot røbe at Dr Manhattan om noget bliver gjort mere henad en gud i filmen.
Og brugen og valget af musiknumre til at understrege ting i tiden er suveræn - jeg kan bedst sammenligne den med brugen i Forrest Gump - som Watchmen i øvrigt også på en del andre planer kan minde om, blot er der her tale om et Amerika i en alternativ virkelighed.
Min største anke er heltene - som efter min mening (især Nite Owl & Silk Spectre, men tildels også Rorschach) er for gode til at slås, og kommer for tæt på deres superhelte spejlbilleder - og det er de jo netop ikke - superhelte. Men kan godt se det ville have været svært at lave filmen ellers. (Og sjovt nok går den meste brok jeg har set i anmeldelser - selv for de som elsker tegnserien - at Nite Owl er for vattet; for helvede, han skal være vattet!)
Hvor jeg kan være lidt i tvivl, er hvordan filmen fungerer hvis man ikke kender forlægget. Jeg synes filmen intelligent og hurtigt samler op på fortiden, men om det går for hurtigt ved jeg ikke - og om det gør noget, hvis man ike får fat i det hele ved jeg heller ikke. At dømme fra de betragtninger fra folk, som ikke har læst bogen, i denne tråd gør det ikke så meget.
Og som service bringer vi lige billede af Dr Manhattan, aka Mr Swing King, så man kan vænne sig til billedet - så man kan koncentrere sig om historien :)
Biografen altså - som i gamle dage hver weekend kørte midnatsforestillinger af på klassikere som Rocky Horror Picture Show og Heavy Metal.
Jeg har jo nok set Rocky Horror Picture Show der flest gange - det var trods alt den der var mest gang i, med vandpistoler, konfetti, ris, syngen med og meget mere - men Heavy Metal har en særlig plads i mit hjerte. Ikke mindst fordi vi i AD&D (1.0) spillede et scenarie løst bygget over Taarna-historien.
Filmen er jo efterhånden 30 år siden, men har altså stadig noget special over sig. Jeg blev mindet om den, da jeg checkede Zack Snyder før - jeg kan se på IMDb at han står til at lave en Heavy Metal film i 2010 - men ingen nærmere detaljer. En spillefilmsudgave? Interessant...!
Hvis man ikke kender filmen, vil jeg anbefale at se den. Om ikke andet af historiske årsager. Jeg har fundet et klip herunder - egentligt ikke det jeg gerne ville vise - men det gik op for mig, det ville være for spoiler-agtigt. Så i stedet lidt Biggles-horror:
På Watchmen i aften, fik jeg lige lyst til at gense lidt fra bøsse-volds-extravaganzaen 300 - en af de visuelt flotteste film jeg har set, og også af Zack Snyder. Og i skal da ikke snydes. Enjoy:
Og hvorfor så det? Jo, for Tyrkiet har jo, blandt andet på grund af Lystløgneren & Krigsforbryderens håndtering af Muhammed-krisen, ikke meget lyst til at han bliver sekretær i NATO.
Men hvis nu Mohammed vinder på fredag, kan L&Ks støtter så påpege overfor Tyrkiet, at vi jo åbenbart ikke mener det så slemt med ham Muhammed - og et par deals mere, så kan USA få lov at trække tropper ud af Irak gennem Tyrkiet, og vejen er banet for L&K som sekretær - hvordan Tyrkiet nøjagtig tager sig betalt skal så blive interessant.
Hovedsagen er, at vi alle må håbe på at L&K kan blive skippet af sted, så Lars Løkke kan komme til - det skal nok blive sjovt!
Lidt synd for verden måske - på den anden side, den overlevede (med nød & næppe) da den talende bulldog, George Robertson, var sekretær - og trods alt tror jeg ikke Fogh er værre.
Eller sådan ville det da være, hvis de nuværende krav om minimum et års fængsel for at være i ulovlig besiddelse af skydevåben allerede var indført. Måske noget lige at tænke over??
Dansk Folkeparti har ved et beklageligt uheld glemt et af deres forslag i den seneste bandepakke:
Automatisk tvangsfjernelse af alle børn af udenlandske forældre, som ikke betaler topskat, når barnet fylder et halvt år. Forældre kan få lov at se deres børn igen, når de fylder 18, såfremt børnene ønsker at se forældrene.
Børnene sættes i pleje hos gode kristne danskere, fordelt rundt omkring i landet. Prisen for pleje betales af de biologiske forældre. Hvis de kommer bagud i betalingerne er det udvisningsgrund.
Forslaget har til hensigt at undgå bandekriminalitet på langt sigt ved af afholde børn fra skadelig indflydelse, og samtidig kan man undgå ghettoisering. Desuden kan man holde hashsalget på danske hænder.
Man kan ikke kalde ordningen for tvang, for de kan jo bare rejse hjem hvor de kommer fra. Eller få en abort.
(Forslaget erstatter et andet, om at sende alle udlændinge fra bestemte lande til Madagaskar, men det måtte droppes da et vågent hovede sagde at Madagaskar jo ikke gik, for der var allerede fyldt op med jøder. Eller noget.)
Jeg var jo så til begravelse i går - min farfars enke, som jeg ikke havde set i 10 år, var død - og godt at være der, og godt at se grene af familien som jeg ikke har set længe igen. Ellers var det som den slags er.
Men det foregik på Bispebjerg Kirkegård. Bispebjerg, et stednavn man hører tit, og som egentlig altid har undret mig, men som jeg aldrig har været tæt på, som del af, sådan for alvor, selvom jeg tit har passeret.
Men på vej til kirkegården kom jeg tæt forbi Grundtvigskirken - som jeg ofte har passeret på Frederiksborgvej, men aldrig har været rigtig tæt på, eller set fra siden. Og den er jo kolonorm; og tydeligvis et forsøg på at lave en form for katedral. Om man så kan lide den eller ej må være en smagssag, men at den ønsker at imponere kan der ikke være tvivl om. Og så slog det mig, at Bispebjerget selvfølgelig er den top, som kirken nu ligger på - og det må jo så også betyde, at nogen har ment at det altså skulle være bispesædet, og altså katedralen. Så der må være en eller anden kirkelig kamp dér engang. Not that I care, i virkeligheden, men bliver alligevel lidt nysgerrig.
Så så også pludselig den akse, der går fra kirken og ind i den kolonorme kirkegård hvor jeg aldrig før har været, eller blot bemærket - igen selvom jeg ofte har passeret. Og var forundret over at der ligger så stort et område, som jeg ikke kendte til, i en by jeg ellers synes jeg kender godt. Fandt heldigvis det rette kapel i god tid, men var på et tidspunkt bange for at gå vild derinde - skiltningen siger ikke det store, Urnegrav Z og lignende siger altså ikke så meget om hvor man iøvrigt er.
Så det var alt i alt en oplevelsesrig tur. Og lidt kold, for kom i mørkt jakkesæt, og sort skjorte (følte mig helt som Johnny Cash) og ikke så meget andet - jeg troede jo det nu var forår, men det er åbenbart blevet aflyst?
Lidt underlig dag - skulle til begravelse i eftermiddag - som jeg vender tilbage til - men havde så parkeret børn ved min mor. Den yngste trængte til at sove - men ville naturligvis ikke. Først henad aftensmad tid crashede han omkuld. Så alt i alt har det betydet at vi sover her hos min mor - hvilket også betyder at jeg - internetabstinensramt - nu hvor min mor er gået i seng, er hensat til at benytte mig af en MacBook og Safari, hvilket er et væsentligt mere besværligt liv end jeg var klar over... Og er egentligt overrasket over det, arbejder trods alt med stoffet og troede indenfor de sidste browsergenerationer at nok var standard til at det basale virkede - men tilsyneladende ikke.
Noget andet er så, at jeg aldrig kommer til at forstå Mac!?
De sidste dage, hvor solen har været til det, og jeg har haft mulighed for det, har jeg taget nogle gode gåture i Københavns gader - bortset fra dans er gang noget af det jeg holder mest af, og noget hvor man virkelig kan få mediteret.
Men her var jeg nu ikke ude for at meditere - nej, jeg ville opløftes af anerkendende kvindeblikke. Så iført mit cooleste casual jakkesæt, slips og solbriller skulle jeg ud at cruise. Men bedst af alt - jeg iførte mig for første gang mine qxl-indkøbte vildt lækre italienske støvler - som ikke kostede en bønne, jeg troede tilgengæld heller aldrig jeg skulle komme i dem, da jeg fik dem; men et indkøb af et skohorn og lidt tålmodighed har gjort det umulige muligt. Og nu hvor sjap med videre er væk, skal de luftes.
Når jeg så går der, og spejler mig i blikke, hører jeg en eller anden underlig musik - gad vide hvorfor? Den går ca sådan her:
Ja, dybest set ved jeg jo ikke hvad jeg snakker om - for jeg er en af de tre tilbageværende mennesker i Danmark som ikke har en Facebook-profil.
Og des mere jeg hører om det, "og man bare ikke kan være til" uden sådan en, des mindre lyst får jeg til det.
En ting er alle de historier man hører/læser om: om skodsikkerhed, at man ikke kan komme ud af det igen, at de synes de ejer ens personlige oplevelser, med meget mere. Det er jo noget man kan acceptere, hvis man altså vælger at acceptere det - og holder sig nogenlunde informeret.
Men hvad jeg virkelig ikke kan lide ved FB er hele den flok-mentalitet det synes at fremelske; for ikke at tale om klikedannelser og mobning og holdes udenfor, som også ligger i det.
Et eller andet sted minder hele konceptet mig om en dysfunktionel folkeskoleklasse - på trods af alt det praktiske man selvfølgelig kan bruge det til.
Så count me out!
(Jeg har så en LinkedIn profil, men det kan jeg se idéen i; og så er det jo iøvrigt, forekommer det mig, langt mindre invasivt i forhold til éns privatliv end Facebook.)
Og så lige en stille undren tilsidst - hvorfor er der dog så få profil-billeder, som rent faktisk er i profil?
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg holder meget af de små finurligheder man ser i hverdagen, også selvom de er knald i låget.
Tag nu sådan noget som stavgang - det er da meget muligt det er godt for kredsløb med videre, men morsomt - det ser det altså ud. Nogen ser så sjovere ud end andre - til mine favoritter hører de kvinder, der godt oppe i årene er blevet ordineret stavgang af deres læge eller familie - og som man ser gå meget, meget langsomt og apatisk langs søerne, med stavende slæbende efter sig langs jorden.
Men mine absolutte favorit indenfor området må være det indslag der var i TV2 Lorry for nogle år siden - der var åbenbart udbrudt en fejde mellem parkarbejderne i Frederiksberg Have og stavgængerne; parkarbejderne mente stavene ødelagde deres pæne stier, og ville have at stavene fik gummidupper på.
En repræsentant for stavgængerne blev interviewet om spørgsmålet og han var rasende - RASENDE - og med stift plirrende, vrede øjne fortalte han om, at hvis der kom gummidupper på stavene kunne man jo ikke støde ordentligt fra - han demonstrerede, med nogle meget energiske stød i jorden hvordan - og så kunne det hele være ligemeget.
For en udenforstående var det måske lidt svært at se, at det ikke virkede med gummidupper, men han var uhyre energisk, så jeg troede ham bestemt på hans ord; det var også meget tydeligt at det var et spørgsmål, der i sin kompleksitet og evne til at skille vandende er på højde med hele Israel-spørgsmålet. Så jeg gad egentligt vide hvad der er kommet ud af den konflikt.
Men morsomt - det var det, og jeg er bange for min beskrivelse ikke yder indslaget retfærdighed. Så jeg kan kun sige: stavgang rules!
Enhedslisten vil skærpe sin politiske profil, siger de. Hvis man skal være lidt ond, kan man jo spørge om de overhovedet har én...
Jeg har tidligere stemt på dem, og stemte også på dem sidst. Mest fordi jeg har følt at de har en nødvendig rolle at spille, som en vagthund fra venstrefløjen (lidt ligesom Kirsten Jacobsen fungerede i gamle dage, bare med et noget andet udgangspunkt) - ikke så meget af idealistiske årsager.
Men har i den grad været skuffet over dem i den seneste periode, hvor de stort set har været usynlige - det eneste man har hørt til dem, er at de har stemt imod stort set alt, og det er altså ikke godt nok. (De vil jo nok forsvare sig med, at det er fordi medierne ikke giver dem taletid etc - ja, men sådan var det altså også tidligere, men da formåede de alligevel at trænge igennem.)
Så hvis deres satsning på en mere strømlinet form, kan føre til at de kommer mere ud af startblokkene vil det da være fint, men jeg er indtil videre skeptisk. Ikke for det, rollen som vagthund er stadig vigtig, og vel vigtigere end nogensinde, hvis SF skal til at være ansvarlige.
At jeg så også iøvrigt stadig er sur over deres håndtering af Asmaa Abdol-Hamid og debatten omkring hende, er en anden sag, som jeg næsten vil undlade at komme ind på i dette indlæg.
Det er ifølge statsminister Anders Fogh Rasmussen en misforståelse, at der er givet tilsagn om investering af statslige midler i havvindmøller.
"Derimod," udtaler statsmininister Anders Fogh Rasmusssen, "er det korrekt at vi ønsker at give statstilskud til håndværkeropførelse af havevindmøller."
Sidder og ser Aab-Manchester C, kom jo først ind sent fordi jeg skulle se andre programmer; så jeg har vist også set den spændende del.
Men må bøje mig - imponerende pres spil den sidste halve time, som så endda lykkes. Okay, ikke helt endnu - men det er umiddelbart svært at se Man C komme tilbage efter den dukkert. Nu ser vi i forlænget...
[Update]: Nå, det var så den krukke, der sank på straffe. Ach. Men flot spillet. [/Update]
I sidste uge omtalte jeg tv-programmet Min Italienske Drøm særdeles positivt.
Det er efter aftenens afsnit ikke blevet mindre positivt, tværtimod. Men indtil sidste uge så jeg mest programmet som af høj underholdningsværdi, og så selvfølgelig med et interessant billede i den lille italienske by, Rosora.
Men programmets morale gik for alvor op for mig i aftenens afsnit; for det er jo tydeligt at der er en vis kulturkløft i mellem italienerne og danskerne, set over en kamp. Samtidig er de danske par også meget besværlige, og ser tydeligvis meget forskelligt på hele den italienske drøm (eller efterhånden mareridt for nogle, virker det som). Og for os der forstår danskerne, virker kulturforskellene efterhånden større mellem jyderne og københavnerne, eller mellem de unge og gamle - end den gør mellem danskerne og italienerne over en kam.
Og det kræver jo ikke meget fantasi - eller, det gør det måske desværre for nogle - at vende det billede om, og tænke over at hvor meget indvandrere og 2.g'ere mv, generelt bliver skåret over en og samme kam i medierne, er sandheden måske en smule mere nuanceret...
Interessant var det også, hvordan det hemmelige råd anser sagen - for dem er de sgu ikke et underholdningsindslag i et tv-program, for dem er det blodig alvor. Bartenderinden var for eksempel bange for at det jyske par ikke var engagerede nok, men bare var interesserede i at overtage huset, og sælge det videre til de første de bedste - og så ville byen bare stå med en død Bed'n'Breakfast indenfor et par år - var de bange for.
Så, endnue engang - fremragende tv, endda i reality-genren - holdt på et sobert niveau. Jeg anbefaler helhjertet!
Regeringens eneste erklærede udøde medlem, lich'en Karen Jespersen, blev ifølge nyhederne.tv2.dk mødt af buh-råb fra en forsamling af borgmestre, kommunalpolitikere og embedsmænd.
Til hvilket dens respons var, at forlange at forsamlingen opførte sig ordentligt. Mine ører gør ondt bare ved tanken om det tonefald den command er blevet givet i. Ouch.
Da jeg i kommentarsporet til indlægget om økonomiske grise kom til at slå økumeniske grise op, stødte jeg på en meget informativ artikel fra nyheds- og oplysningssitet landsbytossen.dk; jeg kendte ikke sitet før, men kan se at det er en mangel på dannelse - der er meget at lære på dette site, som tilsyneladende har lært meget af det ansete amerikanske The Onion.
Så det kan anbefales, hvis man således gerne vil vide mere om hvad der rører sig i det danske samfund!
Hæ - så lige en kvinde komme trillende med barnevogn, ivrigt snakkende i mobil. Hun så (etnisk) dansk ud, men bar et turkis-tørklæde; det er selvfølgelig ingen garanti for nogen trosretning, men jeg vover et gæt, som siger hun er muslimsk konvertit.
Egentlig også ligegyldigt - det pudsige var at hun havde fundet på ny brug af tørklædet, som hun havde proppet mobilen op under, så den sad der ved øret af sig selv - så ud til at fungere ganske effektivt.
Kunne nok være et udmærket svar til forargede "danske" mørkemænd m/k, når de stiller det evindelige spørgsmål: "Hvorfor lader du dig dog undertrykke og går med tørklæde?" - "Jamen, det er så jeg kan have hænderne fri når jeg snakker i mobil."
Jeg har idag set en cyklist - en mandlig - kørende langs "min" sø. Det bliver så den femte jeg har set, på ca ligeså mange måneder, siden Klaus Bondam fik maltrakteret Svineryggen, så der kunne være cykelsti på halvdelen af de ca 2 meter der går langs de to søer, der udgør skt Jørgens Sø.
1 cykel om måneden kan måske synes af ikke så meget, og man kan tro at det er fordi jeg ikke særlig ofte er ved søen - men det sidste er ikke sandt, jeg har min daglige gang der. Men jeg skal da ærligt indrømme, at hr Bondam fik ret i sin forudsigelse, at det ikke blev en motorvej for cykler.
Faktisk var der flere cykler før i tiden. En hel del endda. Jeg tror de fleste holder sig væk nu, fordi det brugbare areal af stien er blevet så meget mindre - den del der er beregnet på fodgængere er nemlig blevet grusasfalteret på en måde, så det er meget ubehageligt at gå på, og de fleste derfor vælger at gå på den meter der er reserveret cykler.
Tingene fungerede jo udmærket før - cyklerne måtte ikke køre der, officielt, så de der valgte at køre der kørte nogenlunde hensynsfultdt. Nu må man så; men stort set ingen gør det.
Så hvorfor det var så vigtigt for bøssernes Kennedy at få smadret stien, og fjernet bænke ved den ene sti - må stå hen i det uvisse. Jeg tvivler på der kommer et synderligt sammenhængende svar fra ham selv. Det gjorde der ihvertfald ikke overfor protesterne op til misdåden - men det var selvfølgelig også fortrinsvis frederiksbergborgere der brokkede sig (det er trods alt os der bor der) - og dem var der jo ingen grund til at lytte til.
Partiet CD (hvis nogen endnu husker partiet - det endte med at have en vis mavedanserinde som frontfigur?) - havde jo i sine velmagtsdage med Erhard Jacobsen fundet en niche, der gik på at tale bilisternes og parcelhusejernes sag.
Det lader nu til at Nyliberal Alliance har valgt samme strategi - de har bare finpudset den lidt, og gjort den mere målrettet - så Anders Samuelsen nu går straight efter varevognsejere med gule plader; hvem ved måske det virker - man har jo lov at tvivle.
(Ved godt jeg kommer med meget politik-pladder idag, men er vist ikke særligt inspireret; og der er sgu altid nogle tosserier at undre sig over.)
I følge dr.dk/nyheder tegner der sig et flertal, der vil tillade homoseksuelle at adoptere - hvilket så faktisk vil være et imponerende resultat for Simon Emil Ammitzbøll/Borgerligt Centrum.
Brian Arthur Mikkelsen er dog ikke imponeret: "...Og på den baggrund opfatter vi fra regeringens side det her som signalpolitik," sagde justitsministeren.
Men hov - træk mig nu baglæns ind i fuglekassen. Plejer Brian Mikkelsen ikke netop at undskylde sine åndssvage forslag og forbud - når han bliver stillet spørgsmålet, om de virkelig vil fungere i praksis - med at det er et vigtigt signal at sende?
Men jeg må vist bare lære ikke at tage det så tungt, hvad han siger - tror bare det handler om at min lille hjerne ikke kan rumme hans storhed.
En forvaltningsretsekspert udtaler på dr.dk/nyheder, at det næppe er muligt at dømme Bendt Bendtsen for bestikkelse - for så vil det skulle bevises, at han har ydet noget for pengene.
Jeg er tilbøjelig til at give ham ret - faktisk tvivler jeg på det er muligt at bevise, at Bendt Bendtsen nogen sinde har ydet noget som helst.
Din krop, din hud, dækker et ret stort område hvis man breder den ud. Men jeg vil her fokusere på en enkelt af dine mange kvadatcentimetre - på din mave, skråt nedenfor din nagle, lidt over linien der dannes af stedet hvor dit lår går sammen med kroppen?
Med små mikroskopiske hår, og små bittelille porer. Og hvis man rører ved den trækker den sig væk, forskræmt, for kort efter at vende tilbage, søgende efter en ny, forbudt berøring. Med en smag af salt - ikke markant, men distinkt.
Den kvadratcentimeter elsker jeg - som jeg elsker samtlige dine andre.
Jeg bliver ved med at være uhyre ambivalent omkring den serie. Den er lidt mærkelig; igen havde jeg den oplevelse at den første halvdel var røvsyg - men så begyndte den pludselig at gribe og bevæge noget, blot for at blive afløst af totalt tåkrummende scener - som så igen blev afløst af scener som var i skabet.
Så følger stadig med (når jeg kan komme til det) - men kan ikke finde ud af hvor stor del af hjertet der er med.
Og Brenda måtte altså godt se lidt ældre ud - vi ved jo allesammen godt hvor gammel hun er; så ingen grund til at fylde de små rynker om øjnene med mørk øjenskygge. Come on!
En lille Oplysning til Borgerne om Samfundet: det er jo en almindeligt kendt sandhed, at mænd kigger åbenlyst på kvinder, mens kvinder skjuler det bedre?
BÅÅÅT. Nope. Sandheden er nok snarere at kvinder oftere går lidt mere afslørende klædt, og i øvrigt jo har de her bryster som er svære at komme udenom. Hvor, hvis man ser den almindelige mand, i almindelig påklædning, er der vel ærligt talt ikke så meget at komme efter?
Men jeg lover, at når jeg nu går i byen som Leoparddrengen, eller Zappo eller hvem det nu er - så er der ikke noget som helst skjult over de elevatorblikke jeg bliver "udsat for" - så det er et rent spørgsmål om opportunity og availability.
Det er så noget man skal vænne sig lidt til, indrømmet. Men jeg klager ikke :)
Min favorit oplevelse af den slags hører dog til den skjulte slags; fra sidste forsommer. Det var en periode hvor jeg løb regelmæssigt, og mine balder var i exceptionelt god form - det er virkelig noget hvor det kan mærkes om man løber eller ej. Jeg kom gående af Vesterbrogade, hvor jeg overhalede en rimeligt lækker pige.
Jeg skulle i fakta (den nu hedengangne og lukkede), og da jeg går ind i butikken ser jeg i spejlbilledet hvordan hun stopper op bag mig, og totally checker mig ud.
Det er den slags små ting som virkelig kan varme længe efter :)
Jeg har før været inde på hvordan jeg skriver denne blog; selvom det vist har udviklet sig lidt siden (inklusive skrivestil - men var så også stiv da jeg skrev det indlæg).
Jeg spekulerer jo så lidt på hvorfor. Til at starte med var det noget af et eksperiment. Og så hang det lidt sammen med mine optrædende på dansegulvet, hvor jeg fik så mange af de samme spøgrsmål, at det var meget fedt at kunne stikke en RTFM.
Men efterhånden må jeg jo nok sige det har udviklet sig til noget mere - en form for terapi med nogen ting, måske også en form for konkretisering af tanker, målrettethed? Jeg har aldrig skreveyt dagbog, udover en enkelt side da jeg var 7 år, så det her er på alle måder nyt for mig.
Men jeg tror jeg gradvis er kommet til den konklusion, at det jeg søger er en form for udødelighed - og hvis nok facetter af min personlighed kan blive fanget her, på denne blog, vil man om 100 år kunne genskabe min persona udfra den, og indprogrammere i en AI, som John Keats i Hyperion.
Man kan så undre sig over hvad jeg vil med udødelighed - jeg, som i depressive stunder har brugt mange timer på at forestille mig min egen død, på de mest opfindsomme måder? Men... there you are; der er ikke noget der er ligetil.
Ingen tvivl om det har været vidunderligt igen at få danset de sidste dage - der var gået for lang tid, og i øvrigt sket for meget, så hold kæft hvor har jeg savnet det.
Men samtidig er der også kommet et element af pligt over det, som jeg må få tænkt lidt over, for det skal der helst ikke være - det må være lysten der driver værket i den henseende.
Så er det også lidt noget jeg skal vænne mig til, at flere og flere henvender sig ti mig og kender mig fra bloggen, uden først at have set mig danse. Lidt omvendt i det jeg oprindeligt lavede bloggen lidt som en FAQ til alle de spørgsmål jeg fik når jeg dansede - eller noget i den stil. Er ihvertfald lidt svært at finde ud af hvad vej strømmen går i dag.
Men noget jeg nok bliver nødt til at forholde mig til: én fra min ældste søns skole var på Amigo idag; og selvom jeg ikke umiddelbart forestiller mig hun fortæller min søn at jeg er Leoparddrengen, er det klart at det rykker tættere & tættere på.
Og det er jo ikke noget jeg skammer mig over, på den anden side er der grænser for hvor excentrisk man har lyst til at fremstå for sine børn; og et eller andet sted er min frygt måske at han vil hoppe for meget i mine fodspor. Leoparddrengen & leopardkillingen - kan nok være et ømt syn, men han må sgu finde sin egen superhelt at være, engang. Eller et eller andet; ved det ikke helt, må tænke over det.
Og så i øvrigt bedste hilsener til den blog-follower som for første gang kom på det rigtige Amigo i aften, og så Leoparddrengen - jeg håber ikke virkeligheden var for langt fra fantasien. Må sige, jeg følte mig helt som Rorschach da jeg gik hjem idag - i dagslys, og med pletter. Hvis en eller anden havde været dum nok til at komme med en bemærkning var han muligvis faldet i en elevatorskakt - now, who's watching the watchmen?
En reklame for en Annie Lennox Collection på tv, fik mig til at undres over hvorfor jeg dog ikke har noget Eurythmics på her - og fik mig til at tænke tilbage på første gang jeg oplevede dem. Det har været tidligt i 1984 eller sidst i 83, DR har oppet sig og købt nogle udsendelser af det britiske musikprogram The Tube, som er noget af en afveksling i forhold til Jørgen Mylius og Eldorado. Jeg er ulykkeligt forelsket i en pige fra min klasse (det er jeg iøvrigt 4-5 år frem), og på skærmen kommer den her kvinde med kort, rødfarvet hår i noget der ligner pyjamas, som synger sangen for mig på det tidspunkt; jeg var solgt.
Jeg er ikke helt sikker på den holder på samme måde idag, men YouTube er nådesløst - jeg har fundet selve den udsendelse og det nummer.
Hvad er det iøvrigt med malere, og deres tendens til at hive deres malerier med på værtshus? Jeg husker en anekdote om Frans Kannik som, før han blev anerkendt, havde en pose med malerier med på Andy's Bar - selvfølgelig med det resultat at nogen satte sig på dem, til stor sorg for F.K.
I nat var der så en der havde sit skilderi med på Amigo - og ikke et lille et, det var vel 60x160 cm - som han så placerede lige ved siden af sig, lige op af dansegulvet.
Jeg spurgte ham, om han dog ikke var bange for at hans dejlige maleri (det var noget sort noget, med nogle farvede streger nedover) ville komme til skade, når det sådan stod der; hvilket han så - kunne jeg se på hans kropssprog, jeg forstod ikke rigtig hvad han sagde, det var vist bare sådan nogle gutturale lyde - hidsede sig gevaldigt op over, jeg var faktisk lidt bange for han ville knalde maleriet i hovedet på mig.
Men mere skete der ikke, og han gik ikke så længe efter, med maleriet i god behold - men jeg undrer mig, hvad er det der gør malerierne skal med på værtshus? Har de tænkt sig at prøve at sælge dem (og glemmer det, euforiseret af alkoholen), eller kan de bare ikke lade deres seneste baby være alene hjemme?
[Opdatering]: Nå, nej, googlede jo lige Frans Kannik, og ordet video fik mig til at huske, at det faktisk ikke var billeder han havde med, men videobånd - som der på en eller anden måde kom øl i. Så anektdoten var lidt forkert, men gør ikke undren mindre.
Natten på Amigo blev ellers præget af en mand der faldt om, og var væk fra omverdenen - han var jo nok bare for stiv, men det blev med ambulance og det hele.
Var ret absurd, for der var på et tidspunkt 4-5 personer der råbte og skreg af hinanden, og næsten kom op at slås, omkring hans hovede - emnet var hvem der nu var mest velegnet til at tage sig ham. Det kunne der komme en ny variant af "operationen gik-godt-patienten-døde" vittigheder ud af.
Men da jeg her til "morgen" lå og formulerede hændelsen for mig selv, opdagede jeg at den måde jeg ville beskrive manden der faldt om, var som typisk roma. Og så ringer der jo alarmklokker - for ville det ikke være en perfekt måde at aflede opmærksomhed så en partner kunne køre det store lommetyveri af?
Heldigvis tænkte superhelt Zappo ikke så langt og fordomsfuldt igår, ellers kunne det sikkert være gået helt galt med superheltetanker og overfald på sagesløse - for ingen blev, såvidt jeg da ved, bestjålet og natten tikkede videre i sin uskønneste orden.
Kan godt blive lidt lidt annoyed - på mig selv eller andre er jeg ikke helt sikker på. Men tag sådan en ting som forlovelses- eller vielsesringe. Det er ikke noget jeg lægger mærke til overhovedet. Så når jeg nu står og danser med en dejlig pige her i nat - hvorfor skal jeg så lige lægge mærke til at hun gemmer én ring væk? som jeg jo i virkeligheden er fuldstændig ligeglad med (men godt ved hun ikke er, and theres the rub) - hvorfor kan jeg ikke bare finde ud af at ignorere det? Bare nogle timer?
Dumt, dumt, dumt. Men et godt tidspunkt at genoplive det gamle katastrofe billede: Sauron fik ringen.
Er sgu lige ved at græde, nu når jeg ser at Obama-administrationen har strøget udtrykket "enemy combatants" fra deres ordbøger; der er allerede rullet meget lovgivning tilbage, så tingene begynder at se tilnærmelsesvis ok ud, men det her udtryk har nok for mig stået som det mest eklatante eksempel på Bush-regeringens skiden på enhver form for international lov-&-ret (hvilket så sidenhen gav undskyldning til at skide på selv interne amerikanske love, inklusive forfatningen, hvad angår tortur og retssikkerhed).
Nu laver jeg om et lille øjeblik en portion vodkasmoothie, og knalder ud til en del TV med videre. Regner så med at dukke op på Amigo ved 2-½3 tiden - som Zappo. Det må være hans tur i aften - og nu har jeg jo så også planer om et lille eksperiment ekstra :)
Hvis der er dødt på Amigo Bar kan det være jeg tester Ideal Bar, men der er jo konstant dødt for tiden, så det bliver vel den sædvanlige pendul-tur i så fald.
Jeg er iøvrigt blevet bedt om at specificere, af hensyn til blondiner med videre, at når jeg taler om Amigo er det beværtningen i Schønbergsgade på Frederiksberg (grænsen til Kbh V) - og ikke saunaklubben i Studiestræde... så skulle det være slået fast!
For hvad enten filmen er god eller dårlig, fik den henledt min opmærksomhed på dette mesterværk indenfor Graphic Novel genren, som jeg indtil nu har været uvidende omkring. Lykkeligt uvidende, kan man næsten sige, for som folkene i Fantask talte om da jeg købte den, misundte de dem der skulle læse disse mesterværker for første gang.
Jeg tror nu dog også man kan finde andre glæder i at læse dem senere.
En af grundende til jeg ikke har læst den da den kom frem - den er fra 1985, og da var jeg ret meget på amerikanske tegneserier - er at den er udgivet på DC, og jeg har altid mest været Marvel-mand, hvad angår superhelte.
Men den her indgår ikke i noget "univers", så hvor den er udkommet er totalt ligegyldig.
Vi følger, i ufatteligt mange historier og sidehistorier, to generationer af "super" helte. Super i gåseøjne, for de har ikke nogen superkræfter (bortset fra en enkelt, han er tilgengæld en gud...), de har blot valgt at iklæde sig kostumerne, tildels for at bekæmpe kriminalitet - men vel også for spændingen og opmærksomhedens skyld. (Det sidste lyder bekendt et eller andet sted - hvor har Leoparddrengen hørt om det før??)
Fra at handle om opklaringen af et tilsyneladende tilfældigt mord, ender den med at handle om verdens frelse eller fortabelse. Udover at gå igennem et parallel-tids USA fra 30'erne til 1985, foregår selve hovedhistorien i 1985 - fantastisk at få smækket op i sylten igen; for den skræk der gennemsyrer historien for atomkrig husker jeg ganske tydeligt, og i årene 1983-1985 føltes det ikke som et spørgsmål om der ville komme en sådan, men hvornår og hvordan den ville bryde ud. Først ca et år efter Gorbatjov kom til i Sovjet begyndte gemytterne at dæmpe sig.
Men i denne alternative verden er Nixon stadig præsident - for med heltenes hjælp vandt USA Vietnamkrigen og Watergate blev forhindret - Sovjet går ind i Afghanistan, og vi venter blot på der bliver trykket på den røde knap.
Så mens uret langsomt tæller ned til midnat, er vores fastelavnshelt Rorschach (helt? manden er psykotisk morder!) i færd med at undersøge hvem der tilsyneladende er ude på at slå hans gamle klubvenner ihjel - og det finder han da også ud af, men først efter at have gennemgået en del sammen med sit gamle sidekick, Nite Owl, som også er trukket i fastelavnstøjet igen. Undervejs har vi så også lige været et smuttur på Mars og Antarktis, samt fået fortalt nogle dystre, halve pirathistorier.
Der er stort set ikke noget action i bogen, så hvordan man har tænkt sig at lave den om til en slå-på-tæven film er jeg spændt på at se. Men den kan ihvertfald på det varmeste anbefales, ikke mindst for sine mange sidehistorier. Den er skrevet af Alan Moore, som også er manden bag V for Vendetta, hvis filmatisering jeg anmeldte for nogle uger siden. Alan Moore er efter sigende stærkt imod at bogen er blevet filmatiseret, men det har han åbenbart ikke haft så meget at sige i forhold til...
Iøvrigt er der også kommet et computerspil baseret på filmen/historien, lavet af danske Deadline Games. Det har jeg nu ikke prøvet endnu.
Og slutter lige med en video som meget godt beskriver stemningen fra dengang, Frankie Goes To Hollywoods Two Tribes, med en Reagan og Tjernenko lookalike i kløerne på hinanden.
En af grundende til, at jeg blev så påvirket i sidste uge, er muligvis at dele af situationen har ramt et ekko fra min egen barndom, som har medvirket til at gøre mig ekstra modtagelig. Tag ikke fejl, jeg mener stadig min beskrivelse er korrekt, men det hele kan være gået mere direkte ind end det ellers ville være.
Da jeg i folkeskolen for første gang i idræt skulle have timer i svømning, foregik det ved at vi blev kørt i bus til Østerbro Svømmehal; den er jo blevet renoveret for nogle år siden, og skulle efter sigende være blevet ganske flot, men det var den bestemt ikke dengang.
Vi blev delt op i to hold: de som kunne svømme uden hjælpemidler, og de som ikke kunne. De som kunne fik vores sædvanlie idrætslærer og kom over i voksenbassinet, og de som ikke kunne fik en lærer eller bademester tilknyttet svømmehallen, og blev i det mindre børnebassin.
Jeg hørte til de som ikke kunne. Og den indbyggede svømmelærer lignede og lød som Ole Thestrup på en dårlig dag. Jeg kan ikke huske præcist hvordan det foregik, om det var noget med at vi skulle efter tur, eller hvordan, men husker ihvertfald at på et tidspunkt skulle jeg prøve at flyde (uden hjælpemidler) under hans udelte bevågenhed.
Det skal her lige siges at jeg var meget tynd og spinkel; og vandet i Østerbro Svømmehal var et par grader koldere end i Kildeskovshallen hvor jeg var vant til at gå med min mor. Så når jeg prøvede at gøre som han råbte op om at jeg skulle, hvilket vel basalt set var at ligge og slappe af, var det en fysisk umulighed; min arme og ben sitrede og spændte sig, og var vel allerede på vej til at gå i krampe, jeg var bange for manden, og kæmpede selvfølgelig så for ikke at drukne, når jeg begyndte at synke ned.
Det har sikkert ikke taget mere end et par minutter før han opgav mig; for mig føltes det som en evighed, af råben af skrigen og angst og druknefornemmelse og kulde og fornedrelse. Jeg husker ikke så meget af hvad han råbte til mig, men jeg kan huske at han på et tidspunkt råbte at jeg var umulig - mest fordi jeg kan huske min mor senere blev meget forarget over netop dette ord.
Og det var også noget af en omvæltning for mig - jeg var vant til at være bedste elev i stort set alle klasser, være vellidt af lærerne: og så denne pludselige ydmygelse der hørte skolen i 50'erne til.
Jeg tror jeg skulle med en gang mere, men blev syg i skolen så jeg undgik det, inden jeg talte med min mor om det, som siden talte med min idrætslærer og jeg blev flyttet til det "øvede" hold, hvor jeg fjumrede ligeså stille i den ene ende, mens jeg prøvede at lukke lyden af svømmesadisten der råbte af de øvrige ude.
Men selvom det forsåvidt endte ok, og jeg da også lærte at svømme* - mistede jeg aldrig rigtig frygten for de her ture til svømmehallen; hvergang vi stod og ventede på bussen, og i køreturen dertil, følte jeg jeg skulle dø, og havde lyst til at kaste op. Det gik over når jeg kom ned i vandet, og vidste jeg ikke skulle omgås ham, men indtil da....
Og jeg tror en flis af den frygt ubevidst er blevet vakt i mig, da jeg kørte med børnene op i "skoven" den anden dag.
* Jeg hader stadig at have hovedet under vand; og flyde kunne jeg aldrig, men må have faket det engang, for jeg menet det indgår i en af de første prøver, og såvidt jeg husker endte jeg med at tage både begynder- og bronzemærket.
[Opdatering]: Lige en servicemeddelelse - jeg kan se på de søgeord der fører folk hertil, at en del kommer her og leder efter video af programmet. Det finder man ikke her, men man kan se tidligere afsnit på programmets side hos DR. [/Opdatering]
Havde ikke troet jeg skulle komme til at anbefale sådan et I-får-et-hus-sæt-det-i-stand-og-vinderen-får-lov-at-beholde-det program.
Men det kommer jeg altså ikke desto mindre til, for det er ret underholdende. "Forhistorien" er at 4 par, af forskellig alder og baggrund, er udvalgt til at prøve at restaurere et mindre gæstgiveri i en lille by i Italien; de bliver så bedømt på områder som håndværk, sprog & madlavning - samt, vigtigst (og ukendt af deltagerne), det indtryk de gør på lokalbefolkningen generelt. Vinderen i sidste ende får så lov at drive gæstgiveriet videre.
Og det ville jeg jo ikke synes var spor sjovt normalt - men de her billeder af en gruppe mere eller mindre bøvede normaldanskere - et par af dem kunne sagtens fungere som biroller i Klovn - som skal prøve at fungere i et italiensk lokalsamfund, uden at have styr på sprog eller kultur... det er simpelthen morsomt, og godt stille og roligt tv.
Og så kan jeg godt lide værtinden, Eva Ravnbøl, som selvfølgelig har styr på det italienske, men også formår at holde programmet på et jordnært plan, hvor jeg ellers synes den slags har en tendens til at kunne blive meget hysterisk.
Tja, ser jeg nok ikke så androgyn ud, som jeg tidligere har gjort - men et liv, der ihvertfald i mine formative børne-, teenage- og ungdomsår, bar præg af at folk opfattede mig som lidt af hvert, har sat sine spor.
Og jeg legede da også en del med det - som da jeg konstant gik med neglelak i en periode (som regel 2 farver, vekslende skiftevis), det gav nogle skæve blikke eftersom jeg også arbejdede som vikar i en børnehave på det tidspunkt - nogle forældre var vist lidt bange for hvad jeg var for en, og om det kunne smitte.
Jeg gik så også med make-up, når jeg gik i byen; det er næsten ikke værd at nævne, for det var der en del (altså mænd), der gjorde dengang, men de fleste begrænsede sig til en sort eye-liner, hvor jeg vil sige jeg udnyttede det meste af paletten.
Jeg har jo så også indimellem spekuleret over hvorfor - når jeg nu ikke er bøsse, hvorfor så? Er jeg i virkeligheden en lesbisk, fanget i en mandekrop? Men, nej, den går heller ikke, for jeg nærer ikke noget ønske om at være kvinde - ikke at jeg som sådan ville have noget imod det, men har det fint nok som mand. Transvestit er jeg heller ikke, for det første klæder jeg mig ikke som kvinde, prøver ikke at føle mig som kvinde og der er iøvrigt heller ikke noget lyst-element i det.
Så jeg tror egentlig bare det handler om, at jeg ikke synes ét køn skal have monopol på diverse virkemidler med videre - hvilket i øvrigt ikke kun gælder make-up, etc; og så kan jeg jo nok heller ikke løbe fra at jeg har et eller andet exhibitionistisk gen, når det kommer til byture.
(Hvilket så også har givet mig en del problemer, når jeg har prøvet at gå i byen uden for København - jeg tror Kolding er det eneste sted, hvor jeg ikke har haft problemer.)
Men en form for makeup har jeg aldrig brudt mig om - læbestift; fordi det går ind og giver smag på alting, og iøvrigt smitter. Men kom til at tænke på, at det måske kunne være en ganske interessant effekt med en sølv-farvet, i kombination med Zappo - så nu går jeg og er lidt vægelsindet. Men det må jo vise sig hvad jeg når frem til.
Hyggeligt med gensyn med Desperate Housewives i aften, men noget af et spring de har taget i tid, på over 5 år. Det ender jo med at blive en hel generationsserie, som Beverly er blevet. Men jeg er på.
Dog, jeg synes altid Bree's rolle har været lat lidt vel meget op af en Martha Stewart - og nu er det da helt galt. Gad vide om det så betyder at Bree skal i spjældet i denne sæson?
Har prøvet at komme i tanker om hvad hun hed noget tid, men kombinationen af n'er, a'er og i'er har forvirret mig. I dag lykkedes det så, så jeg kan præsentere endnu en gamel gylden ting fra firserne, som det godt nok er længe siden jeg har hørt.
(og så er det endda en italiensk video med noget for kvinderne at kikke på! :) )
Jeg spekulerer godtnok over den der formulering, misbruge sin stilling - de kunne da godt lige sige hvad det var for en stilling, og hvordan den blev misbrugt?
[Opdatering]: Med den overskrift kan det jo godt være - at nogle bliver skuffede, fordi de tror de her vil finde Marvin Gaye 80'er klassikeren af samme navn. Og jeg vil ikke have skuffede kunder i butikken, næ, nej - men desværre tillader youtube ikke embedding af sangen, så man må selv gå til linket, hvis man vil have lidt sexual healing.
Nej, og så har Jes Dorph netop sagt, at Divya er vært på 22 Nyhederne - altså ikke på News, men på hovedkanalen. Så kan jeg altså komme til at se hende igen - det må næsten være belønning for at nævne hende på bloggen, så ny gør jeg det igen. (At hun så kommer til at omkranse Brian Mikkelsen er selvfølgelig synd, men sådan er skæbnen så lunefuld.)
Jeg har sgu lige købt en riskoger, i Netto. Egentligt nok noget jeg ville have forsvoret, for har i mange år henregnet det under et af de mindst nyttige køkkenredskaber, som tænkes kunne.
Men så så jeg Divya Das, i et eller andet kokke-indslag (hun har jo lavet en kogebog med Manu Sareen) anbefale sådan en varmt - sagde noget med at hun ikke kunne forestille sig livet uden. Og hun kan altså sælge mig det meste...
Så da jeg nu så sådan en i Netto, så var det altså noget jeg måtte have. For det kan da være meget godt rent faktisk at få kogt sine ris perfekt. Og hvis hun nu skulle komme på besøg en dag...
Apropos årstider - når diverse kloge hoveder, som senest Lars Løkke, prøver at gøre sig kloge på finanskrisen, og hvornår/hvordan den vil slutte - kan jeg ikke rigtig lade være med at tænke på Mr Chance's visdomsord i Velkommen, Mr Chance /Being There - after winter comes spring etc.
Jeg tror det ville være et rigtigt godt tidpunkt for tv at vise den klassiker igen.
(For yngre seere, som måske ikke kender filmen (eller bogen - det gør jeg heller ikke), kan jeg kort referere, at den handler om Mr Chance som hele sit liv har levet afsondret; hans eneste stimuli har været den have han har tumlet rundt i, og et tv. Da han bliver lukket ud i den virkelige verden opfattes han af diverse årsager som orakel og sexsymbol. Mr Chance spilles af Peter Sellers i en af hans største og sidste (hvis ikke den sidste?) roller. Kan tildels sammenlignes med Rain Man og Forrest Gump.)
Nogen vil jo påstå at vi er trådt ind i foråret, i det vi er i marts. Den er jeg så ikke helt med på - jeg er blevet tilhænger af den (amerikanske?) metode efter hvilken årstiden først regnes som skiftet efter jævndøgn/solhverv. Den måde synes jeg langt henad vejen giver mere mening & passer bedre med livets barske realiteter.
Det eneste jeg ikke kan lide ved den metode - og det kan jeg så virkelig ikke lide! - er at det betyder jeg er født om efteråret, og ikke om vinteren. Det gælds altså ikke.
Men selvom jeg altså ikke rigtig synes det er blevet forår endnu, kan jeg da ikke sige mig fri for at bemærke at dagene er blevet lysere - og det selvom jeghar rodet i og på grænsen af depression den sidste uges tid; men jeg ser det så også som tegn på, at jeg vel er på vej ud af det, at jeg gik nærmest priapistisk rundt i går - og i dag, well, er ikke priapistisk, men er ihvertfald heller ikke langt fra at føle mig forårskåd.
Så kom bare igang, kvinder, med lidt god vilje er foråret lige om hjørnet - det rigtige. Drop det uformelige vintertøj, og lad os få noget livsglæde & looks på banen - så skal jeg nok forsøge på det samme. Jeg trænger ihvertfald til det!
Min (store)bror har altid været noget konservativ i forhold til at have noget med computere at gøre - nok i en form for oprør mod min far og jeg, som har haft med dem at gøre siden 1980.
Men engang i '90erne fik han en aflagt oldssag, og brugte Word Perfect en del. Og nogle år senere, blev han af arbejdsmarkedet tvunget på "PC kørekort" kursus, hvilket han stadig er stolt af - det er da også den eneste form for kørekort han nogensinde har taget. Og det blev også hans introduktion til Windows og internet verdenen, og han har da været sådan nogenlunde med siden.
Men jeg glemmer ikke, efter vi have mailet i ca et år, hvor han så skrev til mig, at han iøvrigt mente der måtte være noget galt med mit mailprogram.
"Nå, hvordan det", spurgte jeg. "Hvad er der galt."
"Jo, der dukker sådan indimellem nogle mærkelige tegn op, som ikke har noget at gøre der. som regel nogle parnteser og andre tegn midt i det hele."
Det tog mig et par sekunder, før det gik op for mig han talte om smileys - og jeg måtte lære ham hvad de betød. (Jeg er ikke sikker på han helt forstod det, han bruger dem ihvertfald aldrig selv - men han er da holdt op med at klage over dem.)
Så da min mor nogle år senere undrede sig over det samme, var jeg forberedt på "problemet" :)
Jeg ser at Pernille Rosenkrantz-Theil har holdt tale for forbud af købesex i dag - som tidligere nævnt er jeg langtfra enig. Det skuffer mig at hun er blevet så forbudsivrig, jeg havde håbet hun var for fornuftig til at hoppe med på det selvgode kor. Det næste bliver vel så, at hun mener det er fornuftigt at opretholde forbud mod hash.
Hun anerkender dog, at der findes kvinder som rent faktisk er prostituerede af egen fri vilje, og har det okay med det. Og så er det egentligt kæden hopper af for mig - for hvordan forsvare at forbyde et erhverv, for nogen som ahr det ok med det? For mig at se, sålænge der blot er en luder der har det okay med sit fag, er et forbud etisk uforsvarligt.
Så må man finde andre løsninger på de problemer, der selvklart er - hvilket man jo naturligvis er nødt til under alle omstændigheder, og de andre løsninger bliver sgu ikke lettere at gennemføre, hvis erhvervet er gjort ulovligt.
Men det er åbenbart blevet vigtigt for hende at sætte tomme standarder. Jeg er skuffet.
Citatet fra War! i det tidligere indlæg, fik mig til at tænke på Frankie Goes to Hollywoods udgave, hvilket igen fik mig til at tænke på Relax - og for nu at gøre det hele rigtigt superbøsset syntes jeg lige den måtte inkluderes her:
Jeg finder det lidt morsomt, at en af vor tids mest brugte forkortelser, i udtale gør det, det forkorter tre gange så langt. Og så iøvrigt er fuldkommen overflødigt i brug, sådan som internettet har udviklet sig; muligvis var der i starten en grund til at bruge det, men den begrundelse findes ihvertfald ikke mere.
Brugen af den er da også ved at forsvinde mere og mere, og det vil ikke undre mig hvis den er et særsyn om 5-10 år.
Jeg taler om forkortelsen www - for World Wide Web. Som udtalt bliver til til double-u double-u double-u (eller på dansk dobbelt-v dobbelt-v dobbelt-v), ialt 9 stavelser, imod de oprindelige 3 stavelser for det som forkortes.
Good God! What is it good for? Absolutely nothing!
Det er dejligt at have weekend i denne uge, især da det betyder et afbræk fra børnehave, og det kan komme lidt på afstand, om det så kun er for et par dage.
Havde så den ældste og en af hans klassekammerater til spilfestival i dag - det var ganske fornøjeligt - de fik spillet D&D 4.0 og HeroClix, og var rigtigt glade efterfølgende. Og jeg fik hilst på gamle venner, og spillet en gang Agricola, ganske fornøjeligt brætspil, som jeg prøvede for anden gang (og havde en del mere idé om denne gang).
Så det var en dejlig dag på alle punkter, og alle var glade. Men hvor er det dog utroligt i sådan en forsamling af totale geeks, hvor mange der lever op til stereotyperne ifht højde og især drøjde, og i det hele taget manglende interesse for hvordan man ser ud mv.
Men længe leve geeks - verden ville sgu være kedeligere uden os.
Nu har jeg et par gange, på forskellig vis, prøvet at prakke Michael Grubers bøger på nogen af mine kvindelige bekendte her i den danske blogosfære.
Da det er med begrænset succes - har ihvertfald ikke fået nogen tilbagemeldinger om nogen der var hoppet på krogen endnu - må jeg hellere prøve at forsøg mere på at få overbevist om hvorfor han er god at læse. Og andre kan jo måske også blive inspirerede.
Pudsigt nok har jeg læst Michael Gruber i mange år inden jeg hørte hans navn. Det viser sig nemlig at han er den egentlige ghostwriter bag hans fætter, Robert K. Tanenbaums storartede serie om anklageren Butch Karp, og dennes fandenivoldske hustru, Marlene Ciampi. Men han og Tanenbaum røg uklar - vistnok fordi Gruber ønskede mere officiel anerkendelse, som Tanenbaum ikke ville give ham. Tanenbaum har siden fortsat serien - enten ved at skrive selv, eller med ny ghostwriter - men det er uudholdelig læsning; jeg prøvede en af dem (inden jeg kendte baggrunden for skiftet) og smed bogen fra mig i væmmelse efter 5 sider.
Så hvis du vil forsøge med nogen af disse bøger, skal det ikke være nogle af de nyeste. (Ifølge Wikipedia er Grubers sidste bog i serien Resolved, så gå uden om senere bøger end den.)
Under sit eget navn har han så lavet hvad jeg vil betegne som hans hovedværk, serien i foreløbig 3 dele om Jimmy Paz. Den sidste er dog ikke på højde med de to første, så min anbefaling her handler først og fremmest om dem:
Tropic of Night og Valley of Bones
Jimmy Paz er noget så usædvanligt i amerikansk litteratur som sort af cubansk afstamning; kriminalbetjent i Miami. Er lært på en masse områder - først og fremmest fordi hans hobby er at have forhold til kvinder der ved mere end han selv, og lære af dem.
Han rammes så i bøgerne af nogle særdeles uforklarlige sager og hændelser; sager som tager ham ud på den traditionelle overtros overdrev. Hvilket er meget problematisk for ham, da han er sund skeptisk i forhold til al den slags - det vil sige han tor ikke på en skid af det.
Og er problematisk for læseren, men på den gode måde - for vi har naturligvis en lige så skeptisk tilgang som Paz, som langsomt bliver drejet på, at der altså foregår noget udover det sædvanlige; om vi (eller han) vil tro på det eller ej, er naturligvis op til os selv (ham) - men historien fungerer på sine præmisser, fordi der opereres med en suveræn suspension of disbelief.
Og selv som fuldstændigt rationelt tænkende menneske, som jeg vil påstå jeg (for det meste) er, er det en fascinerende verden at få lov at drage ind i - uden at den bliver tvunget ned over én som en given sandhed.
Jeg vil vove at påstå at bøgerne kun fungerer, hvis man kommer til dem som nogenlunde rationalist - et New Age wunderkind, som tror på hvad som helst, vil sandsynligvis bare trække på skuldrene.
Det er så den ene halvdel af bøgerne - Jimmy Paz' oplevelser på grænsen af det besynderlige, m.m - men hvad der gør bøgerne så utroligt gode er de kvindelige hovedpersoner. For Gruber har en formidabel evne til at beskrive den stærke, følsomme, intelligente & excentriske kvinde. Både i disse bøger, men også i f. eks. hans (Tanenbaums?) Karp bøger, hvor de især er personificeret i Marlene Ciampi og datteren Lucy.
Min absolutte favorit er Emmylou Dideroff (hvis det da er hendes rigtige navn?) fra Valley of Bones; det er sigende at hun i sin ungdom har haft en flirt med Ayn Rand/Atlas Shrugged, til hun møder en appalachian rebel og narko/våbensmugler, der fortæller hende at hun da skal droppe det dér barnepjat, og slå sig på the real thing, Nietzsche; Emmylou er så stærk en person, at hun selv kunne være taget ud af en af Ayn Rands bøger, selvom hun kommer fra, og går til, et ganske andet sted.
Lisbeth Salander er jo meget oppe i tiden; jeg vil mene at hun godt kan minde om nogle af Gruber's kvindelige hovedpersoner - han ville blot have lavet hende lidt sejere, og og noget mere flerdimensionel.
Ikke mindst på grund af Emmylou Dideroff er Valley of Bones min favorit. Det var også den første af bøgerne jeg læste - så det kan man godt, men der var mange referencer til etteren, Tropic of Night, som det ærgrede mig jeg ikke kendte da jeg læste den, så jeg vil anbefale at man læser dem i rækkefølge.
De to første er skrevet på en ret fast formel, med tre sammenvævede historier der skifter i tid og sted. Det gør dem lidt tunge at komme ind i og holde fast i, men det er også utroligt givende for historien i længden. Den tredie bog (Night of the Jaguar) er skrevet mere lige ud af landevejen, og læses derfor også nemmere - men er efter min mening langtfra at være på højde med de to første.
Udover Paz-bøgerne har Gruber skrevet nogle andre enkelstående bøger: der er den meget pudsige The Witch's Boy, som må betegnes som en fabel eller endda et eventyr - hvor han går på jagt i brødrene Grimm's skattekiste, og får rodet de fleste eventyr sammen i én historie.
Og så er der The Book of Air and Shadows og The Forgery of Venus (omhandlende nutidige mysterier som involverer henholdsvis Shakespeare og Velasquez) - begge er ganske udmærkede og underholdende bøger, men er ikke på højde med hans bedste. De er vist tilgengæld hans største kommercielle succeser. Mit indtryk er lidt, at forlaget har set Dan Brown's succes, og tænkt: so ein ding muss wir auch haben - og sat Gruber til at skrive dem.
De holder langt mere vand end Browns bøger, og er mere intelligente - men altså samtidig lidt for lette og letkøbte.
Men please - trænger du til spændings/krimilitteratur, der er lidt udover det sædvanlige, og kan du tåle en intellektuel udfordring - så læs Tropic of Night og Valley of Bones. (Men fantasy er det altså ikke; det er krimi med et twist.)
Jeg må have fløjet for højt, for nu er jeg styrtet - snurrende & kvalmende. Blot for at opdage at jeg stadig er i live - og have fornøjelsen af hver morgen at få serveret min lever, min milt og mit hjerte fint udskåret i mundrette stykker.
[Opdatering 8/7 2009:] Ret skal være ret. Tingene er blevet meget bedre, så for at få nuanceret billedet, så læs venligst også dette indlæg.]
[Opdatering 7/10 2009:] Og for at give billedet nu, må dette indlæg også læses. :)
Af forskellige grunde var jeg og min ex blevet enige om at skifte børnehave for vor yngste søn, til en skovbørnehave. Det vil sige, hun var blevet enig, jeg blev overtalt; anerkendte at en skovbørnehave kunne være godt, men var skeptisk overfor den bestemte - og vi har faktisk været meget glad for den hidtidige.
Men den skulle være blevet så meget bedre på det sidste, og de havde fået nyrenoveret hus, og hun havde været nede og snakke med dem i deres lokale opsamlingssted, og en veninde havde barn der, og hun var meget positiv...og, jamen det lød meget positivt det hele. Men svar skulle gives samme aften jeg hørte om det, ellers ville pladsen gå til en anden.
Vi var så også nede og snakke med dem i torsdags, med både den yngste og ældste, og det gik godt, og god stemning. Så jeg skulle med i skoven om mandagen, til opstart, og hans mor, exen om tirsdagen.
Vi møder på opsamlingsstedet mandag morgen, og kommer fint med bussen, og kører deropaf. Et par hundrede meter inden ankomst taber bussen koblingen, men det er vist ikke så usædvanligt(?), og bussen triller videre til endestationen. Hvor vi stiger ud. Jeg er begyndt at opdage en underlig sløvhed i de fleste af børnenes øjne.
Oasen står der på en sten der markerer indgangen til stedet. Spaß Macht Frei kunne man have tilføjet, men det er jeg endnu ikke klar over.
Det er jo et lortevejr, den dag, så den meget store have skal ikke klandres for at være én stor mudderpøl, med forskellige gevækster i. Huset, det vidunderlige, nyrnoverede hus, er godtnok stort og aflangt. Fremstår vel nærmest som de barakker jeg husker fra besøg i Frøslev lejren, blot udført i beton og mursten, og mlet hvidt i stedet for rødt. Et højt hegn omgiver hele komplekset, inkluderer lige akkurat huset, og hele haven/al mudderet.
Vi bliver gelejdet indenfor, hvor vi stadig i flyverdragter m.v, bliver delt op i mindre grupper. Jeg bemærker at det vidunderlige hus vægge og gulve er bare, og der stort set ingen møbler er, og i kombination med materialevalget betyder det at enhver lyd forstærkes tifold.
I den gruppe vi er kommet i, sætter vi os i rundkreds og en mandlig pædagog tager en harmonika frem, og begynder at spille børnesange på harmonika. Et par piger synger rent faktisk til, Mariehønen Evigglad, og den slags. Effekten er nogenlunde som det afsnit af Venner, hvor Ross har fundet ud af, at han vil spille Celebration på sækkepibe til Monica & Chandlers bryllup - hvis man forestiller sig det spillet på et badeværelse:
Jeg er skræmt, og det tror jeg også min søn er. Det eneste fornuftige formål jeg kan finde ved denne afstraffelse er, at nedbryde modstandskraften blandt de klientellet. Mens dette foregår skæres der frugt af børnenes medbragte frugter. Hvert barn har et stk frugt med, og en frugtskål går rundt hvorfra de må tage to stykker skåret frugt. Den smule der er tilovers bliver så fordelt blandt de som vil have mere. (Matematisk er det et mysterium, hvordan så lidt kan komme ud af så meget, men der er en forklaring, skal det vise sig.)
Efter en præsentationsrunde er rmorgensamlingen forbi, og vi går ud og leger lidt under den overdækkede terrase, hvor også pædagogerne holder til og drikker kaffe. Nogle få grupper af børn trodser regnen og begiver sig rundt i terrænet. Min søn får også leget i lidt mudder, men efter noget tid vil han gerne ind.
Så vi går indenfor, og tager for første gang flyverdragt af. Men larmen fra de mange børn indenfor, i det akustiske helvede sløver vores sanser. De voksne som er indenfor sidder og kigger apatisk - de eneste som ser ud til at vide hvad de skal gøre er de som kommer ind for at sætte kaffe over, eller fylde en kop.
Ingen snakker med børnene - det er iøvrigt også umuligt i larmen; som ingen i øvrigt prøver at gøre noget for at dæmpe.
Jeg læser en bog for min søn - en af de fem bøger jeg kan finde. Det er ikke nemt, for jeg må sidde med hans øre så tæt på mig, at mit udsyn er dækket - det er den eneste mulighed hvis jeg ikke skal råbe historien.
Herefter er der frokost, som i optakten er meget kaotisk, da ingen tilsyneladende ved hvem der skal sidde hvor. Tilgengæld er selve frokosten rar på den måde, at det er det eneste tidspunkt hvor personalet forsøger at holde nogenlunde ro, og der derfor ikke konstant bores syle af støj gennem hovedet på en. Det er så også her, det går op for mig hvor dårligt de fleste af børnenes sprog er. Mange af dem på 4 og sågar 5 år forstår jeg simpelthen ikke. Men hvis al kommunikation er nødt til at foregå i råb er det måske en forklaring.
Men i det hele taget virker børnene meget utilnærmelige, så det med at det skulle være godt socialt for min søn at komme her, har jeg svært ved at se. Meget svært ved. Jeg har faktisk efterhånden svært ved at se noget som helst godt ved noget som helst.
Efter frokost er det sovetid, for dem der har behov for det. Det har min søn indtil videre, da han har været vant til det hidtil. Men det tror jeg nu hurtigt bliver droppet. Jeg får ganske vist min søn puttet, men ikke uden besvær, og jeg tvivler på en anden vil kunne. Der skal nemlig ligge 7 børn i 5 senge og en lille madras på ca 4 kvm; og der er en konstant larm fra resten af huset, samt børn der vælter ind og ud, og de andre børn som ikke kan sove.
Men det lykkes som sagt at få ham til at sove, og jeg bliver tilbudt at sidde i personalestuen "og slappe lidt af". Det prøver jeg så - det er indrettet med en lille sofa, og et lille skrivebord - mest iøjenfaldende er den kæmpe skål med frugt der står derinde, mysteriet om hvor frugten bliver af er løst. At slappe af er nu ikke muligt på nogen måde, skrigene genlyder gennem hele huset, og jeg føler mig som er jeg på et svineslagteri. Mest af alt har jeg lyst til at tage mit sovende barn under armen, og finde den nærmeste offentlige transport og komme hjem.
Jeg går nogle ture i huset, for sidde stille i det lille aflukke kan jeg ikke, men skrigene forfølger mig også ude. På gangene i huset ser jeg grædende børn, deres øjne er tomme; søge hjælp hos en voksen prøver de ikke, og der er da heller ingen voksne der ser ud til at have øje for noget som helst.
Min søn vågner, virker lidt betuttet, men ikke grædende. Jeg får ham i tøjet og uden for - jeg vil gøre alt for at komme ud, men heldigvis er det også hvad han helst vil. Vi bevæger os rundt i terrænet, heldigvis er det klaret op, så der er nu næsten inen regn. Rundt omkring ligger legetøj som er i stykker, en institutionsstol som er gået i stykker, samt lidt affald. Grupper af børn leger, men mange går rundt ensomme med tomme øjne - enkelte går og græder stille. De voksne holder sig udelukkende for sig selv, i nærheden af deres overdækkede terrasse, og deres kaffe.
Klokken halv-4 kommer bussen, og vi kører hjem. Jeg forlader stedet i tavshed.
Dette er observationer. Mine tanker er ubeskrivelige. Det er et forfærdeligt sted, og indeni er jeg i chok. I mine drømme og mareridt siden er det gået sammen med billeder fra KZ-lejre, mest af alt fordi så mange af børnene går rundt som zombier. Andre er hyperaktive, og atter andre er sprogligt underudviklede; nogle er kombinationer. Enkelte børn lod til at trives fint, men det var for mig at se undtagelsen. Og det er ikke mærkeligt - mangel på interesse for børn fra voksnes side, skal man lede længe efter, og de bliver endda betalt for det. Jeg så én voksen (en medhjælper, naturligvis) der en halv time gik rundt med nogle børn uden for halvtaget, ellers ingen. Og jeg så på intet tidspunkt nogen voksne i nogen form for fordybende samtale med børnene. Og trøst virker som et ukendt begreb.
Og jeg kan ikke stoppe tankerne nejnejnej, og hvadharjeggjorthvadharjeggjort fra at køre rundt i mit hovede. Vil bare ikke have han skal gå der, men har netop fået afslag fra kommunen på at få ham ført tilbage.
Jeg føler et raseri ifht hende der anbefalede stedet - men som jeg forstod på min ex igår har hun faktisk heller ikke anbefalet det så meget, som ex'en gav indtryk af overfor mig. Så mit raseri ifht hende er kolonormt, men ligger under overfladen, for kan ikke lade det bryde ud nu - og er iøvrigt også for lammet til det.
Min eneste tanke er at få min søn væk derfra, men jeg ved ikke hvordan. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre, og jeg ved ikke om jeg vil tillade mig at komme videre, for at acceptere det her er et forræderi i forhold til ham.
Da min ældste søn gik i institution han ikke var så glad for, var det tingenes tilstand, og det var hvad vi kunne få. Men her har jeg selv været med til at tage min yngste fra institution vi faktisk var ret glade for, til det her mareridt. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal tilgive mig selv, når jeg skal til at aflevere et grædende barn, eller endnu værre, et barn med tomme øjne, ved bussen hver morgen.
Jeg ved det ikke.
[Opdatering 8/7 2009:] Ret skal være ret. Tingene er blevet meget bedre, så for at få nuanceret billedet, så læs venligst også dette indlæg.]
[Opdatering 7/10 2009:] Og for at give billedet nu, må dette indlæg også læses. :)
